Jeg er måske klog - hjælp mig ud!
For første gang nogensinde søger jeg offentligt hjælp i forbindelse med et problem jeg sidder i, dagen i dag.
Jeg er forlovet med en fyr, som jeg har kendt i under 1 års tid nu. Men det jeg ved om ham indtil nu, vil jeg mene, er nok for at jeg - uden dårlig samvittighed - kan stemple ham, som værende virkelig unormal. Psykopat af en eller anden grad.
Jeg har kun mødtes med ham personligt med nogle ugers mellemrum, da vi af nogle religiøse forhold, ikke kan ses og være sammen, som andre par, er vant til.
Jeg har aldrig nogensinde troet, at jeg skulle møde en som ham. Han er virkelig en romantiker/poetiker i sin helt egen særklasse. Utroligt charmerende. Han kan få mig til at føle mig, som den eneste betydelige person, som han har mødt i hele hans liv, og lover mig altid, at han vil være den bedste elsker nogensinde, når vi bliver gift. Han ved lige præcis hvilken ord han skal trykke på og hvordan han altid skal vinde mit hjerte tilbage til ham, når jeg tit har forsøgt at gøre det af med vores forhold (Yup. I læste rigtigt: har mange gange forsøgt at gøre det forbi mellem os - uden at det har lykkedes mig)
Nu tænker I sikkert: "Hvordan pokker kan du kende ham nok personligt til, at du kan dømme ham til at være psykisk syg, måske psykopat, når du ikke engang har boet med ham - og kun har været sammen med ham et par gange?"
Ser I. Fyren har haft en utrolig omsorgssvigtende opvækst. Hans forældre er skilt og han har selv boet hos forskellige familier. Han gjort sig kriminelle handlinger, herunder voldelige, og har blandt andet siddet i fængsel i et års tid. Han har røget hash før (måske gør han stadig?) og han er generelt en person, der tænker sindssygt meget og er meeeeeeeget emotionel. Hvad angår piger, har han været sammen med nogle og da jeg engang fik kendskab til hans beskeder på facebook, blev jeg overrasket over, hvor mange han egentligt hele tiden har forsøgt at komme i kontakt med. Rigtig mange endda. (Men det var altså selvfølgeligt i sin tid, før han lærte mig at kende. Dvs. den kontakt med dem, er ca. et sted mellem 1 - 2 år siden nu)
Da jeg bliver nødt til at lære ham at kende på min måde, før jeg vælger ham som min ægtemand, og ikke kan komme i kontakt med hans forældre eller venner, for at vide noget om ham, bliver jeg jo selv nødt til at grave lidt i ham, og konfrontere nogle ting med ham. Så jeg spurgte ham bl.a. til det med piger, hvorfor så mange, hvortil han siger, at han ikke kunne finde trøst i andet, da han jo aldrig har fået kærlighed - kun omsorgssvigt.
Jeg har rigtig mange gange oplevet ham vred og han er virkelig en type, der kan blive BINDEGAL hvis man ikke opfylder hans behov eller ikke "forstår" hvad han vil have. Han kan kalde mig de værste ting, og virkelig kører på mig hans provokerende stil, og han elsker det, for bagefter at fortælle mig hvor god jeg er, fordi jeg er så tålmodig med ham - og at han elsker mig og aldrig mener det han siger. Han elsker virkelig at provokere.
Tit har jeg forsøgt at ville gøre det af med vores forhold før næste skridt bliver taget, (altså at vi bliver gift). Senest som i går, gav jeg ham lidt den fornemmelse, men det lykkedes mig aldrig rigtigt. Han er virkelig god til at manipulere mig tilbage og sender mig kilometerlange kærlighedsfyldte beskeder og fortæller mig altid, om jeg kan forestille mig andre, som kan elske mig, ligeså meget han elsker mig. Jeg bliver altid mundlam. Sprogligt mestre han at udtrykke sig perfekt. Han er meget intelligent verbaltmæssigt og han virkelig tage mig med storm.
