Flytte eller ej???
lotte123
✭
Jeg har brug for nogle tanker – så jeg spreder viften og spørger også her.
Min mand og jeg (nu 58 og 63 år) flyttede for snart syv år siden fra Nordsjælland til en anden landsdel. Det var der flere årsager til, men vi havde også lidt fået forståelse af, at i hvert fald nogle af vores børn havde lignende tanker. Det havde de så ikke alligevel.
Vi er faldet rigtigt godt til – har engageret os i lokalsamfundet, har fået en dejlig bolig, som vi har brugt rigtigt megen tid, kræfter og penge på at sætte i stand.
Vi har fundet os en supergod læge og tandlæge – er generelt glade og tilfredse med at bo her og med vores beslutning.
Men – dels så bor vores børn/børnebørn jo langt væk, dels er vores tætte venner stadig dem, vi har i Nordsjælland. Vi har bestemt gode bekendte her – ja, nogle vil vi også kalde venner, men hvor de egentlig er, hvis det virkelig gælder, ved vi ikke helt, i hvert fald er vi der; hvor vi ikke føler at vi ikke er tætte nok på dem til at forvente, at de skal gå aktivt ind i en eventuel hjælp til os.
De sidste par år har vi været rendt ind i rigtigt mange ”øretæver” rent helbredsmæssigt, hvilket igen har fået os til at tænke på, om det er her, vi skal blive. Vi kan jo komme i den situation, at vi jo netop får brug for at vores børn får noget lettere ved at komme og se til os; lige nu taler vi om en rejse på 3-4 timer, der heller ikke er helt billig.
Vores hus og have er måske lidt i overkanten af størrelse, den dag kan måske komme, hvor vi ikke magter at passe det selv. Vi skal måske også til at have noget personlig hjælp – og som samfundet ser ud, så skal det være noget, vi selv skal kunne betale os fra, hvilket vi også nu har økonomi til.
Vi har nu tankerne, om vi egentlig ikke skal sætte vores hus til salg, finde noget mindre – og selv om vi bor rimeligt billigt, så håber vi da, at vi vil kunne finde noget i Nordsjælland som er - gerne lidt billigere, så altså ikke dyrere end nu, men primært så er i nærheden af familie og de helt tætte venner.
Vi ved – 100% - at vores børn ville blive rigtigt glade for en sådan beslutning, men det er ikke noget, de skal beslutte, hvorfor vi heller ikke har luftet denne tanke for dem endnu. Vi skal heller ikke leve deres liv – eller de vores, og det påtænkes slet ikke, at de skal være aktive hjælpere for os – mere, at det bliver meget, meget nemmere for både dem og os lige at ”kigge ind”, og hvis vi helbredsmæssigt bliver rigtigt dårlige, så kan de måske holde lidt øje, og det ved vi også 100% at de meget gerne vil, hvilket jo vil være langt mere besværligt, hvis også der skal en længere rejse på.
På den anden side – så oplever vi faktisk, at det lader til, at der er – i hvert fald en lille smule mere engagement sundhedsmæssigt her hvor vi er. For et par år siden blev jeg syg under et ophold hos familien, og blev indlagt på en fabrik ved navn Hillerød Sygehus – og nej, det oplever vi ikke her på vores lokale sygehus; her er der altså et langt mere nærvær og vi føler, at man tager patienterne en hel del mere seriøst – noget vi ikke oplevede heller da vi boede i Nordsjælland.
Vi har en læge, som i den grad tager os alvorligt, som har gjort sig ulejlighed med at lære os at kende, og som virkelig lytter, når det er. Samme oplevelse har vi med vores tandlæge. Og – det er helbredet, der er den absolutte årsag til, at vi overhovedet overvejer at flytte.
Med de helbredsmæssige øretæver vi har modtaget de sidste år, er vi klar over, at det desværre sagtens kan være, at vi ikke skal vente alt for længe med at tage beslutningen. Om et par år, kan vi træffe at være der, hvor vi slet ikke kan magte en flytning. Så galt går det forhåbentligt ikke, men det kan vi ikke vide. Også vi bliver ældre og dermed måske også kan få problemer med energi og kræfter.
