Indstillinger
Det drejer sig om ham ...!
Hej
Jeg har en bror der kan alt ...nu er det så at han har fået diagnosen HSP higly sensitiv person....
Jeg elsker ham overalt og han kan som sagt alt og har endda også mange penge.
Det fint ...glad for det . Problemet er at skønt han har alt og kan alt er det ikke nok ...intet er nok for ham. Når man besøger ham ...så bliver man forkælet og det nyder jeg . Men det jeg ikke nyder er at alt skal videofilmes koooonssstaaant og vi skal sidde og kigge på flere 100 ja det føles som 1000 billeder på hans Ipad....
Forestil jer at man bare ikke kan føre en samtale uden det her????? Han har ingen respekt for at man/jeg føler mig generet og irriteret. Min mor der altid har behandlet ham som en konge ...taler konstant om ham når vi er der og når vi ikke er der...der skal læses op fra emails hvor familien roser ham til skyerne og kalder ham mine forældres sol (modsat mig) ...og ærlig talt det er anstrengende. Så siger min mor X er grøn af misundelse og min bror gentager laaaangsomt Er X (mig ) grøn af misundelse....og jeg sukker...jeg under ham alt hvad han har og er som sagt glad for ham men nej hvor er jeg træt af det her..det er sgu da ikke normalt?
De tar slet ikke hensyn til at jeg er der og der skal ligesom laves sjov med mig hele tiden når vi ikke lige skal beundre ham.
Han er den perfekte søn og jeg er den uperfekte datter ..og nej hvor er jeg klar over det . Der skal megen voksenhed til at udholde de her følelsesmæssige pattebørn og deres mærkelige tvangsadfærd...
Er der nogen der har en ide om hvad man kan sige til dem ?
Min mor er psykisk syg ...(konstant humør svingenden egocentreret alt drejer sig om hende hun har ingen fejl osv).
Når min mor taler, taler hun gennem 3 person vores afdøde far eller min bror...ordet jeg har hun det svært med. Det er altid "han sagde han siger osv...og jeg får spat af det. Men jeg også den ufølsomme og den trætte.
Min mor kan li at fortælle hvordan min bror minder om hende og hendes familie og jeg ...ja ...
Kort sagt ...de kan godt være ulidelige ...og stakkels hans nye kone der konstant skal leve op til alt muligt.
Hvis jeg nu sagde det her til ham ville han sige "Okay hvad skal vi så tale om" og sætte sig over på den anden side af bordet og bare glo på mig ...
Jeg har en bror der kan alt ...nu er det så at han har fået diagnosen HSP higly sensitiv person....
Jeg elsker ham overalt og han kan som sagt alt og har endda også mange penge.
Det fint ...glad for det . Problemet er at skønt han har alt og kan alt er det ikke nok ...intet er nok for ham. Når man besøger ham ...så bliver man forkælet og det nyder jeg . Men det jeg ikke nyder er at alt skal videofilmes koooonssstaaant og vi skal sidde og kigge på flere 100 ja det føles som 1000 billeder på hans Ipad....
Forestil jer at man bare ikke kan føre en samtale uden det her????? Han har ingen respekt for at man/jeg føler mig generet og irriteret. Min mor der altid har behandlet ham som en konge ...taler konstant om ham når vi er der og når vi ikke er der...der skal læses op fra emails hvor familien roser ham til skyerne og kalder ham mine forældres sol (modsat mig) ...og ærlig talt det er anstrengende. Så siger min mor X er grøn af misundelse og min bror gentager laaaangsomt Er X (mig ) grøn af misundelse....og jeg sukker...jeg under ham alt hvad han har og er som sagt glad for ham men nej hvor er jeg træt af det her..det er sgu da ikke normalt?
De tar slet ikke hensyn til at jeg er der og der skal ligesom laves sjov med mig hele tiden når vi ikke lige skal beundre ham.
Han er den perfekte søn og jeg er den uperfekte datter ..og nej hvor er jeg klar over det . Der skal megen voksenhed til at udholde de her følelsesmæssige pattebørn og deres mærkelige tvangsadfærd...
