Min kæreste har borderline, skal jeg forlade hende?
Hej alle sammen. Jeg er en mand på 24 år.
Jeg har verdens dejligste kæreste. Vi har været sammen i ca. 3 år nu.
Hun er selv 25 år. Og vi har kendt hinanden siden vi var 12 og 13 år. Så det er ikke fordi, at vi ikke kender hinanden godt.
Jeg vil lige understrege, at jeg intet selv fejler, hverken psykisk eller fysisk.
Men nu er det så, sådan at hun lider af borderline. Jeg har aldrig været så glad for nogen som jeg er for hende.
Men det kan være hårdt nogle gange.
Med, at det kan være svært, at overholde aftaler, og hun kan i perioder virkelig have det dårligt med negative tanker og det påvirker jo også mig.
Jeg føler mig ret magtesløs. For der står jo, at man ikke rigtig kan hjælpe den type person til, at føle, at de er noget.
Hun er på ingen måder dyssocial og hun har aldrig været ond ved mig.
Men hende struktur er meget ustabil og hun mener ofte, at folk ikke kan lide hende. Hun har fortalt mig, at jeg er den eneste hun faktisk nogensinde har følt, og kunne mærke, at faktisk holde af hende, men det har også taget mig mange år og været hårdt, at overbevise hende om.
Nogle gange spørg hun mig, ”Hvorfor vil du være sammen med mig, du kan få noget der er meget bedre, jeg fortjener ikke dig.” Det er jo hårdt, at få, at vide.
Men jeg ved jo, at hun virkelig elsker mig, men ikke føler hun fortjener mig fordi hun har oplevet andre folk vender hende ryggen fordi hun ikke er som andre.
Hun er en meget intelligent pige, med en kandidat uddannelse og 37 timers arbejde. Jeg er selv uddannet Datamatiker og arbejder på fuld tid som det.
Mit største problem er, at jeg ofte har svært ved at finde ud af når hun er ustruktureret og i perioder er hun da også sygemeldt pga. det kan være så slemt.
Min familie og venner siger ofte til mig. ”Find dig en anden kæreste du skal ikke spilde dit liv på sådan en forstyrret pige.” Og det gør ondt, at få, at vide. Fordi vi holder jo af hinanden som et hvert anden kærestepar gør.
Jeg har faktisk aldrig været så glad for en pige som jeg er for hende her.
Det er vigtigt for mig, at understrege, at jeg aldrig har oplevet hende voldelig eller hadefuld. Jeg har kun oplevet hende destruktiv ved sig selv. Hun får også en del medicin mod det.
Men jeg har brug for nogle gode råd. Hvad vil i mene, at jeg skal gøre? Er ret forvirret. Jeg ved jo, at mange er dybt fordomsfulde for psykisksyge mennesker med personligheds forstyrrelser. (Uvidenhed vil jeg kalde det)
Nogle mener også, at jeg skal forlade hende fordi, at det får systemet til, at dømme mig som en der selv er ligeså syg.
Men hvad vil i siges jeg skal gøre?
På forhånd tak.
Jeg har verdens dejligste kæreste. Vi har været sammen i ca. 3 år nu.
Hun er selv 25 år. Og vi har kendt hinanden siden vi var 12 og 13 år. Så det er ikke fordi, at vi ikke kender hinanden godt.
Jeg vil lige understrege, at jeg intet selv fejler, hverken psykisk eller fysisk.
Men nu er det så, sådan at hun lider af borderline. Jeg har aldrig været så glad for nogen som jeg er for hende.
Men det kan være hårdt nogle gange.
Med, at det kan være svært, at overholde aftaler, og hun kan i perioder virkelig have det dårligt med negative tanker og det påvirker jo også mig.
Jeg føler mig ret magtesløs. For der står jo, at man ikke rigtig kan hjælpe den type person til, at føle, at de er noget.
Hun er på ingen måder dyssocial og hun har aldrig været ond ved mig.
Men hende struktur er meget ustabil og hun mener ofte, at folk ikke kan lide hende. Hun har fortalt mig, at jeg er den eneste hun faktisk nogensinde har følt, og kunne mærke, at faktisk holde af hende, men det har også taget mig mange år og været hårdt, at overbevise hende om.
Nogle gange spørg hun mig, ”Hvorfor vil du være sammen med mig, du kan få noget der er meget bedre, jeg fortjener ikke dig.” Det er jo hårdt, at få, at vide.
