Indstillinger
Raserianfald
Hej,
Vi har en dreng på 13 som i de sidste par måneder har ændret adfærd. Det ene øjeblik er han jublende glad og det næste øjeblik er han dybt ulykkelig - eller bliver rasende... Jeg er godt klar over, at det er en del af teenagetiden at have humørsvingninger, der sker mange ting med deres krop.
Og han får heller ikke bare lov til at bestemme selv, fx er der faste sengetider, han får ikke ubegrænset computertid og vi prøver at give ham en struktureret hverdag. Vi snakker meget sammen hjemme, og er interesseret i hvad der sker i hans liv.
Men de raserianfald bekymrer mig! Han bliver meget voldsomt, kan finde på at kaste med ting, slå fra sig og bande og snakke meget grimt! Normalt er han en kærlig og glad dreng, men det har godt nok ændret sig.
Er der nogen, som har et godt råd eller oplever lignende med deres teenager? Det ville hjælpe lidt bare at få at vide, at andre oplever noget lignende så man ikke er helt alene med det...
Håber, nogen svarer-jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal stille op...
Hilsen den bekymrende
Vi har en dreng på 13 som i de sidste par måneder har ændret adfærd. Det ene øjeblik er han jublende glad og det næste øjeblik er han dybt ulykkelig - eller bliver rasende... Jeg er godt klar over, at det er en del af teenagetiden at have humørsvingninger, der sker mange ting med deres krop.
Og han får heller ikke bare lov til at bestemme selv, fx er der faste sengetider, han får ikke ubegrænset computertid og vi prøver at give ham en struktureret hverdag. Vi snakker meget sammen hjemme, og er interesseret i hvad der sker i hans liv.
Men de raserianfald bekymrer mig! Han bliver meget voldsomt, kan finde på at kaste med ting, slå fra sig og bande og snakke meget grimt! Normalt er han en kærlig og glad dreng, men det har godt nok ændret sig.
Er der nogen, som har et godt råd eller oplever lignende med deres teenager? Det ville hjælpe lidt bare at få at vide, at andre oplever noget lignende så man ikke er helt alene med det...
Håber, nogen svarer-jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal stille op...
Hilsen den bekymrende
Kommentarer
Jeg forsøgte mig også hos lægen uden resultat.
Nu er forældrer tit de sidste i verden der får noget at vide, hvis ens børn er kommet ud i noget skidt. Vi havde en dejlig dreng, som pludselig forandrede sig.
Det viste sig senere, at mange naboer vidste noget, men ville ikke blande sig. Vi forstod ingenting.
Intet hjalp, han kom på efterskole o.s.v. Det hjalp ikke, tværtimod.
Det viste sig, at han var begyndt at ryge hash.
Vi vidste intet om det, eller hvad det kunne gøre ved adfærden, så vi havde slet ikke tænkt i de baner. Hash kan fremkalde sådan en adfærd.
Det er raseriets intensitet du skal være opmærksom på. Det kan være meget voldsomt, ligesom det også kan svinge over, som du beskriver.
Der er ingen hjælp til børn at hente nogen steder, hvis sådan noget er årsagen.
Stol stadigvæk på jeres dreng, men vær opmærksom. Vores dreng skjulte det for os, der var kun adfærden der røbede det. Vi var totalt uvidende om sådan noget, havde ikke forestillet os, at det skulle komme ind i vores liv.
Jeg har aldrig glemt kommunen for den manglende hjælp. De sagde, at vores dreng bare drillede os.
Prøv at læs på nettet om det. Der er visse kendetegn.
Min søn nærmer sig de 50 år, så det er mange år siden.
Vi kontaktede en psykolog i PPR og fik lidt råd og vejledning. Han sagde, at mange af den slags udbrug skyldes, at de voksne bestemmer for meget og ofte i f.h.t. de forkerte ting. Raseri skyldes dels drengens alder, dels skyldes den de relationer og magtstrukturer, I har i familien. Med hjælp fra psykologen holdt vi et familiemøde. Her talte vi om vores indbyrdes relationer, vi talte om, hvem der skal bestemme hvad og på hvilke betingelser. Disse møder har vi holdet fast i, og holder dem stadig en gang i kvartalet.
På det første møde snakkede vi meget om, hvad vores sønner gerne ville bestemme og på hvilke betingelser, de gerne ville gøre det. Vi fortalte om vores betænkeligheder, men måtte samtidig sande, at vi nok undervurderede børnene og stadig hang fast i, at de var 10 år, hvilket vi slet ikke var klar over inden mødet.
Ellers har vi på møderne snakket alkohol, kommunikation, lektier, skoleskift, pligter m.v. Det har været kanon godt og som sagt har vi i dag to meget velfungerende sønner, der er ansvarsfulde og stadig unge mennesker med alt det, det nu indebærer :-)
Jeg tænkte, åh, hvor de kommanderer med ham, det er da lige til at blive tosset over.
