Snart 5 års depression og modløs
Jeg har haft depression i snart 5 år og har ikke fået meget hjælp nogetstedsfra. Jeg har været indlagt 1 gang i en måneds tid pga selvmordstanker, der skiftede jeg til noget andet medicin. Jeg var på paroxitin da jeg blev indlagt og 60g cymbalter da jeg blev udskrevet. Jeg har haft 1/2 år hvor jeg havde det rimeligt og var i job. Derudover har jeg prøvet at starte på 3 forskellige uddannelser, men er gået helt ned hver gang.
Jeg er 27 år og kvinde by the Way.
Alt i mit liv (bortset fra økonomi og uddannelse) kører i princippet på skinner.
God familie, venner, kæreste.. Men jeg har ikke været lykkelig i meeeeget lang tid. Jeg er så træt af at kæmpe en kamp om hver en eneste ting der skal foretages i løbet af hver dag og jeg har selvmordstanker hver dag. Jeg får 25mg seroquel til at sove på, men det virker ikke mere. Jeg har taget over 20 kg på siden starten af depressionen og jeg hader min krop.
Jeg var for nylig inde på psyc skadestue på Bispebjerg og spørger efter ect, men de ville ikke give mig det.
Jeg skal starte til et forløb m psykolog på Frederiksberg hospital og håber de kan hjælpe mig der.. Men jeg har bare brug for at vide om der er noget håb for mig overhovedet, for jeg er så træt..
Og hvorfor varer min depression så længe og hvad kan jeg gøre for en dag at få et liv igen.. Og hvorfor kan jeg ikke få ECT når jeg har haft en så lang depression.. Jeg vil bare gerne have et glimt af håb og jeg kan ikke selv særlig meget mere.. Tager måske 1 bad om ugen, vaske op er en by i Rusland og alt flyder og er klamt.. Jeg orker bare ikke flytte mig nogen steder..
Mvh den modløse
Jeg er 27 år og kvinde by the Way.
Alt i mit liv (bortset fra økonomi og uddannelse) kører i princippet på skinner.
God familie, venner, kæreste.. Men jeg har ikke været lykkelig i meeeeget lang tid. Jeg er så træt af at kæmpe en kamp om hver en eneste ting der skal foretages i løbet af hver dag og jeg har selvmordstanker hver dag. Jeg får 25mg seroquel til at sove på, men det virker ikke mere. Jeg har taget over 20 kg på siden starten af depressionen og jeg hader min krop.
Jeg var for nylig inde på psyc skadestue på Bispebjerg og spørger efter ect, men de ville ikke give mig det.
Jeg skal starte til et forløb m psykolog på Frederiksberg hospital og håber de kan hjælpe mig der.. Men jeg har bare brug for at vide om der er noget håb for mig overhovedet, for jeg er så træt..
Og hvorfor varer min depression så længe og hvad kan jeg gøre for en dag at få et liv igen.. Og hvorfor kan jeg ikke få ECT når jeg har haft en så lang depression.. Jeg vil bare gerne have et glimt af håb og jeg kan ikke selv særlig meget mere.. Tager måske 1 bad om ugen, vaske op er en by i Rusland og alt flyder og er klamt.. Jeg orker bare ikke flytte mig nogen steder..
Mvh den modløse
Kommentarer
Det gør mig ondt, at du skal have det så elendigt. 5 år er lang tid. Jeg synes, at det er mærkeligt, at du ikke er blevet henvist til en psykiater, eller at der ikke er blevet gjort flere forsøg på at hjælpe dig via medicinen. Du har ganske vist afprøvet to slags medicin, men når Cymbalta ikke virker, så forstår jeg ikke, at du skal blive ved med at tage det.
Hvem står for din medicinering? Den praktiserende læge? Hvorfor mener vedkommende læge, at du skal blive ved med din nuværende medicinering, når den ikke virker?
