Indstillinger
Kan man vælge sit humør?
Indlæg fjernet efter brugerens eget ønske, Netdoktors redaktion.
Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det, man arbejder med, inden for den kognitive og narrative terapi er den måde, vi tænker om os selv om omverdenen på. Her kan man ved at ændre på dit tankemønster og dermed de fortællinger, vi alle konstruerer om os selv, og herigennem får andre reaktioner fra vores omgivelser, så man efterhånden kommer ind i en række selvforstærkende processer af enten positiv eller negativ karakter.
Så ja, du kan meget langt hen af vejen selv bestemme, om du vil have et positivt eller negativt sind, men for nogen vil det være svære for end for andre, måske fordi en del af vores temperament er medfødt.
Nej, jeg tror ikke på, at man selv kan bestemme, hvordan man har det.
Selvfølgelig kan man gøre noget. Vi er mange, der er opdraget efter gammeldags opdragelsesmetoder, hvor børn lærte at indordne sig og opføre sig, så de i højere grad opfyldte andres forventninger, end deres egne behov og ønsker.
Hvis man i den situation (evt. ved hjælp af psykoterapi) øver sig i at mærke sig selv og i højere grad bliver opmærksom på sine egne behov og ønsker, så man holder op med at ignorere dem, så tror jeg, at man kan få et mere tilfredsstillende liv med mere glæde.
Og det er klart, at der er noget om det gamle slogan: ”Smil til verden og den smiler til dig.” I min familie var vi ikke i særlig grad vant til at rose og give komplimenter, så det er jeg først nu ved at øve mig i. Men jeg oplever altså i høj grad, hvordan andre mennesker lyser op, når de får en kompliment. Man skal selvfølgelig ikke overdrive og ikke sige noget, man ikke mener, men livet bliver altså en hel del nemmere, når folk siger noget pænt til hinanden.
Jeg tror ikke på den kognitive adfærdsterapis forestillinger om, at der altid går en tanke forud for en følelse, og at man ved at ændre tankerne kan ændre sine følelser. Sådan som jeg ser på det, er det en alt for forenklet teori, der ikke tager hensyn til kroppen, følelserne og det sociale samspil. Det er en meget individ-fokuseret teori. Men vi lever jo ikke som isolerede øer. Man kan ikke ændre alting ved at ændre sine tanker.
Her på Netdoktor har jeg engang oplevet, hvordan en ung kvinde, der have en dyb depression, fortalte om, hvordan hun i terapi fik at vide, at hun selv var skyld i depressionen, fordi hun tænkte negativt. Jeg bliver altid forarget, når jeg hører den slags. For problemet er jo, at skyldfølelser virker forværrende på depressioner.
Du har placeret dit spørgsmål i debatten om depression og angst. Så derfor har jeg i mit svar taget lidt hensyn til det. Hvor meget man selv kan gøre, hænger jo i høj grad sammen med, hvad forudsætningerne er.
Små ting kan faktisk nogle gange ændre ens humør. Jeg husker en situation fra dengang jeg var ung: Min kæreste og jeg sad i bilen på vej hjem. Jeg følte mig ret nedslået, uden nogen egentlig grund. Kort før vi nåede hjem, lagde min kæreste armen om mine skuldre. Han sagde ikke noget, men lod bare armen ligge dér et par minutter. Jeg husker, hvordan jeg pludselig blev i godt humør. Det var, hvad jeg havde brug for: et lille kærtegn. Og det kan man jo godt bede om.
Det var mit bud på et svar.
Mange hilsner
Kameliadamen
Men vi er helt enig om, at man ikke selv bestemmer helt og holdent, men man kan altså gøre mange ting selv for at få et mere positivt forhold til omverdenen. Vi er jo selv medskabere af vores virkelighed uden, at man selv kan bestemme/vælge, om man vil have f.eks. en depression (hvilket kognitive terapeuter - i det mindste de seriøse af dem og som også har en psykologuddannelse bag sig - aldrig vil påstå)
Jeg stødte på dette begreb under et kursus, underviseren var en psykiater.
