Voldsom sorg-reaktion, men Jeg kender ikke den afdøde personligt.

Hej

For flere måneder siden læste Jeg i en avis at der var faldet dom i en sag fra 2016, hvor
en 16-årig dreng mistede livet efter adskillige lægefejl på Herlev Hospital.
Drengens Mor havde tilkaldt lægevagt da hun var overbevist om at hendes søn havde
Meningitis, men denne mistanke blev afvist, først af den akut-mediciner der troppede op
i hjemmet, og derefter af 2 børnelæger på hospitalet hvor drengen var indlagt ad 2 omgange den samme nat, fordi han blev sendt hjem igen første gang han indfandt sig.
Drengen blev fejldiagnosticeret ialt 4 gange af samlet set 3 læger den nat, og først ud på
morgenen gik det op for lægerne at han rent faktisk HAVDE Meningitis, men da var det
desværre for sent.Drengen blev overført til Rigshospitalets Traumecenter, hvor man lagde ham i kunstigt koma, indtil hans forældre sidst på eftermiddagen måtte træffe den tunge beslutning at slukke respiratoren, og lade deres elskede dreng få fred.
Det Danske samfund har så efterfølgende brugt over 4 år på at finde frem til, at en bøde
på 5000 KR til een af lægerne, er en passende måde at taksere en 16-årig drengs død på,
ovenikøbet efter et forløb hvor drengens Mor helt fra start sad med rigtige diagnose, men
blev komplet ignoreret af både akut-medicineren og de 2 børnelæger.

Jeg læste om selve dommen først, men gik efterfølgende på nettet, hvor Jeg så fandt frem til en dokumentar og flere nyheds-artikler, der åbenbarede ovenstående forløb for mig.
Jeg brød fuldstændigt og aldeles sammen, og oplevede en sorg-reaktion så voldsom, at
Jeg faktisk kun har oplevet noget lignende én gang før, nemlig da min Far døde for 3 år siden.

Nu her flere måneder efter at Jeg læste om den tragiske sag, må Jeg konstatere at Jeg
ikke er i stand til at slippe den igen, og at Jeg stadig dagligt oplever følelsesmæssige sammenbrud, der er så voldsomme at Jeg næsten ikke kan være inde i mit eget hoved.
Jeg "afspiller" hele drengens sygdomforløb inde i hovedet igen, og igen, og igen, og det
resulterer i det ene krampagtige sammenbrud efter det andet, hvor Jeg på én og samme tid føler en helt ubærligt tung sorg, samt et bundløst had til de ansvarlige, som Jeg dybt
og brændende ønsker at hævne mig på, selvom Jeg ingen personlige relationer har til sagen og de implicerede personer.
Hadet til lægerne er efterhånden blevet blandet med et ligeså voldsomt had til det samfund der har afsagt dommen, og Jeg oplever et helt ekstremt had til de politikere der er ansvarlige for lovgivningen på området.

Sorgen efter min Fars død ER bearbejdet, det kan Jeg tydeligt mærke når Jeg gennemtænker hans sygdomsforløb, hvor der iøvrigt ikke blev begået nogen form for lægefejl, og derfor føler Jeg ikke at der er noget link til tabet af min Far.

Sagen om den 16-årige Mathias ramte RIGTIGT mange mennesker følelsesmæssigt, og det er ingen skam at en skøn ung knægts død under de groteske omstændigheder, får raseriet til at blusse op i folk MEN, hvis man bliver SÅ voldsomt og langvarigt påvirket af en tragisk hændelse som man ingen personlige aktier har i, så kan man simpelthen ikke leve selv, for der sker desværre tragiske hændelser hele tiden.

Er der nogen der har oplevet noget lignende det Jeg her beskriver, og hvordan har I
i givet fald håndteret det?

Hvordan får man så stærkt følesesbetonede tanker ud af hovedet igen?