Doven og ligegyldig kæreste
Kære forummedlemmer
Jeg er en fyr på knap 26.
Jeg står efterhånden i en meget svær situation. Jeg har været sammen med min kæreste på 26, i 3,5 år, og boet med hende i 2,5 i en lejet bolig. Igennem hele vores forhold, har jeg desværre lært at hun ikke er interesseret i rydde op, gøre rent, eller nogen af de andre ting der hører til når man bor 2 sammen. Jeg laver ALT. Har gentagne gange forsøgt at snakke med hende om at vi skal hjælpes ad, men hver gang jeg forsøger, får jeg en overhaling af en anden verden. Hun vil simpelthen ikke tale om problemet. Hver gang bliver jeg værftet af med begrundelsen om at hun har depression og angst. Dog er hun trappet ud af medicin, takket være mig. Hun har netop færdiggjort sin uddannelse, og gider ikke engang bruge energi, på at søge job. Det skal jeg nærmest gøre for hende, bare for at sikre hendes dagpenge, jeg står også alene for alt hvad der hedder økonomi, og forsikringer mv.. Hun engagerer sig ikke i noget som helst. Alt dette er endda ved siden af at jeg arbejder fuldtid, og læser i tre timer ved siden af hver dag. Samt rydder op, vasker tøj, ordner køkken, gør rent osv. Hun sover bare hele dagen, og brokker sig så til sidst over at skulle lave mad. Mit dilemma går på, at hun stadig er en dejlig pige, og jeg elsker hende og hendes familie. Jeg føler bare at mit liv er meningsløst, og uværdigt som det er nu. Hun er doven, og hidser sig op hvis jeg beder hende komme ind i kampen. Jeg har lyst til at forlade hende, men er samtidigt nervøs for det grundet hendes psykiske lidelse. Jeg har bare brug for at leve et liv jeg bliver glad af, og ikke bare et liv hvor jeg opvarter en doven pige. Hvad mener i? Jeg har et godt og solidt job, og en stabil grobund for at starte ud som single. Men frygter for hvad der vil blive af hende. Hjælp mig.. Tør jeg gå fra hende, og hvordan gør jeg det så bedst muligt for hende?
Jeg er en fyr på knap 26.
Jeg står efterhånden i en meget svær situation. Jeg har været sammen med min kæreste på 26, i 3,5 år, og boet med hende i 2,5 i en lejet bolig. Igennem hele vores forhold, har jeg desværre lært at hun ikke er interesseret i rydde op, gøre rent, eller nogen af de andre ting der hører til når man bor 2 sammen. Jeg laver ALT. Har gentagne gange forsøgt at snakke med hende om at vi skal hjælpes ad, men hver gang jeg forsøger, får jeg en overhaling af en anden verden. Hun vil simpelthen ikke tale om problemet. Hver gang bliver jeg værftet af med begrundelsen om at hun har depression og angst. Dog er hun trappet ud af medicin, takket være mig. Hun har netop færdiggjort sin uddannelse, og gider ikke engang bruge energi, på at søge job. Det skal jeg nærmest gøre for hende, bare for at sikre hendes dagpenge, jeg står også alene for alt hvad der hedder økonomi, og forsikringer mv.. Hun engagerer sig ikke i noget som helst. Alt dette er endda ved siden af at jeg arbejder fuldtid, og læser i tre timer ved siden af hver dag. Samt rydder op, vasker tøj, ordner køkken, gør rent osv. Hun sover bare hele dagen, og brokker sig så til sidst over at skulle lave mad. Mit dilemma går på, at hun stadig er en dejlig pige, og jeg elsker hende og hendes familie. Jeg føler bare at mit liv er meningsløst, og uværdigt som det er nu. Hun er doven, og hidser sig op hvis jeg beder hende komme ind i kampen. Jeg har lyst til at forlade hende, men er samtidigt nervøs for det grundet hendes psykiske lidelse. Jeg har bare brug for at leve et liv jeg bliver glad af, og ikke bare et liv hvor jeg opvarter en doven pige. Hvad mener i? Jeg har et godt og solidt job, og en stabil grobund for at starte ud som single. Men frygter for hvad der vil blive af hende. Hjælp mig.. Tør jeg gå fra hende, og hvordan gør jeg det så bedst muligt for hende?
Kommentarer
Du har også et ansvar over for dig selv og eventuelle børn i fremtiden. Jeg tror ikke hun ændrer sig, det gør ingen. Det ender alligevel galt på et tidspunkt for til sidst mister du følelserne for hende.
Du holder af hende, men hun gør dig ikke lykkelig. Det vil aldrig gå i længden.
Kunne jeg leve mit liv om ville jeg have ændret det meget tidligere end jeg gjorde.
Selvfølgelig taler jeg ud fra, hvad jeg selv har oplevet og jeg ville aldrig være blevet så længe, som jeg gjorde. Man ødelægger så meget for sig selv, nej, du har ikke noget ansvar for hende, det ansvar er hendes eget. Lige meget hvad der sker eller ikke sker.
