God råd til konfrontation med alkoholiker

Linette1

Hugo, det er muligt, at du tror på hele dette hjælpesystem. Men det ville høre op, hvis du selv fik brug for det. Det er ikke nødvendigt, at der er et alkoholproblem, det kan være så meget.
Jeg kender udmærket lovgivningen, klagemuligheder o.s.v. Men fulgte du med i medierne, så har man fået øje på, at der reelt ingen klagemuligheder er. Ja, man kan da godt skrive en klage, og man får også et svar. Man kan også køre det helt ud i en retssal. Her får den der lægger sag an ikke lov til at lægge sin version frem eller fremlægge sagens akter, ligesom der heller ikke kan føres vidner. Kommunen derimod kan lægge flere meter sagsakter på bordet, hvoraf nogle vigtige journalark er udeladt.
Det ærligste svar jeg har hørt, kom fra en dommer i en anbringelsessag. Hun sagde: Det har ingen betydning at sagsbehandleren eller sagen er fuld af løgn.
Når man virkelig fatter de ord, så forstår man sammenhængen.
Disse ord var svaret til en far, der fik anbragt sine børn. Disse børn er mine børnebørn, moderen var/er misbruger. Faderen er min søn. Han rører ikke hverken spiritus eller stoffer, han er meget syg, han forventes ikke at leve så længe mere.
Det system er så fuld af løgn. Sidder man et sted ved et skrivebord, og skal forholde sig til det en offentlig ansat har skrevet, så må man end ikke i en retssal sætte spørgsmålstegn ved det.
Jeg involverede mig i en årrække med mange familier, der blev truet med at få anbragt deres børn. Det endte som regel med en anbringelse.
Vi som familie nægtede efter denne oplevelse enhver form for samarbejde med kommunen. Det gør vi den dag i dag. Børnene kan komme når de bliver 18 år og det ved de. Pigen er fyldt 18 år, og vendte hjem. Desværre var halvdelen af hendes familie døde inden da. Men jeg er her da endnu, hendes far er her lidt endnu.
Sagsbehandleren har forsøgt, (som hun forøvrigt er forpligtet til), "at gøre sig venlig og sød", med at sige, at de godt kunne se det var en fejl, at børnene blev anbragt. De boede hos deres far, deres mor ville ikke have dem.
Men det hjælper ikke, vi skal ikke have nogen af de mennesker inden for vores døre.

persille1

Linette, jeg har ikke prøvet at søge hjælp hos kommunen, men jeg har stået som en medarbejder i udkanten af det hele og jeg opdagede, der foregår meget mærkeligt i hele det system. Jeg ville heller aldrig stole på dem.
Der kan altid stikkes en løgn, hvis noget ikke passer en medarbejder i kommunen. Jeg har selv hørt det og jeg vidste det var løgn.

Hugo200

Jeg har oplevet en del succes historier med at overvinde et misbrug, og kommunen er en god samarbejdspartner med prof. håndtering af den enkeltes og pårørendes problemstillinger. Desuden bliver indsatsen endnu større i fremtiden, da misbrug koster samfundet milliarder af kroner hvert år.

Men vi hører kun om de dårlige eksempler i medierne, og ikke alle dem som rent faktisk har stor glæde af det offentlige behandlingstilbud, og ja der vil være tilbagefald hos mange misbrugere, men jeg synes at pigen her ,ikke skulle opgive forholdet hvis der er kærlighed, men prøve med kommunes hjælp at hive kæresten ud af sin osteklokke. Han har jo været ædru før.....

persille1

Ja, i kortere tid. !!!!
Ingen unge mennesker burde have den kamp med deres kærlighed.
En kærlighed, der dårligt er begyndt er hurtigt glemt. Og det gør hun klogest i.
To år er ingen tid, når det drejer sig om et helt liv.

Læser om de dårlige eksempler, ? man hører og ser jo også, hvad der foregår rundt omkring.

Nej, den kamp burde hun være klog nok til at holde sig fra og få et godt liv. Men det gør hun sikkert ikke, før han har ødelagt meget for hende.
Han kan selv gøre noget, hvis han vil. Lad ham selv vise han kan og vil gøre noget.

persille1

Jeg vågnede kl.5 og lå og spekulerede over hvordan nogen kan tro en kærlighed kan holde, hvis det skal være en evig kamp.
Hvorfor skulle et ungt menneske begive sig ind i et kærlighedsforhold, som er dømt til at mislykkedes på et tidspunkt. Det kan vare længe og det kan vare kort.
Ingen kan forvente andre mennesker skal ødelægge sit eget liv for at "hjælpe" en alkoholiker. En alkoholiker ødelægger ikke alene sit eget liv, men også sine nærmeste omgivelsers liv.

