Sådan har jeg også forstået det. Og det er jo netop det farlige – endda til tider livsfarlige, ved Per Finks sygdomsopfattelse.
Der er helt sikkert mennesker, der ikke får den korrekte diagnose og ikke får den korrekte behandling.
Man kan indvende, at sådan har det altid været. Men Per Fink & Co har gjort det nemmere for praktiserende læger at afvise at hjælpe patienter. Før i tiden ville læger formodentlig i højere grad have betænkeligheder ved at afvise folk, men TERM-modellen giver den usikre og uerfarne læge støtte og hjælp til at optræde afvisende, under det påskud, at den væremåde skulle være til gavn for patienten.
Min egen sygehistorie stammer fra før TERM-modellen blev konstrueret. Alligevel kan alt, hvad der gik galt, forstås ud fra den systematik, som Per Fink forsøger at indføre, for tankegodset bag Per Finks sygdomsopfattelse eksisterede allerede omkring årtusindskiftet, i form af neuropsykolog Lise Ehlerts bøger og foredrag, som læger valfartede til.
Jeg har i årtier haft en tendens til at få depressioner, men ind imellem depressionerne var jeg fuldstændig rask. Da jeg så fik et træthedsproblem, kunne jeg ikke blive undersøgt. Min læge mente formodentlig, at det var psykisk.
Senere viste det sig så, at jeg havde en voldsom jernmangel, som jeg må have gået med i flere år, måske on and off i årtier. Og senere igen viste det sig, at jeg har central søvnapnø.
Men der var altså op mod ti år, hvor jeg ikke kunne få lægehjælp. Jeg skiftede læge flere gange, men det ændrede intet. Omkring 2006 oplevede jeg for første gang hos min daværende praktiserende læge en væremåde, der tydede på, at lægen havde været på TERM-kursus:
Lægen optrådte med en tydeligt påtaget medfølelse, men var samtidig meget afvisende over for at undersøge mig. Den dobbelthed i lægens væremåde var virkelig ubehagelig – ja, faktisk pinefuld at opleve. Jeg stod i en meget alvorlig situation helbredsmæssigt, og så oplevede jeg, at lægen spillede en slags skuespil og slet ikke tog mig alvorligt. Det var virkelig frygteligt. Og hver gang endte lægebesøgene efter 5 minutter med, at lægen gik hen og åbnede døren som signal til afsked, uden at jeg havde fået nogen form for lægehjælp.
Det siger sig selv, at jeg derefter skiftede læge igen, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Det nye lægehus, som jeg efterhånden har været tilknyttet i nogle år, viser ingen tegn på TERM-sygdomsopfattelse, og nu er det så også blevet opklaret, hvad jeg fejler: central søvnapnø og anfald af atrieflagren.
Min pointe er, at det lige så godt kunne have været en kræftsygdom. Om det var det, kunne ingen jo vide, eftersom jeg ikke kunne blive undersøgt.
Jeg er overbevist om, at der mange andre, der har stået i samme situation som jeg.
Det er mit håb, at flere helt almindelige læger kommer op af stolene og protesterer imod Per Fink´s system med "de funktionelle lidelser", som, efter min opfattelse, er ødelæggende for tillidsforholdet læge og patient imellem.
Og stor tak til Kameliadamen for endnu et velskrevet indlæg.
Kommentarer
Sådan har jeg også forstået det. Og det er jo netop det farlige – endda til tider livsfarlige, ved Per Finks sygdomsopfattelse.
Der er helt sikkert mennesker, der ikke får den korrekte diagnose og ikke får den korrekte behandling.
Man kan indvende, at sådan har det altid været. Men Per Fink & Co har gjort det nemmere for praktiserende læger at afvise at hjælpe patienter. Før i tiden ville læger formodentlig i højere grad have betænkeligheder ved at afvise folk, men TERM-modellen giver den usikre og uerfarne læge støtte og hjælp til at optræde afvisende, under det påskud, at den væremåde skulle være til gavn for patienten.
Min egen sygehistorie stammer fra før TERM-modellen blev konstrueret. Alligevel kan alt, hvad der gik galt, forstås ud fra den systematik, som Per Fink forsøger at indføre, for tankegodset bag Per Finks sygdomsopfattelse eksisterede allerede omkring årtusindskiftet, i form af neuropsykolog Lise Ehlerts bøger og foredrag, som læger valfartede til.
Jeg har i årtier haft en tendens til at få depressioner, men ind imellem depressionerne var jeg fuldstændig rask. Da jeg så fik et træthedsproblem, kunne jeg ikke blive undersøgt. Min læge mente formodentlig, at det var psykisk.
Senere viste det sig så, at jeg havde en voldsom jernmangel, som jeg må have gået med i flere år, måske on and off i årtier. Og senere igen viste det sig, at jeg har central søvnapnø.
Men der var altså op mod ti år, hvor jeg ikke kunne få lægehjælp. Jeg skiftede læge flere gange, men det ændrede intet. Omkring 2006 oplevede jeg for første gang hos min daværende praktiserende læge en væremåde, der tydede på, at lægen havde været på TERM-kursus:
Lægen optrådte med en tydeligt påtaget medfølelse, men var samtidig meget afvisende over for at undersøge mig. Den dobbelthed i lægens væremåde var virkelig ubehagelig – ja, faktisk pinefuld at opleve. Jeg stod i en meget alvorlig situation helbredsmæssigt, og så oplevede jeg, at lægen spillede en slags skuespil og slet ikke tog mig alvorligt. Det var virkelig frygteligt. Og hver gang endte lægebesøgene efter 5 minutter med, at lægen gik hen og åbnede døren som signal til afsked, uden at jeg havde fået nogen form for lægehjælp.
Det siger sig selv, at jeg derefter skiftede læge igen, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Det nye lægehus, som jeg efterhånden har været tilknyttet i nogle år, viser ingen tegn på TERM-sygdomsopfattelse, og nu er det så også blevet opklaret, hvad jeg fejler: central søvnapnø og anfald af atrieflagren.
Min pointe er, at det lige så godt kunne have været en kræftsygdom. Om det var det, kunne ingen jo vide, eftersom jeg ikke kunne blive undersøgt.
Jeg er overbevist om, at der mange andre, der har stået i samme situation som jeg.
Mange hilsner
Kameliadamen
http://www.dagensmedicin.dk/opinion/deb ... -umoralsk/
Også til denne artikel er debatfunktionen lukket.
Det er mit håb, at flere helt almindelige læger kommer op af stolene og protesterer imod Per Fink´s system med "de funktionelle lidelser", som, efter min opfattelse, er ødelæggende for tillidsforholdet læge og patient imellem.
Og stor tak til Kameliadamen for endnu et velskrevet indlæg.
http://www.avisen.dk/usynlig-lidelse-de ... 74524.aspx