Sygehus og voksne børn

Rosa50

Jeg fik det indtryk, at det handler om hvor stor afstanden er til de pårørende. Vi boede nærmest min svigermor, de andre af hendes børn, boede i en nabokommune. Det gjorde forskellen. Sådan fik jeg det fortalt.
Vi var virkelig spændt hårdt for med min svigermor, også fordi vi ikke selv var raske.
Når man bor så tæt på, så ringer de op til flere gange om dagen. De havde glemt dit eller dat, om ikke vi lige kunne komme eller hente .... Det kunne være, at de havde glemt nøglen, så måtte vi køre for at lukke dem ind. Det kunne også være ting de havde masser af, men på grund af, at det var skiftende hjælpere, så var der ikke styr på noget, så ringede man til os. Og hvis vi ikke gjorde det, "så bestiller vi bare en taxa på svigermors regning", sagde de og sådan blev det.
Vi blev svigtet på tilliden til hjemmeplejen og for en del også til sygehusene i den forbindelse. Min svigermor blev svigtet på mange måder, og vi var magtesløse.
Sygehusene gjorde sådan set hvad de skulle, men møderne på sygehusene funderer jeg stadigvæk over. Jeg ved ikke hvad de skulle gøre godt for. Der var folk fra kommunen og hjemmeplejen tilstede. Jeg oplevede det så pinligt og jeg ved ikke den dag i dag, hvorfor man ønskede vores tilstedeværelse. Jeg syntes også det var synd for min svigermor. Man talte ikke med hende, men om hende.
Efterhånden forstod hun slet ikke noget af det, (det er min opfattelse) men jeg syntes stadigvæk det var pinligt.
Jeg har givet skriftligt oplysning om, hvem af mine børn der kan kontaktes. Det er den, der er størst sandsynlighed for at træffe. Vi har ikke problemer med at kontakte hinanden i den forbindelse.
Jeg får en yderst ubehagelig erindring medens jeg skriver det her.
På et tidspunkt blev min svigermor så dement, at man ville have hende på plejehjem, Det havde hun så selv sagt nej til.
Hjemmeplejen ringede hertil, det var min mand der tog telefonen. Han blev godt nok vred. Det var noget med, at når hun ikke ville på plejehjem, så skulle vi sørge for endnu mere.
Jeg husker min mands vrede svar: Det kan da aldrig komme til, at gå ud over os, at hun ikke vil på plejehjem.
Nej det var ikke nogen god oplevelse, og jeg ønsker ingen gentagelse.
Nu har jeg mine børn i rimelig nærhed. Vi har det godt med hinanden, men det kan hurtigt forandre sig, hvis man kommer i sådan en situation.
Vi havde det samme forhold, da vi måtte tage afsked med deres bror. Vi hjalp hinanden med at ordne det, der skulle ordnes. Her vidste vi også, hvilke ønsker der var. Det gør det hele nemmere og mere fredfyldt.
Jeg er nok blevet overfølsom og har mistet tilliden.
Jeg ønsker ikke mine børn skal stå i den situation vi stod i, eller at jeg skal sidde i et møde ligesom min svigermor.
Så længe jeg selv kan orientere mine børn, så foretrækker jeg, at jeg selv gør det.

persille1

Jeg var med til et møde på sygehuset ang. min mor. Hun ville gerne have jeg var der. Det var bl. a. med hjemmeplejen. Der blev ikke givet nogen rigtig information om noget som helst.

Vi skulle tale om, hvordan hun nu skulle klare sig, når hun blev sendt hjem igen. Jeg undrede mig en del over de kolde ansigter og hvor lidt det drejede sig om.
Det var bare en besked om, sådan og sådan. Jeg kiggede lidt og spurgte så om nogle ting med hensyn til plejen. Ja, naturligvis ville hun blive passet, som på sygehuset.
Det blev hun så slet ikke. Jeg klager ikke over de hjælpere der kom, for de kunne jo ikke gøre for der ikke var tid. Men der gik kun kort tid, så kom hun igen på sygehuset, hvor hun døde kort efter.

