Indstillinger
HJÆÆLP - Har mistet følelserne for min mand :-(
Hej, Håb for hjælp!
Jeg er 34 år og har været kæreste og gift med min mand i snart 10år og vi har en dejlig datter på 2år sammen.
Jeg har mistet følelserne for min mand og jeg tvivler om jeg elsker ham stadig. Jeg ved jeg har elsket ham. Vi har haft et fantastisk forhold, men samtidig haft en del nedture(barnløshed i flere år og dødsfald i den tætte familie). Jeg har hen over den seneste tid, måske halve år, måske mere, det ved jeg ikke, men jeg har mistet lysten og følelserne for ham. Jeg har fortalt det til ham lige efter jul og han er dybt såret og ked af det og vil gøre alt for mig. I begyndelsen ville jeg bare væk og slut forholdet, men nu kysser vi og krammer lidt, og vi havde sex forleden aften, men jeg følte bare ikke min kærlighed til ham og jeg var faktisk ked af det efter vi havde sex og dagen efter, hvilket var første gang i 2 måneder vi havde sex. Vi har normalt haft 1-2gange sex om ugen, men de sidste par måneder inden har det fra min side, bare været mere af huslig pligt end lyst.
Jeg har manglet nærvær og dybere kommunikation fra hans side, han har plejet sit fodbold, venner, arbejdet meget og spillet meget computer når han så var hjemme. Vi har ikke husket hinanden som par og nu sidder vi i denne dumme situation, og jeg vil så gerne for vores familie og mig selv finde følelserne for ham, men jeg er splittet og føler ikke jeg har dem længere. Han er min bedsteven og fantastisk far til vores datter. Det skal siges at jeg i efteråret blev påkørt og fik et piskesmæld, hvilket jeg stadig har meen efter og smerter og det har påvirket mit humør længe.
Jeg føler jeg har manglet en del i vores samvær som par og jeg kunne lige så godt have råbt ham op, men ikke gjort det, var bange for sårer ham og mig selv.
Hjælp!! Gode råd søges - Kan man, kan jeg finde mine følelser som jeg engang havde for ham. Vi er begyndt i parterapi - anden gang i denne uge, men jeg føler bare ikke jeg har følelser med mig. Heller ikke når han kysser eller holder om mig. Vi har det dejligt sammen og hygger også i sofaen med en god film, men jeg har svært ved, at finde det dejlige, som det en gang var. Jeg tænker ikke på andre mænd. Han prøver virkelig, at være sød og rar og skriver søde sms, som jeg godt kan smile over. Jeg ved bare ikke hvad jeg mangler for at finde følelserne. Hjælp derude?!?!
Tak Mai
Jeg er 34 år og har været kæreste og gift med min mand i snart 10år og vi har en dejlig datter på 2år sammen.
Jeg har mistet følelserne for min mand og jeg tvivler om jeg elsker ham stadig. Jeg ved jeg har elsket ham. Vi har haft et fantastisk forhold, men samtidig haft en del nedture(barnløshed i flere år og dødsfald i den tætte familie). Jeg har hen over den seneste tid, måske halve år, måske mere, det ved jeg ikke, men jeg har mistet lysten og følelserne for ham. Jeg har fortalt det til ham lige efter jul og han er dybt såret og ked af det og vil gøre alt for mig. I begyndelsen ville jeg bare væk og slut forholdet, men nu kysser vi og krammer lidt, og vi havde sex forleden aften, men jeg følte bare ikke min kærlighed til ham og jeg var faktisk ked af det efter vi havde sex og dagen efter, hvilket var første gang i 2 måneder vi havde sex. Vi har normalt haft 1-2gange sex om ugen, men de sidste par måneder inden har det fra min side, bare været mere af huslig pligt end lyst.
