Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Din psykolog kan sagtens ha kommet til fortale sig SELVOM HUN IKKE MÅ. Hvis det er tilfældet, bør hun indrømme det. Jeg tror, at den angst hun har tricket hos dig, er angsten for at sidde med blind tillid til en person, der måske ikke er god, men som sidder og "gemmer sig i sin behandlerrolle". Det er jo en ganske grim og usund situation at sidde i.
En foreslår ovenfor, at du skal tale med din psykolog om det igen, nu da I har fået situationen på afstand. Det er en god idé. Hvis du herefter kan mærke, at din tillid til hendes gode intentioner er væk, skal du stoppe hos hende, er mit råd. Ellers kommer der en dimension indover som ikke er god. Hvis hun ikke er ærlig omkring det, og du beslutter dig for, at det er DIG der er noget galt med, er det lidt af en gyser, vil jeg mene! Især hvis du er sårbar pga. mobning mm. i barndommen.
Skulle hendes intention være i orden, men du ikke er klar, skal du måske holde en pause?
Pas på dig. Stol på din intuition.
Jeg stod bundet af "Nej det passer ikke ...det sker ikke.. det var ikke hvad hun sagde ...vær rolig ...vær høflig" ...
Jeg konfronterede hende og spurgte "hvor kom den fra ? Hvad mener du ? " (jeg ignorerede det ikke bare ..men spurgte ind).
Jeg fik imidlertid ikke et svar jeg kunne forstå eller relatere til det jeg startede med ....
Kun noget med at det ydre holder jo ikke i længden osv og det er det indre og så gik hun over til at fortælle om et af hendes familiemedlemmer der ...havde været ude for et alvorligt uheld pga ..han drak..og hvad der var sket osv.
Helt helt uden sammenhæng med nogetsomhelst ? Om det var for at tale om noget andet , skifte emne, lades som ingenting ...eller bare fordi hun ikke ville give et ordentligt svar ja det ved jeg ikke .
Jeg følte mig dum...lidt som en der udleverede sig selv til en der bare nød andre menneskers problemer fordi hun selv havde problemer.
Ja det lyder hårdt. Men det var en følelse jeg fik...og så hvad hun eller sagde.
En psykolog kan godt have lig i lasten ja - min har aldrig haft et fast arbejde og det er en jeg kender sort. Om det så er misundelse over de ting jeg gør og det jeg har ...som hun ønskede at beskadige ...ja det ved jeg ikke.
Det skal siges at når jeg har talt om en mand jeg har været utrolig forelsket i har hun (nok i god mening her) spurgt om han "tilfredsstillede mig" (tror ikke hun er nysgerrig tror bare at hun tror at sådan noget skal man spørge om) .
Egentlig gider jeg ikke tale med nogen om det ...og slet ikke hende og det ar slet ikke derfor jeg talte for at få sådan en "kvindesnak" . Det område styrer jeg selv. Næ nej mit var skam ment som ægte smerte over en jeg var forelsket i ...så det var slet slet ikke en sexuel "åh hvor er jeg usikker snak" jeg ville have.
Alligevel fandt jeg mig selv svarende på det ..ja sagde jeg ...mens jeg sad og tænkte "hvad rager det hende og nej det for vammelt spør hun om det "...
Det ikke en jeg har et forhold hvor jeg har lyst til at tale om de ting ...ja sådanne ting er mit private.
og det jeg mener med det her : jeg lod hende gå over min grænse. Sku bare have sagt : Ved du hvad ...det mit private område og det nu ikke det jeg har brug for at tale om ...! og så lukke den der.
Hvad mener du med "fortale sig skønt hun ikke må " ? Det er en jeg ser privat og selv betaler. Og som sagt hun har været god på mange områder.
Når jeg tænker på alt det hun ved om mig kan jeg godt blive helt irriteret på mig selv over at jeg har øst ud af mit hjerte overfor en der måske har siddet og talt over det med manden når han kom hjem...og så bare sagt grove ting ?