Jeg har mange gange forsøgt at ville gøre det af med os, men så har han enten ringet og grædt i tlf, sendt mig 20 vredesfyldte (og sygt nok samtidigt kærlighedsfyldte) SMS'er, lagt maange "jeg-kan-gøre-det-godt-igen"-tlf-svarer, truet med at komme hjem til mig, endda gør mig noget ondt, hvis jeg virkelig valgte at gå fra ham.
Grunden til at jeg måske også nogle gange overvejer om man virkelig kan betegnes psykopat, er fordi der er få karaktertræk i ham, der afviger fra det, der kendetegner en psykopat. Han har ikke problemer med at tage skylden for noget og han er god til at undskylde og fortælle at noget er hans fejl. Desuden er han også hensynstagen og er også en meget empatisk person - noget som psykopater ikke kan finde ud af at være.
Det jeg bare er i tvivl om med hensyn til ovenstående afvigende karaktertræk: Måske er han god til at tage skylden for noget, og være sådan som han er lige nu, kun for hans eget bedste? Så han får det han gerne vil have?
Han er som lim på et stykke papir. UMULIG at slippe af med. Da jeg er bange for at han vil være mig utro, fordi jeg har set hvor mange piger han har skrevet med før, så ved jeg virkelig ikke om jeg skal tage skridtet med ham. Tør virkelig ikke. Er så forvirret og psykisk rigtig udkørt i dag...
Hvad er han for en person? Kan han virkelig være en psykopat? Føler mig jo med detektiv øjne, meget klog, hvis jeg har ret, i og med, at jeg ikke har boet med ham endnu, og kan regne det ud nu?
Jeg er forlovet med en fyr, som jeg har kendt i under 1 års tid nu. Men det jeg ved om ham indtil nu, vil jeg mene, er nok for at jeg - uden dårlig samvittighed - kan stemple ham, som værende virkelig unormal. Psykopat af en eller anden grad.
Jeg har kun mødtes med ham personligt med nogle ugers mellemrum, da vi af nogle religiøse forhold, ikke kan ses og være sammen, som andre par, er vant til.
Jeg har aldrig nogensinde troet, at jeg skulle møde en som ham. Han er virkelig en romantiker/poetiker i sin helt egen særklasse. Utroligt charmerende. Han kan få mig til at føle mig, som den eneste betydelige person, som han har mødt i hele hans liv, og lover mig altid, at han vil være den bedste elsker nogensinde, når vi bliver gift. Han ved lige præcis hvilken ord han skal trykke på og hvordan han altid skal vinde mit hjerte tilbage til ham, når jeg tit har forsøgt at gøre det af med vores forhold (Yup. I læste rigtigt: har mange gange forsøgt at gøre det forbi mellem os - uden at det har lykkedes mig)
Nu tænker I sikkert: "Hvordan pokker kan du kende ham nok personligt til, at du kan dømme ham til at være psykisk syg, måske psykopat, når du ikke engang har boet med ham - og kun har været sammen med ham et par gange?"
Ser I. Fyren har haft en utrolig omsorgssvigtende opvækst. Hans forældre er skilt og han har selv boet hos forskellige familier. Han gjort sig kriminelle handlinger, herunder voldelige, og har blandt andet siddet i fængsel i et års tid. Han har røget hash før (måske gør han stadig?) og han er generelt en person, der tænker sindssygt meget og er meeeeeeeget emotionel. Hvad angår piger, har han været sammen med nogle og da jeg engang fik kendskab til hans beskeder på facebook, blev jeg overrasket over, hvor mange han egentligt hele tiden har forsøgt at komme i kontakt med. Rigtig mange endda. (Men det var altså selvfølgeligt i sin tid, før han lærte mig at kende. Dvs. den kontakt med dem, er ca. et sted mellem 1 - 2 år siden nu)
Da jeg bliver nødt til at lære ham at kende på min måde, før jeg vælger ham som min ægtemand, og ikke kan komme i kontakt med hans forældre eller venner, for at vide noget om ham, bliver jeg jo selv nødt til at grave lidt i ham, og konfrontere nogle ting med ham. Så jeg spurgte ham bl.a. til det med piger, hvorfor så mange, hvortil han siger, at han ikke kunne finde trøst i andet, da han jo aldrig har fået kærlighed - kun omsorgssvigt.