Jeg har manglet nærvær og dybere kommunikation fra hans side, han har plejet sit fodbold, venner, arbejdet meget og spillet meget computer når han så var hjemme. Vi har ikke husket hinanden som par og nu sidder vi i denne dumme situation, og jeg vil så gerne for vores familie og mig selv finde følelserne for ham, men jeg er splittet og føler ikke jeg har dem længere. Han er min bedsteven og fantastisk far til vores datter. Det skal siges at jeg i efteråret blev påkørt og fik et piskesmæld, hvilket jeg stadig har meen efter og smerter og det har påvirket mit humør længe.
Jeg føler jeg har manglet en del i vores samvær som par og jeg kunne lige så godt have råbt ham op, men ikke gjort det, var bange for sårer ham og mig selv.
Hjælp!! Gode råd søges - Kan man, kan jeg finde mine følelser som jeg engang havde for ham. Vi er begyndt i parterapi - anden gang i denne uge, men jeg føler bare ikke jeg har følelser med mig. Heller ikke når han kysser eller holder om mig. Vi har det dejligt sammen og hygger også i sofaen med en god film, men jeg har svært ved, at finde det dejlige, som det en gang var. Jeg tænker ikke på andre mænd. Han prøver virkelig, at være sød og rar og skriver søde sms, som jeg godt kan smile over. Jeg ved bare ikke hvad jeg mangler for at finde følelserne. Hjælp derude?!?!
Tak Mai
Kommentarer
Du fortæller forhåbentligt i parterapien om det, du her har skrevet?
Det er vigtigt, at du ikke prøver at forcere disse følelser igennem, for de kommer, når de er klar til det - ikke før - selv om du maser på.
Som du skriver her, fornemmer jeg, at du altså HAR de gode følelser for din mand, du har dem bare på en anden måde lige for tiden, hvor du er i underskud oven på alle disse barske ting.
Jeg synes, du skal prøve at slappe af og give den parterapi chancen.
Det hele kommer ikke lige over en nat - det skal have tid, og den tid bør du give.
Det er i øvrigt ikke ualmindeligt, at det går op og ned i et forhold, og hvis bare man ville erkende det, og give det tid, så vil man med stor sandsynlighed opleve, at de gode følelser kommer igen.
Så - lad være med at køre så hårdt på dig selv - du har brug for tid og ro.
Til dit spørgsmål, JA alt det jeg har skrevet har jeg både sagt til parterapi og min mand selv - Jeg gemmer intet for ham og det er hårdt for ham og mig, snakke om.
Jeg ved han elsker mig højt og det har han sagt, men jeg kan simpelthen ikke sige det igen, og det sårer ham selvfølgelig meget. Jeg vil gerne forsætte mig liv med ham på mange punkter, men hvis følelserne ikke dukker op igen, så kan jeg ikke og jeg tror heller ikke, at han kan gå at vente på det.
Tid det er også min tanke og det jeg arbejder på, tid tid tid, men på den anden side står en mand utålmodig og har en kone på deltid, som ikke lyster følelser for ham eller sex med ham. Han har stået model til meget og nu de sidste 6 uger bare set sin kone forsvinde helt og ja nu kys og kramme lidt i forsøg på, at finde følelserne. Men er det fair over for ham, at jeg kysser og krammer ?
Men jeg tror du har ret tid er essens i dette. Det er et godt råd.
Håber det er okay jeg spørger, men har du selv prøvet noget lignede selv ?
Du skriver jo netop om disse ting, hvilket fortæller, at du egentlig godt er klar over, at disse oplevelser IKKE er bearbejdet og sat på rette plads i dit sind.
Jeg foreslår, at du/I taler med parterapeuten om disse ting - især vil jeg mene, at det er vigtigt, at din mand får forståelsen af, at jo mere utålmodig og jo mere han presser på, jo længere tid vil det vare, før du kan åbne dig igen.
Hvis din mand kan holde til det, så synes jeg bestemt, det er en god ide med at nusse, kramme og kysse; på den anden side, hvis det er for meget for din mand, og han får svært ved at klare sin fysiske lyst til dig - så må I aftale, at hvis ikke han kan "nøjes" med det uden at blive frustreret, ja, så må dette desværre også sættes på pause.
Men - præcis dette bør I også tale med terapeuten om, for det skal I begge have forståelsen af.
