Indstillinger
Barn der bor mange steder
lotte123
✭
Jeg kender et ungt par, der er gået fra hinanden. De har sammen en lille pige, der nu er 2½ år. En dejlig og velfungerende pige, vil jeg da lige sige.
Det unge par har i deres samliv været flyttet nogle gange, og pigen har især sidste gang været ret utryg ved de nye omgivelser, men er da hurtigt faldet til.
Nu er faderen flyttet – og forældrene har delt pigen mellem sig til ca. 7/7 – og det fungerer da, for sådan er det. Moderen er nu ved at fraflytte den fælles bolig – skal i en periode bo et sted, men flytter til ny fast bolig om en god måneds tid. Der bliver virkelig flyttet og rykket med det barn.
Men – oven i købet, så er det jo unge mennesker, der skal finde deres fodfæste igen, og de har brug for at komme ud, så deres barn bliver passet af diverse familiemedlemmer, når det sker. Ingen tvivl – alle holder af barnet – og barnet kan lide dem, der passer hende.
Jeg spekulerer bare på, hvad gør det egentligt ved et lille barn, at hun – som jeg forstår det – bliver passet med overnatning 2-3 steder hver uge?
Jeg har lige på facebook læst, at hun er kommet til sin far for at være hos ham i en uge – dvs. det er nu også en uge siden, han sidst har set hende, men han skal til fest, så hun skal videre til et familiemedlem til i morgen.
Forleden læste jeg, at moderen skulle til noget, så barnet var hos sin mormor til næste dag.
Og – det er opdateringer jeg ser konstant fra disse forældre.
Nej – jeg vil ikke gå ind og blande mig, men jeg ser dybt bekymret på dette her. Hvordan skal det barn kunne vokse op som en helstøbt pige, når hun mere eller mindre konstant bliver ”parkeret” hos bevares søde og rare mennesker, som holder af hende. Hun er af sted med en taske mere eller mindre konstant.
Er det godt og udviklede at en sådan størrelse overnatter 3-4 forskellige steder stort set hver uge?
Jeg har selv som mor måske været noget mere forsigtig med den slags, og er derfor ret usikker på, om det bare er mig – eller om børn virkelig ikke på længere sigt tager skade af noget sådant?
Det unge par har i deres samliv været flyttet nogle gange, og pigen har især sidste gang været ret utryg ved de nye omgivelser, men er da hurtigt faldet til.
Nu er faderen flyttet – og forældrene har delt pigen mellem sig til ca. 7/7 – og det fungerer da, for sådan er det. Moderen er nu ved at fraflytte den fælles bolig – skal i en periode bo et sted, men flytter til ny fast bolig om en god måneds tid. Der bliver virkelig flyttet og rykket med det barn.
Men – oven i købet, så er det jo unge mennesker, der skal finde deres fodfæste igen, og de har brug for at komme ud, så deres barn bliver passet af diverse familiemedlemmer, når det sker. Ingen tvivl – alle holder af barnet – og barnet kan lide dem, der passer hende.
Jeg spekulerer bare på, hvad gør det egentligt ved et lille barn, at hun – som jeg forstår det – bliver passet med overnatning 2-3 steder hver uge?
Jeg har lige på facebook læst, at hun er kommet til sin far for at være hos ham i en uge – dvs. det er nu også en uge siden, han sidst har set hende, men han skal til fest, så hun skal videre til et familiemedlem til i morgen.
Forleden læste jeg, at moderen skulle til noget, så barnet var hos sin mormor til næste dag.
Og – det er opdateringer jeg ser konstant fra disse forældre.
Nej – jeg vil ikke gå ind og blande mig, men jeg ser dybt bekymret på dette her. Hvordan skal det barn kunne vokse op som en helstøbt pige, når hun mere eller mindre konstant bliver ”parkeret” hos bevares søde og rare mennesker, som holder af hende. Hun er af sted med en taske mere eller mindre konstant.
Er det godt og udviklede at en sådan størrelse overnatter 3-4 forskellige steder stort set hver uge?
