Hvad er præcis min papdatters "problem"?
Kort fortalt :-) Nu er hun snart 19 år! Når hun er med os, får min kæreste en slags "hale". Hun skal konstant være ved siden af ham. Hun kan begynde at tale ned til søsteren, hvis hun kan se, at hun ikke kommer til at sidde enten ved siden af, eller foran "daddy". I 10 år har hun opførte sig sådan. I starten tænkt jeg, at det var en slags elektra kompleks, produkt af skilsmissen. Men nu synes jeg helt ærligt, at det er lidt "klam". Hun elsker at bestille rødvin og champagne som mig, så hun kan skål med bambi øjne med faren. Hun undgår at kigge på mig, så meget hun kan. Jeg må inddrømme, at jeg har der på samme måde, da jeg ikke kan snuppe hende efterhånd. Bryder mig ikke om hende som person. Hvis jeg ikke taler til hende, så siger hun ikke et ord. Men ofte når jeg er, så er hun " sur" . Jeg har spurgt hende pænt, er der noget galt? Er du sur? Hun undskylder det altid pænt med idag har hun hovedpine, i morgen så er det menstruations smerter..... Hun elsker til gengæld at huske og bringe i samtalen, hvad far og moren havde sammen, trods de blev skilt da hun var knap 4 år.....Da hun var barn, forståede jeg godt, at børnene vil se forældrene sammen. Men som sagt, nu er hun snart 19 år. Hun burde måske gået videre. Faren nægter "at se" stemning. Han mener, at jeg hader hende, og at hun er "bare" genert. Er det seriøs mig der er helt galt på det eller hvad?
Kommentarer
Du kan jo vælge at give hende nøjagtig den samme behandling. Det ville jeg gøre. Jeg tror ikke du kan gøre noget, hun ønsker dig ad Pommern til. Og hun viser det. Den mobber.
Da vi flyttede ind her var der nogle, der mobbede mig forfærdeligt. Min mand sagde: Ignorer dem, gå forbi, hils ikke, kig dem bare ind i øjnene. Lad fuldstændig som ingenting.
Det virkede faktisk. Din situation er lidt anderledes, men du kan sagtens bruge den samme teknik. Det gør hun med dig og hun nyder, du bliver påvirket.
Jo mere ligeglad du viser dig at være, jo mere frustreret bliver hun, for det var jo ikke det, der var meningen. Du skulle jo mærke det.
Du skal vise dig helt kold over for hendes opførsel. Det virker på længere sigt.
Du lyder enormt forbitret på din papdatter og jeg kan sagtens forstå at det er en svær situation at stå i, men det er ikke klædeligt for dig at omtale hende som du gør. Det er respektløst overfor både hende og din kæreste. At hun opfører sig latterligt er ingen undskyldning for at du også gør det - så lad være!
Du spørger i overskriften hvad hendes problem er? Det er nok dig. Jeg aner ikke om det er berettiget eller ej, men hun bryder sig formentlig ikke om dig. Det kan du ikke gøre det store ved. Hun er en del af den pakke som følger med din kæreste og det er ikke en løsning at hun forsvinder. Han vil altid elske hende mere end dig. Sådan er det bare - og sådan skal det være.
Jeg synes at du skal holde op med at forsøge at komme hende nærmere. Det virker modsat (taler af egen erfaring). Vis derimod at du er rummelig og være altid høflig og hjælpsom, hvis hun henvender sig til dig. Hold din egen sti ren - du er kun ansvarlig for dine egne handlinger ikke andres. Træk på skulderen af hendes adfærd. Hun er sikkert både skide forvirret og bærer rundt på noget ubearbejdet sorg og smerte, hvilket komme klodset til udtryk når I er sammen.
Held og lykke med det
citat slut
Det er jo det jeg siger Christian200.
Du siger det på din måde og jeg på min. Hold da op om jeg ville finde mig i den opførsel. Jeg ville være høflig, hvis hun sagde noget og ellers holde mig på afstand. Helt og aldeles.
Ærlig talt mener jeg du er uhøflig.
Hun har opført sig sådan i 10 år. Er der slet ikke gjort forsøg på at finde ud af, hvorfor hun har det sådan?
