Æd jalousi / accepter skilsmisse.

ParadiseSeeker87

Nej,du skal ikke bukke,og neje,og tækkes deres behov det er sygeligt du skylder dem intet,men du skylder dit liv,at begynde,at leve igen det er alt synes de har ydmyget dig,og han har ladet hånt om dig,og det du føler
når du kommer til det sted hvor du kan se bort fra ham,og udover de år du har brugt på,at kæmpe for hans kærlighed,og opmærksomhed åbner en ny verden sig for dig,og du vil ikke forstå du fandt dig i det det er aldrig for sent,at begynde på en frisk ønsker dig alt det bedste

Elise

Endnu en gang 1000 tak for kommentarer, - som jeg stadig ikke helt er færdig med at ræssonere på, da det bringer mange nye vinkler.
Det er så VILDT, at se sin boble vurderet udefra, især fordi man til tider kan komme i tvivl om det er een selv som er blevet rundforvirret.

Og det er i den grad crazy at høre nogle tage ens parti så meget, - det er jeg ikke vant til. Det varmer nogle steder i min hjerne, som jeg er bange for at lukke op.
Bange for utrygheden, for gør jeg det, og erkender mine følelser fuldt ud, og at tilmed skal fylde mere end idag, så tror jeg ikke vi vil kunne leve sammen mere.
Og som tidligere er det ikke kun kedelig ensomhed som venter og mange røvsyge alene-projekter med de praktiske ting i hverdagen, men også et familieliv på 4 personer, som hver dag løftes af, at vi støtter hinanden, snakker og filer hjørner af, så alle kan være her. At børnene snart flytter hjemmefra er rigtigt, men det familiære fremover vil , forestiller jeg mig, stærkt være nedgraderet, da vi så hele tiden skal afveje logistik , hvem vil besøge hvem osv osv - altså jeg ved det ikke, har jo ikke været skilt før (!), men det er som jeg ser det.
Jeg har ikke boet alene på noget tidspunkt i mit liv, er ret introvert og kan tvivle på egne evner til at kunne skabe netværk udover min egen navle.
Vi har megen ironi og humor imellem os, også børnene - det ville blive meget tomt uden dette.
Min mand og jeg har stadig mange fælles værdier, holdninger og kan sagtens blive enige om mange ting, køre til oplevelser sammen , ha rejse ideer og planer for vores ejendom.

Så der skal vejes op og ned.

Måske har jeg vænnet mig til den der lidt underdanige følelsesmæssige placering, - og her tror jeg faktisk min opvækst, som før omtalt ret omsorgs-tom, stikker sin betydning frem. For mig føles det hjemmevant og helt ok, at jeg ikke er den i forreste række og har været så længe , jeg kan huske. Hvis jeg kunne finde een, som syntes om mig, var den bare fin.
Det lyder både patetisk , selvmedlidende og ikke særlig selvsikkert, men mange gange fanger jeg mig selv i , at foretage alle de service agtige familie ting, fordi ´det bør man da´, og snart er dagen gået, og ingen har sku lagt noget særligt mærke til ens offerrolle. Jeg slipper for at turde noget på egen hånd, stå til ansvar og måske..kunne elskes..når jeg bare hele tiden gør det , som normerne foreskriver. Og i den position, føles det mere uretfærdigt, at han er bedre til at køre sig selv i stilling, få tilmeldt sig aktiviteter og fylde kalenderen op med alle mulige ting. Hvis blot en af de ting, er at skrive sammen med en anden kvinde, såå.....bliver mit system udfordret.