Jeg har selv som mor måske været noget mere forsigtig med den slags, og er derfor ret usikker på, om det bare er mig – eller om børn virkelig ikke på længere sigt tager skade af noget sådant?
Kommentarer
Det barn oplever jo aldrig ro i sit liv, og selv om hun holder af dem, der passer hende, så mener jeg ikke at det er sundt, trygt og godt for barnet.
I forvejen bryder jeg mig ikke om den deleordning der siger en uge hvert sted hos forældrene, det mener jeg hun er alt for lille til. Tænk hvis man bød forældrene denne løsning, ja så tror jeg de hurtigt ville finde en anden løsning.
I min verden burde det være barnet som havde en fast base, og så kunne far og mor på skift flytte ind hos barnet.
Men når de så samtidig skal ud og feste måske flere gange om ugen, og overlader deres barn til venner eller bedsteforældre, ja så føler jeg at det kan virke direkte skadeligt på deres lille barn.
Dette barn bliver utryg og kan få store problemer både her og nu og måske ende med at hun bliver angst for at blive forladt.
Et lille barn skal have en fast base, og det skal være hos far eller mor, og så må de unge forældre vente med at fornøje sig til deres lille pige bliver større. Jeg synes at det er direkte uforsvarligt og egoistisk som de behandler deres lille pige på.
Lige nu er der ikke tvivl om, at der er kaos hos moderen, der skal ud af sin lejlighed, fordi hun ikke har råd til at bo i den - kender ikke omstændighederne til hvorfor hun skal ud her og nu - men i hvert fald har hun så midlertidig bolig hos noget familie til hun kan flytte i egen (billigere) lejlighed igen om en god måneds tid.
Og ja - ting kan ramle, og ja, det kan børn godt klare, når det er, men jeg er bare noget chokeret over, at når hun nu skal hen til far, der altså har fået noget fast at bo i, og der måske er lidt mere "ro" i hans liv - ja, så starter han sin uge med at aflevere barnet, fordi han skal til fest - og så netop nu, hvor han ved at det hele er kaos hos moderen.
Hmm - jeg mener at have set i tv eller læst et sted, at et forældrepar prøvede modellen med at flytte ud og ind, og lade børnene blive boende, men selvfølgelig fungerede det ikke, hvorfor det stadig er børnene, der må holde for, for de voksne kan simpelt ikke klare det.
Jeg kunne tænke mig, om der er nogle enlige forældre også, som kan give bud på, hvordan de egentlig klarer det her - og hvordan jeres barn/børn fungerer - også når de er blevet ældre?
Det lader til, at fester er vigtigere end barnet. Drejer det sig om en vigtig fest, kan man vel have barnet med.
Men - det handler jo ikke kun om fest, men også forældre, der skal på arbejde eller andet på ”skæve” tidspunkter, hvor vuggestuen ikke har åbent.
I forhold, hvor man er to, så løses dette vel langt hen ad vejen med simpel planlægning, men hvordan gør enlige forældre egentligt? Og – mit spørgsmål går vel også på, hvordan man som enlig forældre netop har oplevet sit barns/børns udvikling og vel især utryghed omkring dette at skulle flytte i en uendelighed?
Jeg oplever klart disse to forældre som værende gode forældre, og de elsker deres barn over alt, men jeg tror slet ikke, de er klar over, hvad de byder deres lille pige – og de er da overhovedet ikke klar over, at de kan risikere at skade hende ubodeligt.
De tænker nok slet ikke på, at deres adfærd kan være voldsomt belastende på længere sigt – og så er det jeg spørger her – ER den mon så også det? Rigtigt mange børn vokser jo op på den måde, og jo – jeg ser lidt en sammenhæng, at mange unge har voldsomt store problemer, kaster sig ud i selvdestruktiv adfærd – men ER der eventuelt en sammenhæng.
Og ja – måske er det bare mig/os i bedsteforældregenerationen, der tænker at børn tager skade af, at blive sendt ud til pasning og overnatning forskellige steder – hele tiden.
