Kan jeg tillade mig at blive skilt fra min mand?
Det der gør mig mest i tvivl er om vores to små børn på under 4 år, er bedst tjent med at min mand og jeg går fra hinanden, eller om vi skal blive sammen og få det bedste ud af det.
Min mand er verdens bedste far og person. Han har så mange gode værdier, og synes jeg, fortjener det bedste. Vi har kendt hinanden i snart 12 år. Men. Jeg har i lang tid, måske de seneste 5-6 år haft en dalende sexlyst. Pt. Har jeg ingen lyst til ham overhovedet. Han tænder mig på ingen måde. Derudover har jeg de seneste år, hvis min mand eksempelvis har været ude en aften, været gået i seng inden jeg vidste han ville være hjemme, simpelthen fordi jeg ikke har haft lyst til at snakke med ham.
Mht. sexlysten har jeg foreslået ham at han kan se andre, få stillet sin lyst andetsteds. Jeg har nævnte det flere gange, og virkelig understreget at det ikke er en "fælde" jeg prøver at lokke ham i, så jeg bagefter kan slå ham i hovedet med det. Han nægter, han har ikke lyst til andre end mig. Hvilket jo egentlig er prisværdigt, når man tænker på vi ikke har haft sex i et lille års tid efterhånden.
Jeg tænker meget over om jeg overhovedet elsker ham mere. Jeg tror det ikke, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det til ham. Han ved jeg ikke tænder på ham og ikke har lysten til sex med ham.
Jeg synes det er meget egoistisk af mig at splitte vores ellers rimelig velfungerende familie ad, "bare" fordi jeg ikke har de følelser for ham længere, som jeg havde engang. Jeg er rådvild, for har ikke lyst til at påføre mine børn den smerte, jeg forestiller mig det må være at blive skilsmisse barn. Omvendt har jeg ikke lyst til at fortsætte med at leve i en løgn. Jeg savner passion og jeg har opgivet at finde den i ham. Er faktisk i tvivl om jeg har lyst til at finde den med ham igen. Lad udgangspunktet være, at jeg ikke har lyst.
Håber i kan guide mig lidt, synes som nævnt før, at mine følelser kommer i anden række, ift. vores børn. Men følelserne fylder rigtig meget, og har gjort det i mange år efterhånden, og de bliver ikke ligefrem mindre af at blive ignoreret. Jeg tænker at der er mange der lever i ægteskaber, hvor de måske ikke er så glade for hinanden, men bliver og det egentlig er ok. Jeg ved godt at forhold er hårdt arbejde og man ikke kan være forelskede forevigt. Men hvor ville jeg dog bare ønske at jeg havde lysten, og en lille gnist jeg kunne arbejde ud fra, der er intet. Som jeg antyder er jeg i tvivl om jeg overhovedet har lyst til at være sammen med ham mere.
Kh
Den meget fortvivlede
Min mand er verdens bedste far og person. Han har så mange gode værdier, og synes jeg, fortjener det bedste. Vi har kendt hinanden i snart 12 år. Men. Jeg har i lang tid, måske de seneste 5-6 år haft en dalende sexlyst. Pt. Har jeg ingen lyst til ham overhovedet. Han tænder mig på ingen måde. Derudover har jeg de seneste år, hvis min mand eksempelvis har været ude en aften, været gået i seng inden jeg vidste han ville være hjemme, simpelthen fordi jeg ikke har haft lyst til at snakke med ham.
Mht. sexlysten har jeg foreslået ham at han kan se andre, få stillet sin lyst andetsteds. Jeg har nævnte det flere gange, og virkelig understreget at det ikke er en "fælde" jeg prøver at lokke ham i, så jeg bagefter kan slå ham i hovedet med det. Han nægter, han har ikke lyst til andre end mig. Hvilket jo egentlig er prisværdigt, når man tænker på vi ikke har haft sex i et lille års tid efterhånden.
Jeg tænker meget over om jeg overhovedet elsker ham mere. Jeg tror det ikke, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det til ham. Han ved jeg ikke tænder på ham og ikke har lysten til sex med ham.