Jeg gav desværre min lille bog væk, til en der havde brug for den.
Når det så er nævnt, så er der en ægte depression, den kræver behandling på en eller anden måde.
Lykkepiller skaber ikke lykke, men de hæver sindsstemningen op til lidt under det normale.
Så spørger du, om man selv kan bestemme sin sindstilstand. Til dette vil jeg svare både ja og nej.
Man kan være nød til, at finde sig i noget der ikke helt tilfredsstiller ens behov. Det kan være et arbejde, økonomi eller ens omgivelser. Det er ikke alt man kan ændre på, men man kan arbejde henimod, at skabe bedre forhold for sig selv.
Har man en depression, er dette ikke muligt, man har simpelthen ikke energien til det.
Du læste en bog, der gjorde dig glad, og dagen efter var du ikke glad.
Jeg havde det sådan med sex. Jeg nød det og havde det godt, men dagen efter var jeg deprimeret. Jeg snakkede med en psykolog om det.
Man kan nyde for meget, altså opbruge sine resourcer. Kunstnere har det ligesådan. De lægger hele deres sjæl i et eller andet projekt, og bagefter er de flade, nogen gange i lang tid.
Så det handler altså også om, at man ikke går helt ud til eller overskrider en grænse for nydelse, arbejde eller hvad det nu kan være, ligesådan forholder det sig med det modsatte.
Det handler også om, at man finder noget der tilfredsstiller ens sjæl. For mig er det musikken. Men i perioder med mange koncerter, så bliver det for meget, og glæden er væk, man orker det næsten ikke.
Det kan også være noget der skal gøres. Jeg har i to dage gjort mit hus rent. Det er meget stort, og jeg har meget dårlig ryg.
Jeg har alligevel formået dette, fordi jeg har en stor glæde i vente. Alle mine børn, med ægtefæller og alle mine børnebørn kommer i morgen.
Jeg er alene, så jeg har haft mere end travlt. Jeg var totalt udmattet i aftes, alligevel var jeg klar igen i formiddag. Haven skulle også lige pyntes lidt, og jeg mangler de sidste indkøb.
Nu kan jeg slappe af, jeg skal en tur til stranden. De sidste indkøb kan gøres i aften eller i morgen formiddag.
Forventningens glæde kan give en et skub. Hvis man ikke har noget at glæde sig til, så kan man opleve det som om man ikke rigtig funker.
Men man er ikke hele tiden glad. Det er normalt at man svinger lidt i humøret.
Nogen bliver i godt humør af at læse en bog. Jeg har en veninde, som er afhængig af bøger. Hun indretter sig sådan, at hun i hverdagen har tid til at læse bøger. Det er hendes livseleksir.
Hun gør først det hun skal, men fra kl 11 formiddag til kl. 14 eftermiddag, da læser hun bøger, og igen inden hun skal sove.
Find det der tilfredsstiller dig, og få tid til at nyde det.
Nogle gange har man lært at udvise depressive tegn, fordi man har haft en depression, og så gentager man et mønster, som man ved fungere - også selv om resultaterne er negative. Eller, hvad der også er ret normalt, så har man lært det af sine forældre. Man arver, om jeg så må sige, sin depression, selv om det ikke er en biologisk arv, men mere en psyko-social arv.
Det, at have en tillært depression, er som udgangspunkt ikke noget, man vælger bevidst. Det er en reaktionsform, som man anvender helt automatisk, og hvor man bliver præcis lige så syg, som hvis det havde været en rigtig depression. Behandlingen er bare anderledes, fordi det jo netop ikke ER en depression.
Det er da godt, at du morer dig ;o)
Til din orientering kan jeg oplyse, at min viden om kognitiv terapi stammer fra Irene Oestrichs bøger og i nogen grad fra ophavsmanden Aaron T. Beck. Jeg blev meget rystet over den overforenklede teori.
