gravid med 4. barn - abort eller ej?
Kære alle, jeg har virkelig brug for hjælp!
Jeg er blevet gravid og er omkring 6 uger henne... Min mand og jeg har sammen 3 skønne børn på 7 og 6 år og en på 10 måneder. Vi var helt afklarede om at vi ikke skulle have flere børn, også derfor Carsten, havde bestilt tid ved lægen medhenblik på at blive steriliseret. få dage inden han skal til læge, tester jeg positiv... og han er meget klar i spyttet - vi skal ikke have flere børn. Jeg tror ikke jeg kan sige nej til det lille barn i min mave - uden at gøre uoprettelig skade på mig selv i processen!
Nu er der gået en uge, og jeg har sovet ekstremt dårligt, for jeg spekulerer og spekulerer. Hvordan kunne vi klare det hvis vi vælger barnet - rent praktisk og økonomisk? Hvad sker der med vores forhold hvis vi vælger barnet vs abort? Er frygtelig bange for at jeg vil komme til at bære ekstremt nag til Carsten, hvis jeg får den abort - og vil jeg så kunne elske ham længere? Vi har talt om disse ting, og han sagde at han var bange for hvis vi fik barnet at det ville blive så hårdt at vores forhold gik i stykker af det... han mente også at han kunne arbejde på at gøre det godt igen, når jeg havde fået aborten...
Har det som en lus mellem to negle!
Rent praktisk, økonomisk, forholdsmæssigt og overskudsmæssigt kan jeg sagtens nå frem til at det bedste er at få en abort, men hver gang jeg rammer den erkendelse bryder jeg helt sammen! jeg bare græder og græder - er det så den rigtige beslutning selv om jeg får den reaktion? jeg ved det ikke!
Jeg har endvidere diabetes type 1 og da jeg fandt ud af at jeg var gravid, troede jeg at jeg var meget dårligt reguleret mht blodsukker, højt blodsukker = høj risiko for misdannelser 6% risiko. efter en samtale med min diabetes sygeplejerske viser det sig at jeg er ok reguleret og har omkring 3,5% risiko. med vores yngste var risikoen på 3%. Jeg har endvidere også fået lavtstofskifte, det er ret nyt og er ikke helt velbehandlet endnu.
da jeg fik besked om at jeg ikke lå helt skævt i blodsukre - fik jeg en følelse af at så skulle vi have det barn. Men vil jo heller ikke miste Carsten fordi vi får endnu et barn...
For fanden hvor er det her svært!
Skal til lægen igen i dag, Carsten tager med ... jeg ved stadig ikke hvad jeg skal vælge!
Jeg er blevet gravid og er omkring 6 uger henne... Min mand og jeg har sammen 3 skønne børn på 7 og 6 år og en på 10 måneder. Vi var helt afklarede om at vi ikke skulle have flere børn, også derfor Carsten, havde bestilt tid ved lægen medhenblik på at blive steriliseret. få dage inden han skal til læge, tester jeg positiv... og han er meget klar i spyttet - vi skal ikke have flere børn. Jeg tror ikke jeg kan sige nej til det lille barn i min mave - uden at gøre uoprettelig skade på mig selv i processen!
Nu er der gået en uge, og jeg har sovet ekstremt dårligt, for jeg spekulerer og spekulerer. Hvordan kunne vi klare det hvis vi vælger barnet - rent praktisk og økonomisk? Hvad sker der med vores forhold hvis vi vælger barnet vs abort? Er frygtelig bange for at jeg vil komme til at bære ekstremt nag til Carsten, hvis jeg får den abort - og vil jeg så kunne elske ham længere? Vi har talt om disse ting, og han sagde at han var bange for hvis vi fik barnet at det ville blive så hårdt at vores forhold gik i stykker af det... han mente også at han kunne arbejde på at gøre det godt igen, når jeg havde fået aborten...
Har det som en lus mellem to negle!
Rent praktisk, økonomisk, forholdsmæssigt og overskudsmæssigt kan jeg sagtens nå frem til at det bedste er at få en abort, men hver gang jeg rammer den erkendelse bryder jeg helt sammen! jeg bare græder og græder - er det så den rigtige beslutning selv om jeg får den reaktion? jeg ved det ikke!
Jeg har endvidere diabetes type 1 og da jeg fandt ud af at jeg var gravid, troede jeg at jeg var meget dårligt reguleret mht blodsukker, højt blodsukker = høj risiko for misdannelser 6% risiko. efter en samtale med min diabetes sygeplejerske viser det sig at jeg er ok reguleret og har omkring 3,5% risiko. med vores yngste var risikoen på 3%. Jeg har endvidere også fået lavtstofskifte, det er ret nyt og er ikke helt velbehandlet endnu.
da jeg fik besked om at jeg ikke lå helt skævt i blodsukre - fik jeg en følelse af at så skulle vi have det barn. Men vil jo heller ikke miste Carsten fordi vi får endnu et barn...
For fanden hvor er det her svært!
Skal til lægen igen i dag, Carsten tager med ... jeg ved stadig ikke hvad jeg skal vælge!
