Hvornår ændrer det sig?
andre; jeg fik for 3 måneder siden konstateret en depression, den viste sig ved at jeg pludselig fik alle mulige tanker om mit forhold, og blev meget forvirret. Græd hele tiden og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg startede på antidepressiv først 10 mg, som tog toppen af alle bekymringerne. Jeg får nu 30 mg og har fået det i snart en måned tror jeg.
Mit forhold har ændret sig, jeg føler ikke jeg elsker ham mere og det ville være mest rigtigt at slutte det. Min mavefornemmelse fortæller mig at det nok ville være bedst. Men når jeg tænker på ikke at skulle have ham i mit liv, så bliver jeg ked af det og får det fysisk dårligt. Det mærkelige ved min depression er, at mit humør er godt og så snart min kæreste og jeg er udenbys eller sammen med andre så kan jeg nærmest ikke få nok af ham. Men så snart vi kommer hjem, så bliver jeg nærmest ligeglad. Gider ikke nærhed, næsten alt han gør irriterer mig og jeg kan nærmest kun se hans fejl, som aldrig har betydet det store for mig før. Nogle gange kan jeg mærke at jeg kan glæde mig lidt over ting, men min opfattelse af livet er ikke ret positiv og jeg føler egentlig ikke det er noget værd.
Hvornår får jeg mit liv tilbage som det var engang? Hvornår kommer følelserne for min kæreste igen, hvis de overhovedet gør det? Er så bange for at jeg ikke elsker ham, for jeg har egentlig ikke den store lyst til at være sammen med ham, føler mest jeg gør det for at have noget at lave. Og det er jo forkert
alt inden i mig siger at vi er vokset fra hinanden og at jeg ikke elsker ham rigtigt, men på samme tid kan jeg bare ikke undvære ham i mit liv. Han var jo hele min fremtid, men det er væk nu. Pillerne burde jo give mig følelserne tilbage, men jeg er så bange for at de virkelig er væk og at jeg bare ikke gider det forhold mere. Det må bare ikke ske
Hjælp..
Mit forhold har ændret sig, jeg føler ikke jeg elsker ham mere og det ville være mest rigtigt at slutte det. Min mavefornemmelse fortæller mig at det nok ville være bedst. Men når jeg tænker på ikke at skulle have ham i mit liv, så bliver jeg ked af det og får det fysisk dårligt. Det mærkelige ved min depression er, at mit humør er godt og så snart min kæreste og jeg er udenbys eller sammen med andre så kan jeg nærmest ikke få nok af ham. Men så snart vi kommer hjem, så bliver jeg nærmest ligeglad. Gider ikke nærhed, næsten alt han gør irriterer mig og jeg kan nærmest kun se hans fejl, som aldrig har betydet det store for mig før. Nogle gange kan jeg mærke at jeg kan glæde mig lidt over ting, men min opfattelse af livet er ikke ret positiv og jeg føler egentlig ikke det er noget værd.
Hvornår får jeg mit liv tilbage som det var engang? Hvornår kommer følelserne for min kæreste igen, hvis de overhovedet gør det? Er så bange for at jeg ikke elsker ham, for jeg har egentlig ikke den store lyst til at være sammen med ham, føler mest jeg gør det for at have noget at lave. Og det er jo forkert
alt inden i mig siger at vi er vokset fra hinanden og at jeg ikke elsker ham rigtigt, men på samme tid kan jeg bare ikke undvære ham i mit liv. Han var jo hele min fremtid, men det er væk nu. Pillerne burde jo give mig følelserne tilbage, men jeg er så bange for at de virkelig er væk og at jeg bare ikke gider det forhold mere. Det må bare ikke ske Hjælp..
Kommentarer
Hvordan havde du det med ham FØR du startede med at indtage "medicin"?
Du nævner ikke hvilket præparat du er på men fælles for samtlige(!) antidepressiva i lægens arsenal er at de ikke gør dig glad.
Det de gør, er at gøre dig mere "mellow"/ligeglad med det hele.
Den effekt har et stort potentiale til behandling af folk der er fuldstændigt nede, da en mere ligegyldig indstilling her vil være en forbedring.
