Det offentliges formynderiske indblanding i familielivet.

Linette1

Rejen, der blev bedt om en anden sagsbehandler, alt er prøvet. Jeg havde dengang en veninde der var jurist i en anden kommune. Hun havde bl.a. med børnesager at gøre. Så vi fik meget hjælp af hende. Jeg tror nok vi den gang kendte Serviceloven ud og ind, både om pligter og rettigheder.
Advokaten vores søn havde, var rystet. Lovgivningen blev brudt på alle leder og kanter.
Uanset hvad du har af arbejde med patienter, så håber jeg da, at du tror på hvad de siger, hvis de oplever sådan noget, som vi har oplevet. Er du psykolog, så kan du jo heller ikke gøre noget andet end at høre på hvad de siger. Det er sjældent at opleve en psykolog der uden betaling, taler børnenes sag, fordi han vidste, at det her var helt galt. Vi havde ikke råd til mere, og det var nytteløst.
Jeg mener ikke du har ret med hensyn til forældrer, der ikke har selvindsigt.
De forældrer jeg kom i kontakt med, var udmærket klar over hvad de magtede og hvad de ikke magtede. Når de læste sagens akter, var det OK, så længe de kunne genkende sig selv, men når der blev skrevet noget der ikke var sandt, så var de på dupperne og blev meget vrede. De ville gerne være gode nok forældrer, jeg kender ingen der ikke ville være det.
Jeg tog med dem som bisidder, og jo, nogen forældrer var der, hvor jeg tænkte, at børnene havde bedst af, at blive anbragt.
Men jeg ved ikke, set i bakspejlet, om det nu altid er det bedste. Jeg tror det ikke. Nogen gange tænker jeg, at lidt mere tryghed omkring selve familien, altså far, mor og børn, ville være et bedre redskab.
Du har ret, med hensyn til det sidste du skriver. Det handler i høj grad også om hvordan og på hvilken måde der f.eks. udøves kontrolbesøg på. Jeg har oplevet det hos en familie, og jeg græmmes over det jeg har set og hørt. Det er så nedværdigende og nedrigt, så jeg har ikke ord for det. Det var hos en familie, som ikke fungerede særlig godt, men derfor skal en myndighedsperson stadigvæk kunne optræde på en måde, som tåler gengivelse.
I min søns børnesag havde vi i starten svært ved at tro på, at denne personlige form for chikane virkelig fandt sted. Vi forærede ham en diktafon, som han kunne have i sin lomme uden nogen vidste det. Det er fuldt lovligt, at optage en samtale, eller hvad man skal kalde det, når man selv er til stede. Jeg har aldrig hørt noget lignende og det har ingen steder hjemme. Jeg kan godt forstå de ikke vil have en båndoptager med som "bisidder".
I min verden trænger disse personer ligeså meget til dannelse og opdragelse, som de kræver af de forældrer, de mener ikke kan tage vare på deres børn.

Xenia67

Kære Linette

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden er tilbøjelig til at tro det værste om visse myndighedspersoner. Havde jeg hørt din historie for et par år siden, ville jeg ikke have troet det. Men efter at have hørt optagelser fra den her families møder med kommunen (optaget i skjul, ligesom din søn gjorde), er jeg i den grad kommet til at tvivle på, hvor professionelle de her socialrådgivere er. En socialrådgiver i min omgangskreds lånte i sin uddannelsestid bøger om etik af mig, for det fandtes stort sikkert ikke på studiet, hvilket jeg ikke forstår.

Jeg tror fortsat, at der er et behov for et forum for familier, der i ensomhed lider. Selvfølgelig er der også svage familier, der virkelig ikke forstår at tage hånd om deres børn. Men lidelsen er nok ikke mindre for dem. Jeg overvejer, hvordan man bedst opretter et sådant. Selvfølgelig med fuld mulighed for anonymitet, men også med en mulighed for at få kontakt og mødes med andre familier, hvis man har behov for det.