Da mine drenge var 13 år bestemte jeg ikke, hvornår de skulle gå i seng. Det gjorde de selv og det gjorde jeg også selv, da jeg var i den alder. Jeg behandlede ikke mine sønner, som om de stadig var små og jeg havde aldrig vrøvl med noget som helst.
Hvis der var et eller andet, så talte vi bare om det. Hvor er jeg enig med dig, Rejen.
Linette, du har da også ret i, man skal naturligvis "holde øje", men det gjorde jeg i al stilhed.
"struktureret hverdag". Undskyld, men jeg fik ligefrem kvalme ved tanken om nogen skulle give mig det i den alder. Jeg tror, jeg havde fået raseri anfald.!!!!!
Men heldigvis gjorde mine forældre ikke det og det gjorde jeg heller ikke over for mine sønner.
De lavede deres lektier, når de selv havde lyst til det. men naturligvis holdt jeg et stille øje med det blev gjort. Men det anede de bare intet om.
Nu må jeg hellere holde min mund, for jeg kan mærke, jeg bliver arrig på drengens vegne.
Jeg har set flere eksempler på børn som får lov til at bestemme alt, hvor forældrene har en total laissez-faire agtig tilgang til ALT, og tro mig-det er ikke altid til det gode! Jeg vil vende den om og sige, at det giver mig kvalme (for at bruge dit udtryk) at man kan finde på at lade børn bestemme alt!
De fleste fagpersoner (lærere, pædagoger, børnepsykologer mm.) anbefaler netop, at det er vigtig at børn får en struktureret hverdag, jeg har læst en del og talt med en børnepsykolog og været i dialog med både vores læge og hans lærer, så jeg ved hvad jeg taler om...
Vi bestemmer ikke alt, men hvis han fx selv kunne bestemme sin sengetid, ville han være oppe til meget sent og slet ikke få den søvn han har brug for. Hvis han fik ubegrænset pc tid, så vi ham jo ikke ret meget, hans kreativitet og fantasi ville nok ikke have været så fantastisk som den er.
Det er jo nemmere, ikke at give nogen som helst grænser for sine børn, for så undgår man da de fleste konflikter. Men er det en løsning, som jeg synes er det bedste for mit barn?! NEJ, så absolut ikke!
Men jeg er glad for det indlæg tidligere, for det hjælper mig til at tro på at det kun er en overgang.
Vi holder ikke faste "familiemøder" på et bestemt tidspunkt, men vi gør det når der er behov. Det er vigtigt at kunne tale sammen i en familie...
Hilsen den lidt mere positive igen:-)...
Han kom, på sin jordnære facon ind på netop pædagoger og andre, der strukturerer børns hverdag.
Børn blev vrede over pædagogernes måde at tale til dem på, hvilket han mente var en naturlig reaktion.
Prøv om du kan finde noget han har skrevet.
Overvej om det du kalder "at strukturere" i virkeligheden er noget helt andet, noget der tenderer magt, jeg bestemmer o.s.v.
CITAT SLUT
Du forstår tilsyneladende slet ikke hvad jeg skriver. !!
Mine børn har studentereksamen og rigtig gode uddannelser og klarer sig glimrende i tilværelsen, så jeg tror ikke min metode har været så meget forkert.
CITAT
”Det er videnskabeligt påvist, at det område, som børn bevæger sig rundt i uden voksne, er blevet langt mindre i løbet af den sidste generation. Børn er i høj grad blevet pædagogisk tæmmet,” lyder det anklagende fra Herbert Renz-Polster, der ved siden af sin forskning er børnelæge og forfatter til populære debatbøger om opdragelse og pædagogik.
Mht sengetider, så lavede jeg aftaler med mine børn efterhånden som de blev ældre. Der var da nogle gange, hvor den ene eller den anden - eller begge gerne vil blive lidt længere oppe, måske fordi der lige var noget i fjernsynet – og der aftalte jeg med dem, at ja, ”det må du gerne, men jeg vil ikke have vrøvl i morgen tidlig! Er der vrøvl, - kan ikke komme op, er sur osv... så er det fordi du ikke har fået nok søvn, og så får du ikke lov næste gang.” Det var en klar og tydelig aftale, som de forstod, og det fungerede perfekt.
Mth computertid; ja, i flg. sagens natur, så var det ikke helt så stort et problem dengang jeg havde mindre børn, men jeg oplevede da klart, at da mine børn kom i teenagealderen – og husker det også fra mig selv – ja, så er det her familieliv altså voldsomt opreklameret, man GIDER simpelt hen ikke sidde sammen med forældrene og ”hygge” på deres præmisser. Nej, man vil være sig selv, og det er jo en helt naturlig del af det at være i pubertet, og det synes jeg man langt hen ad vejen bør respektere.
Men – man kan også stille krav – der er visse pligter og ting, der skal til for at et familieliv kan fungere, og det kan man godt forlange af unge, at de også er en del af, så derfor er det rimeligt at forlange at den unge f.eks. har en maddag, står for at ordne køkken og/eller badeværelse ind i mellem. Om de selv skal vaske deres tøj, kan måske diskuteres, men man kan godt forlange, at de dels selv lægger deres tøj til vask i den dertil indrettede kurv, selv lægger deres eget tøj på plads – og at hvis det ligger i en bunke på værelset, så er det IKKE okay at det bare ryger retur til vasketøjskurven, fordi det nu har ligget på gulvet i så og så lang tid. Og – at de selv holder deres værelse, skifter sengetøj osv. - men jeg synes også man skal respektere deres egen måde at gøre det på.