Og disse ting gør, at vi virkelig vakler – og ja – jeg har brug for at få situationen vendt med nogle, som ikke kender os, ikke tænker i personlige holdninger, men helt åbent og ”rent”.
Hvad er egentligt det klogeste at gøre her?
Min mand og jeg (nu 58 og 63 år) flyttede for snart syv år siden fra Nordsjælland til en anden landsdel. Det var der flere årsager til, men vi havde også lidt fået forståelse af, at i hvert fald nogle af vores børn havde lignende tanker. Det havde de så ikke alligevel.
Vi er faldet rigtigt godt til – har engageret os i lokalsamfundet, har fået en dejlig bolig, som vi har brugt rigtigt megen tid, kræfter og penge på at sætte i stand.
Vi har fundet os en supergod læge og tandlæge – er generelt glade og tilfredse med at bo her og med vores beslutning.
Men – dels så bor vores børn/børnebørn jo langt væk, dels er vores tætte venner stadig dem, vi har i Nordsjælland. Vi har bestemt gode bekendte her – ja, nogle vil vi også kalde venner, men hvor de egentlig er, hvis det virkelig gælder, ved vi ikke helt, i hvert fald er vi der; hvor vi ikke føler at vi ikke er tætte nok på dem til at forvente, at de skal gå aktivt ind i en eventuel hjælp til os.
De sidste par år har vi været rendt ind i rigtigt mange ”øretæver” rent helbredsmæssigt, hvilket igen har fået os til at tænke på, om det er her, vi skal blive. Vi kan jo komme i den situation, at vi jo netop får brug for at vores børn får noget lettere ved at komme og se til os; lige nu taler vi om en rejse på 3-4 timer, der heller ikke er helt billig.
Vores hus og have er måske lidt i overkanten af størrelse, den dag kan måske komme, hvor vi ikke magter at passe det selv. Vi skal måske også til at have noget personlig hjælp – og som samfundet ser ud, så skal det være noget, vi selv skal kunne betale os fra, hvilket vi også nu har økonomi til.
Vi har nu tankerne, om vi egentlig ikke skal sætte vores hus til salg, finde noget mindre – og selv om vi bor rimeligt billigt, så håber vi da, at vi vil kunne finde noget i Nordsjælland som er - gerne lidt billigere, så altså ikke dyrere end nu, men primært så er i nærheden af familie og de helt tætte venner.
Vi ved – 100% - at vores børn ville blive rigtigt glade for en sådan beslutning, men det er ikke noget, de skal beslutte, hvorfor vi heller ikke har luftet denne tanke for dem endnu. Vi skal heller ikke leve deres liv – eller de vores, og det påtænkes slet ikke, at de skal være aktive hjælpere for os – mere, at det bliver meget, meget nemmere for både dem og os lige at ”kigge ind”, og hvis vi helbredsmæssigt bliver rigtigt dårlige, så kan de måske holde lidt øje, og det ved vi også 100% at de meget gerne vil, hvilket jo vil være langt mere besværligt, hvis også der skal en længere rejse på.
På den anden side – så oplever vi faktisk, at det lader til, at der er – i hvert fald en lille smule mere engagement sundhedsmæssigt her hvor vi er. For et par år siden blev jeg syg under et ophold hos familien, og blev indlagt på en fabrik ved navn Hillerød Sygehus – og nej, det oplever vi ikke her på vores lokale sygehus; her er der altså et langt mere nærvær og vi føler, at man tager patienterne en hel del mere seriøst – noget vi ikke oplevede heller da vi boede i Nordsjælland.
Vi har en læge, som i den grad tager os alvorligt, som har gjort sig ulejlighed med at lære os at kende, og som virkelig lytter, når det er. Samme oplevelse har vi med vores tandlæge. Og – det er helbredet, der er den absolutte årsag til, at vi overhovedet overvejer at flytte.