Hvordan du gør det bedst muligt for hende, du kan jo lade være med at komme med bebrejdelser, men sige stille og roligt, at du ikke ønsker det liv. Du må lade hende overtage lejligheden, det er dig der vil væk.
Hverken du eller din kæreste kan få et fornuftigt liv sammen, hvis det handler om, at du hele tiden skal stå på mål, sørge for det hele og overtage hendes problemer.
Der kommer intet godt eller fornuftigt ud af, at du kun bliver sammen med hende, fordi du har dårlig samvittighed og mener at hendes psykiske lidelse er dit ansvar. Den slags kommer der aldrig nogen sinde et godt forhold ud af.
Det er hendes ansvar – og kun hendes – at hun søger den rette hjælp, og det kan du selvfølgelig godt hjælpe hende med, men ansvaret? Det er hendes – kan aldrig blive dit.
Faktisk tror jeg, du ville gøre hende en stor tjeneste ved at forlade hende, for så vil hun blive tvunget til selv at tage affære, og det er måske det bedste og sundeste, der kunne ske for hende.
For se lige på, hvordan det er i dag: Du sørger jo for det hele, vasketøj, rengøring, økonomi osv.
Hvorfor skulle hun dog deltage? Du klarer det jo så glimrende. Og – det er faktisk ikke værdigt eller godt, hverken for dig eller hende.
Sig du pænt farvel – fortæl hende, at du virkelig har prøvet, men at du nu må smide håndklædet i ringen, du vil simpelt hen ikke mere være den eneste i et parforhold – for dig må et parforhold bestå af to personer, der deltager på lige fod, at du ikke mere magter at være alene om samtlige opgaver.
Og igen nej – jeg genkender ikke tankegangen, måske nogen kan, men det turde jeg altså ikke binde min fremtid – og oven i købet eventuelle børn – op på.
Det er da fuldstændigt urimeligt, at hun bare ”skal nyde livet” uden at lave noget, mens du knokler løs for at få det hele til at hænge sammen.
Hvilken ”garanti” har du for at tingene vil ændre sig, hvis der kommer børn? Så får hun da først argumenter for, hvor hårdt det var at være gravid, hvor hårdt det hele er for hende, når man også bliver vækket om natten osv osv., og de argumenter kan blive ret stærke for stadig ikke at deltage i noget som helst.
Så – både for din egen, men også for hendes skyld; få aldrig børn med hende, før hun har bevist, hvad hun kan og vil i et parforhold. Der er absolut ingen grund til lade et barn eller to blive gidsler for en yderst usikker påstand om, at alt bliver anderledes til den tid.
Men – hvis du virkelig elsker hende og vil hende, så kan du give hende en – men kun en eneste – chance for at bevise, at du skal holde ved hende.
Du fortæller hende, at hun tager skeen i den anden hånd – og at hun gør det lige nu (ikke om en måned eller om et halvt år – nej, NU): Hun tager selv ansvar for sin psykiske lidelse, tager selv ansvar for at blive rask.
Hun deltager på lige fod med de hjemlige pligter; der kan I også lave helt klokkeklare aftaler, skriv dem evt ned og sidst, men ikke mindst: Hun tager lige på stedet selv ansvar for at søge job, og når hun forhåbentligt snart har fået det job, så deltager hun STADIG på lige fod med de hjemlige pligter.
I og med, hun ikke har arbejde pt, så er det en SELVFØLGE, at hun indtil hun får job, sørger for HOVEDPARTEN at de hjemlige gøremål, og hun starter lige på stedet. Det er ikke spor urimeligt, at du nu får fred til dit arbejde og dit studie.
Fortæl hende, at hvis ikke hun går ind på de vilkår, så er du den, der er gået.
Det er ligeledes fuldstændigt urimeligt, at hun hidser sig op, når du beder hende deltage, og at du simpelt hen ikke vil finde dig i det mere.
Bed hende overveje, om hun vil være sammen med dig på de præmisser – giv hende max en time til at finde ud af det - og ud fra hendes svar, vil du overveje, om du vil blive sammen med hende eller ej.
Igen – få ALDRIG barn/børn – før I har helt klare aftaler, der vel at mærke bliver overholdt.
Men - du vælger naturligvis selv, hvad du vil med dit liv.
Du har fuldstændigt ret i det med børnene. Det vil være mere en bjørnetjeneste for alle parter, rent faktisk at få nogen. I forhold tim dit bud på en form for sidste chance, har hun haft muligheden mange gange, bare ikke som et så konkret ultimatum. Det er værd at tage til efterretning, og det vil jeg forsøge at præsentere for hende når der lige byder sig en mulighed.
Jeg er godt klar over du havde håbet på en mirakelkur, men den findes desværre ikke.
Hvis jeg dog bare selv havde indset det i tide, men jeg blev, desværre alt for længe.
Det gør du sikkert også, for hun vil love at det bliver bedre og du vil tro på det og loven er ærlig, men holden besværlig.
Man forandrer sig ikke, kun i kort tid og så er det nøjagtig det samme.