Der nævnes en søster – er det en hel- eller halvsøster? Jeg gætter, at det er din og din kærestes barn? Moderen nævnes ikke – hvor er hun? Har hun (også) fået ny familie, nye børn? Hvordan er din kærestes forhold til sin store datters mor?
Da der ikke oplyses om sådanne ting, så må jeg jo gætte mig lidt frem, men jeg tror faktisk, at denne store datter lige fra hun var helt lille har følt sig svigtet af sine forældre, og nej – det behøver ikke være bevidst fra forældrenes side – de kan mene, at de virkelig har gjort alt for deres pige, men det forhindrer jo ikke, at hun føler sig svigtet – især hvis både mor og far har fået nye forhold, nye børn, der vel at mærke hele tiden er hos deres forældre, hvor i mod hun har været på skift hos den ene og den anden.
Måske hun har fået indtrykket af, at hun er blevet sendt til den anden forældre, når der skulle ske noget særligt – stadig er det absolut ikke sikkert, at I mener at have gjort det bevidst, men det kan jo ikke undgås, at der er nævnt et eller andet, der er foregået, mens hun har været hos den anden forældre.
Når hun så er hos sin far, så vil hun også have ham 100% - I andre har ham jo hele tiden, det har hun ikke. Der er jo ingen tvivl om, at hun naturligvis er helt klar over, at du ikke er vild med hende, og det fremmer da bestemt ikke noget forhold, når det er sådan. Og jo – det er måske hendes egen skyld, men helt ærligt – for 10 år siden var hun en lille pige – og i og med, du fortæller, at det har været sådan alle årene, så ser jeg ikke, at I har forsøgt at ændre på det?– og her burde du for længst have været den voksne, der måske allerede for 10 år siden skulle have sagt fra og hjulpet hende til at få defineret, at du ikke har taget hendes far fra hende, men netop var en god ven og støtte. Da du mødte hendes far, var hun der jo – så derfor har hun fulgt med ”pakken” hele tiden. Som du beskriver det, så føler hun, at du lige akkurat tåler hende, fordi det ikke kan være anderledes – og det forstærker da kun hendes trang til at hænge op af sin far.
Hvor meget gør hendes far med hende helt alene? Hvor meget har du forsøgt at gøre kun med hende?
Jeg synes faktisk, det er på høje tid, at hendes far – og mor egentlig også – tager hånd om deres datter. Nu er hun næsten voksen, så måske hun skal overbevises om, at det ikke var hendes skyld, at hendes forældre gik fra hinanden, - og den skyld er der altså rigtigt mange børn, der lider ganske gevaldigt under - og at hendes forældre - OG papforældre - altså elsker hende, uanset hvad, at jo – hun har måttet rykke fra den ene forældre til den anden, men det er der så mange, der må – men det betyder ikke, at hun derfor ikke er lige så elsket, som de andre børn, der siden er kommet til.
Det vil være fint, om der kunne stilles nogle krav til hende – at det f.eks. ikke er spor klædeligt, at hun hænger op og ned af sin far, som en lille pige, der ikke kan tåle, at andre får opmærksomhed. I det hele taget nogle fornuftige krav, for det lader åbenbart også til, at far stadig dulmer samvittighed – og det kører hun selvfølgelig på.
Det værste i denne historie er - for mig at se – at hun har fået lov til det show i så mange år, men det er ikke hendes skyld – det er de voksne, der skulle have taget ansvar for længe siden.
Det er vel forhåbentligt alles ønske – du, hendes far og mor evt en papfar – at hun bliver en helstøbt voksen, der vil kunne klare sig her i livet – og det er på høje tid, hun får lov til at blive voksen, og slipper det traume, som hun øjensynligt har levet med det meste af sit liv, og det vil hun nok først gøre, når hun ved, at hun er ønsket – af jer alle sammen.
Da hun var barn ville jeg naturligvis have forsøgt at komme på god fod med hende. Det bør man jo kunne.
Vi ved ikke, hvad der er sket.
Men nu, jeg ville absolut passe mig selv, for det er sikkert for sent at få et godt forhold til hende. Hun skal naturligvis have lov til at have far for sig selv, hvis hun ikke ser ham så ofte.
Men jeg ville helt sikkert gøre, som hun. Passe mig selv. Jeg ville ikke forsøge kontakt. Det er jo forsøgt efter hvad vi hører.
