Min kæreste har borderline, skal jeg forlade hende?

Jealie1

Kameliadamen.

Din brug af ordet "plattenslager" indgik i et selvstændig afsnit, som kun omtalte psykiatere og psykologer...derfor forstod jeg din brug af ordet, som jeg gjorde. Havde du brugt det i din beskrivelse af terapeuter som helhed, havde jeg givet vis forholdt mig anderledes til det.

At jeg skulle være kommet i "affekt" over dit indlæg, må fuldt og helt betragtes som din tolkning af mig, og tolkninger af folks følelser, meninger og synspunkter kan være ekstremt misvisende forbi, de altid indeholder en del af os selv, vores egne gode og negative sider...tolkninger kan enda blive til sandheder, der bygger på et falsk grundlag.

Du gør opmærksom på, at du betragter denne debat som en mulighed for at give udtryk for egne erfaringer/oplevelser og måske hjælpe andre...ja netop og derfor gav jeg også udtryk for mine erfaringer med hovedvægt på dit indlæg fordi, du var den, der åbnede debatten om psykiatri/terapi/læger/psykologer.

Jeg sidder med en stærk fornemmelse af, at uanset hvad jeg skriver, vil du finde anledning til en eller anden grad af kritik eller opleve dig selv kritiseret, så jeg vil med dette svar lukke debatten for mit vedkommende.

Jeg vil også fastholde, at mit oprindelige indlæg var tænkt og ment som....hey, der findes faktisk også dygtige og seriøse behandlere, som virkelig er gode til deres job...det er nemlig MIN erfaring gennem mere end 20 års arbejde med psykiatere og psykologer. Jeg gider heller ikke bruge tid på en differensering mellem de forskellige terapi-form for at godtgøre, hvilken der er at foretrække til hvad...og jo psykiatere yder i mange tilfælde terapi til deres patienter, og modsat psykologerne kan deres terapi strække sig over flere år netop fordi, de virkelig går i dybden. Det er et faktum, der er endda skrevet bøger om lange terapiforløb, jeg har selv kendskab til flere, så uanset din personlige erfaring, så er det indiskutabelt, for psykiatere giver terapi.

Og nej, jeg er fortsat ikke i affekt.

Mig1967

Hej Jealie,

Jeg vil give dig ret et langt stykke hedad vejen. Borderline kan ikke kureres med kognitiv adfærdsterapi eller nogle sessions ved en terapeut, det ligger der masser af dokumentation for.

Jeg er selv mor til en borderiner, der har været det igennem uden resultat idet det simpelthen ikke er gennemgribende nok og ikke kommer omkring alle de problematikker borderlinere ofte har.

Derimod er der startet et terapiforløb skræddersyet til borderlinere inden for psykiatrien. Jeg tænker på dialektisk adfærdsterapi (DAT), der dokumenteret har vist sig særdeles effektivt på borderlinerne både her og i udlandet. Det er et (som regel) 3-årigt behandlingsforløb med både individuel og gruppeterapi og hvor patienterne 24/7 kan komme i kontakt med en psykolog eller psykiater via telefon eller email. Vores datter har haft stor gavn af det og tæller som en af de 80%, som det virkelig har hjulpet.

Til Simon:
Den eneste der ved, om du skal forblive ved din kæreste, er dig. Jeg kan kun opfordre dig til enten at tage nogle sessions ved en psykolog, så du ved, hvad du har med at gøre eller også kontakte nogen af de pårørendegrupper, der er enten i Borderlineforeningen eller under f.eks. SIND. Der kan du få noget støtte også og få vendt de tanker, du selv går og har og som måske kan være svære at dele med din kæreste, men som ikke desto mindre er helt reelle.

Det er ikke nemt at leve med en borderliner, det skal jeg være den første til at skrive under på, men viden og forståelse gør det nemmere. Nu er borderlinere ret forskellige, idet der kan være både angst, depression, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, misbrug og andre problematikker inde over. Hos en del af dem, falder der mere ro over tingene, når de når op sidst i tyverne, men det gælder ikke alle.

Du skal selvfølgelig overveje, om du er stærk nok til at leve med de "issues" netop din kæreste har og stadig have et godt liv. Valget bliver måske nemmere jo mere du ved og jo mere du forstår borderline.

Stellabelling12

Hejsa

Nu har jeg altså ikke lige læst alle kommentarene.. For der er virkelig meget. Hehe...

Men jeg vil lige sige et par ord., da jeg selv har borderline....

Jeg kan allerede mærke hvordan hun har det, og hvordan du har det med det og lad mig sige det sådan, det var en øjenåbner for mig at læse dit opslag, fordi jeg har selv en kæreste, og nu ved hvor hårdt det må være at være pårørende

Din kæreste har tydeligvis knyttet et meget stærkt bånd til dig, for folk med borderline kan have et meget svært forhold til andre mennesker, men det har hun altså til Dig, hun giver hverken dig skylden eller er hadefuld, og det vil jeg personligt mene, at du er hendes anden halvdel, du er hendes struktur og hendes skulder, og derfor har du også meget at sige og ja... Jeg vil selv mene det er satme et arbejde at være sammen med en borderline.. Men at forlade hende, må du spørge dit hjerte og din forstand om.. Fordi psykisk ustabile mennesker, er gode til at hive andre med ned.. Så jeg forstår dig godt faktisk.. Det bare noget du må mærke indefra.. Hvis du forbliver sammen med hende, så er du altså en af de eneste i verden der kan hjælpe hende.. For jo mere stabil og glad hun er, jo bedre er det...

Hvis jeg selv eller min kæreste kommer ind i en pengekrise, så det ligesom der mit vendepunkt kommer, fordi ordet bank, breve og penge gøre mig utilpas - fordi jeg er Så implosiv med mine penge, hvis der ikke er struktur i tingene - så evt. Prøv at se hvad det er der gør hende, utilpas og vender om på hende? Det kan være så små detaljer!
Måske det med andre ikke kan lide hende, men så det måske fordi hun har haft en trist dag (triste omgivelser måske) - så har hun fået forkert indtryk fra andre også er hendes vendepunkt der? - jeg vil bare mene det vigtigt at hun kan føle dine forældre eller dine venner kan lide hende - for ellers er det jo klart hun har det sådan!!
Jeg ved ikke med hendes barndom, men mange gange kan man se fejlen deri.. Og regne ud hvad der skal til..
Jeg har aldrig selv troet på det pjat, at det skulle have noget at gøre med barndommen.. Men det squ rigtig nok..

Men husk at fortæl hende, bare når du kan mærke hun har haft en lidt grå dag, eller noget - fortæl hende, hvor god hun er til sit arbejde, eller lyt og høre på hvad hun har udrettet - det hele handler om at hun skal kunne se du lægger mærke til et godt arbejde hun har gjort, eller hvis hun har dækket bordet flot op til svigermor kommer... Giv hende følelsen af hun imponere dig / andre ...

Lad være med at snak med hende om hendes sygdom selvom du har brug for det, fordi hun kan meget hurtigt som du skriver føle sig ikke god nok...OG DER SKAL INGENTING TIL SOMMETIDER !!...
Det lyder måske meget rodet, men hvis du også selv har det godt - så påvirker det også hende meget.. Din adfærd har neget at sige også... Og vi er squ lidt mere sensitive...:I

... Håber du kunne bruge det...