Desværre udskrives den slags medikamenter i stor stil til personer som aldrig burde være blevet tilbudt dem til at starte på, og jeg tør næsten vædde med at du er en af dem.
Så din kommentar om at "pillerne burde jo give mig følelserne tilbage" er på ingen måde i overensstemmelse med virkeligheden.
Hvis du har den udtalelse fra din læge så vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at finde en anden!
Pillerne virker nemlig modsat, i og med at de ligger en effektiv dæmper på det indre følelsesliv, men virkningen er desværre ikke selektiv på nogen måde, det er altså HELE følelses spektret der bliver påvirket og du vil derfor opleve at der også bliver lagt en dæmper på alt det positive.
Hvis de her tanker omkring dine følelser er opstået efter opstart af medicinering så vil det ligge lige for at trappe ud og så se tingene an.
Hvis du også var tvivlende før opstart af medicinering, så vil det stadig ligge lige for at trappe ud så du rent faktisk er i stand til at arbejde konstruktivt med dine tanker og følelser.
Det kan muligvis også godt lade sig gøre imens at du er på medicinen men jeg garantere dig for at det bliver endnu sværere end det allerede er.
Det sidste halve år har vores forhold ikke været skide godt, jeg har været lidt usikker, min psykolog siger dog at jeg sagtens kan have haft depressionen allerede der, den har bare ikke vist sig sådan rigtigt.
Det er ikke min læge der siger det med følelserne, men noget jeg har læst mig frem til. Det er heller ikke min læge der fra starten har sagt jeg skulle have medicin, men min psykolog. Efter jeg er startet på pillerne er mit humør blevet godt, jeg er dog ikke glad indeni. Mine følelser for min kæreste er gået fra at være dybt ulykkelige, til mere ligegyldige. Han irriterer mig bare og det meste inden i mig siger stop. Jeg græder dog stadig over at jeg har det sådan med ham.
Min depression er ifølge min psykolog kommet af lang tids arbejdsløshed, og nogle ting det er sket i min familie.
Du skriver:
”fælles for samtlige (!) antidepressiva i lægens arsenal er at de ikke gør dig glad.
Det de gør, er at gøre dig mere mellow/ligeglad med de hele.”
Nu er der vel ingen med indsigt i tingene, der har forestillet sig, at antidepressiva skulle gøre en person glad. Hvis det skulle være tilfældet, at nogen tror det, må det være en fejlslutning, der skyldes, at antidepressiva i visse kredse kaldes ”lykkepiller”.
Antidepressiv medicin gør i bedste fald en depressiv rask. Jeg ved godt, at det i visse tilfælde kan være en kompliceret sag at finde et præparat og en dosis, der virker. Men når antidepressiv medicin virker, så bliver personen nøjagtig lige så glad, som vedkommende var, før han/hun blev syg.
At påstå, at antidepressiv medicin gør folk ligeglade, er direkte forkert. Hvis personen ikke var ligeglad før depressionen, bliver vedkommende naturligvis heller ikke ligeglad, når han/hun bliver rask.
Diagnosen depression dækker over en mangeartet tilstand. Som den kendte og respekterede psykiater Poul Videbech skriver:
”Nogle deprimerede føler sig triste til mode og kede af det, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er som om deres følelser er lammmede.”
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
Hvis anonym har en af den slags depressioner, som blandt andet viser sig ved, at den depressive mister sine følelser, ja så vil den antidepressive medicin (hvis den virker optimalt) jo gøre hende rask, og det vil blandt andet sige, at hun får sine følelser tilbage i fuldt omfang.
Jeg ved det, jeg har prøvet det!
Du skriver, Sourtulip:
”Så din kommentar om at pillerne burde jo give mig følelserne tilbage er på ingen måde i overensstemmelse med virkeligheden.
Hvis du har den udtalelse fra din læge så vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at finde en anden!”
Jeg synes, at ovenstående påstand er forkastelig. Og da din påstand fører til en opfordring til Anonym om at skifte læge, bliver dit indlæg endnu mere betænkeligt.
Der findes mange myter om antidepressiv medicin. Jeg synes, at det er vigtigt at forholde sig til sandheden.