Men jeg ved jo, at hun virkelig elsker mig, men ikke føler hun fortjener mig fordi hun har oplevet andre folk vender hende ryggen fordi hun ikke er som andre.
Hun er en meget intelligent pige, med en kandidat uddannelse og 37 timers arbejde. Jeg er selv uddannet Datamatiker og arbejder på fuld tid som det.
Mit største problem er, at jeg ofte har svært ved at finde ud af når hun er ustruktureret og i perioder er hun da også sygemeldt pga. det kan være så slemt.
Min familie og venner siger ofte til mig. ”Find dig en anden kæreste du skal ikke spilde dit liv på sådan en forstyrret pige.” Og det gør ondt, at få, at vide. Fordi vi holder jo af hinanden som et hvert anden kærestepar gør.
Jeg har faktisk aldrig været så glad for en pige som jeg er for hende her.
Det er vigtigt for mig, at understrege, at jeg aldrig har oplevet hende voldelig eller hadefuld. Jeg har kun oplevet hende destruktiv ved sig selv. Hun får også en del medicin mod det.
Men jeg har brug for nogle gode råd. Hvad vil i mene, at jeg skal gøre? Er ret forvirret. Jeg ved jo, at mange er dybt fordomsfulde for psykisksyge mennesker med personligheds forstyrrelser. (Uvidenhed vil jeg kalde det)
Nogle mener også, at jeg skal forlade hende fordi, at det får systemet til, at dømme mig som en der selv er ligeså syg.
Men hvad vil i siges jeg skal gøre?
På forhånd tak.
Kommentarer
Du skal ikke blive ved hende af medlidenhed - det kommer der ikke noget godt ud af, men jeg fornemmer jo netop, at du virkelig elsker hende, og så ved du jo, at det er det rette for både dig og hende. Hun skal da ikke bare svigtes, fordi hun er syg - jeg vil faktisk modsat mene, at det er sygt at have en sådan holdning. Passer man ikke ind i en dertil indrettet "kasse" så skal man bare kasseres? Nej - en sådan holdning kan jeg ikke acceptere.
Men - jeg synes klart, du skal søge noget professionel hjælp, så du kan lære at takle de problemer, der både er og vil opstå fremover. Ingen - og slet ikke din kæreste - får noget som helst positivt ud af, at du bryder sammen under presset.
Mit forslag er, at du kontakter din læge og beder om en henvisning til professionel hjælp og støtte.
Får du de rette redskaber, så vil både du og I givet kunne få et godt liv sammen.
men hvis du ikke får noget baggrunds støtte --af nogen som ved hvad det går ud på ---
vil du med tiden køre fast i at du er forelsket i en pige ---som er lidt anderledes end andre piger ---og nogle ikke forstår at du vil leve dit liv med hende ---
men jeg tror at i kan få et godt liv sammen ---i skal bare have lidt hjælp ---jeg tror ikke du vil få det godt med dig selv ---hvis du kasserer hende ---før du har givet det en chance
Til jer begge to.
Mange tak for jeres forståelse, og tak for de gode råd.
Det havde vi slet ikke tænkt på.
Jeg har snakket med hende som det. Og hun synes det er en god ide og, at det skal da prøves.
Forsat god weekend.
Om man vil det eller ej, så er det et problem at omgivelserne reagerer sådan - for det presser dig og påvirker negativt. Så i hvert fald vil viden omkring sygdommen forhåbentlig bringe dem til mere forståelse.
Dernæst så er jeg enig i, at det er en rigtig god ide at kontakte en professionel, så du har mulighed for at lære, hvordan du skal tackle det at leve sammen med en borderliner.
Det kan i nogle tilfælde i perioder være en næsten uoverkommelig menneskelig udfordring, hvis ikke man ved, hvordan man skal tackle det.
Og så synes jeg da, at du skal gøre klart for omgivelserne, at du elsker din kæreste selvom hun er syg - for det er jo hende du kan li - og hun er ikke sin sygdom - selvom det selvfølgelig påvirker. At det er hende du har lyst til at være sammen med - og det må de acceptere... Alle har ret til at frabede sig den slags kommentarer de kommer med og forvente lidt respekt.