Men.. lad os antage ( og hermed undskyld hvis nogle af skribenterne nu ikke føler sig taget alvorligt)..at der faktisk intet særligt er imellem dem, - jeg synes jeg er nødt til at prøve at tænke efter, hvor stærkt iriterrende, forstyrrende for hans kærlighed til mig og mistroisk overfor en mand er det så ikke også lige. Og hvis man skal høre på det gang på gang..
At min fantasi kan køre, hvis jeg ved de skriver..at han nu støtter hende mere end mig, eller værre : hellere VIL støtte hende eller mere slemt : at han er NØDT til at have denne snorkel op fra ubåden, fordi jeg er blevet ..ja kan være så meget- tør, kedelig og almindelig. så er det jo mig som tillægger det mere værdi end jeg bør. Det er en usikkerhed jeg bringer ind i forholdet og får malet i en kraftigere nuance, end den er.
Jeg ved godt de fleste af jer har været så søde at skrive, at det er en naturlig reaktion, at føle jalousi, hvis der fx bliver sendt billeder fra en ferie, eller hvad det var, men jeg har stadig hos mig selv ikke helt fattet, hvorfor jeg lige føler , det er så slemt..
Hvis han fx hjælper hende med at fragte en kommode fordi vi tilfældigvis har en trailer, han har nemt ved at bakke og hjælpe med at løfte, behøver jeg så HVER gang føle / tænke:..Nååå, det er nok fordi han rigtigt nyder, at hjælpe hende !! Aaahj, jeg bliver nogle gange så træt af mig selv.
Det gør en kæmpe forskel for mig, at det er en qvinde - sorry men det er sådan , det er, og jeg tror der er mange som har det sådan, er det skamfuldt at stå ved : NEJ Clasher det med min mands holdning til det : JA

Beklager hvis det lige tog en drejning

Til Lisette og ideen med tirsdag og torsdag - så har jeg tænkt tanken flere gange og faktisk adspurgt ham direkte, om det så ville være ok med ham - hvis han udfordrer mig er det vel ok jeg gør gengæld.
Til det mener han at jeg tænker helt absurdt - det kan da aldrig sammenlignes. Nej , kan det måske ikke, men nu foreligger det tit sådan at kvinder reagerer negativt hvis ens mand involverer sig med hovedet, med opmærksomhed, lune og kommentarer. Og at det hos mænd tit kan være det sexsuelle som i højere grad er grænsen.
Eller det har jeg i hvert fald ment..

Tak for tråden, det sætter tanker igang for mig :-)

Lisette

Jeg vil gentage min opfordring til dig om at få noget professionel hjælp – det har du i den grad brug for.

Du er opvokset i et hjem, hvor du ikke blev set – selvfølgelig har du giftet dig med en mand, der heller ikke ser dig. Lige præcis den genkender jeg, for det har jeg også gjort. Min eksmand var – som din mand – også mig utro. Nej, han bollede ikke ved siden af, men det var ham helt utænkeligt at dele sine tanker med mig; og det var altså også utroskab.

Jeg har bemærket at du også kæmper med en kronisk sygdom. Er du egentlig klar over, at krop og psyke hænger sammen? Jeg aner ikke, hvad du fejler, men et psykisk pres, som du har ligget under for i 10 år, kan sagtens medvirke til - og også forværre - fysisk sygdom.

Nu skriver du, at det da godt kan være, at hans bekendtskab med denne kvinde ikke er ”noget særligt”. Selvfølgelig skal man hjælpe en ven, nabo, kollega – ja endda en helt overfladisk bekendt – med at flytte en kommode, hvis man kan og har mulighed for det. Det er jo slet ikke det, der er dit problem. Nej, det er hans konstante kontakt med hende – både ved møder og via telefonen, hans udveksling af helt private tanker, billeder osv.
Så jo, det er bestemt noget særligt – for ham. Og det ER utroskab, selv om de måske ikke har sex.

Og det er utroskab, fordi han ikke vil høre på dig og forholde sig til de følelser, det giver dig. Det har stået på i 10 år og han nægter stadig at høre på dig. Hvis ikke det er utroskab, hvad er det så?

Jeg frygtede også at gå fra min eksmand – i øvrigt med nogenlunde samme tanker, som du her beskriver. Jeg lover dig, at den lettelse, der kommer bagefter, er så ubeskrivelig, at du med overvejende sandsynlighed vil tænke: Hvorfor i alverden gjorde jeg det ikke før? Den ”rygsæk”, du slæber rundt på er givet så tung, at du næsten vil lette fra jorden, hvis den kommer af dig. Du vil opdage, at du pludselig har uanede kræfter og energi, som du ikke anede, du havde.

Det er da klart, at din mand finder, at det er en absurd tanke, at du skulle tage af sted for dig selv tirsdag og torsdag, hvis du har fortalt ham, at du vil gøre det for at han kan mærke, hvad det vil sige, at du ikke er hjemme et par aftner om ugen. Og – det var så ikke lige præcis det, der var meningen med det forslag, som – i og med, at du har fortalt ham om det – så ikke er anvendelig alligevel.