Men puhhh - stakkels pige. Med en mor, der bruger hende på den måde i sine egne problemer og en far der - undskyld mig - er et skvat, der slet ikke ser, at han medvirker til at ødelægge sin datter. Han burde for længe siden have slået i bordet over for sin eks.
Man kan ganske enkelt ikke forlange at en ung pige på 19 år, der er blevet behandlet sådan, nu må "se at blive voksen". At hun higer og søger sin far på den måde, burde da fortælle, at hun i den grad mangler nærvær og betingelsesløs kærlighed, men da hun givet aldrig har oplevet det, ved hun jo ikke, hvordan hun skal få den.
Hun har for pokker aldrig fået lov til at være barn, men netop skullet stå som stødpude mellem sine forældre, der bruger hende i stedet for at konfrontere sig selv med deres egne problemer.
At du kører træt og ikke orker mere er forståeligt, men også du er medvirkende til at denne pige givet aldrig får et fornuftigt liv. Og nej - det er nok ikke dig, der kan gøre forskellen.
Men - at lukke hende helt ude, synes jeg faktisk er hjerteløst. Hellere ville jeg foreslå, at du slår i bordet over for pigen; fortæller hende, at du gerne vil hende, men at også hun må række hånden frem.
Dog - det er desværre nok en hel del år for sent.
jeg har forsøgt mange gang at få en stop for det. Mener, at hun bruge børn som boksepude. Desværre fik jeg gentagne gang kun ballade ud af det, og besked om jeg ikke skulle blande mig....derfor efter mange diskussioner fik jeg en kynisk indstilling. Man siger at moren er altid bedst, så hvis moren har det godt med det. Værsgo tænker jeg. Føler også at datteren er ikke så uskyldigt som du gøre hende til (positivt ment), for lille søster har fået samme insktruktioner fra moren. Hun valgt til gengæld ikke at deltage i morens spil. Hende har jeg det godt med. Mennesker er vi anderledes. Fordi de er børn behøver vi ikke at få automatisk ens kemi med alle sammen
Ja, vi er alle forskellige – det er børn også. Den yngste datter er gjort af et andet stof, hun preller af på den negative påvirkning. Den ældste har ikke samme styrke, eller rettere en anden styrke. Hun ligger øjensynligt helt under for moderens ideer, og den kommer nok desværre lige i hovedet på hende en dag som en boomerang, men måske det så er for sent til at gøre noget.
Hvis jeg skal komme med endnu et forslag, så må det være, at du fortæller denne pige, hvad du har besluttet – og hvorfor.
Hun skal vide, at du gerne vil hende, men at du nu ikke længere vil stå model for den opførsel – som i den grad både sårer dig, og gør dig ked af det. Hun skal dog vide, at hvis hun virkelig har brug for en snak om alt det roderi, hun er påvirket af, så vil du være der for hende, men så må hun selv komme, når det sker.
Selv er jeg opvokset i et hjem, hvor både min bror og jeg blev udsat for svigt og negative påvirkninger. Jeg var/er den stærke, der er kommet – nogenlunde – hel ud på den anden side, dog naturligvis med grimme ar på sjælen – det slipper man ikke for, og jeg skal dagligt kæmpe mine kampe. Min bror klarede det ikke. Han fik større og større problemer i sit liv, udviklede alvorlig depression – siden også fysisk sygdom. Han havde et dårligt liv – døde her sidste år som kun 60 år gammel.
Selv om du skriver, at det er positivt ment, at denne pige ikke helt så uskyldig – så bliver jeg frygteligt forstemt. Du fortæller jo, at hun har været sådan i 10 år – måske det antal år, du har kendt hende? Små børn er altså ikke så beregnende, i hvert fald ikke så de kan fastholde det i mange år.
Nej – hun er mere eller mindre bevidst – blevet hjernevasket, og det er hende selv, der kommer til at betale regningen. Jeg kan da godt komme med en stribe forslag til, hvad du/I burde have forsøgt, men det er jo for sent nu.
Jeg fortsætter nok ikke i denne debat, da jeg muligvis ikke har pc-adgang de næste dage.
citat slut
Næe, måske ikke helt retfærdigt, men vi er enige.
Lotte123 har nogle gode argumenter, indrømmet, men jeg ved, jeg kunne ikke vedblivende klare en sådan opførsel og ja, sådan er livet.