Jeg har rigtig mange gange oplevet ham vred og han er virkelig en type, der kan blive BINDEGAL hvis man ikke opfylder hans behov eller ikke "forstår" hvad han vil have. Han kan kalde mig de værste ting, og virkelig kører på mig hans provokerende stil, og han elsker det, for bagefter at fortælle mig hvor god jeg er, fordi jeg er så tålmodig med ham - og at han elsker mig og aldrig mener det han siger. Han elsker virkelig at provokere.
Tit har jeg forsøgt at ville gøre det af med vores forhold før næste skridt bliver taget, (altså at vi bliver gift). Senest som i går, gav jeg ham lidt den fornemmelse, men det lykkedes mig aldrig rigtigt. Han er virkelig god til at manipulere mig tilbage og sender mig kilometerlange kærlighedsfyldte beskeder og fortæller mig altid, om jeg kan forestille mig andre, som kan elske mig, ligeså meget han elsker mig. Jeg bliver altid mundlam. Sprogligt mestre han at udtrykke sig perfekt. Han er meget intelligent verbaltmæssigt og han virkelig tage mig med storm.
Jeg har mange gange forsøgt at ville gøre det af med os, men så har han enten ringet og grædt i tlf, sendt mig 20 vredesfyldte (og sygt nok samtidigt kærlighedsfyldte) SMS'er, lagt maange "jeg-kan-gøre-det-godt-igen"-tlf-svarer, truet med at komme hjem til mig, endda gør mig noget ondt, hvis jeg virkelig valgte at gå fra ham.
Grunden til at jeg måske også nogle gange overvejer om man virkelig kan betegnes psykopat, er fordi der er få karaktertræk i ham, der afviger fra det, der kendetegner en psykopat. Han har ikke problemer med at tage skylden for noget og han er god til at undskylde og fortælle at noget er hans fejl. Desuden er han også hensynstagen og er også en meget empatisk person - noget som psykopater ikke kan finde ud af at være.
Det jeg bare er i tvivl om med hensyn til ovenstående afvigende karaktertræk: Måske er han god til at tage skylden for noget, og være sådan som han er lige nu, kun for hans eget bedste? Så han får det han gerne vil have?
Han er som lim på et stykke papir. UMULIG at slippe af med. Da jeg er bange for at han vil være mig utro, fordi jeg har set hvor mange piger han har skrevet med før, så ved jeg virkelig ikke om jeg skal tage skridtet med ham. Tør virkelig ikke. Er så forvirret og psykisk rigtig udkørt i dag...
Hvad er han for en person? Kan han virkelig være en psykopat? Føler mig jo med detektiv øjne, meget klog, hvis jeg har ret, i og med, at jeg ikke har boet med ham endnu, og kan regne det ud nu?
Kommentarer
I dag skriver han selvfølgeligt ikke med nogen piger. Han ryger ikke hash (ifølge ham, men man kan jo aldrig vide). Han er på en ren sti i forhold til det. Men ved bare ikke hvor længe det kan holde ved, hos ham???
Da jeg engang forsøgte at gå fra ham, blev han så emotionel oprørt og frustreret, at han røg hash igen, for at flygte fra denne verden.
Jeg er bare bange for, at der virkelig ikke skal så meget til, bare en enkelt domino-brik til, for at vælte hele hans rene sti, han forsøger at være på?
Som person er han meget impulsiv og kan kede sig rigtig hurtigt. Han vil hele tiden have, at der sker noget nyt. Eksempelvis at man mødes andre steder, end det sted man er vant til - han har dertil også sagt, at han hader at gå samme ruter, elsker at finde genveje til hans måladresse, fordi det keder ham, at gå på samme rute...