Ingen af os ved, hvilken type depression, Anonym har.
Jeg er helt klar over, at antidepressiv medicin kan have mange negative virkninger, især hvis der er tale om det forkerte præparat til den forkerte person eller forkert dosis. Jeg har selv prøvet det.
Men man kan da ikke drage slutninger om antidepressiv medicin ud fra tilfælde af fejlmedicinering!
Mange hilsner
Kameliadamen
Du siger at antidepressiv medicin i bedste fald gør en depressiv rask.
Dette er i bedste fald en fejlagtig fortolkning af hvordan præparaterne rent faktisk fungere.
Lad os tage de mest anvende antidepressiva som eksempel.
Dette er SSRI gruppen (bedre kendt som lykkepiller) som virker ved at hæmme genoptagelse af Serotonin.
I de tilfælde hvor en faktuel mangel på Serotonin, for lille udskillelse eller for hurtig genoptagelse fra synapsen er tilstede kan SSRI præparaterne være en mulighed, men hvor ofte er den slags overhovedet inde over i lægens vurdering?
Praktisk talt aldrig, da det er ekstremt svært at påvise.
Selv hvis man påviste det, så er SSRI præparater (og andre antidepressiva for den sags skyld) et fuldstændigt åndsvagt sted at starte.
Hvis der rent faktisk er tale om en mangel på Serotonin så må man jo tilføre kroppen det den har brug for, for at producere det (L-Tryptofan + B6) frem for at ændre på den måde som hjernen fungere (hæmning af genoptagelses processen i SSRIs tilfælde).
Antidepressiv medicin kurere ikke depression, så enkelt er det.
Det er symptom behandling, der i bedste fald "skygger" for symptomerne, hvilket så igen gør det mere besværligt at nå til bunds i ens problemer.
Det er i bund og grund præcis det samme der gør sig gældende ved stofmisbrug.
Langt størstedelen af stofmisbrugere har også psykiske problemer som startede FØR deres forbrug.
De selvmedicinere så, bevidst eller ubevidst, og oplever en lindring af deres symptomer. Men rask/helbredt? Nej vel?
Det samme gør sig gældende med den minoritet som rent faktisk har gavn af antidepressiv medicin.
De bliver på ingen måde helbredt for deres depression, de skygger bare for symptomerne som så, logisk nok, kommer igen ved ophør af medicineringen.
Du siger at jeg tager fejl når jeg siger at antidepressiv medicin gør folk mere ligeglade, dog har set jeg utallige eksempler på dette (jeg har faktisk aldrig mødt en person som ikke oplevede denne bivirkning i større eller mindre grad) og dit argument er åbenbart at en syg person selvfølgeligt ikke bliver mere ligeglad af at blive rask.
Det er selvfølgeligt også rigtigt nok men eftersom at antidepressiv medicin ikke kurere depression så er det argument jo ikke rigtig noget værd.
“Hvis anonym har en af den slags depressioner, som blandt andet viser sig ved, at den depressive mister sine følelser, ja så vil den antidepressive medicin (hvis den virker optimalt) jo gøre hende rask, og det vil blandt andet sige, at hun får sine følelser tilbage i fuldt omfang.“
Du smider rundt med ordet "rask" som ikke har noget at gøre i denne sammenhæng men jeg vælger at svare ud fra at du med rask mener en betydelig symptom lindring og i så fald vil jeg give dig ret.
Men vi snakker de værste tilfælde, med folk som intet føler, ingen motivation har, sover/ligger i sengen hele dagen osv. Her kan der være brug for et medikament til at få dem op på et niveau hvor de er i stand til at arbejde med deres følelser men den gruppe udgør desværre en klar minoritet af dem som rent faktisk får udskrevet disse præparater.
Jeg er glad for at du føler det er vigtigt at forholde sig til sandheden og at du ved der er mange myter på området men det virker alligevel ikke som om at du har styr på hvad der er op og ned i den sag.
Ingen af os ved hvilken type depression anonym har nej, men jeg tør næsten at garantere at det depressive ikke skyldes en biokemisk ubalance som teoretisk set er det eneste som disse præparater har en mulighed for at korrigere.