Ingen får glæde af, at den ene af jer bare gør sin "pligt" uden at have følelse og lyst med - det kommer der ikke noget godt ud af.
Jeg har da taget mig selv i, at komme til ham og kysse og kramme, selvom det mest er ham som kommer til mig.
Han sagde noget til mig forleden, som jeg prøver og tænke over, at følelser medfølger "tanke og handling" og det samme gør kærlighed, at "tanke og handling" viser kærlighed.'
Jeg kan godt se, at jeg har følt mangler i vores parforhold og tænkt negativt og har handlet derefter med at trække mig fra ham, måske så langt at en skilsmisse lå for døren. Jeg prøver at få vendt de dårlige tanker til positive tanker, jeg prøver og tænke på dengang vi blev forelsket, selvom det er 10år siden.
jeg frygter at jeg måske ikke finder følelserne og vi så må skilles, jeg frygter at han måske bliver træt af at vente på mig.
Lige nu er vi begge i huset, vi laver mad sammen, snakker godt sammen(bedre end nogensinde), hygger sammen, sover i samme seng og det hele føles dejligt trygt.
Han siger også til parterapi, at han også har følt mangler i forholdet og at hverdagen bare har taget den ene dag efter den anden, men han havde ikke tankerne om at vi skulle væk fra hinanden. Han havde accepteret det som det var. Han siger han elsker mig og gerne vil mig, men han også frygter han brænder ud, hvis han ikke får noget tilbage.. jeg kan bare ikke lige nu :-(
Lotte tak for dine svar og gerne flere :-) - Jeg håber også at der er andre læsere med erfaringer de kan dele måske ?
Min kone og jeg har haft det lidt hårdt de sidste par år - jeg har været væk med arbejde i 6 måneder mens vores tvillinger var små, der har været dødsfald i den nære familie og vigtigst, så har vi aldrig kommunikeret særligt godt om de dybe og virkeligt personlige ting. Jeg har gemt mig i min "hule" dvs. jeg har siddet med iPad, været fjern og har undgået konfrontationer. Det har medført, at hun har trukket sig følelsesmæssigt ud af forholdet, hvilket til sidst har medført, at hun har fundet en anden der kan opfylde hendes behov for nærvær. Hun siger, at hun ikke har lavet andet end at kysse med denne anden mand, hvilket jeg tro på. Jeg tænker, at hun bruger ham som en fortrolig samtalepartner, der kan lytte og forstå alt det som jeg ikke har kunnet.
Jeg elsker min kone - og har bare ikke været god nok til at kunne vise det i det daglige. Jeg skammer mig så meget over, at jeg har været den største årsag til, at vores ægteskab nu er i så dyb en krise, at det nok er tvivlsomt om det kan repareres. Jeg gør nu alt hvad jeg kan for at vise hende, at det er hende der betyder allermest for mig i mit liv - efter børnene selvfølgelig - og at jeg er både villig og klar til forandring. Jeg er henvist til en psykolog, der hjælper mig med at bearbejde nogle ting, der har været medvirkende til, at jeg til at begynde med gemte mig i min "hule". Jeg prøver at være langt mere lyttende og forstående over for hende, men i følge hende selv, så er hun der kun for børnenes skyld. Vi bor stadig sammen, huset er ikke sat til salg og der er ikke talt om skilsmisse. Dette tager jeg som et tegn på, at hun er villig til at give forholdet en chance, men at hun er særdeles skeptisk i forhold til, hvorvidt det er realistisk at finde sammen igen. Hun siger også, at hun ikke kan huske forelskelse eller dyb kærlighed i relation til mig. Det kan jeg nu godt - jeg kan sagtens huske sug i maven og længsel efter at se hende.
Spørgsmålet er: Hvordan tackler jeg en kvinde der retteligt er kørt træt i et parforhold og hvor manden først nu er vågnet op? Jeg tror jeg har en chance, men absolut kun én! Jeg ønsker at redde min familie, mit ægteskab og mit "liv" - simpelthen fordi jeg elsker dem alle og ikke kan undvære dem!
Der skal to til tango!!!
