Hjem Sex & samliv Ægteskabsproblemer

Æd jalousi / accepter skilsmisse.

Min mand og jeg har været sammen i 25 år.

Vi er kommet til en skillevej. Uenigheden har vi haft i mange år, men nu har min mand bedyret, at han vil trække en streg i sandet.
Dilemmaet er primært en kvindelig kollega, han har og hans venskab med hende.
Jeg har altid følt mig næsten provokeret af, at de skrev sammen i fritiden, tidligt og sent.
Han fra den anden side, synes jeg er næsten syg, at jeg ikke kan slappe af og lade ham have venskaber uanset hvem det er.
Jeg står ved, at det måske ikke er den mest nymodens, tillidsfulde opfattelse jeg har af det, men er også nødt til at være ærlig.
Deres relation er fortsat ufortrødent i 10 år - del gange har han været hjemme hos hende , men var ikke noget han fortalte, og ellers skriver de ca dagligt om hvad de laver, fotos af naturen/ solnedgange, sjove youtube klip, billeder fra vores ferie, kommentarer på børnene osv
Ganske uskyldigt som han siger, og jeg kan jo næsten ikke andet end lukke i, for jeg skammer mig over, at være så småligt et menneske.
Så er der af og til kommet noget ud imellem sidebenene, hvis han fx er på vej ind at hjælpe hende, de skal mødes på Tinderbox, eller - der for 117 gang tikker en besked ind på hans telefon..
Ja, det er jalousi, og jeg kan vel kun bebrejde mig selv min ynkelige karakter , som ikke er ham værdig og blot tænke . hvor heldigt er det ikke han har sin veninde, så måske han bedre kan holde mig ud i længden.
Men med årene kan jeg mærke, jeg er begyndt at sammenligne mig med hende, og deraf blive endnu mere jaloux -nogle dage ligger det nærmest som en underliggende strøm, og dukker op ift mit udseende, hvor sjov jeg kan være med min mand, hvor kvikke søde kommentarer jeg bør matche etc
Og det gør det self ikke bedre.
På den anden side står min mand, og snart har fået nok - eller har han nu, han foretrækker at bevare hendes venskab fremfor vores ægteskab, som han kontant formulerede det og han har skrevet et brev til mig om, hvordan han i længere tid har ønsket sin frihed.
Jeg elsker ham stadig, vi har god sex, vores forhold til ungerne og stemningen herhjemme er tip top, har mange fælles holdninger og ting at snakke om ellers, så jeg synes det er en lidt forkælet holdning. Men det kan jeg jo ikke tillade mig, han gennemlever også ting og den må jeg være klar til at æde.
Jeg har efter denne meget tunge besked self grædt, hulket og ligget søvnløs over vores families kommende fremtid, men også været meget selv úndersøgende´og forsøgt at vende hver en dårlig sten i mit sind.
Jeg kan self ikke lige blive en ung udadvendt person , som hun er, ej heller slippe mine normer ift deres skriverier, men overfor ham kan jeg IGEN helt åbent stå ved, hvor skoen trykker og få ham til at se det, i håb om, at når han ser det, vil han agere..
Desværre er han allerede på vej væk, han reagerer knapt nok på mine tilståelser og store åbenhed. Men hvad mere kan jeg gøre - jeg fortvivles over, at jeg med 4 timer søvn på 3 døgn, træthed , fortvivlelse og åbenhed helt ind i de inderste kulkamre, blot får en reaktion med -Ja, sådan ville alle nok reagere- svar fra ham, uden næsten at fortrække en mine eller vende sig i stolen - som om hans panser nu han har bestemt sig, i hvert fald ikke må falde..og vi har allerede snakket om det for sidste gang!
Men jeg vågner også nu lidt ift hvad JEG gider finde mig i, og skuffelsen over i 10 år ikke at være blevet hørt runger nu pludselig gennem stuerne, at jeg tænker han (næsten :-) ) bare kan skride, - i hvert fald mener jeg vi er 2 om denne misere .
Men måske er det bare sådan en efter rationalisering - jeg vil også skilles, jeg sagde det først attitude ;-/
Igår fik jeg ham med på at vi prøver parterapeut, det er jeg glad for, ikke kun fordi jeg øjner håb , men fordi jeg mener , vi skylder hinanden det .
Min mand forslag til evt hjælp var, at jeg evt snakkede med hende, det drejer sig om, fordi jeg så dermed kunne få sikring for at hun ikke var farlig og at hun kun er en ven.
Det har jeg accepteret, idet jeg var helt ude af den og greb , hvad der måtte være af småt pindebrænde i mit forlis.
Jeg har tilmed allerede på det mest selv- undertrykkende måde bedt hende, om hun kunne modtage min største undskyldning over, hvis hun på nogen måde har opfattet stikpiller via min mand til hende eller lign. Det har hun taget imod og skrevet at hun tror på den gode karma.
Nu er jeg dog kommet i tvivl om jeg har lyst at mødes - både han og hende , har vidst , at de overtrådte min grænse, og fortsat alligevel.
Hvad kan jeg bruge til, at mødes med vedkommende andet end blot blive bekræftet i, at min person med det jeg kommer med, til min store sorg, ikke evnede at leve op til min mands ønsker om frihed og anderledes normer.
Og at vide, at der er mange andre derude, som har samme holdninger som min mand, bla denne kvinde.
Nu er det vel min egen banehalvdel og ikke deres, jeg skal koncentrere mig om, eftersom jeg har fået dette ultimatum og ønske om skilsmisse.. ?
Jeg kunne håbe på forståelse og en undskyldning, vil det gøre min fremtid lettere ?, jeg tror det faktisk ikke. Og tror heller ikke jeg får den.
Eneste gode grund, jeg kan se er, at jeg vil" behandle smålighed med storsind "- troppe op, sige alt forladt, jeg har været et umodet barn og det skal du da aldrig mere tænke på, men er det ikke og tække dem rigeligt ???