Vigtigst af alt, så må det aldrig blive tabu-belagt at din kæreste er borderliner - for det gør bestemt ikke sygdommen lettere at leve med - tvært imod. Ikke dermed sagt, at man behøver råbe det til Gud og hver mand - men det skal omtales og behandles med respekt ligesom alle andre "normale" mennesker.
Hold nu fast i den kærlighed og tro på den
Din kæreste er intelligent, veluddannet og klarer at have et fuldtidsarbejde, og du elsker hende!
Men det lader til, at hun er voldsomt stigmatiseret, fordi hun har fået en diagnose på en personlighedsforstyrrelse: borderline, dvs. den, der nu om dage hedder emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.
Nu siger jeg selvfølgelig ikke, at det er selve diagnosen, der har gjort hende anderledes. Sådan som det fremgår af dit indlæg, så HAR hun faktisk problemer med lavt selvværd og en noget ustruktureret adfærd. Men det er jo ikke nogen sygdom. Så lad for Guds skyld være med at sige, at hun er psykisk syg.
Jeg har altså ikke meget fidus til disse diagnoser på personlighedsforstyrrelser. Psykiaterne strør om sig med den slags diagnoser, og jeg ved af erfaring, at der kan være meget lidt – eller slet ingen – belæg for at give dem! Derudover er problemet, at psykiaterne, efter at have givet denne stemplende diagnose, fastslår, at der ikke er ret meget håb om bedring, da det jo er selve personligheden, der er anderledes.
Psykiatri er ikke nogen eksakt videnskab. Jeg siger IKKE, at di n kæreste skal droppe sin tilknytning til psykiatrien, for det er nu engang dér, hun får hjælp lige for tiden. Men jeg er overbevist om, at der findes dygtige psykoterapeuter, der kan hjælpe hende med de konkrete problemer, hun har, altså f.eks. lavt selvværd og manglende struktur. Men jeg vedgår, at det kan være svært at finde sådanne dygtige psykoterapeuter, og man skal virkelig forhøre sig og ikke vælge en terapeut, før man har fået vedkommende anbefalet af folk, der selv har erfaringer og viden.
Sådan som jeg ser det, så skal du selvfølgelig ikke forlade en kvinde, som du elsker.
Angående omverdenens reaktioner, så vil jeg sige, at det ikke er helt nemt at give råd. Vi Netdoktor-brugere ved jo ikke, hvor anderledes hun virker. Selvfølgelig kan det være bekvemt at fortælle andre mennesker diagnosen, som forklaring. Men det er vigtigt at huske på, at en diagnose virker stigmatiserende. Den vil påvirke andres væremåde over for hende og måske gøre hende endnu mere usikker og nedvurderende.
Hvis du derimod fortæller andre, at hun har nogle problemer, som hun for tiden går til behandling for, virker det vel ikke så stigmatiserende. De fleste mennesker kender til at have problemer med lavt selvværd. Det er jo ikke så unormalt. Og jeg kender faktisk flere eksempler på folk, der er ustrukturerede, men klarer sig glimrende.
Hvis I finder en psykoterapeut med erfaring i at behandle de konkrete problemer, som din kæreste har, så kunne I måske også få parterapi indimellem, sådan at du får indsigt i, hvad der hjælper jer som par.
Mange hilsner
Kameliadamen
og det virker som i er enige om at gå i TERAPI---og det tror jeg i bliver glade for
Nej, psykiatri er ikke en eksakt videnskab, men det er dog en lægevidenskab, der har eksisteret i langt mere en hundrede år, som vi ser den i dag. Jeg har i mange år arbejdet på et lukket afsnit på et psykiatrisk sygehus og i den forbindelse samarbejdet med adskillige psykiatere. Jeg bliver nødt til at sige, at de ikke bare smider om sig med diagnoser i flæng og fuldstændig ubegrundet. Det man glemmer er, at i nogle tilfælde kan diagnosen være et arbejdsredskab, der skal være med til at danne et udgangspunkt for en evt. behandling. Et bedre, dybere og mere indgående kendskab til den enkelte patient kan i nogle tilfælde give anledning til, at en diagnose ændres, alt andet ville da også være fuldstændig tåbeligt og uansvarligt. Desværre ser man også tit, at folk påstår at psykiatere er inkompetente og udulige, dette især når der stilles en diagnose, man ikke er tilfreds med, ikke magter at forholde sig til eller er direkte bange for - og ja der findes desværre stadig en negativ opfattelse af mennesker med en psykiatrisk diagnose, hvilket er sørgeligt i vor tid.
