gravid med 4. barn - abort eller ej?

persille1

Min søster fik en abort, dengang da abort var ulovligt.
Jeg er glad for vi fik den frie abort, for det var en grim omgang, med skæld ud på sygehuset bagefter. Hvilket jeg mener var meget uforskammet, men det er en anden sag.
Og ja, aborten tog på hende, Hun var meget ked af det, men hun vidste, hun ikke kunne klare mere. Og hun havde et skyldigt hensyn til hendes børn.

Linette1

Min svigerinde fik abort, og havde ingen problemer med det.
Min datter ville have en abort, hendes mand ville gerne have barnet. I sidste øjeblik ombestemte hun sig. Hun var da på operationsbordet.
Om aborter foregår uden nedladende holdninger, vil jeg sætte et spørgsmålstegn ved. Alle har sine holdninger til det, også dem der foretager indgrebet. Den eneste forskel er, at kvinden er i sin gode ret til frit at vælge.
I bund og grund er det et gode, at vi har fået den frie abort. Men det kan også blive et pressionsmiddel. Det synes jeg det er for trådstarter. Hvad manden ikke fatter er, at han kan blive ramt af følelseskulde fra sin partner. Det beskriver trådstarter så fint.
Jeg håber trådstarter finder ud af hvad der er det rigtige at gøre for hende, hendes børn og hendes mand.

lisbeth70

Jeg beklager, var for hurtigt til at konkludere på jeres debat indlæg. Der er en der foreslår samtale terapi,rigtig god ide. Det kan nogle gange være godt at få hjælp til at løse en uenighed som er så svær som denne.

Men jeg kan stadigvæk fornemme at nogle af jer hælder mere til at hun får en abort end til det modsatte i denne kvindes tilfælde, fordi I nærmest kun remser de trælse ting op. Men ingen positive ting ved en evt. graviditet bliver nævnt.
Og at det er synd for manden hvis han bliver påduttet et barn han ikke ønsker. Det skulle så han så ha tænkt på inden. !!!!

Jeg er af den overbevisning af barnet må i det mindste få en chance hvis bare en af forældrene ønsker barnet. Hvor er så mandens rettigheder henne. Hvor må det være forfærdelig for en mand som virkelig brændende ønsker sig et barn men konen/kæresten ønsker abort.

Tilbage til trådstarter. Hun skriver jo selv at hun synes det ville være så svært at få en abort, og at hun er sikker på at hun vil bære nag til hendes mand som ikke støttede hende.
og måske ryger forholdet under alle omstændigheder, men så har hun trods alt fulgt sit hjerte. Håber så inderligt at hun ikke bliver presset til noget hun vil fortryde resten af sit liv.

Louise84

Tak for alle jeres svar og synspunkter.
jeg er godt klar over at det er hårdt med to børn så tæt på hinanden. Der er 17 måneder mellem vores to store... Og det bliver da ikke lettere af at der så er to store børn oven i et hold på to helt små igen.
det er en god idé at snakke med en uvildig person, troede egentlig at vi kunne bruge lægen til det formål, men fik en klar følelse/fornemmelse af at hun også synes at abort er det rigtige valg. Hun mente, efter at have læst min journal at jeg har haft en fødsels depression her i efteråret. Det er ikke rigtigt, jeg har haft det skidt pga. uopdaget lavt stofskifte, som jeg selv måtte bede om at blive undersøgt for!
hun skrev dog henvisning til både gynækologisk afdeling for abort og til svanger ambulatoriet i Skejby.
jeg har på intet tidspunkt grædt foran vores børn, det her er ikke noget de skal blandes ind i. Igår blev jeg dog nødt til at forklare dem at jeg var syg og skulle have ro, for jeg græd som pisket da vi kom hjem fra lægen.
i aftes sagde jeg til Carsten at så måtte jeg jo få den abort, så han og lægen kan være tilfreds, og så må vi jo se om jeg kan finde ud af at følge med. Da vi kom i seng ville han være sød og holde om mig, men jeg kunne slet ikke holde det ud! Endte med at sove i stuen for at slippe for ham. Sagde til ham før jeg gik, at jeg havde lyst til at sige noget rigtig grimt til ham, så han kunne være lige så ked af det som jeg. Det gjorde jeg dog ikke, gik bare ned i stuen og græd videre
jeg er helt klar over at det logisk er bedst med den abort, men kan slet ikke overskue konsekvensen af at vi ikke får barnet, allerede nu ønsker jeg ikke at han nogensinde skal røre mig igen...

persille1

lisbeth70, du skriver, du stadig kan fornemme. ...Ja, det har du da ret i.