Når Bispebjerg afviste at give dig ect., så er det jo nok for det første, fordi man ikke sådan kan komme ind fra gaden og bede om en så voldsomt indgribende behandlingsmetode, og for det andet fordi mindre voldsomt indgribende behandlingsmetoder skal være afprøvet først. Og du har jo – mærkværdigvis − kun afprøvet to slags medicin.
Jeg synes, at det er helt fint, at du er blevet henvist til en psykolog. Det skulle have været gjort for længe siden.
Men når der er tale om en så svær og hårdnakket depression, så tror jeg altså, at der også må gøres noget ved din medicinering. En psykolog kan jo ikke udskrive medicin.
Der kan være flere problemer ved din nuværende medicinering:
1. Det præparat, du får, passer måske ikke til dig. Mange depressive er nødt til at prøve flere forskellige slags antidepressiver, før det rette bliver fundet.
2. Præparatet kan være o.k., men dosis måske forkert – enten for stor eller for lille. Det er meget vigtigt, at dosis er lige tilpas. Det er klart, at en for lille dosis ikke hjælper, men hvad mange ikke ved, er, at virkningen af en for stor dosis ofte ikke er til at skelne fra de symptomer, medicinen skulle kurere!
Hvor længe har du taget Cymbalta?
Jeg har selv engang prøvet at gå i, hvad der for mig var lang tid (flere måneder) og tage antidepressiv medicin uden nogen positiv effekt. I den situation trappede jeg på eget initiativ ud af medicinen – hvorefter jeg blev fuldstændig rask og depressionsfri i løbet af en uges tid. Sådan som jeg oplevede det, så var det medicinen, der vedligeholdt min depression!
Jeg kan godt se, at det er et voldsomt skridt at trappe ud af medicinen, og jeg ved jo ikke, om det er det rigtige for dig. Men sådan som du har det, kan det jo ikke blive ved med at gå. Noget må der gøres.
I øvrigt er det min erfaring, at det er meget vigtigt, at man har fået taget blodprøver til undersøgelse af, om der er ernæringsmæssige mangler eller måske lavt stofskifte, som (medvirkende) årsag til depressionen.
Hvis man mangler vigtige vitaminer eller mineraler, kan denne mangel spille ind på leverens omsætning af medicinen, sådan at medicinen ophobes i organismen, hvilket kan bevirke, at en ellers lille eller en normal dosis medicin virker, som om dosis er alt for stor. Jeg tror, at det var det, der skete for mig. Det viste sig, at jeg havde en alvorlig jernmangel. Leveren skal bruge jern til at omsætte medicinen, og da jern manglede, virkede en ellers lille dosis, som om jeg fik en kæmpe dosis, og det vedligeholdt depressionen i månedsvis.
At sådan noget kan ske, ved psykiaterne godt, men de er meget forsigtige med at fortælle det, da de er bange for, at folk bare dropper medicinen uden grund. Her er et citat af psykiateren Jes Gerlach fra bogen ”Depression – Symptomer, årsager og behandling”:
”Hjælper medicinen ikke, skal man overveje, om diagnosen er korrekt, og om der måske bag den medicinske behandling er indtrådt en spontan bedring, som først synliggøres, når den medicinske behandling ophører. Det er derfor vigtigt ved udeblivende effekt at overveje gradvist medicinophør med henblik på nærmere observation og diagnose-revision. Undertiden oplever man da – når de eventuelle ophørssymptomer er aftaget – at personen nærmer sig sit normale jeg.” (side 231).
Hvad du end gør, så synes jeg, at det er vigtigt, at du rådfører dig med erfarne folk. Hvis du vælger at trappe ud af medicinen, så er det vigtigt, at det sker gradvist over lang tid, for at du kan undgå ophørssymptomer.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Tak for det hurtige svar..
Jeg har været til psykiater, men han spurgte bare lidt ind til hvordan det gik med medicinen og gjorde derudover ingenting.
