Sygehus og voksne børn
Rosa50
✭
Nu er jeg blevet en ældre kvinde, jeg bor alene.
For år tilbage, blev vi ofte bedt om at møde til møder på sygehuset ang. min svigermor. Jeg følte mig altid utilpas ved disse møder, det var som om vi bare skulle være der. Jeg syntes også, det var noget underligt noget i forhold til min svigermor. Det var som om, vi blev blandet ind i hendes liv uden hendes eget ønske, samtidig med, at vi ikke kunne stille spørgsmål.
Jeg ved ikke den dag i dag, hvad det gik ud på.
Nu har jeg selv været på sygehuset et par gange, og man vil gerne, at børnene orienteres.
Det kan jeg jo selv gøre, hvis jeg føler for det.
Jeg oplever det som gående ud over mine grænser.
Man har jo ikke tidligere spurgt efter børnene, så hvorfor gør man det, bare fordi man er blevet gammel.
Hvor jeg dog ikke bryder mig om det.
Det kan da vente til noget evt. var meget alvorligt. Da har jeg set, at det er slet ikke nødvendigt, at de på forhånd ved noget om, om man har børn. De kan slå det op, og der står ens børn med navn, adresse og cpr. nr.
Det sker da også, at nogen ikke har kontakt til deres børn, så hvorfor skal de dog kontaktes, bare fordi den ældre er indlagt.
Jeg har oplevet, at et samlevende par, begge havde kræft og var døende. De havde begge to hver sine børn. Manden havde slet ikke haft kontakt med sine børn i mere end 25 år, og ønskede ikke at se dem. De to gamle mennesker blev skilt ad, af systemet, og børnene skulle nu bestemme, hvad der skulle ske med deres far eller deres mor. De var begge ved deres fulde fem, men plejekrævende. De døde begge to, hurtigt efter hinanden og uden at få sagt farvel. Den længstlevende fik ikke en gang besked om, at manden var død.
Børnene havde bestemt, at deres far skulle på plejehjem.
De kunne slet ikke bestemme noget selv.
Jeg talte med kvinden så sent som dagen før hun døde.
Hun var indlagt og en fysioterapeut kondolerede. Det var den måde, hun fik at vide, at hendes mand var død og begravet. Det havde hans børn bestemt.
Jeg synes det er, at gå over stregen for ældres selvbestemmelse og vores ret, til selv at vælge.
For år tilbage, blev vi ofte bedt om at møde til møder på sygehuset ang. min svigermor. Jeg følte mig altid utilpas ved disse møder, det var som om vi bare skulle være der. Jeg syntes også, det var noget underligt noget i forhold til min svigermor. Det var som om, vi blev blandet ind i hendes liv uden hendes eget ønske, samtidig med, at vi ikke kunne stille spørgsmål.
Jeg ved ikke den dag i dag, hvad det gik ud på.
Nu har jeg selv været på sygehuset et par gange, og man vil gerne, at børnene orienteres.
Det kan jeg jo selv gøre, hvis jeg føler for det.
Jeg oplever det som gående ud over mine grænser.
Man har jo ikke tidligere spurgt efter børnene, så hvorfor gør man det, bare fordi man er blevet gammel.
Hvor jeg dog ikke bryder mig om det.
Det kan da vente til noget evt. var meget alvorligt. Da har jeg set, at det er slet ikke nødvendigt, at de på forhånd ved noget om, om man har børn. De kan slå det op, og der står ens børn med navn, adresse og cpr. nr.
Det sker da også, at nogen ikke har kontakt til deres børn, så hvorfor skal de dog kontaktes, bare fordi den ældre er indlagt.
Jeg har oplevet, at et samlevende par, begge havde kræft og var døende. De havde begge to hver sine børn. Manden havde slet ikke haft kontakt med sine børn i mere end 25 år, og ønskede ikke at se dem. De to gamle mennesker blev skilt ad, af systemet, og børnene skulle nu bestemme, hvad der skulle ske med deres far eller deres mor. De var begge ved deres fulde fem, men plejekrævende. De døde begge to, hurtigt efter hinanden og uden at få sagt farvel. Den længstlevende fik ikke en gang besked om, at manden var død.
Børnene havde bestemt, at deres far skulle på plejehjem.
De kunne slet ikke bestemme noget selv.