Hvis medicinen så har en gavnlig effekt alligevel, pga et unaturligt højt niveau af frit tilgængeligt Serotonin i synapsen, så fair nok, men vær da bevidst om at der objektivt set ikke er nogen forskel på denne type symptom behandling og så den som ses blandt brugere/misbrugere af illegale stoffer, hvoraf mange netop også helt eller delvist virker ved at hæve mængden af Serotonin i synapsen.
SSRI medicinering til en person som ikke har en biokemisk ubalance er pr definition fejlmedicinering i min bog, men den del bliver vi nok aldrig enig om.
Nej, vi bliver nok ikke enige.
Men jeg ønskede blot, at dine påstande ikke skulle stå uimodsagt. For den slags skråsikre og ensidige påstande kan skabe store ulykker, siger erfaringen mig.
Du synes, at jeg smider om mig med ordet rask. Selvfølgelig gør jeg det, for det må vel være det, der er målet, hvis man har en depression: at blive rask.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at der er visse personer, der ikke mener, at depression er en sygdom, og for hvem det derfor ikke giver nogen mening at tale om at blive rask.
Jeg synes ikke, at der er vundet noget ved denne rabiate holdning – tværtimod!
Problemet med denne holdning til depression er især, at det kan være vanskeligt at blive sygemeldt, hvis man er den situation, at man har en svær depression, der gør det umuligt at arbejde.
Min bror havde en svær depression og gik hos en af disse yderligtgående psykiatere. Da min bror ikke længere kunne klare sit arbejde, bad han psykiateren om en sygemelding. Det kunne han ikke få. ”Du er jo ikke syg,” sagde psykiateren, ”så derfor kan jeg ikke melde dig syg!
Eftersom min bror – trods sin meget pligtopfyldende natur – ikke magtede at arbejde, blev han fyret. Og da han ikke kunne se, hvordan han skulle kunne forsørge sin familie uden en indtægt, begik han selvmord.
Alle var selvfølgelig forfærdede over denne kyniske psykiater. Jeg talte med min brors praktiserende læge, som var lige så forfærdet. ”Selvfølgelig var din bror syg,” sagde han. ”Det kunne enhver se! Bare han dog havde spurgt mig. Jeg skulle nok have givet ham den sygemelding. Sikke et frygteligt spild af liv – bare på grund af nogle yderligtgående synspunkter hos en psykiater.”
For mig er depression altså en sygdom – og en sygdom, som det er muligt at komme sig af, så man bliver helt rask.
Angående antidepressiv medicins funktionsmåde, så er der ikke nogen, der ved, hvorfor det virker, når det altså virker, hvad det ikke altid gør.
Der er tilsyneladende ikke nogen sammenhæng med en mangel på de signalstoffer, som medicinen øger virkningen af. Argumentet fra førende fagfolk er, at hvis der skulle være en sådan sammenhæng, så ville medicinen begynde at hjælpe med det samme. Det gør den som bekendt ikke. Der går som regel 3-4 uger, før man kan mærke en bedring.
Altså ved man ikke, hvorfor antidepressiv medicin har en effekt på depression.
Men jeg kan altså ikke se, hvorfor den manglende viden om den præcise virkningsmekanisme skulle være et argument for at undgå medicinering. Problemet er jo også, at langvarig depression eller gentagne depressioner kan give varige hjerneskader. Derfor er det vigtigt at blive behandlet. Man vinder ikke noget ved at stå en depression igennem uden behandling – tværtimod.
I dit indlæg skriver du ikke noget om, hvad du mener, der skal til for at komme sig af en depression. Når du ikke går ind for medicin, må du vel have en tro på, at det er psykoterapi, der skal til.
Men depressioner kan jo skyldes mange former for belastning, også f.eks. mangeltilstande, som mangel på D-vitamin, jern eller kalium. I det tilfælde hjælper det altså ikke noget at betale en psykolog mange tusind kroner for behandling.
Jeg har f.eks. fået depressioner af både jernmangel og kaliummangel. Og senest er det blevet påvist, at jeg har søvnapnø. Det er en kendt sag, at søvnapnø kan udløse depression. Men heldigvis kan antidepressiv medicin holde mig depressionsfri. Det gør ikke mig noget, at man ikke ved, hvorfor medicinen virker, bare den virker, og det gør den!
