Min kone er hidsig og voldelig.
Goddag.
For nu at gøre det kort: Min kone har et voldsomt temperament.
Hvis jeg eller børnene ikke forstår hvad hun siger, eller gør hvad hun beder om med det samme, så ryger hun fuldstændig op i loftet og skriger ad os.
Hvis ikke tingene så går i orden, kan hun finde på at slå, eventuelt med det nærmeste redskab hun kan få fat i.
Det er stort set på daglig basis.
For mit eget vedkommende forsøge jeg at bevare en god stemning, jeg har øvelsen (jeg havde selv en far som var cirka det samme - kort lunte, men han slog dog aldrig) men jeg vil heller ikke lade mig træde på.
Børnene reagerer efterhånden ikke på hendes raseriudladninger, de ved at de bliver råbt ad uanset hvad. Okay, hvis de nu altid gjorde præcis som hun bad dem om, for hendes krav er for så vidt ikke urimelige, så kunne de måske undgå det meste. Men sådan er børn jo ikke.
Det mest besynderlige er varigheden. Hun kan blive stiktosset over en bagatel (f.eks. at jeg ikke kan finde et eller andet hun beder mig hente i hendes taske) og svine mig til med de mest nedrige ukvemsord. Og lidt efter kan hun komme ind på mit kontor og grine højt ad en video hun har set på youtube og ønsker at dele med mig. Vi taler bogstaveligt talt om minutter, hvis ikke sekunder.
Problemet er, at hvis jeg ikke passer på, så bliver hun lynhurtigt rasende igen. Og samtidig kan *jeg* ikke 'nå' at blive fornøjet igen på et par minutter. Men jeg spiller så rollen, for ellers bliver hun sur over at jeg er sur.
Det værste er uretfærdigheden. Jeg får skylden for, hvis noget går galt, uanset om jeg har skylden eller ej. Mine argumenter bliver mødt med 'hold din kæft!'
Med hensyn til at slå: Det er ikke rigtig hårdt, men det er hårdt nok. Jeg har prøvet at slå igen, men for det første får jeg at vide at det er i orden at kvinder slår, men ikke mænd. At jeg slår alt for hårdt, og så videre.
For det andet er det slet ikke min natur at slå. I min verden skal man ikke slå på hinanden, og jeg drømte i sin tid aldrig om at jeg ville få en kone som slog.
Jeg har forsøgt at tale med hende om det, men enten bliver hun sur, eller også sentimental og bliver ked af at 'jeg åbenbart ikke elsker hende mere'.
Jeg har fået lidt indrømmelser en enkelt gang eller to, hvor hun modstræbende har lovet at blive 'bedre'. Ikke at det har hjulpet en pind!
Nettet flyder med hjælpe- og støttesystemer til kvinder som har voldelige og/eller aggressive mænd, men der er ikke skyggen af noget som helst den anden vej rundt.
Jeg har tænkt på noget 'anger management'-kursus (som selvfølgelig fortrinsvis tilbydes mænd) men det kræver at min kone anerkender at der er et problem. Samtidig koster det penge, og dem er der ikke ret mange af.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Dette samliv er ikke til at holde ud, og jeg glæder mig ikke til at komme hjem fra arbejde om aftenen.
Men jeg vil ikke skilles, dels på grund af økonomien, dels på grund af børnene.
Jeg har ingen illusioner: Bliver vi skilt, vil børnene konsekvent få at vide at det er min fejl, og deres far er dum.
Nå, det blev lidt langt alligevel. Tak fordi I læste til slutningen.
For nu at gøre det kort: Min kone har et voldsomt temperament.
Hvis jeg eller børnene ikke forstår hvad hun siger, eller gør hvad hun beder om med det samme, så ryger hun fuldstændig op i loftet og skriger ad os.
Hvis ikke tingene så går i orden, kan hun finde på at slå, eventuelt med det nærmeste redskab hun kan få fat i.
Det er stort set på daglig basis.