Du skulle netop have holdt det for sig selv, netop givet ham indtryk af, at du nu gjorde nogle ting, der var gode for dig, og at det i øvrigt ikke vedkom ham - hverken hvor du skulle hen, hvad du lavede, hvem du var sammen med og hvorfor. Og – ved evt spørgsmål fra hans side, kunne have været besvaret med, at du da bare gør, som han har har gjort i årevis, så der vel ikke var noget problem idet. Øv, det kunne ellers have været et spændende projekt for dig.

Eller er tanken absurd, fordi han mener, at han er i sin fulde ret til at gøre, hvad han har lyst til, men den ret har du ganske enkelt ikke?

Søg noget hjælp – og gør det nu. Mange psykologer og psykoterapeuter har faktisk også facetime konsultationer i disse tider.

persille1

Jeg vil sige, hvor er det kloge og gode råd Lisette skriver til dig. Og ærgerligt at du lige skulle sige til ham om at tage i byen. Ja, så er rådet ikke anvendeligt, som Lisette skriver.
Søg psykolog hjælp det vil være det bedste. !! Jeg tror ikke du kan frigøre dig uden hjælp.

Jeg har også prøvet at være "ingenting" i et ægteskab. Det var som om lænkerne faldt af mig, da jeg endelig tog mig sammen og forlod ham.

Elise

Kære Lizette og Persille.

Jeg bliver helt rundtosset, når jeg læser jeres vurderinger, så undskyld mig for ikke lige at svare med det samme eller særlig klart - er ved at tage det ind.
Det er nyt for mig, at se situationen sådan, - har været meget bange for at miste.
De seneste dage, og det er rigtigt, at det ikke er længere, - og det er jo ikke ret lang tid, har jeg dog tilladt mig at bundfælde den følelse, hvor MINE tanker er helt acceptable. Jeg skulle lige op gennem et klistret ustabilt lag, men lige pt føles det meget godt, selvom der stadig er en fornemmelse af tynd is - tilmed med huller , som lurer lige om hjørnet.
Men i kraft af bla Jeres ord, har jeg gået og fornemmet igennem dagen, hvad der kunne ske, hvis han fortsat ønsker et brud eller.. jeg overvejer det.
Mine dage har været med plus minus samme aktiviteter som normalt, men for HVER ting har jeg , heldigvis , kunne tænke :
Ok, det her nyder jeg, men det er ikke noget hvor jeg er afhængig af ham !
Jeg nyder meget at bruge mine sanser fx ifm vejret, naturen, kroppen, madlavning, film, bøger. Det er ikke noget det kommer til at rykke ved.
Har haft små snakke med kolleger, bekendte mm - og selvom jeg ikke er jordens mest udadvendte, kan jeg sagtens se for mig, hvordan JEG skal få min del af det behov opfyldt, og faktisk har jeg ikke særlig svært ved det.
Børnene snakker jeg self stadig lige godt med, er omsorgsfuld for og vi deler mange ting.
Så jeg er super fortrøstningsfuld.
Jeg holder af ham og vil nødig skilles, da jeg nyder meget af vores samvær.
MEN.. det er ikke godt for mig ikke at blive respekteret på mine følelser.

Tak for kommentarerne / gode råd !!

matilde12345

Den er ikke nem. Jeg har stået i en lignende situation før, og traf beslutningen om at gå fra min dengang kæreste. Vi havde ikke børn, og derfor er det hellere ikke sammenligneligt. Du kan jo overveje at spørge en [link fjernet af redaktionen] eller tage den med dine venner? Tror det er bedre, at de folk du har tættere på som rådgiver dig, da det for os er svært i og med vi ikke kan komme helt tæt på din situation.

Elise

Tak Matilde.
Det har med at skrive herinde netop været min intension at få øjne på, som ikke kender hverken min mand eller jeg i forvejen. Ikke kun for at være objektive, men self også for ikke at rode fx fælles venner eller familie ind i problematikken. Jeg respekterer min mand for meget til at snakke med dette alvorlige problem med folk tæt på os, i hvert fald uden at han har givet samtykke og udover min søster er der kun een som pt ved det .
Man kan sige, det herinde så bliver lidt overfladisk, men jeg har forsøgt at være grundig i min beskrivelse og jeg synes også kommentarerne vidner på, at folk har kunne sætte sig ind i min situation,- det har jeg i hvert fald følt og det har været en trøst og også et skub for mig 😊😯
Kh