Jeg har også kigget med i din anden debat : Mobning? På arbejdsplads – og tingene hænger jo sammen.
Du kalder ham din kæreste, men er han egentlig det? Det lyder ikke, som om han er det kæreste for dig, og det lyder slet ikke, som om han overhovedet er god for dig.
I har levet sammen i 10 år og meget af tiden har du ikke været tilfreds. Du har et arbejde, hvor du fungerer dårligt – og meget af tiden har du ikke været tilfreds.
Jeg foreslår helt klart at du nu lader ham sove lige så længe, han vil – du pakker en madkurv og tager et tæppe med – og så tager du af sted, finder dig et smukt og roligt sted i naturen, hvor du er helt dig selv.
Og så tager du dit liv fra en ende af og gennemtænker fordele og ulemper ved det alt sammen. Mener du selv, du har fortjent et sådant liv? Hvad er det værste, der vil ske, hvis du afslutter forholdet, meddeler din arbejdsplads, at du ikke kan holde til mere? Nogle gange er det sundt at gennemtænke, hvad det værste vil være – for så slemt bliver det sjældent. Så vidt jeg har forstået, så er den bolig, I bor i, din, og din samlevers bidrag til det økonomiske der er yderst begrænset, så jo – det kan være, du så ikke kan klare dine udgifter, hvis du også skal være arbejdsløs, men afhængigt af, hvordan og hvorledes – er det så så frygteligt, hvis du må forlade den bolig og få noget mindre og billigere – men samtidigt få det mange gange bedre med dig selv? Det er afsindigt vigtigt at være tro mod sig selv – og det fornemmer jeg ikke, du har været i mange år? Med den anden debat i tankerne – så tror jeg, du har kæmpet vildt og inderligt for at stille alle andre end dig selv tilfreds, og sådan er det også med din samlever.
Er det ikke så småt ved at være din tur?
Er ham her virkelig værd at blive ved med med at holde på? Så hvad med om du stille og roligt fortælle ham, at det her – det orker du ganske enkelt ikke mere, så du foreslår, at han rykker ud. Giv ham en uges tid til at pakke sine ting og komme ud, men egentlig ikke mere. Jeg fornemmer at du i årevis har tigget og bedt ham om noget mere nærvær, hvilket han har afvist, så han har da fået rigeligt med tid.
Han er arbejdsløs, og hvis han pludselig står på gaden, så er der muligheder – også for ham, så det behøver du ikke tage ansvar for.
Jeg synes, det er på tide, du tager ansvar for dig selv – og ikke hopper og springer for at gøre andre tilpas.
Du bruger uanede mængder af energi på at holde ud, du vil erfare at hvis du først tager ”tyren ved hornene” og får luget ud i alle de negative ting i dit liv, så vil der blive frigjort en voldsom mængde ny og dejlig energi, du kan bruge på at finde ud af, hvad DU vil med resten af dit liv.
Du har på intet tidspunkt (så vidt jeg har set) nævnt børn, så det går jeg ikke ud fra, der er her?
Der ud over foreslår jeg, at du prøver at søge noget professionel hjælp til at lære at takle den negative spiral, du er i. Jeg tror, du behøver hjælp til at takle de situationer, som du oplever som dårlige.
lotte123 har så sandelig ret. Da jeg forlod min første mand blev min økonomiske situation meget anderledes, men til gengæld blev jeg glad. Hvilket er guld værd.
Jeg ved godt man skal tage sig meget sammen for at gøre en ende på det, men når først det er overstået, sikken en velsignelse.
Man bliver syg af altid at være ulykkelig.
Hvad vil du dog også med ham, han giver dig jo ingen glæde. Sig, det er slut, færdig finale. Du kan kun få det meget bedre.
Jeg synes, at lotte har skrevet et godt svar til dig, og jeg er meget enig med hende.
Vi mennesker kan være meget forskellige, og stadig have det rigtig godt sammen. Men som jeg læser dit indlæg, så læser jeg om et parforhold, hvor I er så forskellige, at det konstant skal diskuteres, med dig som ulykkelig og såret og ham som den bebrejdende, kritiske og forurettede.
Ved du hvad, det går bare ikke i længden, du bliver nød til at stille dig selv nogle spørgsmål.
Skal der ske ændringer, eller vil du leve og nøjes med det du har for tiden?
Hvis der ikke sker ændringer, kan du så forsat leve sammen med ham?
Elsker du ham?
Jeg har dannet mig et indtryk af dig, og jeg ved at du skal have noget hjælp for at samle dig selv op, inden du går helt i stykker. Du er godt på vej, og ved du hvad, det er der ingen mand der er værd.