Personlighedsforstyrrelser er ikke en psykisk sygdom, det er et udtryk for en bestemt adfærd og personlighed, som kan være forbundet med små eller store problemer for vedkommende og folk i deres omgangskreds. Det "helbredes" ikke med psykoterapi, men psykoterapi af forskellig slags kan give en rigtig god indsigt i vedkommende selv, hvad er svært for mig, hvordan kan jeg passe bedst på mig selv, hvordan kan andre støtte og hjælpe mig og hvordan kan jeg leve mit liv fuldt og helt som den, jeg nu engang er.
Jo bedre man forstår diagnosen, personen med diagnosen og hvad det gør af gode og dårlige ting for vedkommende, hvordan man selv forholder sig til det og har det med det jo bedre.
Der findes kun en der kan svare på, om man kan, vil og ønsker at dele livet med et menneske med en evt. diagnose, og det er en selv.
Glem blot aldrig, at en diagnose på ingen måde fortæller noget om folks intellekt. Man er ikke "dum" fordi man har en personlighedsforstyrrelse. Alle mennesker er unikke, men ikke alle mennesker kan diagnostiseres med f.eks. personlighedsforstyrrelse uanset vor forskellighed. Det er også vigtigt ikke at negeligere ting i et ønske om at være rummelige og forstående og dermed måske spænde ben for evt. nødvendig hjælp, udvikling og mulige positive oplevelser der kan binde folk endnu tættere sammen - også med en evt. diagnose af en eller anden slags.
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg ikke har skrevet noget om, at psykiatere skulle være uduelige eller inkompetente.
Jeg har heller ikke skrevet, at en personlighedsforstyrrelse kan helbredes via terapi. Det, jeg har skrevet er, at en dygtig psykoterapeut kan hjælpe den pågældende kvinde med de konkrete problemer, som hun har.
Sagen er jo, at en psykiater normalt ikke er trænet i at give terapi. Psykiatere stiller diagnoser og ordinerer medicin. En virkelig effektiv psykoterapi kan man normalt ikke få hos en psykiater. Der findes undtagelser, men de er sjældne.
For at foregribe misforståelser må jeg hellere skrive, at der også er langt imellem virksom terapi til svære problemer uden for psykiatrien. At en person er uddannet psykolog er langtfra nok. Og der er virkelig mange plattenslagere, så man skal se sig godt for.
Når jeg skriver, at det er min erfaring, at (nogle) psykiatere strør om sig med diagnoser på personlighedsforstyrrelser, skyldes det egne oplevelser: Jeg havde engang en depression, der ikke ville gå over. Den psykiater, jeg dengang konsulterede, fandt pludselig ud af, at det måtte skyldes, at jeg havde en personlighedsforstyrrelse. Han mente, at der måtte være tale om ængstelig personlighedsforstyrrelse.
Jeg reagerede på den teori ved at sige, at jeg ikke oplevede mig selv som ængstelig. Som eksempel gav jeg, at jeg, da jeg var ung, mange gange gik gennem storbyer i udlandet, midt om natten.
”Nå”, sagde psykiateren, ”Så må der være tale om emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse!” Og da jeg dengang ikke vidste, hvad det var, kunne jeg ikke sige noget til det.
Senere har jeg så læst mig til, at det ikke er foreneligt med god lægeskik at give diagnoser på personlighedsforstyrrelse til depressive, eftersom symptomer, der kunne tyde på personlighedsforstyrrelse, kan være forårsaget af depressionen.
Og for resten så viste det sig, at depressionen gik over, da jeg holdt op med at tage den antidepressive medicin.
Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg senere skulle vurderes af en neuropsykolog. Ifølge denne psykolog skulle jeg lide af alle de forskellige slags personlighedsforstyrrelser, der findes – lige med undtagelse af den, min tidligere psykiater havde givet mig, altså emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse!
Og ja, jeg er ret utilfreds med at have fået alle de stigmatiserende diagnoser. Heldigvis er der ingen, der ved det, og heldigvis blev det senere fastslået, hvad jeg fejler: central søvnapnø.
Men der er ingen, der bagefter kommer og siger undskyld for alle de psykiatriske diagnoser, og de bliver ikke slettet!