Da jeg blev indlagt var de ret sikre på at paroxitinen havde givet mig selvmordstanker, da jeg ikke havde dem før medicinen, derfor er der ikke meget medicin de tør give mig idag da det indeholder stoffer der også er i paroxitin. Jeg har for ikke så længe siden trappet ud af medicinen for at se hvordan jeg ville have det (da cymbalter gør mig ret følelseskold) men fik det meget værre og græd hele tiden og var overvældet endnu stærkere af de negative følelser.
Jeg reagerer generelt rigtig stærkt på medicin hvilket betyder at bivirkningerne ofte er meget store, så at øge dosis ville forringe min livskvalitet yderligere..
Jeg har været på cymbalter i 2 år og jeg tror også jeg bør prøve noget andet hvis der er noget. Tror også de har psykiatere på den afdeling jeg skal hen til samtale, så håber de kan finde på noget.
Grunden til jeg kom ind fra gaden og bedte om ect er at jeg praktisk talt har måtte behandle mig selv ved at undersøge mine muligheder for behandling da jeg virkelig lidt hjælp har fået.
Jeg fik 24 gange psykolog samtale mens jeg var på paroxitin, men da fik jeg det gradvist værre og værre for hver dag og endte med indlæggelse, så det nyttede jo ingenting.
Men jeg må jo bare vente på behandling på Frederiksberg og håbe at der endelig er nogen der kan gøre noget og at de er kvalificerede.. For lykkes det ikke der, så vil jeg ikke mere. Har allerede brugt tæt på en 1/5 af mit liv i helvede.
Tak fordi du gav mig et hurtigt svar
Er du blevet checket for mangler af vitaminer og mineraler ?
Kvinder som bruger P-piller kan f.eks. får forhøjet niveau af kobber i blodet, hvilket kan medføre depression.
Kan i hvert fald nævne det for psykologen jeg skal snakke med
Tak fordi du har svaret mig, det betyder rigtig meget !
Her er lidt læsestof om kobber.
www.kopparspiral.blogspot.se
Alle indre organer, inkl. leveren som er det sted kobber hovedsageligt ophobes, står i forbindelse med blodet i rygsøjlen, eller rettere foran rygsøjlen, nemlig den nedre hulvene, der ganske rigtig også drænerer (altså MODTAGER, ikke afgiver) veneblod fra rygsøjlen -blodet skal jo tilbage til hjertet. Fra hjertet pumpes størstedelen af det friskt iltede blod uden svinkeærinder til hovedet.
Der er for øvrigt også kun veneklapper i de vener der sidder i arme og ben, hvis man lige ser bort fra den ene klap i hulvenen der sidder i overgangen mellem hulvene og selve hjertet. Der er lidt debat bland de lærde om venerne i rygsøjlen har klapper eller ej, de fleste mener dog at det er der ikke.
Men det har jo intet med kobber at gøre. Er kobber-niveauet forhøjet i blodet skal kobberet nok finde op til hjernen, men altså via arteriesystemet og ikke venerne.
Livmoderen har heller intet med kobberniveauet at gøre. Det er derimod p-pillerne i sig selv der påvirker kobber-optaget. Hos nogle kan det niveau så blive for højt, også højere end det ville have været uden p-piller. -Men kobberoptaget svinger også i løbet af en almindelig menstruations-cyklus, som jo styres af æggestokkene og ikke livmoderen.
Jeg kender ikke så meget til sammenhængen mellem kobber og depression men nu er depression og ikke mindst hjernen særdeles kompliceret, så nogen sammenhæng kan vel ikke udelukkes.
Hjernen er et meget ”følsomt” organ og er derfor pakket godt ind i en kasse, i form af kraniet, indhyldet i nogle hjerne-hinder og noget væske (hjerne-rygmarvs-væsken).
Men for at man ikke får skade på hjernen af at ryste på hovedet eller støde ind i noget, kræver konstruktionen et meget specifikt støddæmpende system og dette er bl.a. i form af dette klap-løse blodkarsystem.