Jeg forstår dig ikke, Hugo200, at du mener dig erfaren nok til at kunne sige til et ungt menneske, at vedkommende skal gå ind i en håbløs kamp.
Det eneste der vil ske er en tabt kamp og mange års ulykkeligt liv.
Der skal professionel hjælp og vilje til at ville holde op med at drikke. Den vilje kommer slet ikke, så længe der ikke er nogen konsekvens.
"For herregud, hun skal bare rase lidt og så er jeg tilgivet.! Igen og igen.

Milde himmel, hvis de vidste hvad de begav sig ind i, med børn og familie og en alkoholiker, som ægtefælle. Så løb de skrigende væk.

Hugo200

Jeg tror at du forveksler ordet konsekvens med motivation. Det er klart at misbrugeren skal have fokus på fordele og ulemper ved sit misbrug. I dette tilfælde er en af ulemperne, at han risikere kærligheden, men det er ikke så sort og hvidt.
Man skaber selv sin egen motivation, men man kan få meget hjælp udefra til at skabe den. Jeg tror bestemt ikke, at han ønsker et liv med druk og miste sin kærlighed. I siger at han/hun må træffe et valg kærligheden eller alkoholen.

Skal man opgive en ung misbruger?? Hun siger selv at Kommunen har hjulpet meget.......Kommunen kan også tilbyde hjemmebesøg.

Den er selvfølgelig svær hvis han har afvist alt hjælp, men ikke umulig. Det må være optil pigens styrke og kærlighed, hvor meget hun vil kæmpe for at bevare forholdet.

Man opgiver aldrig en syg person, og tro mig når jeg siger, at han er ung og ikke dømt til et liv i misbrug, hvis han får den rette hjælp og støtte...

persille1

Jeg forvekslet intet. Du skriver om misbrugeren og ja, det er ikke godt han ødelægger sit liv. Han bør da søge hjælp, hvis han vil forsøge at komme ud af det.
Jeg skriver om en ung pige, som ikke bør ødelægge sit liv. Ingen kærlighed kan holde til det i længden.

Linette1

Motivation kan også fremaldes ved, at Maria siger stop og går sin vej. Den kamp er den unge mands ikke Marias.
Ved alle andre sygdomme, beder man ikke en gang en ægtefælle om hjælp til helbredelsen af sygdommen, man bliver dårlig nok orienteret, på grund af tavshedspligten. Det er en opgave mellem behandler og patient. Lad være med at misbruge en ung kvindes forhåbninger og drømme om fremtiden.
Hvorfor skal en alkoholiker ikke selv, sammen med sine kommunefolk overvinde sit forbrug?
Hvorfor skal han føle sig tryg ved, at kæresten forstår og forstår og forstår?
De har ingen forpligtelser, de har ingen børn. Kommer der børn, skal børnene så også hjælpe med deres kærlighed?
Nej Hugo, som du nok kan læse mellem linjerne, har jeg fået nok af kommunal hjælp til misbrugere og misbrugere.
Endnu kan Maria gøre som hun vil. Går de hen og får børn, så kan du godt glemme alt om diverse tavshedspligter og hvad ved jeg. Maria og hendes kæreste er registreret i kommunens system.
Hjemmebesøg! Maria løb din vej, det kan ikke gå for hurtigt. Det er også kærlighed, at sige til din kæreste, det der må du klare selv.
Han bliver ikke ladt i stikken, han har alle sine behandlere, hvis han vil det.
En misbruger, misbruger alt og alle også det kommunale hjælpesystem, så længe de har fordele ud af det.
Fordelen for ham her er, at Maria bliver, han mister intet. Han kan beholde det hele.
Der hvor jeg kom, kaldte man kærester og ægtefæller for medmisbrugere. De sled sig selv op, og fik intet til gengæld, jo de fik dårlig økonomi, dårlig selvværd, deres indsats blev ikke værdsat, hverken her eller der.
Maria, tænk dig godt om, du skal vide, at du selv vælger nu. Det er et valg for livet.

Hugo200

I har stemplet ham som en, hvis misbrug og selvoptagelse aldrig forsvinder. Jeg er så uenig. Om det er Marias job at hjælpe til med at få ham på rette kurs, er hendes valg.

Linette1

Hugo, du får mig til at tænke på gamle dages opfattelse af hvad kvinder og kærlighed kunne gøre for en mand. Bevar mig vel, vi lever i år 2013.
De brugte et helt liv i håbet om, at hjælpe en mand.