Raserianfald

denpositive1

Altså jeg tror at jeg er blevet helt misforstået her! Vi kører ikke en kæft, trin og retning måde herhjemme, vi styrer ikke vores børn og bestemmer alt. Vi tvinger dem ikke, til at "hygge" med os, og vi blander os ikke i alt hvad de laver...
Vi prøver at lære dem, at ens egne handlinger har konsekvenser og vi taler meget med dem. Vi laver aftaler, og de får lov til at argumenter for og imod.

Det her er mit sidste indlæg i denne debat, jeg prøvede bare at høre om andre har oplevet noget lignende for jeg tror ikke på, at man aldrig har noget som helst problem med sit barn i løbet af opvæksten....
Tak for de konstruktive indlæg, som trods alt kom!!

denpositive1

Og så er det i øvrigt sidste gang, jeg søger råd og vejledning i dette her forum...

lotte123

Og jeg tror, du har misforstået konceptet: Debatforum.

Det her er ikke en brevkasse, hvor man udelukkende får råd og vejledning. Det er et debatforum, hvor det givne emne debatteres.

At jeg har skrevet som jeg har, har intet at gøre med, at jeg på nogen måde angriber dig og din måde at have familie på, men man kan nu en gang kun forholde sig til det, der rent faktisk står.

Og - du skriver altså om faste sengetider, struktureret hverdag - og ja, det har betydet, at nogen har opfattet, at det måske virker lidt for srikst - og du HAR jo reelt et problem med din dreng, der netop reagerer temmelig voldsomt.

Måske du skal se lidt på, hvordan I har valgt at køre tingene i jeres hjem - og måske gøre det før, du angriber her og bliver meget vred over disse indlæg, som jo netop udelukkende er en DEBAT om emnet. Tankevækkende, hvis det er samme reaktion, du har overfor din dreng.

Jeg har på ingen måde angrebet dig, men netop fortalt om, hvordan jeg taklede situationen, da jeg havde unge pubertetsbørn - og jeg må altså erkende, at jeg ikke oplevede raserianfald. Om det så skyldes at jeg havde "specielle" børn, at jeg bare var "heldig", eller om min metode rent faktisk havde en positiv virkning, skal jeg naturligvis ikke kunne sige.

Jeg synes faktisk også, det lød lidt vel hårdt det der med faste sengetider, regler for computertid osv - når vi rent faktisk taler om en dreng på 13 år. Det fremgik faktisk slet ikke, at denne dreng på nogen måde har nogen form for indflydelse og medbestemmelse - men jeg kan jo have taget fejl - hvilket jeg beklager.

persille1

Så har jeg misforstået dit indlæg.
Men jeg begriber ikke, når man spørger at man så ikke vil høre andres meninger. Vil man kun tales efter munden eller hvad.
Jeg bildte mig ind, at når der blev spurgt var det fordi man ønskede at høre andres meninger og så kunne man jo tage stilling ud fra de svar man fik.

Jeg er også blevet træt af, at når man svarer og siger sin ærlige mening, så er det galt. Ingen forventer/forlanger du skal have den samme mening.

Du er faktisk ikke nem at tale med, du vil have ret.

Jeg lover mig selv aldrig at ville sige min ærlige mening her mere.

ps. Jeg har heller aldrig oplevet raseri anfald. Tro det eller lad være. Men jeg ville heller ikke bare have ret.