Kommentarer
Kan godt forstå at det er en svær situation at stå i for dig.
Din mand ønsker ikke barnet, men du er selv meget i tvivl, og du tror at du måske vil bære nag til din mand hvis du får abort.
For det første: Man skal aldrig lade sig presse til en abort!!!!!!
Og din mand han presser dig. Det er ikke fair.. Han siger til dig at jeres forhold sikkert går i stykker hvis I får barnet. Hvor ved han det fra. ?
Du skal mærke efter, For abort er en meget alvorlig og trist sag.
Og hvis du er meget i tvivl, så er der rigtig stor risiko for at du får det psykisk hårdt bagefter, og er noget som vil mærke dig resten af dit liv.
Du har nogle fine tanker omkring hvordan du evt vil få det efter en abort. Hold fast i dem. Det er udfra dem du skal beslutte dig. Dine frustrationer over de ydre ting som økonomi osv, skal du skubbe i baggrunden. Det er sekundære ting, som der nok skal blive en løsning på.. Der er heldigvis 9 måneder til barnet kommer.
KAn mærke at du gerne vil have barnet. Stå fast. De fleste mand ændrer holdning, når de lige har sundet sig lidt og vænnet sig til tanken.
Håber det bedste for dig.
Mange hilsner Lisbeth
Jeg forstår godt din mand. Jeg mener også der skal tages hensyn til hans mening og følelser.
Har du overskud, penge og kræfter til at tage dig kærligt af dem også, hvis du skulle blive alene.
Det mener jeg er nogle overvejelser du bør gøre dig. Hvis din mand ikke føler han kan klare flere og ægteskabet går i stykker. Det bliver ufatteligt hårdt for jer alle. Ikke mindst for de børn du allerede har. Det kunne jeg ikke byde mine børn.
Jeg ved da godt det ikke er det mindste morsomt, men jeg mener også der bør tages hensyn til din mand og dine andre børn.
Det er blevet så moderne at sige: Det drejer sig om dig.
Nej, det drejer sig om jer alle og tilgiv din mand, at han ikke kan klare mere.
Det ville jeg gøre.
Jeg læste lige, hvad du har skrevet igen. Du græder og græder. Hvordan har dine børn det med det. Jeg tror slet ikke dit helbred kan holde til det ekstra arbejde. Det er synd for de børn du allerede har.
Det er ikke kun dig eller kun din mand, der skal beslutte her. Det bør og skal være en fælles beslutning, som I er enige om. I må jo vide, at I er ret fertile, og det er jeres fælles ansvar, at der blev sløset med prævention.
Mit forslag er, at i - som lyn og torden, når der jo skal tages beslutning ret hurtigt - får kontakt til en enten parterapeut eller en psykoterapeut til en session, hvor I kan få en trediepart med, der kan lytte til hvad I hver især føler omkring det her, og som kan hjælpe jer til den rette beslutning - og den beslutning, som I begge vil kunne forstå og leve med.
Jeg synes faktisk, det er for lavt at bare true med at gå, hvis du gennemfører - allerede der er der noget, der tyder på, at I har brug for hjælp - for så er der andet, der også er forkert i jeres forhold.
Men - jeg gætter og håber, at det udbrud fra din mand, simpelt hen skyldes, at han ikke her og nu kan overskue situationen - også det, skal I have noget hjælp til.
Det var hårdt, virkelig hårdt. En periode havde jeg det sådan, at jeg næsten ikke orkede at stå op om morgenen. Det første jeg skulle hver morgen, var at skifte to fyldte bleer. Jeg havde det også, som om jeg ikke havde sovet i flere år, hvilket jeg heller ikke havde. Jeg havde ikke fået en rigtig fuld nattesøvn.
I perioder kunne jeg føle mig som et jaget dyr. End ikke på toilettet kunne jeg være i fred. En på skødet og en der stod og trak i toilettet.
Jeg havde tit dårlig samvittighed fordi, der var simpelthen ikke tid og overskud til det jeg syntes, der også skulle være tid til.
Alligevel husker børnene det som en god tid.
"De to små" har haft og har stadigvæk meget glæde af hinanden.
Havde jeg valgt abort, hvis muligheden havde været der?
Jeg tænkte det tit, at det havde jeg. Men jeg tror ikke jeg havde mod til det.
Jeg gik hjemme, det gjorde mange den gang. I vore dage skal begge forældrer helst arbejde.
>Og hvem skal gi efter.
Der er mange gode velmenende råd her, men synd at de næsten kun beskriver hvor hårdt at få børnene så tæt på hinanden og at hun måske ikke har overskud tl børnene. osv grunden til at hun har det som hun har det lige nu er jo den grund at hun er i tvivl men kun fordi hendes mand ikke ønsker barnet.
Ja det bliver selvfølgelig hårdt at få et barn så tæt på hinanden, men når den hårde tid er overstået så bliver hun aflastet for børnene vil få meget glæde af hinanden.
Hvorfor er der ikke nogen der støtter hende i at ville have barnet. Undrer mig.