Det ville jeg være glad for at kunne få nogle kommentarer på :-) , og selvfølgelig også ovenstående beretning, meget gerne, hvis nogen har lyst.

«1

Kommentarer

  • Jeg synes det er en svær historie du har her.

    På den ene side synes jeg man skal have lov til at have "alene-venner", og ikke kun fælles venner.

    Husker tydeligt dengang mig og min nu ex blev mere "seriøse", det var ok jeg havde 2-4 "mandevenner", til at fx spille fodbold eller se fodbold med, men mine pige-veninder, dem havde hun pludselig meget i mod (selvom hun udemærket kendte dem selv, de havde nemlig gået i samme klasse i skolen (jaja vi snakker 25 år siden nu).

    Men lige et par stykker af dem fra skolen kunne hun ikke så godt lide, jeg fandt aldrig ud af hvorfor. "Problemet" løste dog sig selv da disse veninder valgte at flytte MEGET langt væk og afbryde kontakten _(hvorfor ved jeg heller ikke).

    Så nu havde jeg kun hende og hendes veninder, og de 2 mandevenner. Men de rendte efterhånden også ud i sandet, enten ved at flytte langt væk, eller fx få deres egne kærester og børn, så er der ikke tid til den ugenligtlige fodboldtur, eller bare en tur ud og spille minigolf med gutterne mere.

    Samtidigt fik jeg nattearbejde + weekendjobs, så når alle andre havde fri/var ledig, var jeg enten på arbejde eller sov.

    Så til sidst var det faktisk kun os to (mit job var af typen hvor man ikke har kollegaer).

    Kan også huske da jeg havde skoleperioder på CBS i forbindelse med min uddannelse, så var der nogle dage hvor vi skulle lave lektier i grupper, eller i al fald 2- og 2. Og eftersom hende jeg blev "parret" med boede kun 10 min fra skolen, og jeg 2 timer væk i tog, var det eneste praktisk mulige at jeg tog med hjem til hende og lavede lektier. Og vi LAVEDE altså ikke andet end lektier !

    Man jaloux var damen derhjemme alligevel. "Heldigvis" var skoleperioderne kun 2 uger af gangen, og ikke over 10 år som du beskriver.

    Omvendt kan jeg også godt forstå hvis du mistænker utroskab, især fordi hun er en del yngre end dig?

    Jeg ville nok sige i bør forsøge med parterapi, i al fald inden i tager en beslutning om at skilles. Det har jo i så fald store konsekvenser, ikke kun økonomisk, men også i forhold til børnene.

