Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Voldsom sorg-reaktion, men Jeg kender ikke den afdøde personligt.

Hej

For flere måneder siden læste Jeg i en avis at der var faldet dom i en sag fra 2016, hvor
en 16-årig dreng mistede livet efter adskillige lægefejl på Herlev Hospital.
Drengens Mor havde tilkaldt lægevagt da hun var overbevist om at hendes søn havde
Meningitis, men denne mistanke blev afvist, først af den akut-mediciner der troppede op
i hjemmet, og derefter af 2 børnelæger på hospitalet hvor drengen var indlagt ad 2 omgange den samme nat, fordi han blev sendt hjem igen første gang han indfandt sig.
Drengen blev fejldiagnosticeret ialt 4 gange af samlet set 3 læger den nat, og først ud på
morgenen gik det op for lægerne at han rent faktisk HAVDE Meningitis, men da var det
desværre for sent.Drengen blev overført til Rigshospitalets Traumecenter, hvor man lagde ham i kunstigt koma, indtil hans forældre sidst på eftermiddagen måtte træffe den tunge beslutning at slukke respiratoren, og lade deres elskede dreng få fred.
Det Danske samfund har så efterfølgende brugt over 4 år på at finde frem til, at en bøde
på 5000 KR til een af lægerne, er en passende måde at taksere en 16-årig drengs død på,
ovenikøbet efter et forløb hvor drengens Mor helt fra start sad med rigtige diagnose, men
blev komplet ignoreret af både akut-medicineren og de 2 børnelæger.

Jeg læste om selve dommen først, men gik efterfølgende på nettet, hvor Jeg så fandt frem til en dokumentar og flere nyheds-artikler, der åbenbarede ovenstående forløb for mig.
Jeg brød fuldstændigt og aldeles sammen, og oplevede en sorg-reaktion så voldsom, at
Jeg faktisk kun har oplevet noget lignende én gang før, nemlig da min Far døde for 3 år siden.

Nu her flere måneder efter at Jeg læste om den tragiske sag, må Jeg konstatere at Jeg
ikke er i stand til at slippe den igen, og at Jeg stadig dagligt oplever følelsesmæssige sammenbrud, der er så voldsomme at Jeg næsten ikke kan være inde i mit eget hoved.
Jeg "afspiller" hele drengens sygdomforløb inde i hovedet igen, og igen, og igen, og det
resulterer i det ene krampagtige sammenbrud efter det andet, hvor Jeg på én og samme tid føler en helt ubærligt tung sorg, samt et bundløst had til de ansvarlige, som Jeg dybt
og brændende ønsker at hævne mig på, selvom Jeg ingen personlige relationer har til sagen og de implicerede personer.
Hadet til lægerne er efterhånden blevet blandet med et ligeså voldsomt had til det samfund der har afsagt dommen, og Jeg oplever et helt ekstremt had til de politikere der er ansvarlige for lovgivningen på området.

Sorgen efter min Fars død ER bearbejdet, det kan Jeg tydeligt mærke når Jeg gennemtænker hans sygdomsforløb, hvor der iøvrigt ikke blev begået nogen form for lægefejl, og derfor føler Jeg ikke at der er noget link til tabet af min Far.

Sagen om den 16-årige Mathias ramte RIGTIGT mange mennesker følelsesmæssigt, og det er ingen skam at en skøn ung knægts død under de groteske omstændigheder, får raseriet til at blusse op i folk MEN, hvis man bliver SÅ voldsomt og langvarigt påvirket af en tragisk hændelse som man ingen personlige aktier har i, så kan man simpelthen ikke leve selv, for der sker desværre tragiske hændelser hele tiden.

Er der nogen der har oplevet noget lignende det Jeg her beskriver, og hvordan har I
i givet fald håndteret det?

Hvordan får man så stærkt følesesbetonede tanker ud af hovedet igen?

Kommentarer

  • Finder drenges forældre, og giver dem et kæmpe kram. Jeg har det på samme måde. Tit er det fordi man spejler sig i andres sorg, for det meste er det fordi man har ubearbejdet sorg.

  • Tak for dit svar, Dennish.
    Ja, de stakkels forældre har, og får brug for så mange kram som muligt
    resten af deres liv, efter det de blev udsat for på Herlev Hospital.
    Det er et ualmindeligt grimt forløb.Føj!
    Har du også svært ved at slippe den sag igen?

    Du har ganske ret med hensyn til den ubearbejdede sorg.
    Jeg har været i stand til at "tænke" følelser uden reelt at kunne mærke dem
    i over 20 år, men sagen her har i dén grad slået hul i panseret, så nu begynder det at gå op for mig, at jeg har nogle barndoms-traumer på lager, der nok lige skal ses lidt på, især dem der omhandler en alvorligt syg dreng der ikke fik den hjælp han skulle have haft.
    Utroligt så effektivt man kan være i stand til lukke sig selv HELT ned i årevis.

  • Ja det er uhyggeligt. Næh jeg kender ikke sagen, men jeg er meget let til tårer, og kan føle folks smerte bare jeg ser dem. Det er forfærdeligt. Ja det lyder som om du skulle prøve en terapeut:) det kan være det hjælper:)

  • Jeg har heller ikke glemt de tre drenge, der døde af meningitis. Jeg forstår ikke hvordan læger kan fejle så forfærdeligt.
    Jeg får tårer i øjnene og tænker på mine egne sønner. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, hvis det havde været en af dem. Min ene søn blev syg, hans læge mente det gik væk. Et halvt år efter havde han det meget værre. Jeg sagde: Nu går du til en privat specialist. Godt han gjorde det !!

    I "gamle dage" var lægerne meget mere på vagt over for meningitis.!!!
    Hellere behandle med det samme for en sikkerheds skyld, sagde man.
    Det reddede min søsters datters liv.

    Jeg har svært ved at forstå lægerne ikke tog drengene alvorligt. Og moderen til den ene af drengene vidste jo hvad der var galt. Hvorfor tog man hende ikke alvorligt.

    Jeg kan også huske en ung pige, der lå død en morgen. Hun havde haft læge, som sagde det var noget nervøst. De to næste vagtlæger kiggede bare på det den første læge havde skrevet og gav hende noget beroligende. Hun døde af lungebetændelse. !!!!!

    Jeg tror lægers uddannelse halter i dag. Som en læge engang sagde til mig: Jeg lærer aldrig noget, der er ingen tid til at følge overlægen. !!!!!

    Altså må de unge læger drage deres egne erfaringer. Det går ud over os andre. Jeg har selv fået det at føle.
    Det sidder i mig, jeg kan ikke glemme det.
    Jeg har mistet tilliden til læger. Der går næsten ikke en dag uden jeg tænker på det.

    Det kan vi takke politikerne for. De ændrede lægeuddannelsen. Men selvfølgelig er de mere eller mindre ligeglade. De betaler da bare en privat , dygtig læge.

    "Tre teenagedrenge ville med al sandsynlighed være i live i dag, hvis læger havde handlet, som de skulle". Ja, som de skulle, men uddannelsen skal være bedre. Der skal være tid til at lære af en erfaren læge.
    Men den slags forstår politikere åbenbart ikke. Jeg husker det tydeligt, der var en del snak om det dengang.

Log in eller Registrér for at kommentere.