Med de helbredsmæssige øretæver vi har modtaget de sidste år, er vi klar over, at det desværre sagtens kan være, at vi ikke skal vente alt for længe med at tage beslutningen. Om et par år, kan vi træffe at være der, hvor vi slet ikke kan magte en flytning. Så galt går det forhåbentligt ikke, men det kan vi ikke vide. Også vi bliver ældre og dermed måske også kan få problemer med energi og kræfter.
Og disse ting gør, at vi virkelig vakler – og ja – jeg har brug for at få situationen vendt med nogle, som ikke kender os, ikke tænker i personlige holdninger, men helt åbent og ”rent”.
Hvad er egentligt det klogeste at gøre her?
Kommentarer
En god læge har meget at sige, men kan jo ikke give den samme omsorg, som børnene forhåbentlig kan og vil.
På sygehuset, der kan børnene jo komme på besøg, hvis det bliver aktuelt. De kan også holde et lille øje med, hvad der foregår. Er de langt væk bliver det ikke nemt. De nære venner er jo også godt.
Der er dejligt på jeres sygehus, men vil der blive ved med at være det. Personalet skifter jo engang imellem. Man kan aldrig være sikker på noget.
Jeg tænker bl.a. også på, hvis man nu bliver meget syg og hjælpeløs, hvor vil man så helst være. Hvor vil man føle sig mest tryg.
Hvis den ene ægtefælle dør, hvordan vil man så have det. Vil man hellere være i nærheden af børn og de rigtige venner eller vil man blive, hvor man egentlig har det meget godt. Vil man blive ensom, alene.
Kan man magte hus og have, alene.
I har tid til at kigge efter det rigtige, hvis I beslutter jer for at flytte. Det bliver der måske ikke ved med at være.
Det kunne jo ikke gøre noget at kigge sig omkring, se om noget passer jer og så tage stilling.
Det gør det måske også lettere at tale med hinanden om hvad det er der er vigtigt. Det er ikke sikkert prioriteringerne er de samme.
Det er sikkert noget vi gør, om vi nu bruger et stykke papir eller ej, men for mig ville det være en hjælp. Det er mine tanker om hvordan jeg ville træffe et valg. Jeg har valgt at dele dem i stedet for fordi jeg er meget langt fra den fase i mit eget liv og derfor synes jeg ikke at mit eget valg i samme situation nødvendigvis er repræsentativt for hvad I går op i.
Det vil jeg da prøve på, for at overbevise min mand om vi skulle flytte. Jeg tror nemlig ikke jeg kan blive ved med at holde til arbejdet her. Mænd tror næsten altid husarbejde, det er noget kvinder gør med den ene hånd båndet på ryggen.
Hm, ja, den ældre generation. Ikke mine sønner, de kan alt.
Når kvinder TALTE sammen i gamle dage og en mand gik forbi, lød det: Nå, her sladres nok. Man smilede venligt og ønskede ham et vist sted hen. Joe, man smilede venligt og sødt. For sådan var man opdraget.
Du milde, som om kvinder ikke kunne tale sammen om mange ting.
Jeg synes, du kommer godt og langt omkring i de tanker I gør jer omkring en eventuelt flytning eller om I skal blive boende, der hvor I er.
Det er rigtig gode tanker og jeg kan godt forstå, at det er en svær beslutning.
Men det er sådan, at vi ikke kan få det hele her i livet, man ved hvad man har, men ikke hvad man får.
Jeg gik i går og tænkte over, hvad der ville betyde mest for mig, så den med at skrive de positive og de negative ting ned på et stykke papir, synes jeg er en Supergod ide.
Vi bor selv i Nordsjælland og vores børn og børnebørn i en kørsels afstand på 40 – 50 minutter, og det har vi det fint med. For som du skriver de skal leve deres liv og vi vores, så vi er ikke en familie der lever tæt sammen flere gange om ugen:-) men når vi er sammen, har vi det skønt med hinanden.