    Men hvis du er ulykkelig, og han på ingen måder vil "slippe" sin veninder, så er det jo nok den vej du må gå.

    Mig og min blev skilt efter 11 år - dog af helt andre grunde, men der endte jeg fx som hjemløs i næsten et helt år.

    Du siger jo ellers også at i har en god hverdag og godt humør derhjemme, til sidst med os to boede vi nærmest kun sammen, og sov i samme seng, men vi talte næsten ikke sammen, vi så ikke engang TV i stuen sammen om aftenen mere, og gik aldrig i seng på samme tid.

    Så hvis det eneste problem er hende veninden/kollegaen som du synes er lige lovlig nærgående/skriver for mange SMS, så synes jeg du skal lade ham havde hende. Se det som det var enhver anden mandlig kollega.

    Naturligvis medmindre du har beviser for utroskab...! Som vist er lidt det du mistænker tror jeg?

  • Det er en skrøne at mænd og kvinder ikke kan være venner uden der "sker mere" end venskabelige ting. PT har jeg fx 688 kvindelige veninder, men det er under 10 af dem jeg nogensinde har lavet noget seksuelt med.

  • Tusind tak for svar - er bare SÅ dejligt, at se situationen fra flere vinkler, da det jo er noget som betyder meget for vores fremtid som du siger.

    Vi har netop været ved vores første møde med par terapeut - og hun er god til at holde os åbne.

    Stadig er det dog afsindigt dilemma, da jeg holder meget af min mand, men ikke ved om jeg kan rumme, hans nære relation.

    Som det viste sig, er hun ham en dyb tæt ven som han taler med alt om via kontakt hver dag.

  • Jeg har nu prøvet at læse det her dilemma igennem nogle gange, og der er noget, jeg ikke helt forstår:

    Din mand har haft dette tætte venskab i over 10 år.
    Og – på intet tidspunkt i disse mange år har din mand ment, at du enten skulle møde denne veninde eller involveres i dette venskab? Det er først nu, han har foreslået, at du skulle mødes med hende?

    Er det korrekt forstået?

    For hvis det er tilfældet, kan jeg sådan set godt forstå, at du har det dårligt med den relation, for så vil jeg da også mene, at der er noget fordækt i det.

    Jeg vil da absolut mene, at man i et parforhold kan have behov for at have nogle venner/veninder for sig selv, som partneren ikke nødvendigvis skal være en del af, men der fra og til at man aldrig må mødes med vedkommende, er der da et godt stykke vej.

    Min mand og jeg har fundet sammen lidt senere i livet, hvor vi var i 40-erne, og derfor naturligvis havde en fortid, som den anden ikke har været en del af. Min mand havde f.eks nogle venner fra sin ungdom, som han kom sammen med og dem mødte jeg naturligvis. Og der var altså nogle af dem, som jeg på ingen måde havde interesse i at lære nærmere at kende, hvorfor jeg meldte ud, at han da bare skulle fortsætte sit venskab med dem, men det var ikke noget, jeg ønskede at være en del af – og det har han så gjort. Det er vel egentlig meget naturligt – jeg tror i øvrigt at følelserne var gensidige, så det var jo fint nok. Det har aldrig været et problem – fordi jeg vidste, hvem det var, hvad deres venskab omhandlede osv.

    Men – hvis han havde haft en ven eller veninde, som han havde en meget tæt relation til, men som han ikke mente, jeg overhovedet skulle møde, ville der bestemt også blinke nogle røde lamper hos mig.

    Har du prøvet at tale med din mand om, hvorfor han så voldsomt har insisteret på at holde dig væk fra det venskab? Har han forklaret dig, hvad hans behov var/er for netop det?

    Det er det, jeg ikke forstår. Hvis du nu havde mødt hende, allerede tidligt i deres bekendtskab – måske der bare en gang i mellem havde været samvær, som du også var en del af, ville du måske langt bedre have kunnet forstå, at han havde/har det behov for at have en fortrolig ven, der netop ikke var en del af jeres liv, og i øvrigt ikke have problemer med det.