Linette1

Xenia der er mange grupper rundt omkring, men kommunerne læser med. Jeg har advaret mange, når de i deres afmagt skriver om deres sag, så den er genkendelig. Jeg gør det første gang de skriver om sagen, men det er tit for sent for dem, at slette indlægget. De tror ikke på konsekvenserne. De skriver tilbage nogle dage efter, at de f. eks. er nægtet samvær med deres børn i en periode.
Så jeg vil ikke mene, at et forum på nettet er det rigtige.
Der sker også det, at folk vil bevise, at der skrives usandheder. Det kan man ikke bevise, medmindre det handler om noget der foreligger på et stykke papir. Men det hjælper heller ikke.
Hvis du læser sagens akter, så vil du opdage, at der står egentlig ikke noget. Det der står, er skrevet på et indforstået sprog, som kan tolkes derhen, hvor læseren ønsker det. Der er mange modsatte udsagn. Alt er tilladt, når bare man sidder på den rigtige side af skrivebordet.
Jeg fik mine børnebørns sagsakter, og jeg satte simpelthen disse modsatte udsagn op i et specialprogram. Så hvad skal man tro på? Der står ikke en gang noget som er særlig vigtigt, i forhold til det alvorlige indgreb en anbringelse er.
Myndighederne bryder sig ikke om, at man afslører det. Jeg kalder det, at de har skrevet en fristil. Der er ingen vægt bag ordene, ingen beviser, intet. Hvis du har mulighed for det, så læs nogle sider af sådan en sag, og du vil få syn for sagen.
Det kan ske, at en forældrer får et brev, hvor sagsbehandleren raser sin afmagt ud, og kalder forældrene for det værste af det værste. Sådan et brev har jeg liggende her. Men det sker der heller ikke noget ved.
Skulle forældrene skrive et tilsvarende brev til sagsbehandleren, så bliver de meldt til politiet. Begrundelsen er, at vedkommende føler sig truet. Det afstedkommer en bøde. Det er guf for forvaltningen, som nu har noget at have deres sag i.
Sådan kører det.
Myndighederne er blinde for deres del af problemerne.
Da myndighederne havde fjernet børnebørnene, var min søn helt ude af den. Vi vidste, at børnene kom ikke tilbage, og hvis de gjorde, ville det blive et liv i helvede, med myndighedernes indblanding i deres liv. Det havde han hverken psyke eller helbred til. Det måtte han indse, men jeg opfordrede ham til, stadigvæk, at gøre det han skulle gøre, både for børnenes og sin egen skyld.
Da der var gået nogle måneder, tog vi vores søn med på ferie. Han meddelte advokaten, at han var med os 14 dage på ferie i udlandet. Sagsbehandleren kontakter altid advokaten, og det skete også her. Han meddelte at vi var i udlandet på ferie, men han kunne jo træde til, men han kunne ikke med så kort varsel.
Hvad tror du så der skete?
Vi blev chikaneret en hel uge. Trusler kunne hun jo bare fyre af, de havde ingen magt over os. De havde jo børnene.
Nu var vi så afklaret med det skete, at vi kunne more os over det. Vores søn skulle komme hjem, hun tilbød at betale flybilletten. Alt foregik på sms.
Vi regnede ikke med, at hun havde beføjelser til at betale en flybillet retur. Så hun fik beskeden, at hun kunne booke og forudbetale en returbillet, så var det ok. Det gjorde hun jo ikke. Hun ville have, at vi som bedsteforældrer skulle lægge pengene ud. Det ville vi naturligvis ikke.
Det var hende, der ikke havde passet sit arbejde. Derfor kunne vores søn og advokaten stille og roligt afvise hendes forlangende, når hun ikke ville betale forud.
De afholdt derefter et møde, som var ulovligt. Det sker der heller ikke noget ved.