Abort er ikke altid den rigtige løsning, langt fra, mange kvinder får det rigtigt skidt bagefter og siger bagefter: Hvorfor var der ikke nogen der støttede mig i ikke at få abort. Hvorfor de mange velmenende råd om at abort var den rigtige beslutning.
Det er der vel ikke nogen der ønsker for trådstarter at hun skal tænke det samme: Hvorfor rådede de fleste mig til at få abort, når jeg ikke lægger skjul på at jeg ikke ville kunne klare at få abort.
Man kan ikke sige: Hvorfor rådede du mig ikke til det. Hvad den enkelte vælger må blive deres eget ansvar.
Trådstarter er ikke rask og har tre små børn, samt en mand, der føler det bliver for voldsomt. Tænk nu, hvis hele familien ikke kan klare det, vil du så påtage dig ansvaret for det, fordi der blev lyttet til dit råd.
Louise84 kan ikke klare at få en abort, men kan hun klare det andet. Det er lige så vigtigt. Somme tider MÅ man klare sig. Især, når man har tre små børn at tage sig af.
Jeg hverken kan eller vil påtage mig noget ansvar for beslutningen, jeg siger kun hvad jeg selv ville gøre i den situation.
Lottes gode råd om at snakke med en udenforstående er et rigtig godt råd, for det er en stor beslutning at få endnu et barn, når den ene ikke ønsker det.
Jeres forhold må halte på en eller anden måde, når I ikke kan komme til enighed om så vigtigt et punkt som det trods alt er at få endnu et barn, og vi skal passe på med at lade følelserne råde, men derimod lade fornuften råde.
Ingen her kan råde dig, men når man har tre små børn, så skal der en god økonomi, et godt ægteskab og en masse overskud til at sætte endnu et barn til verdenen.
Jeg kan godt følge dine følelser for dette ufødte barn, men jeg må også helt klart sige, at det kan være utroligt egoistisk at vælge barnet måske på bekostning af dine allerede fødte børn, og ja jeg synes også, at du skal respektere at din mand ikke magter et barn til.
Jeg råder IKKE til abort. Jeg råder heller ikke til det modsatte, men der i mod råder jeg til, at de søger noget hjælp, så de i FÆLLESSKAB kan tage den beslutning, der er den rette for hele familien.
Nej, det er ikke nemt at sige, at det skal være en fælles beslutning, når man står så langt fra hunanden. DERFOR foreslår jeg, de får noget hjælp, der kan vurdere begges situation uvildigt.
Hvad enten det bliver til et barn mere eller til en abort, så er det en beslutning, der har konsekvenser for resten af livet - og sådan er det. Der er både fordele og ulemper ved begge beslutninger.
Derfor er det afsindigt vigtigt, at man får al den mulige hjælp, der er at få, til at tage den beslutning, man har det bedst med.
Det var faktisk det, jeg skrev - og hvis du vil kritisere det, så er du meget velkommen - og jeg vil respektere det, hvis du er uenig, men jeg bryder mig ikke om at blive anklaget for påstande, jeg ikke har udtrykt.
Men - fred med, hvad jeg bryder mig om - det handler om, at denne familie skal have nogle gode værktøjer at handle ud fra uden fordømmende anklager.
Skrevet samtidigt med Sofies indlæg, som jeg ikke har læst før jeg skrev dette.
Du ville uanset om det var det 10. barn råde hende til at føde dette barn, og det skræmmer mig helt utroligt.
Det at få et barn er en stor beslutning, det er ikke bare rosenrødt det hele, og du glorificerer det at få et barn på bekostning af, de børn der allerede er der.
Men jeg har ikke glemt hvordan min dagligdag var.
Jeg lignede en hængt kat.
Men der var også skønne, skønne timer når vi pakkede barnevogn og klapvogn og gik til stranden, med sutteflasker, madpakker og kiks eller hvad man nu lige fandt på. En de større børn måtte tage klapvognen, ellers kunne vi ikke komme afsted. Jeg havde ikke kørekort på det tidspunkt.
Jeg vil sige det på den måde, at den frie abort er noget rigtigt hø, den kan lægge pres på kvinder der egentlig gerne vil have barnet. Er der ingen støtte fra manden, ja, så er jeg i tvivl. Han har jo også ret til at fravælge barnet.
Ethvert besvær når barnet kommer, kan bruges, til at sige, "det valgte du selv", hvilket man ikke kan komme uden om.
Jeg tror også, at trådstarter kan komme i det dilemma som hun beskriver meget fint. Følelser er man ikke herre over, selv fornuften kommer til kort i disse spørgsmål.
Jeg ved, at nogen kvinder får det skidt efter en abort, men andre har ikke problemer med det. Det kan man ikke vide på forhånd.
Jeg har ikke personlig erfaring, har aldrig fået en abort, men jeg har haft med mange kvinder at gøre, derfra ved jeg, at det er meget forskelligt, hvordan man har det med en abort.
Så jeg vil også sige, få en professionel til at hjælpe jer med, at få talt det godt igennem, så du er afklaret uanset hvilket valg der træffes.