Slettet

flodhest2013

Slettet

persille1

Kære flodhest

Du har da helt misforstået, hvad jeg skriver til dig. Naturligvis kan du ikke uden videre sætte en person ud på en uge, men det tror jeg nu heller ikke nogen forventer.
Dit arbejde kan du jo ikke uden videre forlade, det er klart, men du bør overveje at finde ud af, hvad du kan gøre. Hvis du bare lader det hele være som det er finder du ingen løsning.

Jeg ved om nogen hvilket dilemma du står i og jeg ved også hvor svært det er at tage sig sammen til at gøre noget. Men som jeg skrev til dig, da først jeg fik gjort noget fik jeg det meget bedre. Men svært er det, jeg ved det godt.

flodhest2013

Slettet

lotte123

Kæreste,

Jeg kan faktisk godt forstå du har det svært, når du så tydeligt vælger at mistolke, det der bliver skrevet. Der er både i denne men også den anden debat nogle gode og virkelig velmenende gode råd, som du beklageligvis har valgt at opfatte yderst negativt.

Jeg foreslog dig først og fremmest, at du skulle finde dig et smukt sted, hvor du i fred og ro kunne gennemtænke dit liv og din situation.

Din overskrift i denne debat hedder "vi lever ikke som par" du beskriver, at det har været dårligt fungerende det meste af tiden.

Helt ærligt, hvad er det, der er så frygteligt ved at foreslå, at du får dette forhold afsluttet? Hvad er det, du vil med en parterapeut i det her tilfælde? Det er jo så tydeligt, at det du vil, ikke er det samme som din samlever vil, hvorfor en parterapeut i en sådan situation givet vil være spild af penge og ulejlighed. En parterapeut er en rigtig god ting, hvis man vil det samme, men har brug for hjælp til at finde vejen igen .

Ja, jeg foreslog dig at give ham en uge - for som du beskriver ham, så kan du da give ham tre måneder, men han vil ikke begynde at tage det alvorligt før en uge før - det vil jeg næsten vædde på - så derfor vil længere tid kun forlænge pinen.

Du kan også gøre noget andet. Du kan fortælle ham, at nu siger du din lejlighed op, og vil finde dig noget mindre og billigere, for du vil noget andet med dit liv, og det skal han ikke være en del af, så kan han så gøre hvad han vil.

Du fortæller endda her, at du jo er helt klar over, at du vil få det meget bedre, hvis det var det, du gjorde.

Hvad er det så, der afholder dig? Hvad er det du skylder denne kæreste?

Hvorfor mener du, at det er dig, der skal tage alle mulige hensyn, når det ikke er det, du oplever andre gør ved dig? Og her mener jeg faktisk også arbejdsmæssigt.

Men - det er DIG og kun DIG, der vælger. Og som du beskriver her, så vælger du den tunge og besværlige vej.

Nej - man er ikke totalt lykkelig altid, der er for alle tidspunkter, hvor man har det skidt, sådan er det. der er ingen, der lover dig, at du vil komme til at leve i en "lykkerus" hvis du gør dette eller hint. Men - det er kun dig selv, der kan hjælpe dig - og kun dig selv, der kan vælge om du vil være glad og tilfreds det meste af tiden, eller om du vil være trist og ked det meste af tiden.

Det handler først og fremmest om at være tro mod sig selv, og når man er det -hele tiden - så kommer overskuddet til at være tro mod andre helt af sig selv.

Vi andre kan komme med velmenende forslag og ideer, men det er dig selv, der vælger hvad du vil følge eller ikke følge - og ansvaret er også helt og aldeles dit eget.

Som du beskriver dit parforhold, er det meget svært at se, hvad der er at værne om, men selvfølgelig - man kan ikke skrive alt i et forhold ned. I hvert fald har du ikke fået skrevet om alt det gode, der også sker i jeres samliv, for det må da alligevel være det overvejende, siden du ikke mener, du kan være bekendt at sige stop - og sige det ret kontant.

persille1

Kære flodhest

Jeg håber virkelig du finder et nyt job, hvor du passer ind. Alene det ville hjælpe dig meget.
Mon det var muligt for dig at tage på en rejse, helt alene. Når tingene kommer på afstand er de lettere at overskue.
Jeg havde også nogle svære overvejelser inden jeg forlod min første mand. En rådede mig til at rejse et par dage, men det kunne ikke lade sig gøre af hensyn til mine børn.

Jeg indrømmer, jeg havde meget svært ved at gøre noget. Derfor ved jeg hvor svært det er for dig. Skal jeg være ærlig tog jeg mig først sammen, da jeg holdt op med at spise mad. Jeg var rigtig syg og det fik mig til at indse, jeg ikke kunne klare mere.

Jeg syntes bare det er synd, hvis du også skal så langt ud, før du laver nogle ændringer. Der går tid inden nerverne falder til ro efter sådanne belastninger.

Jeg ønsker dig alt godt.

Gerda1

kære Flodhest
Du skriver at du havde det bedre da du fik antidepressivmedicin, men at du følte dig dopet. Du kunne ikke blive ked af det, og du var ikke så følsom. Kunne det tænkes at med din lange historie med mobning og dårlig barndom, at du er så vant til at have det dårligt, at du føler dig dopet, når du måske bare er normal.
Jeg synes at du skal tale med din læge, for tænk hvis mange af dine problemer, skyldes at du er depressiv. Du har også fortalt at du har mange fysiske problemer, det får man også af at have depression.
Faktisk synes jeg at dine mange indlæg, giver mig et indtryk af en person som virkelig er trist, ikke kan se handlemuligheder, er handlingslammet og ser verden i et trist lys.
Så tag en snak med lægen
KH Gerda1