Men hun har sagt mærkeligt ting "om jeg drikker " og set mistænksom ud..og nej det gør jeg ikke (hvad jeg sagde og lignede et spørgsmålstegn) men da jeg åbnede hendes køleskab var det fuldt af øl ..og hun ser oppustet ud ...
Jeg er sådan en der cykler og (kan ryge en joint) ...så eh ...jeg synes ærligt talt at det er lidt mystisk engang imellem.
Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige til hende ...for hun ku mærke jeg fik det dårligt. Da jeg kom følte jeg mig pæn og smart og meget mere ..det gjorde jeg ikke da jeg gik.
Og det kan simpelthen ikke være meningen.
Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige til hende ...for hun ku mærke jeg fik det dårligt. Da jeg kom følte jeg mig pæn og smart og meget mere ..det gjorde jeg ikke da jeg gik.
Og det kan simpelthen ikke være meningen.
Jeg skriver til dig:
Du har i et tidligere indlæg skrevet om, at du blev moppet. Det må være en grim erfaring, du skrev også om det var ligesom et flash back.
Dengang du var barn og blev moppet, har det været ubehageligt. Du har muligvis den gang lukket af for den følelse, og vendt dig væk fra mopperne.
Du har sikkert også tænkt tanker om mopperne, tanker som ligner de tanker du nu gør dig om psykologen.
Det er noget du skal forholde dig til, det er også dig. Det er en måde at reagere på, som måske ikke er hensigtsmæssig. Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke situationen.
Mange tror fejlagtigt, at man kan komme af med sit ubehag, angst eller hvad det er, ved at gå til en psykolog.
Man kan ikke komme "af med sig selv", men man kan forlige sig med sig selv. Det er det psykologen kan hjælpe med. Problemet forsvinder som dug for solen i samme øjeblik, som man accepterer den del af sig selv.
Du har indtil fornylig været tilfreds med din psykolog. Men nu gør du dig tanker om hende.
Skriv det ned, også selv om det virker vrøvlet, men skriv det ned du nu går og tænker på. Er hun en OK psykolog, så tager hun den derfra. Er hun ikke OK, så bliver hun fornærmet eller vred over, at du tænker sådan om hende, og så skal du naturligvis ikke konsultere hende mere.
Med at "tale over sig" mente jeg, at hun "kom til" at "buse ud med sit eget skidt". DET MÅ HUN IKKE, og det ved hun godt. Sådan som du beskriver det, var det det, der skete. Når man er blevet mobbet som barn, har man tit udviklet en ekstrem god evne til at læse andre mennesker. Jeg stoler på din intuition. Hvis hun har sin etik i orden, vil hun indrømme det.
Men det tror jeg ikke, at hun har, for så ville hun ikke tage dig i behandling på de vilkår. Hun må ikke tage familie eller bekendte i behandling. Det er så sårbart, det der tales om i det rum. Det skal holdes skarpt adskilt fra det private.
Du kan få en henvisning til en psykolog hos din læge. Første samtale koster så tæt på 400 kr. De følgende 319 kr. Du kan selv finde en psykolog, f.eks. på nettet. Mange psykologer har hjemmesider, hvor de fortæller hvordan de arbejder. Du er glad for kognitiv terapi. Det kunne du find en, der var uddannet i. Lægen kan måske også anbefale en.
Men selv hos en "rigtig" psykolog er man ikke sikker på en ordentlig behandling. De er kun mennesker. Så mit råd vil altid være, stol på dit instinkt.
Måske skal du også have in mente, at smukke mennesker sommetider bliver diskrimineret, ikke kun i den situation, men generelt. Læste engang en artikel om det. Sørgeligt. Så pas rigtigt godt på dig selv, dog UDEN AT MISTE TILLIDEN til andre, herunder psykologer, selvfølgeligt. Men en god sund skepsis er god at have med i baglommen :-).
Jeg studsede også over, at det var en bekendt. Det er ikke godt. Det ved psykologen og det var hende der skulle have sagt fra og foreslået at finde en anden helt fra begyndelsen.