denpositive1

Med fare for at blive beskyldt for at jeg "bare vil ha ret" svarer jeg alligevel tilbage...
Det jeg blev harm over, var at et af de første svar kaldte vores måde "kvalmende" og nærmest gav mig og vores måde at gøre på skylden for det hele... Og hvordan at jeg ved at svare tilbage på indlæg bliver beskyldt for at MÅ have ret, og at det jo nok også derfor min søn reagerer som han gør - DET har intet med en konstruktiv debat at gøre.
I kender mig ikke, og jeg har kun beskrevet de områder hvor vi ser det vigtig med struktur, og ikke hele vores familieliv...
Vi har jo også en del af skylden, men som jeg skrev har jeg talt med en børnepsykolog og hans klasselærer. Hele familien har været igennem et forløb, og det fik os til at indse at strukur i hverdagen er vigtig. Dermed være ikke sagt, at alt er struktureret, jo sengetider er i hverdagen ikke til forhandling (det modsatte er prøvet og gik helt i ged), det samme med pc tid (der blev ikke lavet lektier) så de to områder er meget strukureret i hverdagen og ikke så meget i weekenden.
Jeg kan berolige allesammen med at det kuner sjælden han har de raseriflip, der går måske flere uger imellem. Og netop derfor har jeg villet høre andres meninger (ikke lærer, psykologer) for evt. at høre hvordan det bliver taklet...
At nogle kan være så heldige slet ikke at mærke noget til konflikter igennem barndommen og teenagealderen er jo utrolig heldig for dem, men jeg kender ingen i min omgangskreds (venner, kollegaer osv.). som er så heldige...

Tak for en udfordrene debat, det har da lært mig at måden at kommunikere på er utrolig vigtig ellers man kan blive godt og grundig misforstået. Og DET kan jeg i hvert fald bruge i relation til min døn.

denpositive1

Der skulle have stået "i relation til min søn"...

Rejen47

Kære denpositive
Jeg håber, du trods alt læser med endnu :-)

Først og fremmest så har jeg lyst til at sige, at du kan finde eksperter, der anbefaler struktur, og du kan finde andre lige så anerkendte eksperter, der anbefaler løsere rammer med dog ikke helt slupne tøjler - men vi vælger sjovt nok alle sammen de eksperter, der bekræfter vores eget livssyn ;-)

Dernæst er jeg nødt til at sige til dig, at klart, du har et medansvar for din søns adfærd! Alt adfærd er en kombination af vores indre og de betingelser, vi bliver mødt med udefra. Og, det er meget ofte, når disse to ikke går i spænd, at man ser f.eks. store raserianfald. Du kan naturligvis vælge at mene, at der er noget galt med din søn, at han er psykisk syg, og det er der for, han reagere, som han gør. Men du kan jo også vælge at gå ind og kigge på de betingelser, han lever under og overveje, om man måske kan justere på nogle ting her, som vil gøre livet nemmere og bedre for ham. Det havde vi i det mindste stor fornøjelse af, men indtil vi kunne erkende, at vi selv var en del af problemet, var det utroligt svært. Men ingen tvivl om, at vi endte med at blive bedre forældre, hvilket nu kommer vores to yngste til gavn.

Hvis du kan lide at læse, så vil jeg meget gerne anbefale dig den bog, der hedder: Teen-agers skal choaces - ikke opdrages. Den er rigtig god, og der er lige kommet en ny bog, som ganske vist mest omhandler mindre børn, men hvor grundtankerne og metoderne er almengyldige, der hedder: Fra fejlfinder til ressourcespejder. Den er også rigtig god. Derudover vil jeg anbefale at søge bredt på børn og it, for her vil du opdage, at børn faktisk bliver kreative, sociale, vidende m.v. af at lege med it. Det er kun os voksne, der ikke er digitale indfødte, der bliver ved med at sætte tid på, være fejlfindere i f.h.t. alt den der teknik o.s.v. For børnene er det noget helt, helt andet, og med mindre man er groft omsorgssvigtet og overladt til sig selv, hvilket det ikke lyder til, at din søn er, så tager børn ikke skade, tværtimod.
Jeg håber meget, at I finder en god løsning for jer, for teen-age konflikter kan desværre slå nogle gevaldige skår i tillidsforholdet mellem børn og forældre, og disse skår kan desværre strækker sig langt ind i voksenlivet.

persille1

Hm...

citat

Det jeg blev harm over, var at et af de første svar kaldte vores måde "kvalmende"

citat slut


Det skrev jeg overhovedet ikke, jeg skrev jeg fik kvalme ved tanken om nogen ville give mig en struktureret hverdag. At jeg ville få raseri anfald.
Jeg troede det ville få dig til at forstå nogen mennesker ikke ville kunne klare den slags. Jeg ville aldrig i evighed kunne leve med det og det kan din søn måske heller ikke.
Men i stedet for at tænke lidt over det vælger du at blive vred.