Prøver at danne mig et indtryk af din kæreste, han virker doven, han lægger ansvaret over på dig, og han kan ikke tage ansvar for eget liv og ej heller for et fælles liv sammen med dig.
Han kaster aben videre, og som du skriver lægger han ansvaret for sin jobsøgning og tandlægebesøg over på dig, undskyld mig men du er jo ikke hans mor, bed ham en gang for alle om at opføre sig som en voksen mand, og klare sådanne praktiske ting selv. Ja jeg bliver harm når jeg læser hvad han byder dig…
Jeg tror du har gået i flinkeskolen, vil så gerne gøre alle tilpas, men nu er det på tide, at du tænker på dig selv, tænker på hvordan du vil leve, og tænker på hvor meget du vil ofre af dig selv for at fortsætte et parforhold, hvor din kæreste virker total ligeglad med dig.
Tænk dig godt om og se at få ryddet op i dit liv, sæt ham stolen for døren og få din selvrespekt tilbage, det tror jeg vil betyde en hel del for dig, og du skal se hvordan du vil blomstre op som en selvstændig kvinde.
Kære Flodhest
Selv om du ikke kunne lide mit svar, så har jeg tænkt på dig, og jeg synes at du bør have et bedre liv.
Har du nogensinde talt med en psykolog om hvorfor du havner i omgivelser, som ikke er gode for dig arbejde og kæreste.
Er du sikker på at din depression er færdig behandlet, for ellers kan det jo også være en grund til at du fortsat har det dårligt, og måske har svært ved at tage nogle beslutninger, som er gode for dig.
KH gerda1
Jeg tror også kun en psykolog kan hjælpe med at høre på en, så man kan læsse af. Man kan også få, går jeg ud fra, nogle råd om hvad man kan gøre i situationer. Men ændrer man ingenting, hjælper det jo ikke.
Jeg var helt ude af den med min første mand. Jeg kunne gå til hvilken læge jeg ville, men psykolog tænkte jeg slet ikke på den gang. Så det blev en psykiater. En fornuftig mand, som sagde til mig at jeg skulle søge andres selskab.
Jeg mente ikke, jeg kunne tillade mig det, men da jeg havde tænkt over det, gjorde jeg det. Jeg gik i byen alene.
Det åbnede mine øjne for at der var andre ting i livet og jeg forlod min mand.
Du har jo også opdaget, det på din rejse. Så ved du jo også, du får det bedre under andre forhold.
Efter det du fortæller lyder det ikke, som om du overhovedet er lykkelig med den mand.
Mobning og sige fra, det kan man slet ikke alene. Det ved man, når man har prøvet det. Jeg hørte også: Og hvad gør DU så. Senere tog ingen sig af det. Jeg var lykkelig da den pige, som var skyld i det hele, flyttede.
Jo, man føler sig forladt og alene. Hvis omgivelserne vidste, hvor slemt mobning kan være ville man ikke høre, man skal ændre sig. Man kan jo ikke ændre sin personlighed og hvorfor skulle man.
Mobning kan gå ud over alle. Stærke som svage. Nej, man må skifte sine omgivelser ud til noget, hvor man passer ind.
Hvis ingen griber ind må man væk inden man bliver totalt ødelagt. Du har det bestemt ikke godt og jeg ville, hvis det var mig lægge mit liv om.
Jeg ved godt du føler ham som en slags støtte, du er ikke alene. Jeg vil vove at påstå man er mere alene i et sådan forhold end man er helt alene.
Ja, jeg kom med et forslag, og det lader så ikke til, at du så meget som vil overveje at følge det, og det vælger du naturligvis selv.
Jeg har ikke andre råd, så jeg trækker mig igen, men vil dog lige sige, at jeg synes, du skal holde dig inde på egen banehalvdel. Du foreslår din kæreste nogle ting, men det vil han ikke, og han synes, han mener osv. Og det prøver du så her at forklare.
Jeg foreslog at du skulle lytte til DIG, og gøre hvad der vil være bedst for DIG - men....
Man kan ikke få hjælp hvis ikke man virkelig selv VIL og selv er indstillet på at ændre på nogle mønstre - ellers oplever man netop, at det er spild af penge og ulejlighed.
Afhængigt af hvor du bor i landet kunne jeg muligvis foreslå en super terapeut, men du skal være indstillet på, at det ikke er terapeuten, der kan ændre tingene for dig - det kan kun du selv.