Nogen spørger om, hvad man mener om en ting. Man svarer i den bedste mening, hvad man mener.
Derefter bliver den mening bebrejdet. Der er ikke tale om en debat, men bebrejdelser over man nu mener, som man gør.

Det ændrer ikke min mening, at du har en anden. Den mening har du lov til at have.
Hvis trådstarter ikke ønske forskellige synspunkter, så bør det oplyses på forhånd, at der kun ønskes en mening.
Så holder jeg min kæft.

Sofie45

Kære Louise84
Nu må jeg venligt men bestemt bede dig om at tage dig sammen, der er jo ingen der imod din vilje kan tvinge dig til en abort.

Du virker meget ung og måske lidt umoden, og jeg har også en fornemmelse af at du er omkring de 30 år.

I har været to om at lave dette barn, så må i f….. også være to om at løse det. Det kan jo ikke nytte at du stikker halen mellem benene og lægger dig ned i stuen, i stedet for at tage en konstruktiv samtale med din mand.

Du er såret og fortvivlet, hvilket bremser din sunde fornuft, så endnu engang vil jeg opfordre dig til at få en uvildig person i tale, hvad med at ringe til mødrehjælpen eller anden, for hvis du ikke får hurtig hjælp ender det med at du bryder sammen. Og hvad så…

lotte123

Kære Louise.

I den tilstand både du og din mand nu befinder jer i, er det da fuldstændig umuligt at tage nogle beslutninger, der påvirker resten af jeres liv.

I vil under alle omstændigheder have brug for hjælp til at komme videre i jeres liv.

Derfor gentager jeg mit råd om, at I søger professionel hjælp - og gør det lige nu, hvor I netop har flere muligheder i "spil". Om ganske få uger ER der jo taget beslutning om det barn eller ej, men det er af afgørende betydning, at I er afklarede om, hvad det vil betyde for jeres videre liv.

Søg efter professionel rådgivning i jeres nærhed - og gør det lige nu, ellers er det helt sikkert, det vil gå galt - lige nu er det jo jer begge to, der presses til beslutninger, ingen af jer er helt afklarede omkring.

Hvad enten det bliver et nyt barn eller ej - så skal I have hjælp - så de penge en sådan rådgivning koster, vil helt 100% være givet godt ud - hvis bare I kan blive afklarede.

Senere bør I da så nok overveje at skifte læge - for en læge, der slet ikke opdager, hvilken belastning I er ude i, er da vist ikke meget bevendt.

persille1

Jeg kan ikke lade være med at tænke lægen ved noget, vi ikke ved. Det er måske en moden overvejelse denne læge har gjort sig inden hun svarede. Jeg syntes det virker, som om Louise84 ikke magter mere. Og så går det slet ikke med flere børn.
Jeg har så ondt af de små størrelser, for selvfølgelig bliver de påvirket af hele denne situation.

persille1

Kære Louise84, jeg mener som Sofie45, du virker noget umoden eller ude af balance. Selv om du ikke mener det går det ud over de børn du allerede har, så er der ingen tvivl om, det gør det.
Jeg ville ikke selv kunne klare at ødelægge tilværelsen for mine børn , som jeg mener du er ved at gøre.
Jeg ved det er hårdt at have børn, de skal passes og du har allerede tre små børn, som har brug for både mor og far. Tænk på den familie, du har.
Du bliver vred over min mening, det ved jeg godt.
Som lotte123 skriver, I har brug for hjælp. Jeg håber I kan finde/få den.

Rosa50

Louise84.
Allerede i første indlæg gør du dig nogle tanker, som er relevante for det valg, du nu skal træffe, og valget er tilsyneladende dit.
Få jer en snak med en udenforstående. Der er flere ting du skal have afklaret.
Din mand er "tydelig i spyttet" som du skriver, han er tilsyneladende helt afklaret.
Tænk alle muligheder igennem. Er jeres forhold i fare for opløsning?
I så fald, hvordan vil du så klare dig som enlig mor?
Dit helbred skal også tages i betragtning. Måske er det derfor din læge siger som hun gør.
For lavt stofskifte kan komme ved en fødsel, hvor hypofysen har manglet ilt. Dit stofskifte er ikke helt reguleret endnu, skriver du.
Det kan gøre, at du ikke har overskud til den dagligdag du har nu, og det kan gøre det vanskeligt for dig, at klare endnu et barn.
For lavt stofskifte kan forveksles med depression, begge dele er lige galt. Der mangler energi og overskud.
Du kan godt se med fornuften, at en abort er at foretrække, men dine følelser siger det modsatte.
Nogen gange må man lade følelserne være som de er, accepter dem, som det de er.
Du skal tage stilling til den virkelighed du lever i.
Hvis ikke du har nogen at snakke med, så skriv ned, tag en dialog med dig selv, for og imod.