    Jeg håber meget, at den del kan blive vendt med jeres parterapeut. Jeg synes da også, det er væsentligt, at du kan få en forståelse for, hvorfor det venskab er så vigtigt for ham, at han vil satse jeres ægteskab og jeres børn for at bevare det. Du fortæller, at I ellers har det rigtigt godt sammen. For mig at se, er da da noget galt, og jeg forstår dine alarmklokker.

    Jeg går ikke ud fra, at det på nogen måde handler om seksuel relation; det fremgår ikke af det, du skriver, men jeg vil da mene, at du godt kan forlange en forklaring på, hvorfor det er så vigtigt for ham, at holde dette venskab så meget for sig selv, at han vil satse hele jeres liv på det.

    Jeg undskylder på forhånd, hvis jeg ikke har forstået problemet, men hvis det er korrekt opfattet fra min side, kan jeg godt forstå, at du har de følelser, du beskriver.

  • Tusind tak for svar. - Det betyder meget for mig.

    Jeg havde fra start kun lidt, meget lidt kendskab til det, idet det foregik kun over telefonen.
    Min mand har haft en, synes han, fornuftig vurdering af, at holde det hemmeligt, da han mente , jeg ikke ville bryde mig om det.
    Dette har forstærket jalousi følelsen meget for mig. Og så bed det sig i halen, idet han ikke fortalte, hvis han lige skulle forbi hende på vej hjem fra arbejde eller andet og efterhånden blev det så ømt for mig, at jeg havde forkvabbelse over det, og var meget usikker på, om jeg kunne tage et møde `i muntert lag´, og bare ville have gjort det værre. Jeg blev skamfuld overfor det og gemte det væk, vi havde det jo også godt sammen, så måske forkælet holdning at indtage, antog jeg og koncentrerede mig om, at komme gode vibrationer, energi, opdragelse over børnene, oplevelser etc ind i vores liv .
    Men så er det poppet op, fordi nogle af de der bim lyde fra telefonen over 10 år self har ligget på bordet el lign, - og hver gang har jeg fået rystende mave og reageret voldsomt.
    Ikke sådan over evt at han ville smutte, en mere jalousien over, alt det de delte, som jeg egentlig følte hørte til vores liv, og ja, det er måske lidt kontrollerende.
    Ikke desto mindre ville jeg have ønsket , at blive mere set, og fx havde haft en pause på 14 dage i deres korrespondance, når vi var på ferie - men når stemningen er god, så forestil dig , at komme med sådan ´dårlig melding´, - total ikke iorden.
    Jeg har haft et ønske om, han bare 1 gang ville sige, - ok du kikker bare her i telefonen, - det er jo ingenting, men trods mit forslag er det aldrig blevet modtaget.
    Dette kunne så i min mave optrappe følelsen igen.
    Ved få lejligheder fx rundvisning / arbejdsdage på hans arbejde, har jeg kortvarigt mødt hende - og selvom jeg prøvede at være frisk , har hun over extrovert snakket løs, været enormt energisk, frisk og smilende - og jeg har haft det små skidt og med mindreværds følelse et par dage efter.
    Vi har på den måde nok begge 2 været slemme til at gøre det mere mystificeret - og det kan man kun slå sig selv i hovedet med, ..selvom vi prøver at vende op nu, er der ar dybt inde kan vi begge mærke.
    Når han fx er taget afsted, mens jeg rystende, så jeg ikke kunne holde på en gaffel, sad tilbage og forsøgte at spise med børnene, - så følte jeg både dengang og nu, at hensynet til veninden fik for meget plads.

    Self er det ikke nemt at leve under at blive anklaget for blot at ville andre mennesker det bedste..og så kommer min skam igen at jeg bare står med de dårlige følelser, mens de har været hjertelige med hinanden ( AV, der mærkede jeg lige hovedet på sømmen...)
    At min lethed til jalousi formentlig stammer fra min barndom, hvor min mor ikke var i stand til at give os nogen opmærksomhed, er ret sandsynligt.., men gør det ikke nemmere..