For mit eget vedkommende forsøge jeg at bevare en god stemning, jeg har øvelsen (jeg havde selv en far som var cirka det samme - kort lunte, men han slog dog aldrig) men jeg vil heller ikke lade mig træde på.
Børnene reagerer efterhånden ikke på hendes raseriudladninger, de ved at de bliver råbt ad uanset hvad. Okay, hvis de nu altid gjorde præcis som hun bad dem om, for hendes krav er for så vidt ikke urimelige, så kunne de måske undgå det meste. Men sådan er børn jo ikke.
Det mest besynderlige er varigheden. Hun kan blive stiktosset over en bagatel (f.eks. at jeg ikke kan finde et eller andet hun beder mig hente i hendes taske) og svine mig til med de mest nedrige ukvemsord. Og lidt efter kan hun komme ind på mit kontor og grine højt ad en video hun har set på youtube og ønsker at dele med mig. Vi taler bogstaveligt talt om minutter, hvis ikke sekunder.
Problemet er, at hvis jeg ikke passer på, så bliver hun lynhurtigt rasende igen. Og samtidig kan *jeg* ikke 'nå' at blive fornøjet igen på et par minutter. Men jeg spiller så rollen, for ellers bliver hun sur over at jeg er sur.
Det værste er uretfærdigheden. Jeg får skylden for, hvis noget går galt, uanset om jeg har skylden eller ej. Mine argumenter bliver mødt med 'hold din kæft!'
Med hensyn til at slå: Det er ikke rigtig hårdt, men det er hårdt nok. Jeg har prøvet at slå igen, men for det første får jeg at vide at det er i orden at kvinder slår, men ikke mænd. At jeg slår alt for hårdt, og så videre.
For det andet er det slet ikke min natur at slå. I min verden skal man ikke slå på hinanden, og jeg drømte i sin tid aldrig om at jeg ville få en kone som slog.
Jeg har forsøgt at tale med hende om det, men enten bliver hun sur, eller også sentimental og bliver ked af at 'jeg åbenbart ikke elsker hende mere'.
Jeg har fået lidt indrømmelser en enkelt gang eller to, hvor hun modstræbende har lovet at blive 'bedre'. Ikke at det har hjulpet en pind!
Nettet flyder med hjælpe- og støttesystemer til kvinder som har voldelige og/eller aggressive mænd, men der er ikke skyggen af noget som helst den anden vej rundt.
Jeg har tænkt på noget 'anger management'-kursus (som selvfølgelig fortrinsvis tilbydes mænd) men det kræver at min kone anerkender at der er et problem. Samtidig koster det penge, og dem er der ikke ret mange af.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Dette samliv er ikke til at holde ud, og jeg glæder mig ikke til at komme hjem fra arbejde om aftenen.
Men jeg vil ikke skilles, dels på grund af økonomien, dels på grund af børnene.
Jeg har ingen illusioner: Bliver vi skilt, vil børnene konsekvent få at vide at det er min fejl, og deres far er dum.
Nå, det blev lidt langt alligevel. Tak fordi I læste til slutningen.
Kommentarer
Og du har bare bøjet nakken og fundet dig i det? Jo, du har nogle gange forsøgt at sige fra, men får beskeden, at du så ikke elsker hende, hvor efter du har trukket dig igen – og igen bare fundet dig i at blive svinet til, når det passede din kone.
Nu er du – måske – ved at få nok. En ting er, at du nu har det skidt med det her – men har du overhovedet tænkt på, at det er direkte nedbrydende for jeres børn?
Jeg hæfter mig ved, at du ikke vil skilles – og så skriver du, at det er p.gr af økonomi, og først bagefter p.gr af børnene. Det burde være børnene, der havde din første prioritet – og hvem har bildt dig ind, at din kone – med hendes alvorlige problemer – vil være den, den får hovedansvaret for børnene?
For der er da ingen tvivl – din kone har nogle ganske alvorlige problemer – og du nærer dem desværre ved at bare finde dig i hendes opførsel.
