Godt råd ang familie- mulig skilsmisse?
Jeg kunne godt bruge et godt råd ang min situation.
Lang tekst forude, tag en kop kaffe med 
jeg har forsøgt at dele det op.
Jeg er gift på efterhånden 8 år. Vi har været sammen i snart 10 år, har 3 drenge hvoraf den ældste er 8 og yngste er 5. Hun er 29 og jeg er 35 i skrivende stund.
Det seneste år mellem os, har dog været ekstra præget af konflikter mellem os alle.
Jeg er af en lidt mere gammeldags opdragelsestype, hvor man kan få et par chancer til at stoppe en dum handling før man bliver sat ind på værelset, hvoraf min hustru er mere flydende og at børn er børn som kun bør stoppes hvis de er ved at forvolde større skade på sig selv eller hinanden. Det clasher en del mellem os på den front. Især 3-4 situationer er det slemt i.
At være børn!
Ofte er det når de løber rundt (lille lejlighed, sure underboere) og kaster sig på gulvet og jeg beder dem stoppe. Jeg har erfaret at jeg ikke kan overskue de skrig, hvin og høje lyde deres, leg, frembringer (første 4 år, af mit liv var med en far der misbrugte min storesøster samt druk fra begge forældre. Frygter at det er derfra det hele stammer) og derfor har jeg meget svært ved at feje det hen som en leg, når de kaster sig oven på hinanden og de skriger som respons, eller griner meget højt. Jeg har dog en meget fin forståelse at de skal have lov at lege. Men jeg har bare et eller andet fra min barndom der er begyndt at ødelægge den del.
Rutiner eller ej?
Jeg har forsøgt at skabe en rutine der hedder at vi gør klar til seng kl 19.30, så de ikke er for trætte til børnehave/skole. Dog er mor god til at lade dem sidde og kigge med, hvis hun spiller, eller de ikke lige gider i seng deromkring. Så klokken kan godt blive 20.30 til 22.00 før jeg kan få dem alle overtalt til at de skal i seng. Og det er med gradvist mere bestemt tone, også overfor mor, da hun synes jeg er for hård.
Jeg kan have sagt at børnene ikke behøver spille før de skal i seng, fordi det ikke hjælper dem til at geare ned. Og så kan en af de små gå ind til mor, og spørge hende, for så at få lov alligevel, fordi jeg lige pludselig har 4 imod mig. Og sådan er det med stort set alt. Prøver jeg at sige imod, bliver mor bare sur på mig og giver dem lov, uanfægtet af hvad jeg har sagt.
Overarbejde?
Jeg føler lidt at jeg står med det meste selv.
Udover at jeg skal gøre alt med børnenes instutioner, skal jeg sørge for madpakker, transport, tøjvask, anden opdragelse, kommunikation mellem skole, mormor, børnehave og stort set alt derimellem. Plus at jeg skal lave mad til min hustru, finde hendes tøj når hun vårgner, fordi hun ikke ved hvor hun har lagt det. Sørge for at hun kommer til diverse aftaler ved at lave dem for hende og transportere hende frem og tilbage. Give hende snacks, drikkelse, smertestillende, varmepude, ryste dynen (hun opholder 90% af tiden i sengen) hente computer, headphones (som ligger på gulvet ved siden af sengen), lade hendes telefon op, tænde tv'et og sørge for det er på den rigtige kanal, ringe til lægen når der er brug for det og jeg tror jeg kunne blive ved. Udover tøjvask og generel rengøring. Bare ikke inde på soveværelset da hun har ting, som skal være på en specifik måde, ellers er det min skyld. Hun vil også have at jeg vækker hende inden 12 så hun kan få lidt ud af dagen med sine børn. Jeg gør det da, men der er ikke megen glæde ved tanken om at jeg skal hen og lave alle de ting, eller hvad jeg har gjort forkert og hvor dum jeg er.