Jeg talte med kvinden så sent som dagen før hun døde.
Hun var indlagt og en fysioterapeut kondolerede. Det var den måde, hun fik at vide, at hendes mand var død og begravet. Det havde hans børn bestemt.
Jeg synes det er, at gå over stregen for ældres selvbestemmelse og vores ret, til selv at vælge.
Kommentarer
Der var en jeg tog mig af. Hun havde ingen andre. Vi var i familie. da hun ikke mere kunne klare sig selv fik jeg ordnet det, så hun kom på plejehjem og det var hun meget glad for.
Jeg besøgte hende selvfølgelig stadig og min adresse var givet til plejehjemmet og de lovede at ringe, hvis der var noget. Jeg boede ikke tæt ved, så jeg kunne ikke komme dagligt. En dag blev jeg ringet op, hun havde været sendt på sygehuset og var død der et par dage efter.
Jeg var meget forfærdet. For første gang i sit liv var hun på sygehuset og lå der alene. Jeg er stadig ked af der ikke blev ringet til mig, så jeg kunne have besøgt hende. Hun døde alene og jeg ville gerne have holdt hendes hånd. Det var nemlig en stor trøst for min mor, der var nogen hos hende da hun døde.
Men jeg undrer mig, ingen kan bestemme om man skal på plejehjem, hvis man har sin forstand. Jeg kan se der kan blive et problem, hvis man er lammet, men ellers...
Hvis jeg kom på sygehuset ville jeg være meget ulykkelig, hvis mine børn ikke fik besked. Men vi er jo forskellige og man kan jo spørges. Hvis ikke mener jeg børnene har ret til at vide en forældre er på sygehuset.
Mine oplevelser med sygehusvæsenet, har i den grad bevist, at det langt hen ad vejen er meget vigtigt, at man som patient har en pårørende/bisidder med til de samtaler.
Man oplever jo oftest en ny læge/sygeplejerske/behandler hver eneste gang, man kommer – og selv om der skal dokumenteres konstant – bliver disse informationer jo ikke læst, hvorfor man sagtens kan opleve, at noget der var væsentligt at forholde sig til sidste gang, nu slet ikke er relevant – eller simpelt hen bare er glemt.
Jeg vil mene, at i egen interesse, er det vigtigt at have en bisidder med, så der er flere ører, og flere, der er bekendt med situationen, så man kan sikre sig den bedst mulige behandling, flere der kan råbe vagt i gevær, når væsentlige ting bliver glemt. Samtidigt er det som patient, hvor man naturligvis er bekymret, bange, usikker, svært at huske alle de informationer, som oftest gives i ”maskingeværtempo”, hvilket unge patienter jo også oplever. Se bare her på nd, hvor mange har været på sygehuset, og her stiller spørgsmål om f.eks. deres indgreb, som det ganske enkelt ikke kan passe, at de ikke har fået en endog grundig information om, da de var på sygehuset. Men – netop det, at man er i uvante omgivelser, føler sig nervøs, utryg, er jo nok til, at man slet ikke opfatter, hvad man har fået at vide. Så her handler det jo slet ikke om, at man er blevet ældre.
Derfor mener jeg, at det er meget vigtigt, at man allierer sig med en bisidder, for når man sidder to over for en, står man faktisk stærkere og får dermed også en bedre behandling
Jeg mener nu egentlig også, at det er en selv, der oplyser, hvilke pårørende der skal have besked, så jeg bliver lidt forbavset over at læse, at den slags bare bliver besluttet hen over hovedet på en.
Jeg har endnu ikke nået en alder, hvor jeg pr. definition bliver betragtet som konfus eller dement, når jeg er på sygehuset, men – jeg oplever desværre ofte, at læger/sygeplejersker forsøger – med alle snedige kneb - at snige noget medicin i mig, som jeg udtrykkeligt har fortalt, jeg ikke tåler/ ikke vil have. Ligeledes har jeg oplevet, at læger/sygeplejersker overhovedet ikke hører hvad jeg siger, for de ved jo bedre end jeg selv, hvordan jeg har det (??) Derfor er det afgørende for mig, at jeg altid har en bisidder med, der kan være med til at huske, hvad der blev sagt, og de gange jeg har været ”rigtig” syg, også er opmærksom på, hvilken medicin, der lige bliver hældt i mig, så det i det mindste kan undgås, at jeg bliver mere syg.