Jeg aner ikke hvad jeg har gang i. Jeg har virkelig behov for, at der bliver set på det med "professionelle briller"... Vil have afkræftet eller bekræftet det jeg spørger om... Årh... det er bare ikke nemt det her. Help me
Jeg kan forstå, at I begge kommer fra en anden kultur end den danske? Det virker, som om han nok vil tro, at han vil være i sin fulde ret til at styre dig som en ”slave” i jeres ægteskab. Det virker ikke, som om han har for to øre respekt for dig?
Du skriver ret udførligt, hvilket er rigtigt fint, men du nævner ikke et eneste ord om dine følelser for ham? Det kan godt være, at han ikke mener, at nogen overhovedet vil elske dig så højt, som han gør, men det virker ikke helt, som om du har samme skyhøje følelser for ham?
I et velfungerende forholde bør BEGGE parter elske HINANDEN. Det er altså ikke nok, at det kun er den ene, der har alle følelserne, for det går galt – rigtigt galt på et tidspunkt.
Jeg foreslår klart, at du – igen – gør det forbi, og så undlader du at svare på hans sms'er eller lukke ham ind.
Hvis han begynder at ryge hash eller begå kriminalitet er det HANS ansvar – ikke dit.
Men – jeg kan godt se, at han nærmest belejrer dig, og at han måske kan finde på at gå til yderligheder, hvis du prøver at holde fast ved at ville forlade ham, og derfor vil jeg mene, at du bør kontakte noget professionel hjælp til at takle det. En session hos en psykolog koster ganske vist, men det kan være de bedste penge, du nogen sinde kommer til at give ud. Hvis du bor i eller i nærheden af en af de store byer, så findes der med stor sandsynlighed et kvindekrisecenter, hvor du kan gå hen og bede om hjælp – og det er måske meget fornuftigt.
Men helt klart – du bør ud af den forbindelse, og det hellere i dag end i morgen.
Kom faktisk til at skrive professionel hjælp, hvor jeg egentligt bare mente hjælp fra folk, der kan relatere til mit emne, eller har nogle gode råd.
Jeg elsker ham også. Det gør jeg. Altså jeg har i hvert fald følelser for ham. Jeg bliver altid glad når han kontakter mig og tænker konstant på ham. 24 timer i døgnet. Og når vi skændes eller når jeg er parat til at sige farvel, så bliver jeg selvfølgeligt nervøs og bange; for tænk hvis jeg virkelig har givet slip på noget værdibart?
Men for at være ærlig, så aner jeg snart ikke om det er ægte kærlighed jeg føler for ham eller om det rent og skær er medlidenhed. Jeg er så følelsesforvirret, at det ikke er til at hamle op med længere.
For det ER nemlig en svær stilling jeg skal tage. Tænk hvis det rent faktisk viser sig, at han ER det monster, som jeg frygter, han vil blive, når vi først engang er blevet gift?
Og alt det han viser mig nu, er jo bare en lillebitte utydelig skygge af det han måske i virkeligheden bære på? Det smager i hvert fald bittert indtil videre.
Det smager ligeså bittert, som det smager sødt, når han virkelig er kærlig.
Han har faktisk selv indrømmet over for mig, at han ikke er normal. At han bære på ligeså meget ondt, som godt, og at han lider af noget psykisk, har han sagt. Men han fortæller mig dog, at han stræber på at være mig en god mand.
Jeg ved ikke hvad jeg egentligt forventer af hjælp her... Det her er jo i virkeligheden noget jeg selv skal tage stilling til... tror bare det er mig, der vil lufte noget ud...
Men ellers, så vil du mene, at jeg bør give slip på ham, ikke også? Der er andre har råddet mig til det samme... men de har så ikke haft sådan en type person, tæt på deres liv. Det er bare ud af hans fortid, at de har bedømt ham.
Fremtidsudsigterne for disse "stakler" er ikke gode, og slet ikke nu hvor han er "gået over stregen", og har været fængslet.