Jeg tager altså antidepressiv medicin, og jeg har altså aldrig været ligeglad, sådan som du påstår, at man bliver!
Mange hilsner
Kameliadamen
Kameliadamen1
Jeg ved ikke helt hvorfor du tror at jeg ikke mener at depression er en sygdom der rent faktisk eksistere.
For det gør jeg bestemt.
Jeg er selv sygemeldt på 3.år, hvor netop depression er en af årsagerne så jeg mener bestemt at det er en sygdom der eksistere og som oftest også kræver behandling, men om denne behandling skal bestå af antidepressiva er så en anden sag.
"Angående antidepressiv medicins funktionsmåde, så er der ikke nogen, der ved, hvorfor det virker, når det altså virker, hvad det ikke altid gør.
Der er tilsyneladende ikke nogen sammenhæng med en mangel på de signalstoffer, som medicinen øger virkningen af. Argumentet fra førende fagfolk er, at hvis der skulle være en sådan sammenhæng, så ville medicinen begynde at hjælpe med det samme. Det gør den som bekendt ikke. Der går som regel 3-4 uger, før man kan mærke en bedring.
Altså ved man ikke, hvorfor antidepressiv medicin har en effekt på depression."
Hvordan du nogensinde er kommet frem til ovenstående er mig en gåde, men det er i hvert fald så forkert som det nærmest er muligt.
Selvfølgeligt (!) er der da nogen der ved hvordan de her medikamenter virker?
Jeg er faktisk overrasket over hvordan du kan tro andet for SAMTLIGE medikamenter som havner på markedet har fået klarlagt deres farmakologiske profil inden at de kan blive godkendt.
Prøv at tænk på medikamenter og skriv så det første medikament du tænker på ind i Google og søg. Find så det aktive stof og søg på det + "pharmacology" så skal der nok komme en masse frem.
Det står faktisk også på netdoktors side når du finder et medikament.
Under de såkaldte lykkepiller står der feks "SSRI" hvilket dækker over at medikamenter en en selektiv serotonin genoptagelses hæmmer.
Dette er altså sådan medikamentet virker - ved at hæmme genoptagelsen af serotonin.
Har du mulighed for at linke til disse såkaldte "førende fagfolk"?
Jeg er ikke læge, eller på nogen måde uddannet inden for faget og jeg kan alligevel godt forklare hvorfor disse "førende fagfolk"s udtalelse er helt hen i vejret.
Lykkepillerne er som jeg lige har nævnt serotonin genoptagelses hæmmere. Der er altså ikke tale om agonister som stimulere udskillelsen af serotonin ind i synapsen, hvilket ville give en omgående virkning.
De hæmmer derimod bare genoptagelsen fra synapsen.
Nu ved jeg ikke hvor meget du er inde i den del men meget simpelt forklaret så kan du tænke på det som om at synapsen er det mellemrum hvor de aktive signalstoffers indvirkning på sindet kommet til syne, så ved at indtage en agonist som stimulere udskillelsen, så opnår man en hurtig virkning.
Ved hæmning af genoptagelsen, udskilles der ikke mere serotonin end hvad der ville uden medikamentet.
Det genoptages dog ikke igen, da denne funktion er blevet delvist blokkeret, og derfor vil der ske en GRADVIS stigning af det frit tilgængelige serotonin i synapsen.
Dette er grunden til at det tager tid før SSRI præparaterne har en virkning - der skal simpelthen tid og gentagne doseringer til før at der er så meget serotonin tilgængeligt i synapsen at det har en virkning på patienten.
Du skriver:
"
I dit indlæg skriver du ikke noget om, hvad du mener, der skal til for at komme sig af en depression. Når du ikke går ind for medicin, må du vel have en tro på, at det er psykoterapi, der skal til."
Nej, det ville blive for omfattende.
Men for at gøre det kort så ville jeg selv tage udgangspunkt i kost, søvn og motion.