I vores liv betyder familie og venner rigtig meget, men vennerne er nok dem jeg nødigt ville flytte langt væk fra, det er med dem vi har haft et langt og rigt liv. De er alle venner fra vores helt unge dage, og det er med dem vi kan drøfte stort som småt, og vi forstår hinanden både når livet går op og ned.
Vi er nok selv blevet lidt egoistiske med alderen, vi vil her de sidste år leve et rigt liv, med rejser kunst og kultur, så vi er ofte på farten.
Jeg har altid tænkt, at jeg ikke vil have en alderdom, hvor jeg sidder hjemme og triller tommelfingre og kun venter på en opringning eller besøg af vores børn, det er børnene helt bekendt med, og de glæder sig over, at vi er så mobile og selv lever et aktivt liv.
Men vi er gudskelov meget forskellige som mennesker, og det der betyder mest for den ene betyder mindre for den anden, og sådan skal vi hver især leve vores liv.
Hilsen Sofie
Vi er også tæt på, at det da nok også er det, vi gør.
Vi ved, at som landet er delt op, så får vi ganske enkelt ikke noget, der er lige så godt og lækkert, som det vi har nu for de samme penge i Nordsjælland. En af grundende til at vi flyttede, var jo netop at her får man altså dobbelt så meget for de samme penge – og det var da også derfor vi havde formodning om, at måske et par af børnene ville gøre det samme.
Vores økonomi nu er, at vi netop har råd til rejser og den slags – og tanken er jo, at hvis tingene går den gale vej, så kan det beløb jo nemt overføres til ”forplejningskontoen”.
Men – vi har kigget på boligmarkedet og kan da se, at vi godt kan finde noget – ganske vist både mindre og måske ikke helt så tip-top som her,- men for de samme penge, og vi er også kommet frem til, at det kan vi også godt ”leve” med. Vi skal dog overhovedet ikke begynde at købe noget som helst FØR vi har solgt her. :-)
Ja, jeg er også liste-menneske, og det endda i en grad, der nærmest gør mig til grin for vores omgangskreds. Er du også jomfru, M1cha3l ? Jeg har ladet mig fortælle at det er ret symptomatisk for netop jomfruer. Jeg har f.eks. lister for hvad vi skal have med på samtlige ferietyper liggende på pc-en, så vi glemmer aldrig noget, når vi er på ferie – og heller ikke, når jeg er ude at handle, for jeg påbegynder en ny indkøbsliste i samme øjeblik, jeg kommer hjem fra byen. Så tak, jeg tror vi skal sætte os sammen og også lave en liste over fordele og ulemper for dette.
Men vi spekulerer faktisk også mest på netop læge/tandlæge/sygehus, som vi jo beklageligvis stifter mere og mere bekendtskab med – for selv om vi bor i et lille land, så er det faktisk himmelråbende så stor forskel der er. Der ER en helt anden personlig og nærværende grundholdning i provinsen, som vi i øvrigt bemærkede lige med det samme, da vi var flyttet her over. Ikke bare i sundhedsvæsenet, men også håndværkere, butiksansatte osv. osv., men for at holde os til sundhedsvæsenet: Pt er det min mand, der er ”vinderen” mht læge/sygehus, og vi er faktisk ret betagede over den service, han får. Tiderne på ambulatoriet var totalt bookede, og lægen også, da min mand havde været på første besøg og skulle have en ny tid, men ”Jeg VIL se på det her på torsdag – så må du i stedet komme op på sengeafsnittet, og det kan være du lige skal vente 5-10 minutter, for jeg må så putte dig ind mellem to operationer.” Eller ”undskyld, at vi er en halv time forsinket, jeg har prøvet at ringe til dig” (Og ja, det var vores egen skyld, vi havde glemt at tænde for telefonen). Eller skiltet ved sekretæren på en afdeling ”Hvis du oplever mere end 15 minutteres forsinkelse, så henvend dig til sekretæren igen”.