Når jeg er syg, står jeg stadig op, lader hende sove, for hun er træt(hun beder selv om at få lov at sove lidt mere) og jeg laver mad og hjælper børnene i tøj og videre. Og så måske kan jeg sidde i en stol og vente på at der er brug for mig igen, til fruen vågner.
De sidste 9 år har jeg fået lov at gå ind og lægge mig en time, 2 gange pga sygdom. Ellers har jeg været nødt til at få børnene afsted og så holde fri fra skolen, men sidde i bilen i en skov eller lign til jeg skal hente børn, hvis hun er hjemme, da jeg ved hvad der ellers venter.
Ærligt. Det dræner mig for energi og førhen, havde jeg lyst til at være sammen med min familie. Jeg elsker mine børn, men jeg har ikke overskud til dem mere. Jeg kommer til at knurre af dem hvor jeg ved jeg ikke burde og jeg undskylder for det. Når fruen og jeg har skændtes (startet med at jeg har udtrykt min utilfredshed med en given ting. Altid en af de 3 situationer vi står i.) har hun været god til at kalde mig en fed hval, og meget hårdere ting, slået mig for at få mig til at slå igen. Når jeg endelig prøver at afværge et slag i hovedet, får hun blå mærker og siger det gør meget ondt, selv flere dage efter. Jeg bliver også hurtigt mødt med "du er mere end velkommen til at gå."
Nu hvor jeg så har sagt at jeg kunne ende med at flytte, har hun for nyligt givet et kram og sagt at hun vil savne mig når jeg flytter, men også at hvis jeg flytter så er vi nødt til at blive skilt.
Jeg beklager den ultra lange historie, men det er lidt en kompleks situation føler jeg. Jeg føler virkelig jeg svigter mine børn hvis jeg vælger at flytte, men hvis jeg bliver, frygter jeg bare at det eskalerer mellem fruen og jeg.
Hvis der er nogen der kan give den mindste ide om hvad der kan hjælpe vil jeg være taknemmelig. Er meget fortvivlet her nemlig..
Kommentarer
Er din kone syg, siden hun tilbringer så meget tid i sengen?
Ellers er mit umiddelbare bud på ændring i jeres liv, at du skal stoppe med at behandle din kone som et barn.
Hvis du ønsker, at din kone skal opføre sig som et voksent menneske, så skal du stoppe med, at behandle hende som et barn.
Et voksent menneske finder selv sit tøj frem, sørger selv for snacks og drikkevarer m.m., henter sin pc, lader sin telefon op o.s.v.
Hun lider ofte af migræne, men nævner på daglig basis at hun har det som om hun er syg. Og jeg har prøvet at sige fra. Det bliver bare ofte mødt med en dømmende tone i en længere periode og at hun er ekstra sur det meste af tiden.
Hvis hun har det som om at hun er syg, så bør hun jo gå til læge.
M.h.t. at sige fra, så vil jeg sammenligne det med, at opdrage hund eller børn, du skal ikke prøve, du skal gøre det.
Lad være med at finde tøj frem til hende, lad være med, at sørge for snacks og drikkevarer til hende (medmindre selvfølgelig, at hun er så syg, at hun reelt ikke kan selv), lad være med at hente hendes pc, lad være med at lade hendes telefon op.
Hvis man vil have et andet resultat end man plejer, så skal man gøre et eller andet anderledes, hvis man gør som man plejer får man også samme resultat som man plejer.
Jeg giver Trold ret. Du må holde op med at behandle din kone som et barn.
Jeg mener du opfører dig underligt efter det du skriver. Det er synd for dine børn med den opvækst, for de glemmer det aldrig.
I burde søge hjælp, men det koster selvfølgelig.