Jeg husker endnu min nevø græd og sagde: Jeg vil hellere være hos dig, moster. Det endte med min søster opgav at arbejde ude, drengen kunne ikke klare det.
Mit eget barnebarn var tavs. Når jeg spurgte ham om han havde det godt først i vuggestuen og derefter børnehaven var svaret: Jeg vil ikke tale om det.
Jeg boede slet ikke i nærheden, så det var ikke ofte jeg kunne udfri ham og bringe ham hjem i de trygge omgivelser. Og heldigvis var de trygge, det er de jo heller ikke alle steder.
Jeg er ikke i tvivl om at nogle børn tager skade af at blive flyttet rundt med hele tiden. En dag hørte jeg et barn græde højt, han ville ikke afleveres.
Ak ja, jeg tror slet ikke alle børn har det godt i dag, de bliver flyttet rundt hele tiden. Det burde ikke ske, så længe de er helt små.
Jeg er ikke i tvivl om et lille barn vil helst være hos mor. Far er god nok, men mor er bedst. Sådan er det, så længe barnet er helt lille. Senere bliver far en central figur, det ser jeg med mit eget barnebarn.
Der bliver jo flere og flere unge, der har det dårligt i sindet og jeg tror en af grundene er for meget uro i deres tidlige barndom.
Men samfundet er hårdt. Alle skal "arbejde". Hvordan børn skal passes er samfundet mere eller minde ligeglade med. Samtidig opfordres folk til at føde flere børn. Hvad f..... er det for noget alt sammen. Nå, nu må jeg vist ikke komme for godt i gang, for så bliver jeg sørme gal.
Og ja – det er så den generation, der nu får børn – og det unge par, jeg her taler om, er vel også gået fra hinanden, fordi nu var det ikke lige så sjovt og lyserødt mere – deres forhold var vel begyndt at kræve, at de fik slebet nogle kanter af, at de fik sat sig sammen og fik talt igennem om nogle retningslinier osv. Og nej – det kan man slet ikke finde ud af – man har aldrig prøvet, at noget er ”op ad bakke” og man måske skal se lidt på sig selv og indse, at det også kan være en selv, der måske skal lytte til den anden, at man ikke kun skal modtage men også give i et forhold. At tage hensyn, at tilsidesætte egne behov og ønsker er jo desværre ikke noget, man nu om dage er opvokset med. Det er kun ”mig” det handler om. Man har aldrig prøvet at skulle kæmpe for det, man gerne vil.
Som nævnt er jeg ikke i tvivl om, at dette par vil deres barn det bedste, men de tænker slet, slet ikke over, at hun kan tage skade af, at de først og fremmest ønsker at dække egne behov. De er heldige – familien står i kø for at have hende, og ja – nu om dage blotter man sig jo temmelig meget på det her face-book medie, - og en hel del mere, end man selv tror, - så jeg ser jo, hvordan man melder ud, at ”nu er det snart min tur til at have hende”, som om hun var et stykke legetøj til deling.
Og forældrene tager jo mod dette med kyshånd, for så kan de komme ud og realisere ”sig selv” - for barnet bliver jo passet godt, men det skænkes ikke en eneste tanke, at det slet ikke er godt for et lille barn, at først bliver hendes familie (forældre) splittet op, og så bliver hun sendt som en postpakke rundt til pasning forskellige steder – hele tiden.
For nogle år siden var der her på debatten et indlæg fra en mor, der ikke kunne forstå, at barnet (vist nok 6 år) ikke kunne sove selv om natten og kun kunne sove, når det lå hos moderen. Det viste sig, at forældrene var gået fra hinanden – i øvrigt i bedste forståelse, de var gode venner – og nu havde begge forældre fundet en anden partner, alt var jo fryd og gammen, så hvad var dog problemet? Ingen havde skænket en tanke, at de forældre uden videre havde smadret det barns familie og hverdag, og bare puttet det ind i en ny hverdag – for som moderen skrev: ”Ja, det har jeg ikke tænkt over – nu er vi andre jo kommet videre.” Ja, det er som nævnt flere år siden, men netop den debat har jeg tit tænkt over – og er det egentligt ikke symptomatisk for det, der sker?