Og nej – det har vi bare ikke oplevet i Hovedstadsområdet – men det kan være, du har ret Persille, det er kun en stakket frist, så sniger dette sig ind over hele landet. Min bror er alvorligt kræftsyg, er tilsluttet Rigshospitalet, og han har for længst indstillet sig på at skulle sætte en hel dag af hver gang, han skal til en halv times undersøgelse. Han sidder og venter og venter – ingen kan fortælle ham, hvornår det er hans tur. Alle farer bare forbi ham og bevares undskylder da også i farten, prøver endda at overbevise ham om, at det kun er ”i dag”, der er specielt kaos, men - det er bare sådan hver gang.
Mit besøg på Hillerød Sygehus for et par år siden var en voldsom kontrast til hvad vi er vant til her. En lægevagt havde vurderet, at jeg skulle indlægges, jeg havde selv påhørt hendes opringning til sygehuset, hvor hun i den grad forklarede, hvad det handlede om, og at det hastede, men det forhindrede da ikke sygehuset i – uden videre, uden nogen form for foklaring - at sende mig ind i venteværelset på den kombinerede modtagelse/skadestue og lade mig sidde der i tre timer til det var min tur.
For slet ikke at tale om vores enormt dygtige og nærværende praktiserende læge.
Og ja, netop den slags får os til at vakle.
Min bror kommer også på Rigshospitalet og sætter en dag af for få minutters undersøgelse. Men de er meget venlige og det vejer jo op.
Jeg har også siddet, nej ligget på en bænk på et sygehus, hvor de ikke lige kunne finde mine papirer. Det var mere vigtigt at finde papirerne end se, hvordan jeg havde det. Men bevares, da de endelig fandt dem blev jeg da hjulpet. Godt jeg ikke døde i ventetiden.
Den slags kan man jo godt være nervøs for.
Man kan altid høre hvad andre mener, se nogle andre overvejelser og opveje det mod hinanden.
Men i den sidste ende kommer det jo helt an på, hvordan man er og hvad man sætter højest eller føler sig mest tryg ved.
Husk at tage med i jeres overvejelser, at den ene af jer bliver alene på et tidspunkt, selv om det er væmmeligt at tænke på.
Jeg synes, det er godt lige at lufte sådanne ting, og måske netop få en vinkel eller to mere på, som man ikke selv har haft "oppe".
Jeg har i øvrigt fra dag et sagt, at hvis det bliver mig, der bliver alene, så er jeg flyttet meget hurtigt, og det vil min mand sikkert også, hvis det bliver ham, der bliver alene.
Vi tænker jo også bare, at vi faktisk føler os lidt for unge til at rykke i pensionistvenlig bolig allerede nu, men at det jo nok måske alligevel er det klogeste, nu hvor vi selv vil kunne tage stilling og magte det.
Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem service og ventetid, hverken positivt eller negativt, men det var hvad jeg lige kunne komme på der måske havde værdi.
Jeg er født i skytten ^.^
Det ville også tælle i min verden, hvis vi havde overvejelser om at flytte, men som jeg også mener, så er I jo unge endnu:-)
I behøver ikke at forhaste jer, men lade muligheden stå åben.
Jeg kan ikke komme med nogle guldkorn, for jeg kan jo læse at I har tænkt både på det ene og det andet. Der er ikke noget der lige springer i øjnene, som I har overset, men overser det gør listemennesker sjældent:-)
Jeg er selv listemenneske, og jeg er Fisk:-)
Du har alligevel sat nogle tanker i gang hos mig, for jeg vil nødig flytte, men jeg er jo også godt klar over, at vi en dag måske ikke kan klare både at passe huset og haven, for vi bliver jo ikke yngre.
Jeg ved også at det klogeste er at flytte mens helbredet er godt, frem for at vente til at man ikke magter det hele mere. Men jeg skubber den dag foran mig, og det er jo ikke så klogt et valg.
Er faktisk 10 år ældre end dig, og min mand er fyldt 70. for fanden da hvor kan det være svært, at være på forkant med den tanke, at man om nogle år måske ikke er så mobil…