Du bør – og det lige nu – i den grad sige fra over for hendes opførsel, ikke bare over for dig, men i aller højeste grad over for jeres børn.
Du bør – og det ret kontant – fortælle at den opførsel skal stoppe her og nu. Du bør nok foreslå hende at søge lægehjælp, og så må det vurderes, om I er i en situation, hvor I kan få økonomisk tilskud til noget terapi. Du bør slå på, at hun direkte ødelægger jeres børn ved at opføre sig sådan.
Hun vil vel som sædvanlig bare sige, at du ikke elsker hende – men i stedet for at bøje nakken og stoppe der, så bør du fortælle hende, at men den opførsel, så er dine følelser da bestemt ved at blive totalt ødelagt – og så kan du jo spørge hende, om det virkelig handler om kærlighed fra hendes side, når hun både råber, skriger og tilmed slår for at få alle sine luner opfyldt på stedet.
Bed hende om et klart svar på det.
Og – så må du også forlange af hende, at hun forklarer dig, hvor hendes kærlighed til jeres børn befinder sig, når hun direkte går på at ødelægge dem med sit skrigeri.
Jeg vil faktisk mene, at både du – OG jeres børn - vil få det meget bedre ved at komme væk fra hende, hvis ikke hun vil indse, at hun har brug for hjælp.
Hvad du vælger at finde dig i, er dit valg – men jeres børn har ikke valget, og dem bør du først og fremmest tænke på, og det er primært dem, jeg bekymrer mig om.
Men det værste af det hele er, at du ikke beskytter dine børn, de tager jo skade af at opleve en mor der råber og skriger af dem, og de tager skade af at opleve af deres mor også råber og skriger af dig og endda slår, jeg er lidt i tvivl om hun også slår børnene, det håber jeg sandelig ikke for så begår hun en ulovlig handling.
Ja jeg synes, du skal tage dig sammen og opføre dig som en voksen og ansvarlig far, og få stoppet denne kvinde en gang for alle.
Det må være muligt for dig at sige til hende, nu er nok, nok, og både mene det og se bestemt ud, og jeg ville også fortælle hende, at du ikke vil finde dig i hendes luner mere, og fortælle hende at hvis ikke hun stopper lige nu eller vil lade sig behandle for disse store problemer hun har, så tager du børnene og flytter fra hende.
Måske bliver hun hidsig og vil slå dig, men så er det bare at tage fat i hende og fortælle, at du mener det alvorligt. Måske får hun et chok, over din nye måde at være på, det tror og håber jeg.
Men jeg tror du er bange for hende, og jeg tror at du er en mand uden det store selvværd, men du skylder fandme dine børn at komme op og stå og ikke blive liggende som en våd hund.
Jeg er ligesom Lotte meget bekymret for dine børn, husk at alt hvad børn ser og hører tager de med sig videre i deres voksne liv.
Du synes nok jeg lyder barsk, men jeg prøver at give dig lidt hår på brystet, give dig et venligt spark bagi, så du kan få din selvrespekt tilbage, og få stoppet denne kvinde, som åbenbart ikke ved, hvordan man behandler andre mennesker, og endda dem hun burde elske allerhøjest.
Hilsen Sofie
Og så alligevel ikke helt har jeg indset. For det med at tage børnene og gå er jeg ikke så glad for.
Tror du ikke hun kan finde på det, så søg på nettet eller se de sidste udsendelser på DR.1
Den der render først, har størst chance fr at få børnene.
Af hensyn til børnene skal man være enige. De elsker jo både mor og far. Også selv om mor i dette tilfælde råber meget efter dem.
Den ene kan ikke bare tage børnene og gå med dem, for det tager de skade af.
Men nu er der jo slet ikke tale om skilsmisse i dette tilfælde. Manden må bare blive "en mand". I praksis er det heller ikke så nemt, for hvem skal blive boende. Man kan jo ikke bare smide den ene ud.
Jeg tænker lidt på Hyacint og Richard, jeg kunne godt ruske ham lidt. Han er da en vatnisse.