Du skriver her både om ”mobning på arbejdspladsen” og ”vi lever ikke som par” og vi er flere, der svarer efter bedste evne og ud fra den livserfaring vi nu hver især har.
Men det er som om, du ikke reflekterer over det, vi skriver men hele tiden kører i ring i din egen verden.
Jeg tænker om du egentlig vil hjælpes og have gode råd, for jeg stillede dig nogle relevante spørgsmål, men dem har du ikke svaret på.
Tror ikke at vi kan komme det nærmere, og tænk lige på at kun den der vil hjælpes kan hjælpes.
Kommentarer
Du kalder ham din kæreste, men er han egentlig det? Det lyder ikke, som om han er det kæreste for dig, og det lyder slet ikke, som om han overhovedet er god for dig.
I har levet sammen i 10 år og meget af tiden har du ikke været tilfreds. Du har et arbejde, hvor du fungerer dårligt – og meget af tiden har du ikke været tilfreds.
Jeg foreslår helt klart at du nu lader ham sove lige så længe, han vil – du pakker en madkurv og tager et tæppe med – og så tager du af sted, finder dig et smukt og roligt sted i naturen, hvor du er helt dig selv.
Og så tager du dit liv fra en ende af og gennemtænker fordele og ulemper ved det alt sammen. Mener du selv, du har fortjent et sådant liv? Hvad er det værste, der vil ske, hvis du afslutter forholdet, meddeler din arbejdsplads, at du ikke kan holde til mere? Nogle gange er det sundt at gennemtænke, hvad det værste vil være – for så slemt bliver det sjældent. Så vidt jeg har forstået, så er den bolig, I bor i, din, og din samlevers bidrag til det økonomiske der er yderst begrænset, så jo – det kan være, du så ikke kan klare dine udgifter, hvis du også skal være arbejdsløs, men afhængigt af, hvordan og hvorledes – er det så så frygteligt, hvis du må forlade den bolig og få noget mindre og billigere – men samtidigt få det mange gange bedre med dig selv? Det er afsindigt vigtigt at være tro mod sig selv – og det fornemmer jeg ikke, du har været i mange år? Med den anden debat i tankerne – så tror jeg, du har kæmpet vildt og inderligt for at stille alle andre end dig selv tilfreds, og sådan er det også med din samlever.
Er det ikke så småt ved at være din tur?
Er ham her virkelig værd at blive ved med med at holde på? Så hvad med om du stille og roligt fortælle ham, at det her – det orker du ganske enkelt ikke mere, så du foreslår, at han rykker ud. Giv ham en uges tid til at pakke sine ting og komme ud, men egentlig ikke mere. Jeg fornemmer at du i årevis har tigget og bedt ham om noget mere nærvær, hvilket han har afvist, så han har da fået rigeligt med tid.
Han er arbejdsløs, og hvis han pludselig står på gaden, så er der muligheder – også for ham, så det behøver du ikke tage ansvar for.
Jeg synes, det er på tide, du tager ansvar for dig selv – og ikke hopper og springer for at gøre andre tilpas.
Du bruger uanede mængder af energi på at holde ud, du vil erfare at hvis du først tager ”tyren ved hornene” og får luget ud i alle de negative ting i dit liv, så vil der blive frigjort en voldsom mængde ny og dejlig energi, du kan bruge på at finde ud af, hvad DU vil med resten af dit liv.
Du har på intet tidspunkt (så vidt jeg har set) nævnt børn, så det går jeg ikke ud fra, der er her?
Der ud over foreslår jeg, at du prøver at søge noget professionel hjælp til at lære at takle den negative spiral, du er i. Jeg tror, du behøver hjælp til at takle de situationer, som du oplever som dårlige.
Jeg ved godt man skal tage sig meget sammen for at gøre en ende på det, men når først det er overstået, sikken en velsignelse.
Man bliver syg af altid at være ulykkelig.
Hvad vil du dog også med ham, han giver dig jo ingen glæde. Sig, det er slut, færdig finale. Du kan kun få det meget bedre.
Vi mennesker kan være meget forskellige, og stadig have det rigtig godt sammen. Men som jeg læser dit indlæg, så læser jeg om et parforhold, hvor I er så forskellige, at det konstant skal diskuteres, med dig som ulykkelig og såret og ham som den bebrejdende, kritiske og forurettede.
Ved du hvad, det går bare ikke i længden, du bliver nød til at stille dig selv nogle spørgsmål.
Skal der ske ændringer, eller vil du leve og nøjes med det du har for tiden?
Hvis der ikke sker ændringer, kan du så forsat leve sammen med ham?
Elsker du ham?