Linette1

Xenia, jeg kommer til at tænke på, om der ikke eren anden indgang, for den familie du skriver om.
Hvis der er nævnt noget om, at barnet har symptomer på Aspergers, så bed forældrene om, at henvende sig til deres egen læge, for at få barnet henvist til en speciallæge.
Hvis barnet har Aspergers, så har det nogle problemer, som forældrene ikke forstår. Af denne grund kan de ikke tilgodese det man kalder barnets behov. De ved formentlig ikke hvad det handler om.
Det er det forvaltningen, i mine øjne, skulle hjælpe forældrene med at få forståelse for.Nu er der mange grader af Aspergers, og nogle børn kan leve godt med det, andre har det vanskeligere.
Men det kræver specialviden, den har jeg ikke, så jeg kan ikke hjælpe med noget her. Det slog mig bare, at forældrene kan selv henvende sig til lægen og ad den vej få det bekræftet eller afkræftet.
Viser det sig, at barnet har en eller anden form for Aspergers, så kan de stille krav til forvaltningen. De skal rådføre sig med speciallægen for at få indsigt i, hvad deres barn har behov for. Her er almindelig forældreevne ikke nok. Det betyder, at hvis forældrene har overskud, så kan de selv hjælpe deres barn.
De der trusler man kommer med, kan de vende om, fordi de ved, at deres barn har behov for andet og mere end "almindelige" børn.
De er fri for at føle sig som forældrer der ikke er gode nok. De skal bare vide, hvad det er de har med at gøre.
Nu er det mange år siden jeg har haft med "forældrer i knibe" at gøre. Prøv at tænke det igennem, som jeg har tænkt på her.
Jeg synes det er vigtigt, at kan forældrene selv håndtere det, tage sagen i egen hånd, så bliver de ikke så afmægtige ved myndighedernes indblanding.
Sagen er jo også den, at myndighederne SKAL blande sig, hvis de får indberetning eller mistanke om et barn, der ikke trives på betryggende måde.
Det er deres henvendelse til forældrene og deres mere eller mindre magtmisbrug den er gal med.
Forældrene reagerer med angst og vrede, de bliver forvirrede over det jeg kalder falsk venlighed, som indeholder en trussel, det er en naturlig reaktion, men ikke hensigtsmæssig.
Men prøv at tænke den strategi igennem.
Det er ikke en psykolog der kan diagnosticere her, det er vigtigt, at man forstår, at en psykolog kan være en hjælp til personlige problemer i en vanskelig situation, men ikke til at udrede en diagnose og de må slet ikke stille en diagnose.
Mange af de psykologer man benytter i kommunens regi, er ikke medlem af psykologforeningen. Så man kan ikke klage over psykologens rapporter.
Dette var nogle tanker der faldt mig ind, medens jeg gik og tørrede støv af.
Ja, jeg har nok stadigvæk mit hjerte omkring disse familier, siden jeg ikke kan lade være med at tænke over problemstillingen.

Xenia67

Hej Linette
Tak for dine fyldige svar. Omend det er noget skræmmende. Jeg er rystet over systemet.
Nu er det alt sammen bragt videre. Så må vi se, hvad der sker.
Tvangsfjernelse er ikke aktuelt, tror jeg ikke. Men at det bruges som trussel for at få familien til at gøre, hvad kommunen vil have dem til, uden videre argumentation, er ubehageligt.
I det hele taget forstår jeg ikke, at det kan være rigtigt, at en familie ikke må vælge selv at betale for den hjælp, de måtte have brug for. Der findes stadig mennesker, der har den stolthed, at det offentliges ydelser benytter man sig kun af i yderste nødstilfælde, dvs. hvis man ikke har råd til selv at opretholde livet - eller her: ikke har råd til selv at betale for en psykolog.
Familien her kan godt få råd. Men hvad nytter det, hvis det offentlige er blevet så omklamrende, at de vil ind i privatlivet og blande sig? (retorisk spørgsmål).

Men igen: Tak
(Jeg skal ud at rejse og vil ikke være ved computeren de næste dage)

Linette1

Så vil jeg ønske dig god rejse, og god vind til den familie du kender. Jeg håber ikke det går så galt for jer. Jeg kan bare forstå, at det ligger i luften. Ellers bruger man ikke truslen om anbringelse. Det er ikke kun et magtmiddel for at få familien til at gøre som forvaltningen vil.
Der er mange ting man ikke forstår i de her sager, det er umenneskeligt at være genstand for.
Jeg håber det bedste for jer.