Kan man vælge sit humør?

Linette1

Kognitiv terapi havde heller ikke hjulpet mig. Det er en længere histori, som jeg skal skåne jer for.
Men kort fortalt, havde jeg problemer med mit følelsesliv. Følelser var der selvfølgelig, de er der altid og hele tiden, men jeg skjulte dem bag en intellektuel facade.
Jeg fandt en psykoanalytiker, som havde tålmodighed, og vigtigst af alt min tillid. Han stolede på, jeg kunne klare det. Han var egentlig min underviser på en uddannelse.
Så kommer det interessante, for uden intellektet, kunne jeg "svømme over" i kun følelser. Så vi måtte nærme os problemets kerne med stor tålmodighed.
Jeg kan sige ud fra min erfaring, at man kan godt løse en konflikt i sig selv, men følelserne skal med. Følelser er kropslig forbundet, det ved jeg, den erfaring har jeg gjort. De forløses med tillid, tillid, tillid og tålmodighed, samt ikke for meget snak. Ingen diskussioner om hvorfra eller hvad en følelse kom fra, en følelse er en følelse.
Så hvis man kommer til en terapeut, der bare siger, det er det og det, eller det der har afstedkommet dit eller dat, så løb langt væk. Følelser er ordløse, de er, det de er.
Problemet er så, at hvis disse følelser er gemt væk eller glemt, (hvad de ikke er), så refererer de stadigvæk til den periode, hvor det lille barn besluttede sig for f.eks. ikke at græde, ikke være bange, men være en stor dreng eller pige.
Man skal da derfra og videre, det vil sige, man skal udvikle disse følelser, så de svarer til den alder man har opnået. Det er jo lidt fjollet, hvis en voksen følelsesmæssigt er som et barn.
Men mit egentlige problem lå tilbage i treårsalderen, hvor jeg havde været indlagt til operation. Jeg havde lovet min mor ikke at græde, jeg skulle være en stor pige o.s.v.

Jeg blev forstyrret da jeg skrev ovenstående, så nu fortsætter jeg.
Den værste og sværeste følelse var den følelse af, at være forladt. Mine forældrer måtte ikke besøge mig.
Men igen, den er uden ord, det er først senere i livet vi kan sætte ord på følelser.
Så det var kort fortalt om en proces der tog flere år, og kostede det hvide ud af øjnene.
Jeg er glad for, at jeg gjorde det, men ikke mindst at jeg var i en situation hvor jeg havde råd til det.

Rejen47

Heldigvis findes der mange forskellige slags terapi, for jeg er slet ikke i tvivl om, at det er forskellige ting, der hjælper forskellige mennesker. Både fordi jeg tror, at vi respondere forskelligt fordi, vi er forskellige mennesker med forskellige ressourcer, og fordi der er forskel på, hvorfor vi har det, som vi har det, og hvorfra det stammer. Så for mig handler det rigtig meget om, at man acceptere, at alle metoder har styrker og svagheder, og at man alene fortæller om sine egne erfaringer, og at man gør det på en ikke fordømmende og aggressiv måde.
Og så handler det, tror jeg, og som også I andre er inde på, om tillid til terapeuten samt, at vedkommende er faglig kompetent.
Kameliadame, jeg er rørende enig med dig i, at rigtig mange bruger kognitive metoder på et alt for spinkelt grundlag og med en alt for ringe viden, for det du referere - og ja, jeg ved godt, at du nævnte hende pige også i dit første indlæg, men jeg synes ikke, det giver en sammenhæng eller forståelse af situationen, før du fortæller hele historien - er naturligvis totalt ude i hampen. Kognitiv terapi er faktisk utrolig kompliceret, men mange tager kun "omkvædet" og glemmer alle versene og derfor kommer tingene til at stå meget unuanceret. Selv har jeg aldrig hverken mødt eller læst teoretikere, der siger, at man selv kan bestemme sit humør, men jeg har og kan også tilslutte mig, at vi alle selv har et ansvar for vores humør. Ansvaret kan så bestå i, at man søger hjælp til sin depression eller, at man selv forsøger at finde årsagen og dermed helbredelsen.