Det du skriver der ligger du nærmest alt ansvar over på dig selv. Jeg kan udemærket genkende mig selv i noget af det du siger ved at gemme sig i sig selv, sin egne beskyttelses skal. Men din kone har lige så stort ansvar som du, jeg vil nærmest sige hun har større end dig, da hun har valgt og flygte over til en anden mand, det er ofte et skrig om hjælp fra hendes side.
Du skal selvfølgelig slås med næb og klør, hvis du elsker hende og din familie. Men jeg vil klart anbefale en parterapeut for jer begge og ikke at du alene tager til en psykolog.. Det andet kan hjælpe jer begge og jeres forhold. Hvis i skal redde jeres forhold skal i gøre det sammen og ikke dig alene, hvis hun bare en smule følelse for dig og jeres fundament, så vil hun også respektere at i skal have hjælp sammen. Parterapi er ingen garanti, men jeg selv i et forløb med min kone(lidt á la din historie). Det er faktisk fedt og man ser helt nye sider af sig selv og du finder også 'drille nissen' i dit indre. Igen vil hun ikke, så er der ikke meget grundlag for en fremtid - øv at sige, men det er nok det mest ærlige svar du kan få uanset hvor hårdt det er og det f...king hårdt!!!
Og er du helt sikker på hun kun har kysset med ham den anden?? Synes du skulle tage konfrontationen og spørge hende igen. Tror ikke at en anden mand 'kun' vil kysse..
Skrev et indlæg for cirka en uge side og fik et fint svar fra en bruger(Lotte), men er der virkelige ingen/andre som har erfaring manglende følelser for sin partner og oplevet en positiv udgang med denne slags.
Jeg prøver at give mig selv tid og tålmodighed.
Min mand er helt til rotterne og jeg er selv ked af jeg har sat os i denne situation.
Vi er i parterapi og prøver at finde en ny side af mig selv, alle de ting og følelser jeg gerne vil opleve ved mig selv og min mand. Jeg kan også se den side, men man smider ikke lige 34 år overbords og ændre sin ydre personlighed.
Jeg kan ikke bekræfte min mand med følelser eller fysisk, jeg har måtte afvise ham flere gange og sige nej til intimitet og sex. Han er rådvild til tider og er ærlig at sige, at han ved ikke om han kan gå og vente på mig længere hverken psykisk eller fysisk. Hvem kan sige ham imod, han elsker mig, men jeg kan ikke sige det igen. Han prøver at være tålmodig, men samtidig bange for han selv knækker sit hjerte og sine følelser.
Jeg er selv bange for, at han måske finder en anden og trøste/bekræfte sig hos, hvis jeg ikke kan finde følelserne for ham.
Øv Jeg er så fortvivlet og ked af det, men ved også at man ikke bare skal være sammen for barn og historik.
Jeg stod i samme situation for 4 år siden. Min kæreste var også en god fyr, men jeg mistede pludselig følelserne for ham. Det endte desværre ikke godt, da mine følelser faldt på en anden, fordi jeg ikke tog tingene i opløbet - jeg var simpelthen ikke bevidst om, hvad der var ved at ske.
Jeg tror idag, at jeg var lidt depressiv i perioden - igen uden at jeg var klar over det. Det synes jeg, du bør få afklaret med din læge, hvis du ikke allerede har gjort det, for hvis kemien i hjernen er fucked, så kan du prøve nok så meget, uden at det gør en forskel, og du vil gå og tro, at det bare er fordi du har mistet følelserne for din mand. Man behøver ikke at gå og være ked af alt muligt andet, for at have depression, eller at græde hvert andet øjeblik.
En anden ting, du skal være opmærksom på, er at decideret forelskelse kun varer i gennemsnit 2 år, så du skal passe på med, hvordan du definerer, at du elsker din mand. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at du føler afsky ved sex. Jeg havde selv problemer med at være tilstede og være glad for sex i slutningen af mit forhold med min x, men jeg tror, det havde lige så meget at gøre med at han heller ikke var helt "med" i det, fordi man, i hvert fald underbevidst, ved at partneren ikke er det. Det giver en ond spiral, og man kommer bare til at hade det mere og mere og for hver gang blive mere og mere frustreret over, at man bare ikke føler det, som man egentlig så gerne vil føle, som så gør det hele værre.