Men jo, jeg oplever det bestemt som overformynderisk, hvis man uden videre kontakter pårørende, som man måske selv har har frabedt sig skal kontaktes, og jeg har da heller ikke hørt om det før.
Nu skriver du Rose om de møder omkring din svigermor, men her vil jeg måske prøve at støtte sygehusvæsenet lidt. Min bror fik en alvorlig kræftsygdom for nogle år siden; jeg var hans eneste, nærmeste familie. Min bror oplevede, at de talte ned til ham, at de ikke gav ham ordentlige informationer osv., hvilket betød at han langt hen ad vejen afviste, hvad man sagde til ham – følte sig kun nedgjort, og nok det meste af de vigtige informationer, han jo givet fik, opfattede han slet ikke. Jeg boede 200 km fra ham, men sagde gang på gang til ham, at hvis han ønskede det, så ville jeg tage det næste tog og tage med ham til de undersøgelser, hvilket han ikke mente var nødvendigt. Han havde ligeledes en god bekendt, der boede tæt ved ham, og hun havde tilbudt det samme. Men nej – det skulle han nok selv klare. Han var kun i slutningen af 50-erne, da han blev syg, og dermed ikke pr. definition gammel, konfus, dement.
Han var langt mere syg, end han selv havde opfattet, så da han fik beskeden, at der ikke var mere at gøre, kom det fuldstændigt bag på ham, og han forlangte at komme hjem fra sygehuset. Jeg tog selvfølgelig over til ham, da han fortalte mig den besked, og selv om jeg ikke er læge, kunne jeg da godt se, at den var helt gal. Han døde et par dage efter. Jeg vil mene, at han kunne være blevet langt bedre forberedt, hvis han havde haft en bisidder med, som kunne have ”været en flue på væggen” ved disse samtaler. Jeg må da indrømme, at jeg ville ønske, at hospitalet havde insisteret på, at der var en pårørende/ven med ham. Efterfølgende havde jeg en samtale med hans læge, der kontaktede mig – (p.gr. af en fejl behøver jeg ikke komme ind på her), og hun fortalte mig faktisk, at de netop gentagne gange havde spurgt min bror om der dog ikke var en pårørende, som kunne tage med ham. Da lægen jo havde mit navn og telefonnummer, vidste hun jo godt, at jeg var nærmeste pårørende, men da min bror selv havde afvist at have bisidder med, blev jeg heller ikke kontaktet, hvorfor jeg ikke helt tror, at hospitalet bare gør det – uden patientens vidende eller ønske.
Så selv om det ser ud som overgreb, er jeg faktisk ret overbevist om, at hospitalet kontakter pårørende i absolut bedste mening – men også at de slet ikke forestiller sig, at disse pårørende ikke gør mere, nemlig er opmærksomme på – som her fortalt – at børnene ikke er til stede for deres mor, når deres far dør, eller som Persille fortæller, ikke er opmærksomme på, at du naturligvis skulle have besked om en hospitalsindlæggelse.
Jeg tror desværre, at meget af disse ”forglemmelser” handler om al den dokumentation, som jo er væltet ned over sundhedsvæsenet. De skal dokumentere i en uendelighed – og så meget, at ingen overhovedet har mulighed for at læse al den dokumentation, så netop vigtige informationer ganske enkelt drukner.
Igen derfor er det afsindigt vigtigt, at man har en bisidder, der netop kun har til formål at sikre sig, at den syge – konfus, dement eller ej – sikres den bedst mulige behandling, og at den syges ønsker bliver fulgt. Når man er syg, skal der ikke meget til, at man forvirres ganske voldsomt ved kontakt med den verden.
Manden blev så syg, at han blev indlagt på sygehuset. (De var ikke gift, men havde boet sammen i mere end 25 år).
Man har skønnet, at det var udelukket, at samleveren kunne passe ham, derfor kom kommunen og plejehjem på banen, men uden at kontakte den anden.
For at gøre det, kontaktede man hans børn, som nu skulle bestemme hvad der skulle ske. Hans kone fik at vide af omveje, at hendes mand nu var på plejehjem, men ikke hvor. Regningerne der tilhørte manden, blev dog stadigvæk sendt hjem til konen.
Hun døde kort tid efter hendes mand.