Denne viden overses desværre hyppigt af læger, men er beskrevet af afdøde Prof. i Neurologi Patrick Störtebecker.
Swedish Journal of Biological Medicine 89
Direct Transport of Mercury from Oronasal Cavity to the Chranical Cacity as a Cause of Dental Amalgam.
Samt i en bog af samme.
Störtebecker Patrick. Kvicksilverförgiftning från Tand-amalgam - en fruktansvärd risk för människans hjärna. 2:a utgåvan med Addendum 1990. ISBN 91-86034-06-5
På grund af ovenstående oplysning forholder det sig således, at når gynækologen eller lægen indsætter en kobberspiral i livmoderen, kan det ”sidestilles” med indsætning af et kobberholdigt implantat i hjernens blodkar!
Når man er gravid øges kobber-niveauet naturligt i blodet. Brug af p-piller er en hormon-behandling, som får kroppen til at tro, at den er gravid og derfor øges kobber-niveauet ligeledes.
Mens jeg er ved emnet: ”Hvad læger ikke ved”, vil jeg gøre opmærksom på det faktum, at en måling af kobberindholdet i en blodprøve IKKE kan tages som et udtryk for kroppens depoter af kobber.
Faktisk er der ofte omvendt proportionalitet, idet et lavt kobberindhold, i en blodprøve, kan indikere, at der er abnormt mængder af kobber deponeret i de indre organer.
De organer, hvor kobber særligt deponeres er: lever, nyre, hjerte, øje og hjerne.
Forhøjet niveau af kobber (i hjernen) er interessant i denne debat, idet det kan medføre symptomer som depression.
PS. Til Asklepios12.
Undskyld, at jeg lige ”klapser” dig her. Jeg synes ellers, at du plejer kommer med nogle gode kommentarer.
Hvis du læser min kommentar igen vil du se at vi sådan set ikke er uenige. Læger kender skam udemærket hjernens støddæmpende system du skriver om i din seneste kommentar. Og vi to er da også enige om at kobber-niveuet stiger ved p-piller, som var det du specifikt nævnte i din første kommentar. Jeg har ikke undersøgt om kobberniveuet også stiger ved en kobberspiral, men umiddelbart lyder det da såre logisk. At kobber kan ophobes i hjernen har jeg også givet dig ret i.
Du skrev bare "Blodet i livmoderen står i forbindelse med blodet i rygsøjlen og til hjernen via et blodkar system uden blodklapper" -og her er det bare at jeg lige gør opmærksom på spinalkanalens vener jo altså drænerer TIL nedre hulvene, ligesom livmoderen. Der er intet direkte kar mellem livmoder og hjerne hvilket også ville være dumt for blodet i livmoderen indeholder alt for lidt ilt til at kunne bruges direkte til hjernen -men det er jo som jeg skrev også ligemeget i et lukket system som det jo er. Men blodet fra livmoderen skal altså lige omkring lunger og hjerte inden det kommer til hjernen via pulsårerne. Med eller uden forhøjet niveau af kobber.
Jeg ved i øvrigt overhovedet ikke hvad læger ved og ikke ved. Men nok ikke så meget om kobber. Men de som regel deres anatomi ;-)
Det var nu ment som et pænt ”klaps” igen.
Vi er altså enige om det meste, bortset fra Prof. Neurologi Patrick Störtebecker beskrivelse af anatomien i hjernens ”støddæmpende” system.
Prof. Patrick Störtebecker fremkommer i øvrigt med en del anden vigtig viden, som stadig synes at være overset eller ikke forstået af læger.
Alene det, at gynækologer / læger isætter et implantat i livmoderen indeholdende et toksisk metal, uden nærmere overvejelser om mulige konsekvenser, tyder på mangelfuld viden.
Mon du kunne få tilgang til Patrick Störtebecker´s materiale, som jeg nævner i mit forrige indlæg?