Det har ikke noget at gøre med omsorgssvigt, men omsorgssvigt kan selvfølgelig forstås på mange måder. Disse børn lader sig ikke nemt opdrage eller socialisere, og forældrene er magtesløse.
Din ven har boet hos mange familier? Var han anbragt i plejefamilier? De har sikkert været ligeså magtesløse, og man tænker omsorgssvigt.
Jeg har interesseret mig meget for dette fordi, jeg har et barnebarn, som også er i vanskeligheder. Han har en personlighedsforstyrrelse og ADHD. Han har også fået en dom for vold. Han har været anbragt hele livet. De sidste fire år, har ingen magtet ham. Han er blevet smidt ud af mange skoler o.s.v., o.s.v.
Jeg tror du skal tænke dig meget om. Et ægteskab kan blive meget vanskeligt, måske med vold. Jeres evt. børn er i stor fare for, at blive anbragt. Du vil blive meget ulykkelig.
Kærlighed er også at give slip.
Min holdning er, at det er helt galt at kaste sig ud i ægteskab med en, man ikke kender ordentligt, og det korte af det lange er, at du jo IKKE kender ham her, som påstår, han elsker dig – og du påstår at du elsker. Og ja, jeg skriver ”påstår”, for det KAN man ikke vide, når man ikke kender hinanden ordentligt.
Samtidigt er du stærkt i tvivl om hans psyke, du frygter jo netop, at det kan udvikle sig til noget meget forfærdeligt.
Og det er IKKE et udgangspunkt for at indgå ægteskab.
Derfor bør du naturligvis ikke kaste dig ud i et ægteskab, før du er HELT sikker på, om det nu også er det rigtige.
Du skriver ”Det er bare ud af hans fortid, at de har bedømt ham.”
Ja, men det er vores fortid, der former os som de mennesker, vi er. Han har selv indrømmet, at han ikke er ”normal”. Okay – men så er det også hans ansvar at søge hjælp til at blive det, og det FØR han gifter sig.
Jeg synes stadig, du bør søge noget professionel hjælp, for jeg er enig med nada i at han givet manipulerer dig – og det endda helt vildt. Han kører direkte på, at han netop er anderledes og at det kun er dig, der kan ” redde” ham, hvilket er noget frygteligt vås.
Nej, søg hjælp ved en psykolog til noget samtaleterapi, der kan give DIG nogle gode værktøjer til at tage den beslutning, der er rigtig for DIG – og kun DIG.
Kaster du dig ud i ægteskab, så kan du meget nemt risikere at blive totalt ødelagt.
Jeg er glad for, at I sætter jeres tid til at rådgive mig for mit bedste. Og jeg er indforstået med alt det, som I alle 3 har skrevet. Har læst alle jeres beskeder.
Det er nemlig helt korrekt, at han på en eller anden måde mestre i, at manipulere med mig. Og I vil ikke tro det her jeg vil skrive nu, og alligevel (for hvorfor skulle det overraske jer, når det er en type som ham, der gør det?) -
- Men fyren har formået at ... ja... få mig tilbage til ham igen, i dag.
Efter at jeg blev vred på ham i går, fordi han gik amok over noget småt, og så brød han de løfter han ellers havde givet mig, om at snakke/skrive pænt til mig fremover, fordi jeg kun fortjener det bedste.
Han sov næsten ikke natten. Lagde maaange tlf-svarer og sendte ca 15 SMS'er.... virkelig lange beskeder, om at han var parat til at tage HELE SKYLDEN på sig og jeg ved ikke hvad - bar jeg ikke gik fra ham. Og når jo; Så lige et par løfter til, om at han ALDRIG vil blive vred på mig igen. Suk... Tror jo selvfølgeligt ikke på hans løfter.
Men i dag, skriver vi kærligt sammen igen. Og jeg savner ham??? Hvad er det, som han har formået at gøre ved mig?