Derefter ville jeg kikke nærmere på om jeg har tryptofan nok i kosten og eventuelt supplere hvis nødvendigt.
Så ville jeg bruge tid på ting som mindfullness, meditation og yoga.
Jeg mener ikke at de antidepressiva der er på markedet er ønskværdige muligheder for andet end depression hvor der på samme tid kan bevises en hjerneskade som gør at reguleringen af signalstoffer ikke fungere som den burde.
Her kan der bestemt være muligheder.
"Men depressioner kan jo skyldes mange former for belastning, også f.eks. mangeltilstande, som mangel på D-vitamin, jern eller kalium. I det tilfælde hjælper det altså ikke noget at betale en psykolog mange tusind kroner for behandling."
Korrekt. Men i disse tilfælde vil antidepressiva hellere ikke hjælpe, i bedste fald dulme.
"Men heldigvis kan antidepressiv medicin holde mig depressionsfri. Det gør ikke mig noget, at man ikke ved, hvorfor medicinen virker, bare den virker, og det gør den!
Jeg tager altså antidepressiv medicin, og jeg har altså aldrig været ligeglad, sådan som du påstår, at man bliver!"
Det er altså lidt komisk at du går så lidt om i hvordan det virker.
Hvad hvis de lige pludseligt fandt ud af at det medikament du tager er en kraftig serotonin agonist som direkte udløser serotonin ved indtag.
Det ville du nok ikke syntes så godt om da det i så fald ville svare til at du havde indtaget MDMA (du kender det nok under navnet "ecstasy") på dagligt basis med vanvittig ned regulering af dine serotonin receptore til følge.
Dette behøver du dog ikke bekymre dig om for som jeg allerede har nævnt, så ved "de" udmærket hvordan medikamenterne fungere inden at de bliver sendt på markedet og en serotonin udskiller vil aldrig nogensinde blive lanceret som antidepressivt middel da du simpelhen vil få det for godt af det = misbrugspotentiale og det ville desuden kun være brugbart på meget kort sigt.
En sjov lille side-note om antidepressiva:
En af de første tests som disse medikamenter skal igennem inden de kan godkendes og lanceres, er en test hvor forsøgsdyr, typisk rotter og mus, får mulighed for at have fri tilgængelighed til stoffet.
Hvis de af egen fri vilje forsøger at indtage stoffet så bliver det kasseret, grundet muligheden for misbrugspotentiale.
Resultatet er, at der potentielt bliver skrottet en masse brugbare medikamenter og de medikamenter som når ud til forbrugeren er altså et som ikke engang en rotte mener at den har lyst til at indtage.
Vi taler tilsyneladende begge forbi hinanden ;-)
Du kritiserede min brug af ordet ”rask” i forbindelse med depression. Og eftersom ”rask” er modsætningen til ”syg”, gik jeg ud fra, at du delte den meget almindelige opfattelse, der går ud på, at man ikke betragter depression som en sygdom. Den opfattelse var nærliggende for mig, der − som du vel forstår − har haft virkelig mange problemer med både fagfolk og andre, der ikke anser depression som en sygdom.
Men det er klart, at jeg ikke uden videre kunne gå ud fra, at det var sådan, det hang sammen!
Til gengæld har du også misforstået mig!
Jeg skrev, at man ikke ved, HVORFOR antidepressiv medicin virker. Det er altså ikke det samme som, at man ikke ved, HVORDAN antidepressiv medicin virker, således som du tror.
Selvfølgelig er det en kendt sag, at antidepressiv medicin virker ved at forstærke virkningen af bestemte signalstoffer, også kaldet neurotransmittere, i reglen enten serotonin eller noradrenalin eller begge dele. Det er der altså ingen fagfolk, der bestrider, og selvfølgelig heller ikke jeg! Hvordan i alverden kan du dog tro det?
Førende fagfolk er selvfølgelig godt klar over, at der er én eller anden sammenhæng mellem signalstoffer som serotonin og noradrenalin på den ene side og depression på den anden. De peger bare på, at en depressionsopfattelse, der går ud på at tro, at depression blot skyldes mangel på disse signalstoffer er alt for forenklet og derfor fejlagtig.