Jeg tror nok, at lovgivningsmæssigt var det i orden, fordi de ikke var gift. De var registreret som samlevende.
Men moralsk synes jeg nok, at noget halter.
For mit eget vedkommende ville jeg meget nødigt have mine børns indblanding i sådanne store spørgsmål.
Jeg tror ikke jeg ville bryde mig om, at have mine børn med som bisidder. Jeg synes jeg har erfaret, at specielt døtre gerne blander sig lidt for meget. Selvom de tror de gør det rigtige og det gode, så gør de det ud fra den livserfaring de har, og den stemmer ikke altid sammen med hvad forældrene vil.
De ældre ved hvordan det er at være 50 år, men de voksne børn ved ikke hvordan det er, at være 25-30 år ældre.
Jeg ved ikke om voksne børn har ret og krav på, at vide alt om sine forældrer.
Jeg forventer da ikke, at vide alt om mine voksne børns liv og sygdomme. Det har jeg da ingen ret til.
Man får faktisk heller ikke sådanne informationer. Jeg havde en søn der døde for ikke så længe siden. Jeg var nærmeste pårørende. Nu kunne han ikke svare for sig selv, han var bevidstløs i lang tid. Men der var egentlig ikke noget at spørge om. De kunne jo heller ikke sige om han døde eller overlevede.
Til mit eget ophold på sygehuset for 14 dage siden, vil jeg sige, at de havde virkelig sat sig ind i min journal. Jeg bliver indkaldt til scanning.
Jeg kan godt selv kontakte børnene for at sige hvor jeg er. Jeg har da en mobiltelefon.
Er man ude af stand til selv at kontakte dem, så er det en helt anden snak.
En dag i bussen hørte jeg en dame gøre vrøvl over hendes far ikke ville gøre som hun sagde.
Mine børn må blande sig i alt, men jeg gør hvad der passer mig. Kan jeg intet må de bestemme. Jeg stoler 100 % på dem.
Jeg forstår heller ikke, Rosa, at konen ikke fik nogen besked om sin mand, når de havde levet sammen så længe. Måske stod det ikke i papirerne, da manden blev indlagt, så måske vidste de intet om det.
Er kvinder diktatoriske. ?
Jeg tror faktisk heller ikke min første tanke ville være, at mandens børn ikke ville tage affære og holde deres fars samlever orienteret.
Og ja, desværre er der problemer i mange familier, og det må der jo have været i dette tilfælde, siden de børn bare har smidt deres fars samlever gennem 25 år ud til siden. Men skal og bør offentlige myndigheder også holde øje med den slags?
Ja, det er nok det store spørgsmål, for i dette tilfælde burde de naturligvis have gjort det, men i mange andre tilfælde ville det nok blive opfattet lige lovligt overformynderisk.
Din anden problematik, Rosa, er hvorvidt dine børn skal inddrages i dit liv og helbred er da helt klart noget, du bør forholde dig til nu, mens du stadig netop er frisk og selv i stand til at tage de beslutninger, der vil være de rigtige for dig, hvilket du bør få skrevet ned og måske også aftale med dine børn. Som jeg læser det, er der jo ingen der i din nylige kontakt med sygehusvæsenet, der har forlangt, at dine børn skulle inddrages – netop fordi du jo selv var fuldt ud i stand til det? Eller har jeg misforstået noget her?
Ingen kan jo spå om fremtiden, så derfor ved du jo ikke, om du kommer i en situation, hvor du ikke selv kan tage beslutning om dette eller hint, og derfor er det vigtigt, at du tager beslutning nu. Hvis der ligger klare skriftlige aftaler, vil jeg bestemt mene, at der vil blive taget hensyn til det.
Jeg er heldigvis ikke der, hvor jeg vil mene at hverken min søn eller datter vil være for emsige på nogen måde, og jeg har faktisk for længst aftalt med mine børn, at hvis jeg skal komme i en situation, hvor jeg ikke mere kan klare mig selv, så har de min tilladelse til at gå ind og overtage opgaver for mig; nej – de skal ikke komme og gøre rent, men de skal sørge for, at der i min økonomi vil være mulighed for, at der kommer nogen, som jeg selv betaler for at gøre det, for de der 20 minutter hver 14. dag vil jeg ikke acceptere. Jeg har også aftalt med dem, at de lige holder øje med, hvad der vil foregå, når man er prisgivet det offentlige system, og at de tager affære, hvis tingene glider af sporet og sørger for f.eks. plejehjem eller yderligere pleje.