Man tænker kun på sig selv og egne behov – skænker det ikke en tanke, hvad det betyder for barnet, og nej – det er absolut ikke ond vilje, man tror man tager alle mulige hensyn – men de er beklageligvis bare farvet af, at egne behov først og fremmest skal dækkes – hvilket de jo desværre er opvokset/opdraget til.
Men min ældste datter og svigersøn havde den holdning, da de var små, at de først skulle overnatte her eller tages men på campingtur når de var fyldt 3 år, og i starten kun med en overnatning.
Det har jeg altid følt var en meget omsorgsfuld beslutning, er så glad for at de altid har dækket børnenes behov før deres egne.
Da de var under 3 år har vi selvfølgelig også passet dem, men dengang var det så altid hjemme hos dem selv, så de kunne komme i deres egen seng.
Men da de fik det første barn var begge forældre over 30 år, måske gør det en forskel.
Vi har også en kusine min søsters datter på 36 år som lige er blevet skilt, og der er børnene 7 og 4 år, og de har også en deleordning med en uge hvert sted, men forældrene har den holdning at når børnene er hos den ene skal børnene ikke passes ude hos andre, og hvis der alligevel er noget de ikke kan sige nej til bliver børnene så hos den anden forælder.
Så al fornøjelse sker så i den uge hvor de ikke har børnene. Disse børn er meget harmoniske og trygge, og fungerer fint med den deleordning der siger en uge hvert sted. Men det skal så også lige nævnes at forældrene bor tæt på hinanden.
Men måske tror jeg på, at det har noget at gøre med hvordan disse unge mennesker selv er vokset op og hvordan vi som den ældre generation har prioriteret vores børn. Jeg føler ikke at vores to voksne børn er egoistiske men til gengæld er de meget sociale.
Vi skal altid passe på med at generalisere, for unge mennesker er jo lige så forskellige som vi er i den ældre generation.
Selvfølgelig er vi alle forskellige, men også jeg oplever jo netop, at der er mange, der kun kan tænke i egne behov - og altså ikke gør det for at være "onde", men netop aldrig har lært andet, og ja, det ser vel som lidt symptomatisk for en generation, der er opvokset med at blive serviceret i hoved og r..
Men - det er naturligvis ikke alle, det ved jeg. Selv var jeg ung i 70-erne, men det betød ikke, at jeg boede i kollektiv, gik med afghanerpels og røg hash - hvilket jo er, hvad man forbinder med den generation - fordi mange gjorde det.
Min datter og svigersøn er da f.eks. også meget påpasselige med, hvad de byder deres børn.
Jeg ser bare, at det - i visse kredse - netop betragtes som helt naturligt og derfor lige meget, at et lille barn bliver sendt til pasning rundt omkring, for at forældrene kan komme ud og gøre, hvad der passer dem.
Og - derfor har jeg spurgt om nogen havde erfaring med, om det nu er så skadeligt, som jeg tror det er.
Jeg mener da også at der findes både egoistiske unge men også ældre, men jeg tror også på, at vi alle bliver det vi er opdraget til, eller om vi kan vende den sociale arv ryggen.
Men det er jo helt anden diskussion.
Håber på at nogle fra den yngre generation får lyst til at give deres besyv med her.
Ked af at mit indlæg lige fik dig til at føle at jeg korreksede dig, undskyld tilbage til dig.
Jeg sætter altid megen pris netop på dine indlæg, måske fordi du udstråler varme og indlevelse for andre:-)
Men - med det kendskab jeg har fra andre debatter, så er vi/de der har svaret netop den noget mere modne generation - og jeg kunne godt tænke mig at høre fra de yngre, der netop selv står/har stået i situationen - og måske nu har større børn, og hvordan er det så gået/ går det med disse børn?
Og - fra dem, der netop selv har opleve dette liv.
ER det egentlig så "frygteligt"?