Er der nogen der har en ide om hvad man kan sige til dem ?
Min mor er psykisk syg ...(konstant humør svingenden egocentreret alt drejer sig om hende hun har ingen fejl osv).
Når min mor taler, taler hun gennem 3 person vores afdøde far eller min bror...ordet jeg har hun det svært med. Det er altid "han sagde han siger osv...og jeg får spat af det. Men jeg også den ufølsomme og den trætte.
Min mor kan li at fortælle hvordan min bror minder om hende og hendes familie og jeg ...ja ...
Kort sagt ...de kan godt være ulidelige ...og stakkels hans nye kone der konstant skal leve op til alt muligt.
Hvis jeg nu sagde det her til ham ville han sige "Okay hvad skal vi så tale om" og sætte sig over på den anden side af bordet og bare glo på mig ...
Kommentarer
1) Hvad får du ud af at være sammen med dem? Umiddelbart lyder både din mor og din bror til at have alvorlige udviklingsforstyrrelser, der gør, at de har svært ved normalt samvær med andre mennesker/dig, og du har svært ved at rumme alt den "mærkelighed", fordi du tillader dem at spille den over på dig. Måske har du brug for en længervarende pause fra dem?
2) Er du mon offertypen, siden du finder dig i deres opførsel? Synes du mon inderst inde, at det er synd for dem, så du tager så mange hensyn, at det bliver synd for dig? Hvad vil der mon ske, hvis du stille og roligt næste gang, de går i gang fortæller dem, hvad du gerne vil have? At du gerne vil have, at I taler om det og det, eller at du gerne vil have, at de lader være med at køre på dig, for ellers er du nødt til at gå? Men altså stille og roligt, så du på alle måder viser, at du mener den her.
3) Er du sikker på, at du elsker din bror? Er du sikker på, at dine følelser ikke er så blandede, at du i sidste ende gør alle forvirrede, fordi du med munden siger et, men med kropssprog m.v. i den grad siger noget andet? For hvis det er tilfældet, så har du måske forklaringen på, at din bror måske en gang imellem bliver usikker og tyr til overspringshandlinger som billeder på i-paden og lign.
M.h.t. din brors kone, så synes jeg, du skal droppe din melidenhed. Hun kan jo bare gå, så når hun vælger at blive, så er det helt sikkert fordi, hun får et eller andet ud af det, som har større værdi for hende, end den pris, hun betaler. Sådan er det i alle parforhold. Det er ikke sikkert, at du kan se, hvad hun får ud af det, men det kan hun sikkert selv.
Det kan godt være, at din bror er særlig sensitiv. Det er den nye modedille inden for diagnosesystemet, og den bliver delt ud som bolcher til en børnefødselsdag. Men uanset hvilke "diagnose" man har, så er almen opdragelse ikke at kimse af!
Der er noget, der ikke stemmer. Du skriver, at din bror har fået diagnosen HSP, på dansk: særligt sensitiv person.
For det første er HSP slet ikke en diagnose, men et personlighedstræk inden for normalområdet, som ca. en femtedel af befolkningen har.
For det andet synes jeg slet ikke, at de ting, du skriver om din bror, passer på særligt sensitive mennesker.
Særligt sensitive mennesker plejer at være ekstraordinært gode til at forstå andre mennesker og sætte sig ind i andre menneskers situation. Sådan som du beskriver din bror, så er han ikke specielt god til det. Hvis han var særligt sensitiv, ville han kunne mærke, at der er en hel masse, som du ikke føler dig tilpas med i hans selskab. Og han ville af sig selv ændre det, sådan at du kommer til at føle dig bedre tilpas.
Din bror eller resten af familien kan ikke bruge HSP-etiketten som undskyldning for at tvangsindlægge dig til at se en hel masse billeder eller videoer, som du helst vil være fri for at se, og ej heller som undskyldning for at behandle ham som en prins.
En særligt sensitiv person er normalt behagelig og spændende at være sammen med, netop fordi vedkommende er udstyret med særlige kvaliteter, der kan give mulighed for et rigere og mere intenst samvær.
Din bror lyder, som om han tværtimod er ganske trættende at være sammen med!