For sin egen skyld bør man tage den slags beslutninger mens man selv kan – for en dag kan det være for sent.
Mine ønsker omkring død og begravelse har jeg i øvrigt også for en del år siden skrevet ned og givet mine børn en kopi af.
Det er faktisk dybt befriende, dels for mig, men også for mine børn, der ved, hvordan jeg gerne vil have det, hvis jeg kommer i en situation, hvor jeg ikke selv er i stand til at tage beslutninger, og jeg er heldigvis også i en situation, hvor jeg slet, slet ikke er i tvivl om, at mine ønsker vil blive respekteret.
Nu har jeg lavet aftaler med mine børn, men sådanne aftaler kan man jo lave med lige den eller dem, man selv ønsker det.
Hvis ikke man selv gør noget som helst, kan sygehus/hjemmepleje jo ikke gøre andet end at kontakte nærmeste familie, hvis/når der skal tages beslutninger.
Jeg mener det.
Nu blev jeg indlagt akut på en hjerteafdeling, men jeg føler ikke for, at mine børn skal inddrages. Jeg ringede selv og fortalte hvor jeg var, at der ikke var grund til panik.
Jeg har det altså sådan, grundet mange år med min svigermor og det offentlige system, samt sygehusene.
Jeg forstår det sådan, at i er så heldige, at i ikke har prøvet at være pårørende til en person, der var afhængig af offentlig hjælp.
Man forventer, at de pårørende står til rådighed, ikke for den gamle, men for hjemmeplejen.
Forsøger man, at komme med forslag, i det her tilfælde til en anden bolig, så får man at vide, at det skal man ikke blande sig i, samt en moralsk opsang om, "at det ville du heller ikke synes om". Min svigermor kunne ikke ved egen hjælp komme ud af sin bolig. Hun var dement og meget dårligt fungerende på alle måder.
Det ville jeg heller ikke synes var ok, men selvom jeg syntes om det, så er det kommunen der bestemmer.
Møder med det offentlige og den gamle, sker henover hovedet på den gamle, selvom man sidder i samme lokale. Det er kommunen der tager beslutninger, de pårørende skal blot høre på, hvad der sker, og ellers stå til rådighed.
Som pårørende bliver man ikke hørt.
Så skal i også huske, at lovgivningsmæssigt, er det kommunen der har det overordnede ansvar for deres ældre borgere. Man kan godt sige nejtak til hjælpen, og det er så det, men så belaster man nogle andre, enten ægtefælle eller børn. Det er ikke rart.
Jeg får selv hjemmehjælp, og har fået en times rengøring hv. 14 dag. Det har jeg haft gennem mange år. Jeg har møde her om lidt, fordi jeg påtænker at flytte hjælpen til et privat firma, og så selv betale for de timer der ligger udover.
Når man bliver indlagt, får kommunen besked, og hjemmehjælpen afbrydes. De får besked, når man udskrives, men man skal selv ringe og sige det til dem. Ellers kommer der ikke nogen. Det glemte jeg.
Det er en pestilens når man ikke selv kan. Det går jo kun ned ad bakke. Sådan er livets vilkår.
Jeg klarer mig dog endnu.
I det øjeblik man bliver plejekrævende, så kommer kommunens folk igen. Jeg håber det aldrig sker.
Med hensyn til voksne børns inddragelse i sine forældres anliggender, synes jeg ikke det er i orden, at man fra myndigheders side, bare kontakter børnene.. Jeg kommer aldrig til at synes om det. Det har noget at gøre med de erfaringer jeg har gjort. Børnene skal selvfølgelig orienteres, men ikke påduttes et ansvar de ikke har. Hvis man ingen kontakt har haft i mere end 25 år, så er det malplaceret. Både manden og konen protesterede.
Udover det omtalte par, kender jeg andre, hvor der ikke er kontakt til et eller flere af deres børn. Jeg synes det er uhørt, at når børnene selv vælger familien fra, så skal de på banen, når de ældre ikke kan klare sig.
Det er et utroligt dårligt tidspunkt for begge parter.