Jeg har dannet mig et indtryk af dig, og jeg ved at du skal have noget hjælp for at samle dig selv op, inden du går helt i stykker. Du er godt på vej, og ved du hvad, det er der ingen mand der er værd.
Prøver at danne mig et indtryk af din kæreste, han virker doven, han lægger ansvaret over på dig, og han kan ikke tage ansvar for eget liv og ej heller for et fælles liv sammen med dig.
Han kaster aben videre, og som du skriver lægger han ansvaret for sin jobsøgning og tandlægebesøg over på dig, undskyld mig men du er jo ikke hans mor, bed ham en gang for alle om at opføre sig som en voksen mand, og klare sådanne praktiske ting selv. Ja jeg bliver harm når jeg læser hvad han byder dig…
Jeg tror du har gået i flinkeskolen, vil så gerne gøre alle tilpas, men nu er det på tide, at du tænker på dig selv, tænker på hvordan du vil leve, og tænker på hvor meget du vil ofre af dig selv for at fortsætte et parforhold, hvor din kæreste virker total ligeglad med dig.
Tænk dig godt om og se at få ryddet op i dit liv, sæt ham stolen for døren og få din selvrespekt tilbage, det tror jeg vil betyde en hel del for dig, og du skal se hvordan du vil blomstre op som en selvstændig kvinde.
Selv om du ikke kunne lide mit svar, så har jeg tænkt på dig, og jeg synes at du bør have et bedre liv.
Har du nogensinde talt med en psykolog om hvorfor du havner i omgivelser, som ikke er gode for dig arbejde og kæreste.
Er du sikker på at din depression er færdig behandlet, for ellers kan det jo også være en grund til at du fortsat har det dårligt, og måske har svært ved at tage nogle beslutninger, som er gode for dig.
KH gerda1
Jeg var helt ude af den med min første mand. Jeg kunne gå til hvilken læge jeg ville, men psykolog tænkte jeg slet ikke på den gang. Så det blev en psykiater. En fornuftig mand, som sagde til mig at jeg skulle søge andres selskab.
Jeg mente ikke, jeg kunne tillade mig det, men da jeg havde tænkt over det, gjorde jeg det. Jeg gik i byen alene.
Det åbnede mine øjne for at der var andre ting i livet og jeg forlod min mand.
Du har jo også opdaget, det på din rejse. Så ved du jo også, du får det bedre under andre forhold.
Efter det du fortæller lyder det ikke, som om du overhovedet er lykkelig med den mand.
Mobning og sige fra, det kan man slet ikke alene. Det ved man, når man har prøvet det. Jeg hørte også: Og hvad gør DU så. Senere tog ingen sig af det. Jeg var lykkelig da den pige, som var skyld i det hele, flyttede.
Jo, man føler sig forladt og alene. Hvis omgivelserne vidste, hvor slemt mobning kan være ville man ikke høre, man skal ændre sig. Man kan jo ikke ændre sin personlighed og hvorfor skulle man.
Mobning kan gå ud over alle. Stærke som svage. Nej, man må skifte sine omgivelser ud til noget, hvor man passer ind.
Hvis ingen griber ind må man væk inden man bliver totalt ødelagt. Du har det bestemt ikke godt og jeg ville, hvis det var mig lægge mit liv om.
Jeg ved godt du føler ham som en slags støtte, du er ikke alene. Jeg vil vove at påstå man er mere alene i et sådan forhold end man er helt alene.
Jeg har ikke andre råd, så jeg trækker mig igen, men vil dog lige sige, at jeg synes, du skal holde dig inde på egen banehalvdel. Du foreslår din kæreste nogle ting, men det vil han ikke, og han synes, han mener osv. Og det prøver du så her at forklare.
Jeg foreslog at du skulle lytte til DIG, og gøre hvad der vil være bedst for DIG - men....
Man kan ikke få hjælp hvis ikke man virkelig selv VIL og selv er indstillet på at ændre på nogle mønstre - ellers oplever man netop, at det er spild af penge og ulejlighed.
Afhængigt af hvor du bor i landet kunne jeg muligvis foreslå en super terapeut, men du skal være indstillet på, at det ikke er terapeuten, der kan ændre tingene for dig - det kan kun du selv.
Men det er som om, du ikke reflekterer over det, vi skriver men hele tiden kører i ring i din egen verden.
Jeg tænker om du egentlig vil hjælpes og have gode råd, for jeg stillede dig nogle relevante spørgsmål, men dem har du ikke svaret på.
Tror ikke at vi kan komme det nærmere, og tænk lige på at kun den der vil hjælpes kan hjælpes.