Jeg har overvejet det med hjælp. Og kan se det lyder mere som om at det måske er noget jeg gør for hende. Men hun spørger hele tiden om jeg ikke kan gøre de her ting. Jeg siger fra, hun bliver sur. Jeg tilbød at gøre ting for hende i starten, men da hun begyndte at spørge om jeg kunne lave, mad, drikke mm, for hende stoppede jeg med at tilbyde, eller gøre det for hende. Jeg har mange gange sagt at hun må gøre det selv, og så sidder hun og køre på samvittigheden, fordi hun er jo sulten og kan ikke overskue at gøre det selv. Og hun får ikke taget noget at spise selv, for sidst jeg ikke hjalp, gik hun 2 dage uden at spise andet end en smule chokolade.
Så jeg beklager hvis det lyder som noget jeg vælger at gøre, for jeg har ikke lyst til at være en tjener for hende hele tiden..
Hvis det er helt korrekt, så er din kone syg og burde have lægehjælp. Hun ville jo ikke kunne klare at passe børnene, hvis I bliver skilt. Det er en rigtig skidt situation I er i. Du bliver nødt til at tale med nogen om det. Og gør det inden det går helt galt.
Jeg undrede mig over at du ville have børnene skulle i seng på samme tid, der er jo forskel på alderen.
Hella, det med lægen har vi forsøgt i 6 år. Med udskift af læger på næsten årlig basis. Alle har taget tests og blodprøver, uden at kunne finde ud af hvorfor hun har det sådan. En af dem har direkte sagt, at det var fordi hun bare var træt som ny mor, og at hun bare skulle tage sig sammen. Den seneste læge har i det mindste sendt hende til Psykiatrisk da hun fandt ud af, at fruen har ADHD med stort niveau af angst oven i.
Ang sengetider.. Well. Jeg er bare vokset op med at både min lillesøster og jeg skulle i seng kl. 19.00 frem til jeg var 10-12 år. Søster er ca 3 år yngre.
Synes dog stadig at 19.30 er fair tid, for selvom der er forskel på alder, er det der vi slukker ned for spil, og finder nattøj frem mm. Og så er de altid sultne, så der skal også spises lidt ekstra der. Og så ligger de i sengen hver især og snakker lidt, eller læser en bog til de er trætte nok. Håber da at det er bedre end først at begynde på det samme kl.21-22? Især fordi de skal op igen klokken 7.
Jeg har ikke sagt noget om det skal være kl. 22. Og du skriver, du er vokset op med det, tja, men andre er vokset op med noget andet. Jeg kan mærke du ikke tåler at blive sagt imod.
Det er umuligt for nogen udenforstående at sige hvad du bør gøre. Din kone er åbenbart ikke rask.
Når hun beder dig om noget, som du mener hun kan selv, så kig alvorligt på hende og sig "det er jeg sikker på, at du godt kan selv", og flyt dig så fra situationen. Snakker i nogensinde alvorligt sammen, uden at børnene er til stede? Går i begge to hjemme?
Hella.
Jeg har faktisk intet imod at blive sagt imod. Det var jo egentlig et reelt svar. Min hustru er vokset op med en meget løs familie hvor de kunne gøre som de ville, hvor hjemme ved os var det meget mere firkantet. Jeg prøver at tage alder i betragtning i forhold til det hele. Og jeg kan kun give dig ret i dry med at hun ikke er rask. Men ingen har fundet ud af hvad hun fysisk fejler.
🤔
Trold.
Ærligt.. Vi har ikke snakket så meget alvorligt uden børnene har været her. Jeg er generelt set ikke personen der inviterer til samtale og kan godt lide ikke at sige så meget. Jeg siger på ingen måde at det er optimalt, for det ved jeg godt det ikke et. Det har stort set havnet med en situation hvor hun råber af mig, jeg holder mig mund eller beder hende lade være med at råbe og vi kunne snakke. Det hele eskalerer og hun har bedt mig forlade matriklen omgående eller selv stormet ud.
Jeg har dog aldrig forladt stedet da jeg ved hendes temperament ville få hende til at ødelægge ting som ikke er hendes. Jeg ved det, for hun har gjort det da jeg prøvede at gøre som hun sagde første gang. Der røg kaffemaskinen mens der var strøm i. 😅🤔