Ingen kan tvinge børnene til at tage ansvar, hvis ikke de vil tage det. Men det er ikke så nemt, det erkender jeg.
Men jeg var/er da også i tvivl om jeg havde misforstået Rosas indlæg, og jeg må da tilstå, at jeg undrer mig noget over, at kommunen bare uden videre, og uden den ældres vidende/ønske kontakter børnene, også børn som man ikke har kontakt til, og jeg må tilstå, at sådan har jeg heller ikke oplevet det.
Både med min far og min mor oplevede hverken min bror og jeg, at hverken sygehus eller hjemmepleje på noget tidspunkt kontaktede os for at få os til at stille op – på nogen måde.
Både min bror og jeg havde et yderst anstrengt forhold til vores forældre – en lang (og trist) historie. Jeg havde dog en ret sporadisk kontakt med min mor, i form af en telefonsamtale ca. en gang om måneden og yderst sjældne besøg fra min side. Min bror var stået helt af.
Mine forældre havde på et tidspunkt valgt at flytte ca. 200 km væk – de var skilt, men prøvede at bo sammen igen, det gik galt, hvorfor de igen flyttede fra hinanden, men dog med tæt kontakt.
Jeg fik således fra min mor besked om, at min far var blevet indlagt, at han godt vidste, at det var slut, men på intet tidspunkt ytrede han ønske om at se sine børn – og sygehuset kontaktede os heller ikke.
Jo, min mor ringede og sagde, da han var død – men da de var skilt, var det jo sådan set slet ikke hendes opgave, og min bror og jeg fik først besked, da vi fik brev fra statsamtet tre uger efter hans bisættelse.
Min mors nabo kontaktede mig, da min mor fik en hjerneblødning omkring 2002, der gjorde hende voldsomt svagtseende og plejekrævende, og min bror og jeg besøgte hende i den forbindelse. Der var intet krav fra hverken sygehus eller hjemmepleje, at man ønskede os på banen.
De næste otte år fortsatte den sporadiske kontakt – og jeg fik aldrig fornemmelse af, at min mor ønskede det anderledes, men hun havde nu både hjemmesygepleje og såkaldt hjemmehjælp; altså de 20 minutter hver 14. dag. Det var alt.
Hun fortalte mig dog, at mit navn og telefonnummer da var opgivet som nærmeste pårørende, hvilket jeg fik bekræftet, da hun var faldet og kommet på sygehuset og en sygeplejerske kontaktede mig for nogle oplysninger, jeg ikke kunne give, men det var udelukkende netop bare en mindre detalje, jeg blev kontaktet om – ikke at det forventedes, at jeg nu mødte op. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have fået besked om, at hun faktisk døde en måneds tid senere, hvis ikke det havde været for denne sygeplejerske, der jo fik gjort mig klart, at der var sket noget, og jeg derfor på den måde var til stede. Ingen andre gjorde det mindste for at få fat i mig. Jeg fik bevist at hjemmeplejen havde kontaktoplysninger på mig, da de efter hendes død meget hurtigt kunne få fat i mig og forlange diverse hjælpemidler retur.
Så – det handler ikke om, at man ikke kunne finde mig. Kontaktoplysninger var tydeligt oplyst.
Bevares min far døde i 1996 og min mor i 2010, så måske ting har ændret sig; det ved jeg ikke. Men – som jeg også har nævnt , døde min bror i 2013 og heller ikke der blev hans ønske om, at man ikek skulle kontakte mig tilsidesat.
Både min fars, mors og nu senest min brors ønsker i den retning blev bestemt respekteret. Måske min far var klar nok til det sidste, men jeg kunne bestemt godt høre på min mor, at hun da var noget konfus og ”rundt på gulvet” ind i mellem. F.eks. bad jeg hende ofte om, at gå ud og drikke nogle glas vand, når jeg talte med hende, for hun var tydeligt konfus. Og – som tidligere nævnt, min bror havde bestemt og meget tydeligt brug for støtte og hjælp – i hvert fald til sidst.
Så min oplevelse med
syge og plejekrævende er altså den modsatte af, hvad du har oplevet, så måske det er forskelligt fra region til region.
Mine forældre boede i region Sjælland, min bror i region Hovedstaden, men nej – plejehjem var ikke aktuelt – for nogen af dem. Burde måske have været det for min mor, men...