Jeg kommer ikke ind på hvordan hun fik mig til at føle...men holder mig til det som hun har gjort godt - og der er meget!
Men jeg er ærgerlig over det skulle slutte på denne måde.
Og så : jeg taler ikke sådan til nogen mennesker...og ingen skal tale sådan til mig. Slet ikke en jeg betaler for at hjælpe mig.
Jeg har ikke brug for kunstig rosen og lefleri, kan hun ikke li mit udseende så fint med det (hun behøves så ikke at sige det) ...men jeg har da slet heller ikke brug for at blive ydmyget og nedgjort.
Og så : jeg kunne ikke drømme om at sige sådan til nogen ( ja det turde jeg slet ikke OG jeg ville hade mig selv for at have behov for at ydmyge nogen på den måde).
Jeg synes ikke, det er en god ide, at du vil prøve at lukke den der, for den er jo netop IKKE lukket for dig, hun har virkelig fået trigget dig, og jeg tror, du fremover vil komme til at bruge uforholdsmæssig megen energi på netop at spekulere på, hvad det her handlede om.
Mit forslag er helt klart, at du tager en session mere hos hende, og så fortæller hende, at hun netop virkelig har hjulpet dig godt, men det her? Ja, det vil du gerne have en forklaring på.
Fortæl hende hvad det har gjort ved dig – bed hende klart og tydeligt forklare dig, hvad hun helt konkret ville med det.
Måske hun kan komme med en god og brugbar forklaring, som du kan bruge til noget – måske der netop var et formål med at få dig til at føle, som du jo er kommet til – eller måske var det netop, at hun kom til at være dybt uprofessionel, og hun så må give dig en undskyldning.
Men – så får du ryddet op – og du kan komme videre uden at bruge mere (negativ) energi på de bemærkninger.
Hvis du bare skriver et brev, hvor du slet ikke nævner, hvad det har gjort ved dig, så vil det jo blive ved med at gnave, og det har du da ikke brug for.
Man komme altid længst ved at få ryddet ordentligt op.
Jeg har gået hos en dygtig psykoanalytiker i flere år. Det er mange år siden.
Jeg læste selv psykologi og pædagogik på det tidspunkt.
Jeg kom også ud for sådanne situationer, men der var en mening med galskaben. Meningen var, at få fat i angsten, føle den og mærke den. Under den kom den ægte vrede.
Hvis du lukker og slukker her, så "vil andre kunne påføre dig angst". Men du skal vide, at ingen kan påføre dig angst. Angsten vil forsat rumstere i dit væsen. Dit forsvar er, at flygte, at tillægge dem motiver, som de måske slet ikke har. Du tillægger dem misundelse og flere andre mindre pæne ting. Godt nok siger du det ikke højt, men du tænker sådan, derfor vil du rende ind i flere situationer, som fremkalder din angst. Følelser kan man ikke flygte fra, de er der, enten man vil eller ej. Tanker skaber følelser, og andre kan registrere dem. De er slet ikke toldfrie, som man siger.
Måske har psykologen med fuldt overlæg "pillet" lidt ved din facade, og det fremkaldte din angst.
Det kan være du virker overdreven pæn, overdreven høflig og venlig, du ville aldrig moppe, o.s.v. Alt dette er udmærket, men hvis det dækker over det indre, som du lægger frem, for at forstå problemet, så er det ikke så godt for dig. Problemet vil opstå igen og igen.
Havde psykologen til hensigt at ydmyge og nedgøre dig, så er det vel rimeligt at blive vred.
Da du ikke ved hvad årsagen eller hensigten var, så gør du klogt i at tale med hende om det. Ikke tale udenom med pæn snak, men stille og ærligt sige hvad det gjorde ved dig. Du skal også fortælle om de motiver du tillægger hende.
En god psykolog vil tage den snak, og måske endda gå lidt længere ind i dit problem.
Men ja man kan ikke flygte fra angsten...!