Hun døde, fordi hun fik sin medicin, men ingen mad. Og det gav en maveblødning. Hun burde have været på en plejeafdeling.

Jeg har sådan en dårlig samvittighed for sidste gang jeg besøgte hende i hjemmet stirrede hun stift på mig. Hun kunne vist ikke få ord frem. Jeg burde kunne tænke mig til den var helt gal. Men hvad kunne jeg gøre. Ingen lytter jo.

Jeg boede slet ikke i nærheden og jeg havde også et arbejde, der skulle passes. Man føler sig hjælpeløs.

Jeg har det lidt som dig, Rosa. Man mister tilliden og man bliver mistroisk og bitter.

lotte123

Det er jo ingen hemmelighed, at også jeg er forarget og dybt beskæmmet over de forhold det danske samfund byder sine syge, gamle og svage.

Alligevel er jeg dybt rystet og chokeret over det, du fortæller, Rosa, som du, din mand og din svigermor har været udsat for. Det er ikke bare grænseløst uprofessionelt, det er også dybt og inderligt uforskammet, og jeg kan sandelig godt forstå, at du har mistet al tillid og derfor – med rette – frygter at komme i en situation, hvor du måske ikke selv er klar nok i mælet til at selv kunne bestemme over, hvad der skal ske. Det værste er jo desværre, at det nok stadig er den vej, det går.

På samme måde, som du fortæller, Persille om den iskolde ligegyldighed, vi jo desværre nok alle har oplevet, og det på tidspunkter, hvor vi måske netop var ekstra nervøse, ekstra usikre.

Nu jeg tænker rigtigt efter, så tror jeg et eller andet sted, at det måske passede hjemmeplejen helt fint, at der ikke var pårørende i nærheden omkring min mor, for det lader da til, at man havde det helt fint med at der her var en, man kunne behandle efter forgodtbefindende, for der var jo ingen til at råbe op.

Det er også derfor jeg og min mand for længst har lavet en opsparing, der pt bruges til ferie og den slags, men som senere kan overgå til at blive betaling for privat hjælp, hvis vi kommer i den situation. Det offentlige system kan man jo beklageligvis hverken regne med eller bruge til noget som helst.

Rosa50

Lotte og Persille, jeg kunne skrive mangt og meget om oplevelser med hjemmehjælp, hjemmepleje og lidt om sygehusene.
Sygehusene har jeg i og for sig kun haft en negativ erfaring med, Med det var i bund og grund hjemmeplejen der var årsag.
Det er som om, at alle de år, er ikke lagt i glemmebogen, men de påvirker ikke min dagligdag mere. Kun lige hvis noget kommer frem i erindringen.
Man tror man kan ændre noget, når man er i det, men det kan man ikke.
Min mand og jeg prøvede en gang at påtale en urimelighed, for noget der angik vores egen tildelte hjælp. Man lavede nogle nedskæringer i den formidable hjælp, og hjemmehjælperne skulle så meddele videre, hvad der kunne undværes.
Vi vidste ikke noget, før man bare lod være med, at gøre det jeg/vi var visiteret til. Alle lagde ansvaret fra sig, det var de andre der havde bestemt det. Da vi opdagede hvordan det hang sammen, sagde vi det til dem der kom her i huset.
De stod ikke ved de beslutninger de selv havde gjort. Vi syntes jo det havde været rimeligt, at tage en snak med os om det.
Sådan noget må hjemmehjælperne ikke tale med borgerne om.
Jeg kan med min erfaring, blive nervøs for at blive afhængig af den kommunale hjemmepleje.
Det står slemt til.
Nu fik jeg en aftale med et privat rengøringsfirma. Jeg glæder mig til, at mit hjem igen bliver pænt og rent. Det sidste stykke tid, har det knebet med, at finde overskuddet frem til en støveklud.
Jeg har stadigvæk nogle interesser, som jeg går op i, og som gør, at jeg kommer ud blandt andre. Så nu måtte jeg prioritere lidt. Vil jeg undvære dem, til fordel for en støveklud? Nej.
Jeg vil heller ikke af med mit hus, jeg elsker mit hus.
Så regnestykket endte med, at jeg kunne kvitte smøgerne, så er der råd til rengøring, og endda lidt mere. Det kunne så evt. blive til hjælp i haven.
Et godt bytte, synes i ikke det?