Jeg har endda på et tidspunkt opfordret min x til at skaffe sig telefonnumre på nogle piger i håbet om, at det ville gøre mig jaloux, så jeg kunne føle ét eller andet, men det ville han selvfølgelig ikke (det skal siges, at han så heller ikke vidste noget om, hvordan jeg havde det).
Jeg synes, du skal gå til lægen, og hvis han mener, der er grundlag for at starte på nogle lykkepiller i en periode, så overvej at tage imod det. Derudover synes jeg, at I begge skal læse bogen 'Kærlighedens 5 sprog' af Gary Chapman; Hvis din mands kærlighedssprog er 'fysisk berøring', mens dit måske er 'anerkendende ord' eller 'tjenester' eller noget tredje, så kan I hurtigt "tale forbi" hinanden.
Kh.
tak for svaret :-).
Jeg har ikke følelser for andre - Jeg havde et crush for en kollega for nogle år siden, uden det blev til mere end det. Det er slut og forbi.
Jeg har bare gået og tænkt, at nærvær og kommunikation var på nulpunktet og om han overhoved elskede mig uden at give noget af sig selv og så pludselig synes jeg bare, at jeg var mere bedstevenner med ham og ikke kærester længere.
Jeg læser hvad du skriver, depression om det er den vej ved jeg ikke, jeg har kun følt mig ked af det og glemt derhjemme. Jeg fik nyt job som afdelingsleder i 2013 og på arbejdet har jeg haft det forrygende med mig selv, selvom der har været svære tider. Jeg vil da overveje det og spørge min læge om det.
Jeg føler bare ikke jeg er med, når der snakkes sex for det er vigtigt for mig, at jeg er med og har følelserne med i det ellers kan jeg ikke. Sex er for mig det mest vidunderlige og kærligste man kan give en anden. Nok også derfor jeg blev ked af det, efter vi havde sex i sidste uge, for jeg følte det bare ikke og derfor jeg afviser ham efterfølgende.
Jeg SMS´er med ham hele tiden, for jeg har lyst til at være i kontakt med ham og jeg har lyst til, at være i huset med ham, for han er jo min bedsteven gennem mange år. Jeg kan også kramme, nusse og kysse lidt, men heller ikke længere. Selv det kan være svært til tider.
Lige nu kan jeg ikke engang se en fremtid for os, det hele er sløret synes jeg.
Tak for anbefalingen, jeg vil prøve at læse bogen eller finde den som E-book på nettet :-)
Har den hjulpet dig ?
Bogen er kanon. Den giver virkelig perspektiv på, hvor forskellige ens perspektiv kan være, og hvorfor man ikke føler sig elsket, selvom ens partner laver aftensmad og gør rent for én og hvad han ellers finder på for at vise sin kærlighed. Jeg giver altid bogen som gave til bryllupper, for for mig er den min kærlighedsbibel :-)
Nu ved jeg ikke, hvor længe det hele har stået på, men uanset depression eller ej, så er følelser ikke noget, der pludselig kommer igen i løbet af et par måneder. Så hold ud, læs bogen og fortsæt parterapien. At være gode venner er det første skridt, og det gælder om at holde fast i de gode ting, indtil videre. Og prøv at lade være med at blive frustreret over, at sex ikke fungerer lige for tiden. Husk at sex får ikke følelserne til at komme tilbage - i stedet vil følelserne (når de kommer igen) få sex-lysten til at komme tilbage. Hvis du forbinder sex med noget negativt, så vil det blot blive forstærket hver gang du tænker på det - måske har parterapeuten nogle gode idéer til, hvordan man klarer dén.
At du søger svar på de spørgsmål, du stiller herinde, kunne også tyde på, du måske har brug for noget individuel terapi udover parterapien. Det er en rigtig god idé at kombinere det :-)