Hvis jeg var dig, ville jeg ganske enkelt sætte nogle grænser for, hvad du vil være med til. Det er måske ikke så nemt, hvis du har fundet dig i en hel masse ting i mange år. Men bedre sent end aldrig!
Mange hilsner
Kameliadamen
ps. Jeg mente faktisk, rejen har fat i noget, men hvor blev jeg skuffet over den sidste sætning, for det er ganske enkelt noget værre vrøvl.
citat
Det kan godt være, at din bror er særlig sensitiv. Det er den nye modedille inden for diagnosesystemet, og den bliver delt ud som bolcher til en børnefødselsdag.
Jeg har set det før her i debatterne, at folk tror, at der er tale om en sygdom. Det hænger måske sammen med, at der i øvrigt er et vældigt fokus på diagnoser, f.eks. autisme, ADHD og Aspergers syndrom.
Til Rejen: jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem det er, der deler den slags (altså påstande om en DIAGNOSE ved navn HSP) ud som bolsjer? Er det læger, psykiatere eller psykologer? Så skulle de da vist have deres skolepenge tilbage!
Mange hilsner
Kameliadamen
BNielsen9, der er noget, der halter i indlægget, for den "diagnose" findes ikke.
Jeg kan heller ikke få det til at passe med, at din bror har et særligt sensitivt personlighedstræk, for så ville han fornemme dig på en helt anden måde.
Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at han har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, det passer bedre på den beskrivelse, du her giver af ham.
Han er din bror og selvfølgelig kan du godt elske ham, men han må være utålelig at være sammen med, og her skal du markere tydeligt, når du føler dig utilpas i hans selskab.
Du skal lære at sige fra også overfor din mor, når hun nedgør dig i forhold til din bror, som hun helt uberettet har sat op på en piedestal.
Men det er din familie, og det kan være utrolig svært at sætte grænser overfor dem, for det burde du have gjort for mange år siden, men som Kameliadamen skriver så er det aldrig for sent.
At Rejen47 mener, at det at være sensitiv er en ”modedille”, så må jeg også her tilslutte mig, hvad andre har skrevet om det, for det er dog det værste sludder, jeg længe har hørt. Hun ved åbenbart ikke ret meget om det at have et sensitivt personlighedstræk… og ja det kan både være belastende men så sandelig også meget berigende.
Hilsen Sofie
Når jeg ser på mine egne børn i skolen, så er det efterhånden sådan, at 1/3 lider af ADHD, 1/3 er særlig sensitive og resten er så sådan lidt blandede. Men der er stort set ingen børn, ifølge deres forældre, der "bare" er helt normale sunde og raske børn, der er perfekte, som de er.
I rigtig mange både forældrekredse og pædagogiske kredse bliver diagnoser delt ud til højre og venstre, mens der inden for psykologkredse og psykiatrikredse er en noget større skepsis. Og som en psykologiprofessor sagde til et foredrag om børn og diagnoser, så vil vi aldrig opdage hovedeparten af de børn, der virkelig er særlig sensitive, for de vil fint passe ind i en almindelig hverdag, hvor de vil bruge deres særlige karaktertræk til at berige legen, og fordi de også ofte er kloge børn, så vil de selv finde gode overlevelsesstrategier for dem selv. Så mange af dem man ser i "systemet", er de børn, der også har andre problemer, og her starter man altid med at se på forældrene!
Så I har ret; brormand lyder bestemt ikke til at være særlig sensitiv men mere som rimelig afstumpet.
Alle børn er i min verden unikke, men uden forståelse for dem, kan det gå grueligt galt.
Vi har i dag fået en meget større viden om børn, og den viden skal man selvfølgelig bruge konstruktivt.
http://www.tv2fyn.dk/article/321968:De- ... tive-boern
Jeg mener, at det er i Norge, men jeg er ikke helt sikker, at man har afskaffet diagnosen ADHD og en række andre "særlige vilkår". Man har simpelthen besluttet, at børnene er, som de er, og derfor skal miljøet kunne rumme dem. Kan det ikke det, så skal det laves om. Det bliver rigtig spændende at se, hvad der kommer ud af det.