Men jeg spekulerer lidt over problematikken.
Henrik har haft en far med kort lunte. Hvad gjorde hans mor, hvordan reagerede børnene?
Mit bud er, at de har reageret på samme måde, som Henrik og børnene gør på nuværende. Man lukker øjne og ører. Børnene efterligner dig Henrik. Du opdrager dine børn til at være dørmåtter. Der er ingen grund til, at respektere hende, set fra jeres synspunkt. Hun er bare tosset.
Hvad nu, hvis denne opførsel er din kones måde at græde på? Er du for passiv?
Du skriver også, at det din kone beder børnene om, ikke er urimeligt. På hvad måde støtter du din kone her?
Skal vi holde fast i teorier, så har din kone måske haft en opvækst, hvor hun har savnet noget fra sine forældrer, eller måske ligefrem har afvist dem. Hun kan have følt sig svigtet, med eller uden grund, men holdt stædigt fast.
Så "kører" i to hver sit løb væk fra det i ønsker mest af alt.
Jeg tror ikke på, at du er uden skyld i det her Henrik. Men du ved ikke hvad du skal eller kan gøre. Det samme gælder din kone.
I har begge to brug for at udvikle jer og blive voksne.
Faktisk mener jeg du har ret i det du skriver. !!
Min mor kunne råbe og derfor lærte jeg at fordi man råber og smækker med dørene, det betyder ikke så meget. Jeg er dog ikke slem mere, for det er længe siden jeg begyndte at tænke over tingene. Det kommer nemlig helt an på, hvem man er sammen med.
Børnene tager ved lære. Nogen vil reagere på samme måde og andre tier og bliver dørmåtter.
Jeg har også meget nemt ved at glemme et skænderi. Så lige netop i det spørgsmål forstår jeg Henriks kone.
Men det kan alle jo ikke.
Men du skal vide, at jeg mente det på den gode måde, for at sparke lidt til dig, og få dig til at tænke over det liv, du har med din kone, som er ved at ødelægge dig og vel også hende.
Jeg tænker også på om hun egentlig er en meget ulykkelig kvinde, der måske ikke får den omsorg, kærlighed hun længes efter og ikke mindst ubevidst savner et modspil fra dig som mand, og så din støtte når ungerne er utåelige:-)
Det er ren gætværk, men jeg tror, at når man mangler et godt og konstruktivt modspil fra sin ægtefælde, kan det være frygtelig frustrerende for den anden, og netop munde ud i at man overtager magten mere og mere i forholdet, fordi det er mennesket natur at tilrane sig magt, hvis den anden virker passiv og svag.
Så I burde begge have hjælp til at komme videre, og prøve at tale sammen om jeres følelser i stedet for at gætte på, hvad den anden mener, tænker og føler.
Mange par lever sammen på den måde, og livet er jo ikke en gættekonkurrence.
Jeg håber virkelig, at vi alle her har givet dig noget brugbart, som du kan prøve at forholde dig til, og vil ønske at du vil svare, og fortælle om der ikke bare er noget af det du kan bruge:-)
Tanker til dig fra Sofie
Til alle jer andre kvinder her inde. Hold da k.ft hvor i burde skamme jer her kommer der en med et problem og i tramper bare på ham. Persille det med at være en rigtig mand, hvad f ved du endelig om det, jeg går udfra du er en kvinde, og på ingen måde har en mulighed for at vide det. At tage børnene væk er en dårlig ide når man er mand, der er bestemt ikke ligestilling på dette område. Det eneste fornuftige jeg har set skrevet er at Henriks kone græder på denne måde. Ja hun føler helsikkert afmagt, og det kan være næste gang hun er ved at blive hidsig så sig til hende at det går nok og giv hende et kram.
Sebastian
Jeg vil lige tilføje. Med "en mand" mente jeg kun man skulle kunne sige fra for alvor. Det har jeg selv, som kvinde, haft alt for svært ved.