Min bekymring går især på, at det har været almindeligt, at sygeplejersker eller andre med korte sundhedsuddannelser efter få ugers kursus i kognitiv terapi selv udøver terapi. Det var tilfældet i den situation, jeg refererede, hvor en ung pige med en dyb depression fik at vide, at hun selv var skyld i depressionen, fordi hun tænkte negativt.
Sådan som jeg opfatter det, så er det depressionen, der er skyld i de negative tanker. Derfor må alle anstrengelser gå ud på at lindre depressionen. Herefter forsvinder de negative tanker af sig selv, og man tænker lige så positivt som før depressionen. Jeg ved det, jeg har selv prøvet det.
Den teoretiske baggrund, jeg bygger på, er hovedsagelig kropsorienteret psykoterapi, plus bogen ”De mente det jo godt” af Josef Giger-Bütler og derudover bogen ”Særligt sensitive personer af Elaine N. Aron.
God søndag ;o)
Som alt andet terapi kræves der en god og kompetent terapeut, der ved, hvad vedkommende har med at gøre.
Og så synes jeg, der er god grund til at pointere i f.h.t. det trådstarteren egentlig spurgte om, så er der stor forskel på, om vi taler om raske mennesker eller mennesker, der enten har en depression eller lider af angst. Disse mennesker har ikke i samme grad som raske en valgmulighed i f.h.t. at vælge deres humør/sindstilstand. Netop derfor bliver det så vigtigt, hvem man komme i kløerne på.
Der var to grunde til, at jeg svarede på Dagenigens spørgsmål ud fra en formodning om, at spørgsmålet også havde med depression at gøre:
1. Sådan som jeg forstår både Irene Oestrich og Aaron T. Beck, så mener man altså inden for kognitiv adfærdsterapi, at man selv vælger sit humør, herunder at man også selv kan vælge ikke at have at have en depression. Når Dagenigen overhovedet formulerede spørgsmålet på den måde, så gik jeg ud fra, at andre havde ”slået hende i hovedet” med kognitiv terapis mest grundlæggende teori: Du kan selv vælge dit humør.
2. Spørgsmålet står i debatten om depression og angst.
Og sådan som jeg opfatter det, så er teorien bag kognitiv terapi et problem, fordi den er overforenklet og ikke tager hensyn til, hvordan tingene er i virkeligheden. Det skrev jeg, og det står jeg ved.
Jeg refererede faktisk i mit første indlæg i denne tråd historien om den unge pige, der havde en dyb depression, og hvor terapeuten gav pigen skylden for hendes tilstand. Det er da nok muligt, at en erfaren psykiater eller psykolog ikke ville have faret så hårdt frem, men problemet er, at kognitiv terapi kan give ALLE terapeuter et alibi til at gøre det, fordi det er et grundlæggende dogme inden for kognitiv terapi, at man selv vælger sit humør.
Selv har jeg kun i beskedent omfang været udsat for kognitiv terapi. Det var hos en psykiater, som jeg var blevet henvist til på grund af mange gentagne depressioner. Jeg valgte ham fra, eftersom han ikke kunne hjælpe mig. Det var denne psykiaters brug af kognitiv terapi, der gjorde, at jeg blev interesseret i at kende teorien, og jeg blev som sagt meget rystet over, hvad jeg læste, og glad for, at jeg valgte at stoppe hos ham.
Herefter kurerede jeg mig selv for depression ved hjælpe af naturmedicinen perikon.
I mit tilfælde var der flere samvirkende årsager til depressionerne. En af dem var jernmangel. Ingen – hverken den praktiserende læge eller psykiateren – havde tænkt på at tage blodprøver. Det viste sig, at jeg havde meget lav blodprocent.
I den situation gavner det naturligvis ikke at sidde og lave om på sine tanker. Det får man ikke højere blodprocent af. Men perikon klarede situationen, indtil det blev klarlagt, at jeg manglede jern.
Ikke alle situationer er ens. Jeg vil ikke afvise, at kognitiv terapi kan hjælpe nogle. Men det er vigtigt, at terapeuten er erfaren og villig til at gå imod teorien, når det er nødvendigt.
Mange hilsner
Kameliadamen