Jeg synes det er meget egoistisk af mig at splitte vores ellers rimelig velfungerende familie ad, "bare" fordi jeg ikke har de følelser for ham længere, som jeg havde engang. Jeg er rådvild, for har ikke lyst til at påføre mine børn den smerte, jeg forestiller mig det må være at blive skilsmisse barn. Omvendt har jeg ikke lyst til at fortsætte med at leve i en løgn. Jeg savner passion og jeg har opgivet at finde den i ham. Er faktisk i tvivl om jeg har lyst til at finde den med ham igen. Lad udgangspunktet være, at jeg ikke har lyst.
Håber i kan guide mig lidt, synes som nævnt før, at mine følelser kommer i anden række, ift. vores børn. Men følelserne fylder rigtig meget, og har gjort det i mange år efterhånden, og de bliver ikke ligefrem mindre af at blive ignoreret. Jeg tænker at der er mange der lever i ægteskaber, hvor de måske ikke er så glade for hinanden, men bliver og det egentlig er ok. Jeg ved godt at forhold er hårdt arbejde og man ikke kan være forelskede forevigt. Men hvor ville jeg dog bare ønske at jeg havde lysten, og en lille gnist jeg kunne arbejde ud fra, der er intet. Som jeg antyder er jeg i tvivl om jeg overhovedet har lyst til at være sammen med ham mere.
Kh
Den meget fortvivlede
Kommentarer
Du skriver, at din mand er en god far, at han har de rigtige værdier og så VIL han dig gerne og giver udtryk for det. Handler det i virkeligheden om, at du ikke selv synes, du er lækker, og så må han heller ikke mene det? Straffer du måske dig selv? Måske du burde lytte til din mand og prøve at se dig selv med hans øjne. Mænd er nemlig helt ligeglade med, hvordan kvinders krop ændrer sig efter en fødsel. De tænder i virkeligheden mest på kvinder, der er glade for sig selv.
Men er du virkelig klar til at din mand må bolle med andre kvinder? Der er jo en reel sandsynlighed for, at han bliver forelsket i en anden kvinde og hellere vil starte et nyt liv op sammen med den kvinde, som også gerne vil have ham. Desuden så vil et nyt liv med en ny kvinde betyde, at hans værdier vil ændre sig, så det passer til hans nye liv. Det er ofte dér, uenighederne opstår i skilsmisser, når hans nye kærestes værdier er et stykke fra de værdier I har haft i jeres ægteskab. Og så vil han altså vælge at være loyal mod sin nye kæreste og ikke mod dig. Er du parat til det?
Hvis du er det, så kan du selvfølgelig godt tillade dig at blive skilt. Det kan du under alle omstændigheder, men du skal tænke det godt igennem, for det er ekstremt hårdt, hvis du fortryder, og så er han der ikke mere.
Kh. Fruen
Men – som jeg ser det, så har du helt og aldeles mistet al lyst til intimt samliv? Altså ikke bare med din mand, men i det hele taget?
Og så hæfter jeg mig ved flg.: ” For nogle år siden havde vi dog en alvorlig samtale, …...”
Det fortæller da, at det øjensynligt slet, slet ikke er naturligt for jer at tale sammen overhovedet, og så skal det da gå galt på en eller anden måde. Hvis man ikke har interesse i at tale sammen, at lige stikke fingeren i jorden i forhold til hinanden, vil man jo meget hurtigt udvikle sig i hver sin retning og derfor helt ”glemme” hinandens eksistens og behov.
Det er selvfølgelig det nemmeste bare at give op, men som jeg læser det her, så vil det jo ikke løse dine problemer, og du vil med stor sandsynlighed komme til at fortryde, når det er for sent, som også Fruen skriver.
Jeg foreslår, at du – i første omgang – får en tid ved din læge, hvor du fortæller, at din lyst til din mand - til samliv i det hele taget – er helt forsvundet, og så beder du om hjælp til noget professionel terapi.
Nej – du får givet ikke bare en henvisning, men din læge kan måske undersøge, om der ligger noget fysisk til hinder for din manglende lyst, og så kan han/hun måske foreslå, hvad der kan være bedst for dig, om du skal opsøge en sexolog eller om det handler om, at du skal opsøge en psykoterapeut/psykolog, så du kan få fundet ud af, hvorfor du har det sådan; hvad der kan ligge til grund for det.