    Hos terapeuten åbnede vi op, og jeg blev bla rørt over, hvor blidt han omtalte vores møde og første år, hvor mine egenskaber han faldt for var meget snakkende og sjov.
    Men ak sådan er jeg kun til dels nu, og en lille murren gnaver , at de personligheds træk besidder hun nu..
    I det lys , og i super mange andre ting de deler, hvor hun ikke samtidig forpligter sig til tunge ting , som at løse børneopdragelse, ordne hans vasketøj mm, føler jeg desværre, at han har drejet sit solsikke hoved lidt længere over mod hende.
    Det er self den slags ting som sker, jeg kunne have ønsket jeg ikke de sidste 5 år var blevet ramt af kronisk sygdom mm, så mit liv er blevet noget sværere fysisk som mentalt. Og måske har gjort, at han synes jeg er mere kedelig , træt eller utiltrækkende.
    Føler jeg har ´tabt´på forhånd.
    Den må jeg så æde, at jeg ikke har været tilstrækkelig - og forsøge at tilgive mig selv den jalousi der er bygget op, - for der er stadig kraft i den skulle jeg hilse og sige.
    Hos terapeuten idag benævnte han mig hele tiden , som en ven - altså på linje med hende- jeg spurgte direkte, og hvad der adskiller hende fra mig i hans øjne er , at vi evt laver ting sammen ( fx ture, rejser mm).
    Hm,...jeg har været så ked af det her til aften, da jeg jo holder meget af ham, men helst ikke kun vil være hans ven, men optage en større rolle fx hans KONE, livsledsagerske, eller andet - ikke ´kun´den samme benævnelse, som hun har.
    Det er hårdt og gør ondt, og jeg håber sådan på en lille sprække, at han stadig er øm for mig eller reagerer ,når jeg viser min skrøbelighed, men det mærker jeg nærmest ikke, også selvom jeg disse dage er mild og glad ( altså når jeg ikke lige er i kulkælderen), men det holder han for sig selv, -på den måde kæmper jeg næsten selv med motivationen for at redde par forholdet..

    Tusind tak for evt at læse.

  • persille1persille1
    Redigeret 8 februar, 2021 06:38

    Jeg forstår ingenting. Da jeg læste hvad du, Elise, skriver tænkte jeg, det ikke kunne være rigtigt. At man sagde eller mente det mest var ens egen skyld at man havde det så dårligt med mandens venskab med en anden kvinde.
    Det lyser jo ud af det hele han er utro. Ikke om jeg ville finde mig i en sådan dårlig behandling, som han giver.
    Selvfølgelig kan man da tale med andre, men da ikke på den måde, som din mand gør. Ja, undskyld mig, jeg ville simpelthen ikke være med til den slags "venskaber"
    Jeg ville måske nok være fortvivlet, men når han blev ved ville jeg ikke vise ham jeg var ked af det. Jeg ville trække mig væk fra ham og havde jeg mulighed for skilsmisse, så blev det sådan. Hellere gøre det end være ulykkelig i en uendelighed.
    Den mand ændrer sig aldrig. Han vil have flere kvinder. Kan man holde til det, ja så er det jo i orden. Jeg kunne ikke. Hellere tage en tid, hvor man sørger, men kommer man væk kommer man over det.
    Det er så min mening og jeg er rystet over det du fortæller. Ikke om jeg ville være sammen med sådan en mand. Det er ikke jalousi, men en ganske naturlig reaktion.
    Den første mand jeg var gift gjorde mig så ulykkelig, jeg har ikke fortrudt et eneste sekund at jeg forlod ham. Den næste kan da sagtens tale med andre, mænd og kvinder, uden jeg føler jalousi. Jeg mærker det er en alm. samtale.
    Jeg synes ikke du er jalousi, det er en naturlig reaktion. Din mand opfører sig forfærdeligt. Jeg ville forlade ham, hvis det var mig og blive lykkelig igen. Jeg er virkelig rystet over den måde du bliver behandlet på.

  • Ja, også jeg er dybt rystet.

    Jeg vil også kalde det her utroskab. Det kan godt være, at han ikke har sex med hende, - men det er hende, og ikke dig, han deler sine inderste tanker og følelser med, og det er i alle højeste grad utroskab – i min verden faktisk værre utroskab end hvis det ”bare” var sex. Når han ikke mener, at kunne dele sine inderste med dig, hvad er der så tilbage?