Den respekterede psykiater Poul Videbech skriver her på Netdoktor:
”Det er imidlertid ret let at indse, at depression ikke kun kan være et spørgsmål om serotoninmængden i hjernen. For eksempel virker SSRI-præparaterne ved at øge mængden af serotonin i hjernen. Det er en effekt, som sætter ind få timer efter, at man har taget den første tablet. Imidlertid er det velkendt at depressionen først letter efter flere ugers behandling.
Citatet er hentet i denne artikel: http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... ession.htm
Jeg håber, at det er nok med ovenstående psykiater som belæg. Men jeg kan sikkert godt finde flere, der mener det samme ;-)
Du skriver:
”Jeg mener ikke, at de antidepressiva, der er på markedet er ønskværdige muligheder for andet end depression, hvor der på samme tid kan bevises en hjerneskade som gør at reguleringen af signalstoffer ikke fungerer som den burde.”
Jeg er ked af at sige det, men den opfattelse, du giver udtryk for, er alt for forenklet. Det ser ud til, at du ikke rigtig har styr på, hvad der er op og ned i denne sag.
For det første har man ingen mulighed for at måle niveauet af hverken serotonin eller noradrenalin i hjernen – i hvert fald ikke inden for den etablerede lægeverden. Jeg ved godt, at man kan få målt den slags inden for den alternative lægeverden, via urinprøver, men jeg ved ikke, hvor meningsfulde den slags målinger er.
For det andet er der ikke nogen særlig grund til at begynde at måle den slags. Årsagen er, at antidepressiv medicin alligevel hjælper, selv om der ikke er nogen hjerneskade af den type, du taler om. En depression kan sagtens være opstået udelukkende af psykologiske årsager, og alligevel hjælper medicinen. Det kan du læse om i en anden af Videbechs artikler, f.eks. her:
”Det er en udbredt misforståelse, at hvis man behandler depression eller angst medicinsk, er det fordi, man tror, at sygdommene skyldes en afsporet kemi inde i hjernen og ikke psykologiske forhold.”
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... on-med.htm
Du citerer mig for følgende:
”Men depressionen kan jo skyldes mange former for belastninger, også f.eks. mangeltilstande, som f.eks. mangel på D-vitamin, jern eller kalium. I det tilfælde hjælper det altså ikke noget at betale en psykolog mange tusind kroner for behandling.”
Og som svar skriver du:
”Korrekt. Men i disse tilfælde vil antidepressiver heller ikke hjælpe, i bedste fald dulme.”
Jo!
Det er selvfølgelig bedst at gøre noget ved selve årsagen, dvs. kompensere for de mangler, der er. Men når først en depression er udløst, vil den normalt tage et halvt til et helt år at komme sig af, hvis man ikke tager antidepressiv medicin – også selv om årsagen er jernmangel. Jeg taler altså ud fra egne erfaringer!
Det er underligt, at du tror, at jeg tager medicin, som jeg ikke kender virkningen af. Jeg har aldrig skrevet, at jeg ikke kender virkningen af medicinen. Det, jeg ikke ved, er HVORFOR de belastninger, jeg har været ude for i mit liv, som f.eks. dødsfald hos nærtstående, en søn og en bror), har ført til, at jeg har brug for at få forstærket virkningen af især noradrenalin.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tak for ros ;-)
Men jeg vil nu lige sige, at der eksisterer virkelig mange myter om depression og antidepressiv medicin. Det er jo lettere at forstå en forenklet teori end at forholde sig til en kompliceret virkelighed.
For hvad er det lige, der er fælles for belastninger som det at gennemgå en skilsmisse, at være udsat for arbejdsløshed, at miste nærtstående familiemedlemmer, osv.?
Hvad er det, der gør, at medicin, der virker ved at øge virkningen af bestemte signalstoffer, kan få en person til at komme sig af en depression, der er udløst af sådanne belastninger?
Det ER da svært at forstå, og derfor er det tillokkende at forholde sig til enkle og letforståelige teorier, der så bare ikke holder vand i den virkelige verden.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Til Sourtulip: Jeg beklager, at jeg var lidt grov, men det var fristende at bruge dit eget ordvalg om mig!