Så ja, jeg synes, at systemet er lidt for rundhåndet med diagnoser på personlighedsforstyrrelser.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du har fuldstændig ret i, at du ikke på noget tidspunkt har sagt, at speciallæger i psykiatri er uduelige eller inkompetente. Det var heller ikke det, jeg skrev. Det jeg skrev var, at "folk" ofte beskriver dem som uduelige og inkompetente. Jeg forsøgte at skrive så generelt som muligt fordi, jeg jo intet kender til dig eller de oplevelser du har haft i forhold til din kontakt med psykiatriens verden og derfor heller ikke har nogen forudsætning for at udtale mig konkret om dette.
Psykiatere er trænet i terapi, og du vil kunne finde rigtig mange, som beskæftiger sig en hel del med dette. Medicinering er for de privatpraktiserendes vedkommende en forsvindende lille del af deres arbejde. Derfor kan det også være svært at få tid hos en psykiater. Dette skyldes ikke en stor søgning på folk der skal have udskrevet medicin, men de terapiforløb de varetager.
Virksom terapi kræver at flere ting skal være til stede samtidig som f.eks. tillid, at man "fungerer" godt sammen, troen på at terapien hjælper og lysten til at gå ind i terapien med en tro på, at der altid er en mening med det psykiateren/psykologen gør, også selv om man (ikke dig specielt, men "man") måske ikke kan se det. Desværre er det også sådan, at terapi, hvis man virkelig skal helt ind til kernen og efterfølgende arbejde med de forskellige problemstillinger, at dette kan være en rigtig rigtig langsommelig proces. Og ja, nogle ting kan bare ikke helbredes med den viden og de redskaber der er tilrådighed i dag. Det er her, at recovery tænkningen bl.a. kommer til sin rette.
Jeg kender dig som tidligere nævnt ikke, men jeg får en oplevelse af, at du har haft nogle rigtig træls oplevelser med psykiatriens verden. Der findes jo, som indenfor alle erhverv nogle mennesker, der ikke er så gode til deres job og ville gøre mange en tjeneste ved at finde noget andet at lave. Tro mig, dem har jeg skam også mødt nogle af, og det kan være, at du har været super uheldig og er løbet ind i sådan en/nogle. Der findes dog rigtig rigtig gode psykiatere og psykologer derude, som virkelig gør en kanon indsats. Endelig ligger der mange års uddannelse bag begge de to nævnte behandlere, og i deres erhverv ligger der også indbygget, at de skal modtage et vis antal timer "egenterapi", dels for at de selv kan bestride deres job uden at blande deres egne evt. problemer med sig ind i behandlingen, men også fordi det er der, man kan fange og få "omdirigeret" dem, som måske ikke vil egne sig til jobbet.
Nå man læser om kritik af psykologer og psykiatere skyldes det i flere tilfælde, at mange mennesker har svært ved at acceptere en evt. diagnose. Mange mennesker har lidt den tendens..."jeg fejler ihvert fald ikke noget, jeg er ikke tosset", og så sætter alle forsvarsmekanismerne ind. Du taler selv om stigmatisering. Det er virkelig trist det stadig forholder sig sådan i dagens Danmark. Jeg har mødt nogle af de mest skønne mennesker, du kan forestille dig med div. psykiatriske diagnoser. Det jeg tror er problemet er, at "folk" først og fremmest ser/møder diagnosen i stedet for at møde mennesket. I arbejdet med psykiatriske patienter kan du heller ikke hjælpe, hvis ikke du først og fremmest ser mennesket før sygdommen fordi, den samme diagnose hos forskellige mennesker kan have meget varierende udtryk og behovene kan være mangfoldige og meget uens.
Hvis du endnu en gang føler, jeg retter en personlig kritik mod dig, skal jeg undskylde på forhånd, for det er ikke og har aldrig været min mening. Jeg bliver bare lidt ked af det på psykiatriens vegne, når den får kritik, for ser man bort fra de undtagelser der findes af det, du kalder plattenslagere, som dog stadig har mange års uddannelse og for psykiaternes vedkommende, arbejde også bag sig, så mener jeg personligt, at langt langt langt største delen er seriøse og kompetente mennesker, der arbejder meget af tiden i et minefelt af alt fra aggressive patienter/borgere, folk der har lille eller ingen selvindsigt/-erkendelse og derfor kan være svære at hjælpe til nogle gode succes historier.