Mange unge foretrækker sjovt nok også at leve i en svinesti på værelset – og lad dem da bare det, men man kan naturligvis godt forlange at døren bliver lukket, så man ikke skal se på det. Man kan også forlange at rodet bliver der – og ikke i resten af huset.
Men – jeg vil foreslå at man respekterer, at de ikke gider familielivet og så i stedet lukker sig inde på værelset – men naturligvis skal de deltage i måltider og rydde op – i det mindste efter sig selv. Desværre er man ofte nødt til at forklare en ung, at servicet ikke af sig selv finder ned i opvaskemaskinen, og at en sådan skal tømmes, når den har vasket og andre – for os – helt logiske ting, for vi må erkende, at i puberteten så er der altså ”lukket grundet ombygning” og den unge er derfor ikke bevidst død ligeglad med det hele, man tænker bare ikke længere, og forsøger derfor heller ikke bevidst at genere, selv om jeg gerne medgiver, at det kan se sådan ud.
Min oplevelse var helt klart, at jeg fik langt mere positiv kontakt med mine børn, da jeg valgte at lade dem styre denne kontakt selv, frem for at forlange deres tilstedeværelse, når det passede mig.
Jeg gav dem også lov til mange ting, men jeg forlangte, at jeg ville vide, hvor de var og at de aftaler vi indgik mht hvornår de kom hjem og hvem de var sammen med blev overholdt, men det var ting vi aftalte i fællesskab og de var helt klart medbestemmende. Jeg gjorde også helt og aldeles klart, at hvis jeg oplevede, at jeg ikke kunne stole på dem, så ville piben få en helt anden lyd.
Det blev heldigvis aldrig aktuelt – og også mine børn er nu begge voksne, kommet godt i vej – har gode uddannelser og deres egne familier.
Min oplevelse er helt klart, at man kommer langt længere med sine pubertetsbørn, hvis de får følelse af at være medbestemmende og der bliver lyttet til dem, og også de bliver fuldt ud respekterede, og der netop er forståelse for, at den alder faktisk overhovedet ikke er spor nem.
citat slut
Helt rigtigt lotte123. Jeg har aldrig haft problemer med mine børn og jeg tror det er fordi jeg behandlede dem så de følte, de selv havde noget at skulle have sagt.
Tværtimod har de hjulpet mig med mange ting. De blev hurtigt meget større end mig og de har altid været så hjælpsomme og nemme at tale med. De havde selvstændigheds følelse og det kom dem til gode senere.
Jeg sagde nu ikke til dem , hvis de var søvnige eller der var andet, så ville piben få en anden lyd. Jeg "så og lyttede". Hvis der havde været noget ville jeg naturligvis gribe ind, men det blev aldrig nødvendigt.
Jeg sagde aldrig, nu skal du gøre det og det. Jeg kunne bede om hjælp og fik den.
Så længe jeg kunne se tingene blev ordnet blandede jeg mig ikke i rækkefølgen. Jeg ville ikke selv kunne udholde, hvis nogen ville bestemme over min dag, så længe man passer sine pligter.
Når man er 13 år begynder man at få selvstændigheds fornemmelse og jeg ville ikke have drenge, der bare skulle "høre her". De måtte gerne have deres egen mening om tingene.
De er vokset op med en følelse af at være mandfolk, der kan klare tingene. Og det kan de.
Først og fremmest passe deres job. !! Lave mad, gøre rent, vaske tøj, lave ting i huset, ordne bilen. Kan den ene ikke, kan den anden. De hjælper hinanden.
Et par rigtige mandfolk, som jeg ikke har underkuet. De fik lov til at være sig selv.
Det har jeg sådan set heller ikke skrevet.
Men - hvis de valgte at komme senere i seng - og ikke var friske næste morgen, så havde de netop selv bevist, at de ikke magtede at være sent oppe - der var ingen "pibe" i den retning, men naturligvis en tydelig konsekvens af, at man alligevel ikke var helt stor nok til at komme senere i seng, når man skulle op og være frisk til skole næste dag. Har dog aldrig oplevet det, for selv om man måske alligevel var lidt søvnig næste morgen, så skulle man i hvert fald ikke vise det. :-)
Det var, hvis det skulle vise sig, at jeg ikke kunne stole på dem og de aftaler, vi indgik, at "piben" ville få en anden lyd. For så ville de jo vise mig på den måde, at de ikke var i stand til at overholde indgåede aftaler. Men - det blev nu aldrig aktuelt. Jeg er ikke i tvivl om, at de ikke havde behov for at lyve for mig - måske netop fordi vi indgik nogle aftaler, de selv var medbestemmende om.
citat slut
Indrømmet..