Han har virkelig gjort mig vanvittig nærmest. Jeg sagde til ham, at jeg måske ikke engang elsker ham i virkeligheden, tidligere i dag over tlf. Og hvad gør han så? Han griner!!!!! Han siger, at han ikke tror på mig, og at han VED jeg elsker ham... jeg bliver så dybt chokeret. Jeg beslutter mig simpelthen for, at konfrontere det med ham.
Spørger ham, om han ikke er blind lige nu, fordi mildest talt er han jo i færd med at ødelægge sig selv på længere sigt. Hvordan kan han accetper at hans elsker ikke elsker ham på ligefod? Han brokker sig jo voldsomt ved bare, at jeg ikke giver ham igen, af det som han giver mig. Dvs. Han lægger tit tlf-svarer og udtrykker sin kærlighed. Og hvis jeg ikke gør det samme, så går han amok, og spørger mig om, hvorfor jeg ikke gør det samme, som ham, for at vise ham MIN kærlighed til ham. Vanvittigt. Siger til ham, at hvis han brokker sig over så småt, så hvad med i fremtiden, hvis jeg ikke formår at udleve min fulde kærlighed til ham, fordi den simpelthen mangler? Han forsvarer sig.
Jeg tænker jo: "Waw. Hvor er han dog virkelig en mand, der kan holde mig ud, når jeg gang på gang, har forsøgt at forlade ham. Havde det været en anden mand, end ham, havde han gjort med garanti gjort det af med os første gang, jeg prøvede at gå fra ham"...
Det er nemlig korrekt. Han kan virkelig manipulere med mig i højeste grad... Det er ufatteligt hårdt det her. Hans fortid har virkelig været med til at danne ham, som den person, han er i dag; både på godt og ondt. Han er jo ikke et dårligt menneske som sådan, han er bare meget temperamentsfuld og har måske mange skjulte hensigter, som man ikke kender. Det er en form for "kontrol" han vil have, tør jeg skyde på.
Og ja, Lotte. Det er ikke alle, der forstår de kulturer hvor man "parrer" sig, før man rigtig lærer hinanden at kende. Men nu føler jeg jo faktisk også, at jeg kender ham rimeligt godt? Altså jeg vil jo ADLRIG komme til at kende ham 100,00%, så længe, at jeg ikke lever med ham under samme tag. That's true. Men jeg kender ham da grundigt nok til at jeg kan sige, at jeg føler, at jeg virkeligt er ude at sejle lige nu..
Men professionel hjælp, er måske noget jeg skal overveje, ja... Sådan noget ekstraordinært.
Er jeg dum, at have gået tilbage og givet ham endnu en chance
Suk..
Du bliver voldsomt groft behandlet af denne mand, og hver gang fortæller du, at du går tilbage til ham, jeg tror faktisk at du nyder det.
Hvis du var en klog og selvstændig kvinde, ville du ikke så meget som at betænke dig på at smide denne syge mand ud af dit liv.
Hvad er det egentlig du vil have af gode råd? Jeg tror at vi alle her vil råde dig til så hurtigt som muligt at komme videre med dit liv alene, for den mand du er så forgabet i er en mand med så stor en personlighedsforstyrrelse, at det vil ende galt for dig.
Nu er jeg en lille smule barsk, men har du selv en lille form for personlighedsforstyrrelse, siden du bliver ved og ved med at føle dig beæret af ham, han er syg forstå det dog, og stop med at være offer i dit eget liv...
Det er dit liv - dit valg om du vil giftes med en, der med overvejende sandsynlighed vil smadre dit liv totalt - både psykisk og fysisk. Det psykiske er han i fuld gang med - og det fysiske vil også komme.
Men jeg tror også at du lider af en eller anden forstyrrelse, som du skal tage ansvar for, hvis du vil have et godt liv.
Du er ikke en gang god ved din "ven".
Du skriver her om noget du er i vildrede med. Du spørger om andres råd eller syn på sagen.
Den har du fået på forskellig måde, men dog meget enslydende.
Du skal nu til at snakke lidt alvorligt med dig selv og stille kritiske spørgsmål til dig selv.