persille1

Hej Rosa50

Jo, det synes jeg er en god ide. Jeg er meget bange for engang at blive afhængig af hjælp. Kan man lidt selv går det nogenlunde, men kan man intet går det bestemt ikke godt. Det ser jeg jo, jeg kommer på besøg et sted hvor der er brug for hjælp.

Jeg har også hørt lidt om de går bag ryggen på folk. der ændres og laves om uden et ord. Folk er hjælpeløse har jeg set. De må bare finde sig i, som det er. Jeg kender en, som blev nødt til at få en privat hjælp til at gøre rent på badeværelset Dem, der ikke har penge til det gad vide, hvordan de klarer den.

Jeg så hvor beskidt der var og jeg er ellers ikke sart. Ingen drømmer om, hvor slemt det var.
Det afhænger også meget af, hvem der kommer og hjælper. Jeg kan se, når der har været en, som gerne vil og når der er nogle, som ikke vil eller kan.
En havde ondt i ryggen og kunne ikke bukke sig.
Det var synd for hende, men man kan jo ikke have det arbejde, når man ikke kan samle noget op fra gulvet. Jeg ved det lyder usandsynligt, men det er sandt. Jeg samlede nemlig de ting op efterfølgende.

Det er samfundet, der er blevet helt umulig for syge mennesker, som ikke kan/tør sygemelde sig.

Rosa50

Griseriet opstår efterhånden, når der aldrig bliver gjort rigtig rent. Her tænker jeg ikke, som man gjorde rent for 60 år siden. Der er jo ikke tale om, at der skal skures og skrubbes, men holdes rent.
Når så der kommer forskellige hele tiden, så sker der det, at de undlader mere og mere, fordi der er snavset. De ser den ældres hjem, som snavset. De tænker ikke, at det skyldes den manglende hjælp, samt måden hjælpen ydes på. Det er under al kritik.
Jeg har set et hjem indrettet med helt nye ting, møbler, tæpper dyner m.m. Det hele var nyt. Den ældre der boede der, kunne intet selv, kun sidde i sin stol og ligge i sin seng.
Det var ikke den ældre der havde svinet og rodet hjemmet til, det var hjemmeplejen. I løbet af få år, var hjemmet ildelugtende og decideret beskidt.
Man kan intet stille op.
Jeg tænker så på, hvad mon der sker, hvis jeg får endnu mere behov for hjælp?
Jeg har jo sådan set fravalgt den kommunale rengøring. Men jeg tror, at den obligatoriske tid er 45 min hver 14. dag. Det er den tid man går efter, uanset om man bor på lidt eller meget plads.

Rosa50

Indkaldelse til scanning af hjertet modtog jeg i går.
Heri foreslår de at have en med.
Det har man altså ikke gjort før. Jeg kan godt selv tage afsted, og jeg har ører der kan høre, øjne der kan se, så jeg kan selv læse journalen.
Bare fordi man har rundet de 70 for nogle år siden, er det da ikke nødvendigt at have nogen med.
Jeg ved da ikke hvad det er for noget.
Nå, men ingen tvinger mig til at have et par ekstra ører med, så det undlader jeg.
Jeg har det virkelig ikke rart med det. Jeg er jo ikke svagelig på den måde.