Så, nu tror jeg ikke, jeg har mere at sige for at give et forhåbentlig bedre indsigt i psykiatriens verden,
Det har været en spændende dialog, og jeg håber, du måske vil finde nogle positive ting i det.
Under alle omstændigheder er jeg glad for, at du trods alt endte med en forklaring på det/de problemer du havde dengang. Og endelig...hvis du var personlighedsforstyrret, villet det ikke gøre dig til et dårligere menneske på mogen som helst måde. Vi er alle unikke og enestående på hver vores måde fordi, der kun er én eneste af os ;-)
Du skrev udtrykkeligt i dit første indlæg, at det i særdeleshed var en reaktion på mit indlæg.
Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene hele din lange, tætskrevne beskrivelse af psykiatere og psykiatri.
Jeg gav blot udtryk for min mening, og den bygger på mine egne erfaringer. Det er vel hele meningen med disse debatter, at vi skal give hinanden råd, og vi kan jo kun tage udgangspunkt i vores egne erfaringer.
Desuden syntes jeg, at det var vigtigt at pointere, at borderline eller emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, som det jo hedder, IKKE er en sygdom, men blot angiver, at personen er anderledes, end folk er flest. Hvad der er normalt er jo til en vis grad kulturbestemt. I visse kulturer har folk, som vi ville opfatte som personer med egentlige sindssygdomme, som f.eks. skizofreni, haft en høj status i samfundet, som f.eks. medicinmænd eller åndemanere.
At det forholder sig sådan, gør det ikke nødvendigvis lettere at være anderledes. Men en sygdom er det altså ikke at have en personlighedsforstyrrelse. Og den opfattelse ser det trods alt ud til, at du giver mig ret i.
Hvad angår min brug af ordet ”plattenslagere”, så har du igen fejllæst mit indlæg. Jeg forstår det sådan, at du kom så meget i affekt over mit indlæg, at du glemte at se på den sammenhæng, som ordet indgår i. Du opfattede det som et ord, der måtte være møntet på psykiatere og andre med lange uddannelser – uden at se, hvad jeg i virkeligheden skrev.
Som jeg skrev, så er det min erfaring, at man i højere grad får virkelig virksom terapi andre steder end hos psykiatere. Jeg er i tidens løb, på grund af depression, blevet henvist til psykiatere adskillige gange. Ingen af dem har tilbudt psykoterapi – udelukkende medicin.
Terapi er noget, jeg selv har måttet opsøge og selv betale for. Til gengæld mener jeg, at det er muligt at finde virkelig effektiv psykoterapi. Men jeg ønskede også at advare, fordi markedet for psykoterapi er temmelig broget. Stillingsbetegnelsen ”psykoterapeut” er ikke nogen garanti for kvalitet, for det er noget, enhver kan kalde sig. Og det var på dette marked, jeg ville advare om, at der faktisk findes plattenslagere. Det var derfor, jeg skrev, at man ikke skal vælge en psykoterapeut, før man har fået vedkommende anbefalet af personer med erfaringer og viden.
Jeg erkender, at det kendskab, jeg har til psykiatrien, er af noget ældre dato. Jeg har dels været pårørende til indlagte, og dels – som sagt – haft flere forskellige privatpraktiserende psykiatere. Men på intet tidspunkt har jeg hørt om, at der har været nogen som helst form for psykoterapi. På det psykiatriske hospital havde patienterne stort set udelukkende kontakt med plejepersonalet. Lægerne så de sjældent. Og de privatpraktiserende psykiatere, jeg konsulterede, gav heller ikke psykoterapi.
Jeg kan godt forestille mig, at der siden er sket forandringer, vel især på grund af at den meget roste terapiretning, kognitiv adfærdsterapi , har vundet udbredelse.
Set ud fra mit synspunkt er det dog ikke nogen forbedring. Jeg mener ikke, at kognitiv adfærdsterapi er egnet til svære problemer. Det er muligt, at retningen dur til lettere problemer, til idrætspsykologi og coaching, men hvis man – ved de sværere problematikker – skal ned, hvor det virkelig brænder på, må der mere virksomme terapiformer på banen. Og der findes ikke mange, der mestrer den slags.
Mange hilsner
Kameliadamen