    Det har stået på i mange år og i alle de år har han jo gang på gang nedgjort dig og dine følelser – betagtet det som ”tåbelig” jalousi, og så i øvrigt været lige glad. Det er langsomt, men sikkert lykkedes ham at få nedgjort dit selvværd så meget, at du ser det hele som din skyld og dit ansvar at dine følelser ikke kan acceptere denne adfærd. Det er IKKE din skyld, at han hellere vil tale med en veninde end med dig. Det er IKKE en naturlig ægteskabelig adfærd fra ham, at han konsekvent foretrækker sin veninde frem for dig. Det er IKKE i orden at han ikke vil acceptere dine følelser og IKKE tager din smerte alvorligt.

    Du har i den grad brug for professionel hjælp – og har brug for den nu, så der kan komme håb om, at du igen kan blive et helt menneske.

    I går til parterapi og han fortæller om jeres første år og straks bliver du blød i knæene og ser straks, at det er det, han har hos din veninde men ikke hos dig – straks føler du dig skyldig.

    Klart – hos veninden er der kun det søde, hyggelige og sjove, men hos dig er der måske også hyggeligt, men også hverdagen - børn, vasketøj, rengøring, madlavning osv. Du kæmper for at være mild, sød og glad – samtidigt med at han bliver ved med at nedgøre dig.

    Jeg synes, du ved jeres næste møde ved parterapeut skal fortælle om denne konstante smerte, du har og hvad den har gjort ved dig gennem alle disse år. Fortæl det, du skriver her, som du i øvrigt beskriver så flot – jeg føler din smerte helt ind i sjælen.

    Men – hvis ikke parterapeuten kan, så er det muligt, at du har brug for at tale med en psykolog/psykoterapeut alene, hvor du kan få nogle værktøjer til at stille nogle helt ultimative krav til ham, og ikke mindst få hjælp til at opbygge din selvtillid.

    Jeg har tænkt lidt på, hvordan han ville reagere, hvis du fx tirsdag og torsdag klædte dig pænt på og fortalte ham, at du skulle på besøg hos en ven, og så tog af sted. Og så – når du kom hjem, ville du smile og være glad, men ikke fortælle, hvor du har været. Hvis han spurgte, kunne du jo bare svare, at du jo bare havde hygget dig med en ven og haft fortrolig samtale, men det behøver han da ikke interessere sig for. Og så – gøre det samme ugen efter osv.

    Jeg tror faktisk ikke, der ville gå ret lang tid, før han reagerede med – ja, netop jalousi og mistænksomhed. Og du ville jo kunne svare, at sådan har han behandlet dig i mange år – så hvad er problemet i, at du gør det samme?

    Jeg ved ikke, om det er for sent nu, men det kunne i den grad være en øjenåbner. I disse tider kan det måske være vanskeligt at finde et sted, men har du ikke en veninde eller et familiemedlem, som i øvrigt kan holde sin mund, som du kunne være hos et par timer et par gange om ugen? Måske en, der også kan sende sms’er ofte, som du så smiler hemmelighedsfuldt af, men selvfølgelig straks sletter eller gemmer væk.

    Ja, det var bare et forslag, men måske det er for sent og jeres ægteskab ikke står til redde, fordi HAN med sin egoistiske adfærd, har fået trynet dig alt, alt for meget.

  • Har aldrig været i et ægteskab,og kommer aldrig til det
    forstår godt din jalousi han er tæt med en anden end dig
    en anden kvinde selvom det er dig han er i forhold,ja,ovenikøbet gift med,og det er på daglig basis
    tror ikke jeg ville blive i det,og
    du har udholdt 10 år det er ret vildt

  • Det gør dig ikke til nogen smålig person,at føle,som du gør
    finder det faktisk helt naturligt

  • Tænker virkelig en byrde vil tages fra dine skuldre hvis du går fra ham tænker du må være helt drænet ligenu af den situation du befinder dig i
    fordi I har været sammen,så utroligt mange år,som I har vil det blive svært,at skilles,og du vil gennemgå en masse ting følelsesmæssigt i dit sind,men du vil komme stærkere fra det
    jeres børn vil I altid have,og minderne,men du fortjener mere af livet end det han byder dig,så langt mere han kvæler dig jo åndeligt sådan et forhold er ikke værd,at bibeholde konformitet er ingen undskyldning
    byg et nyt liv op bliv udfriet

Log in eller Registrér for at kommentere.