Lægen kan måske også vurdere, om det vil være en ide med en parterapeut – det tror jeg, ville være en god ide, men jeg tror faktisk, det vil være bedst, hvis du starter med noget terapi for dig selv først, da det jo virker som om, du er helt klar over, at problemet ligger hos dig – og ikke hos din mand.
Dog er det afsindigt vigtigt, at du starter med at fortælle din mand, at du nu vil forsøge at gøre noget aktivt for at få hjælp, så han måske kan få bare en smule håb også. Det her handler jo ikke kun om dig, men også om ham. Måske din mand også skal opsøge noget hjælp, for det kan han givet også have brug for.
Meld gerne tilbage om du kunne bruge disse tanker til noget.
Jeg tror ikke jeg fik gjort klart at sexlysten til ham forsvandt nogle år inden vi fik vores børn. Hans lidt pressende tilgang som jeg tilføjede i mit andet indlæg, gav en form for Rasmus modsat effekt hos mig.
Og jo - før vores alvorlige samtale, nævnte jeg, omend lidt forsigtigt, at jeg ikke brød mig om hans konstante tilnærmelser. Han slog det hen, hvilket gjorde mig ekstra vred da han så godt kunne forstå det, da det var alvor. At der skulle trusler om at gå før han tog mig alvorligt.
Og nej. Min sex lyst er ikke forsvundet. Jeg tænker tit på andre.
Altså - det fremgår ikke om du egentligt bare tror, du har lyst til andre, og det hele handler om, at det altså kun er din mand, du ikke har seksuelt lyst til?
"Jeg tror ikke jeg fik gjort klart at sexlysten til ham forsvandt nogle år inden vi fik vores børn. "
Hvorfor i alverden satte du så børn i Verden med en mand, du vidste, du ikke havde lyst til at have et samliv med??
Det lyder meget klart som om, I skal søge noget professionel hjælp - og det måske i form af noget parterapi, så I kan få hjælp til at få sat de helt rette ord på, hvad det drejer sig om - for at gå i årevis uden at tale sammen, uden at have et liv sammen? Det må da være frygteligt - ikke bare for dig, men også for din mand, og derfor også for jeres børn, der slet, slet ikke har godt af at vokse op i et iskoldt følelsestomt liv, hvor I begge må være godt og grundigt frustrerede i savn efter et bedre liv.
Jo, det kan være en rigtig god ide at blive skilt, hvis alternativet er, at I begge går fuldstændigt i stykker. Men - I har jeres børn og dem skylder I begge, at I virkelig har forsøgt alle alternativer først.
Men - det er ligegyldigt, også hvorfor de valg om børn blev taget - det kan jo ikke ændres. At jeg så lige undrer mig er sagen totalt uvedkommende.
Jeg holder dog fast i mit forslag om, at I søger noget professionel hjælp - inden du bare kaster dig ud i en skilsmisse, for det skylder du dine børn. De har krav på, at alt er forsøgt først.
”Jeg tror ikke jeg fik gjort klart at sexlysten til ham forsvandt nogle år inden vi fik vores børn. ”
Men – frygteligt, at du så ikke forholder dig til det væsentlige, og kun er blevet sur på mig. Selvfølgelig har jeg læst grundigt, og selvfølgelig forholder jeg mig kun til det, du rent faktisk skriver.
Jeg forstår godt din situation, og har nu flere gange foreslået, at du søger noget professionel hjælp, inden du smider hele dit liv overbord.
Men – det var ikke hvad du forventede at få at vide, og så må du hellere blive vred på mig.
Det vælger du helt selv.
Slut her fra.
"Min mand er verdens bedste far og person. Han har så mange gode værdier, og synes jeg, fortjener det bedste. Vi har kendt hinanden i snart 12 år. Men. Jeg har i lang tid, måske de seneste 5-6 år haft en dalende sexlyst. Pt. Har jeg ingen lyst til ham overhovedet. Han tænder mig på ingen måde. Derudover har jeg de seneste år, hvis min mand eksempelvis har været ude en aften, været gået i seng inden jeg vidste han ville være hjemme, simpelthen fordi jeg ikke har haft lyst til at snakke med ham"