Det offentliges formynderiske indblanding i familielivet.
Jeg er i berøring med en børnefamilie, om hvilken der for et par år siden blev sendt en underretning til de sociale myndigheder i familiens bopælskommune.
Forældrene er veluddannede, eftertænksomme og omsorgsfulde mennesker, der bruger masser af tid sammen med deres fem børn. Men familien har for nogle år siden været hårdt ramt af modgang og psykisk sygdom, hvilket kan have påvirket deres ældste børn. Dog ser det mere ud til, at de vanskeligheder to af familiens børn har, skyldes, at den ene har en svag grad af aspergers syndrom (uden diagnose, men det var en skønssag, at han ikke fik den), og tvillingesøsteren har fulgt mange af broderens strategier overfor omverdenen. Forældrene får psykologbistand til de to børn. Familiens tre yngre børn har det godt.
Hvorom alting er: selvom familien for år tilbage har haft det svært, har forholdene i de seneste fire til fem år stabiliseret sig: den ene af forældrene modtager nu førtidspension, hvilket gør, at sygdommen ikke længere fylder i familielivet. Den anden af forældrene har fået et bedre og mindre stressende arbejde end førhen, og arbejder hjemmefra meget af tiden, så der er trygge og gode rammer for børnene.
Imidlertid fastholder bopælskommunen deres bekymring for børnene, og insisterer på "familiebehandling".
Forældrenes første reaktion på underretningen var skriftligt at protestere og forklare, at underretningen, der beskrev dem som dybt psykisk ustabile, ikke var sandfærdig.
Familien har tidligere selv opsøgt det offentlige (tidligere bopælskommune) om hjælp, i årene da de havde det svært, og dengang havde de desværre nogle negative oplevelser af formynderi. Derfor havde de egentlig besluttet, at hvis de igen skulle have hjælp og vejledning i en svær situation, ville de opsøge hjælpen hos privatpraktiserende psykologer. (ligesom de også var i færd med ang. tvillingernes vanskeligheder). ... Imidlertid insisterede kommunen på en §50 undersøgelse.
Da skolen hørte, at der var en underretning på familien, begyndte de pludselig at se spøgelser og kom med bekymrede gætterier omkring børnenes hjem, og børnenes opførsel i skolen blev endevendt for at finde ethvert lille tegn på en eventuel mistrivsel, alt sammen blev sendt til kommunen. Bekymringer, som skolen ikke før havde haft, selvom forældrene selv havde fortalt dem om de tidligere psykiske kriser, og i det hele taget altid været meget åbne i samarbejdet omkring de to børn, der har det svært.
Da forældrene indså, at de ikke kunne standse den historie, der var ved at blive bygget op om dem, skrev de en række dokumenter til socialrådgiveren for at beskrive deres familieliv, som det virkelig var.
Alligevel var kommunens konklusion , at her var en familie, der havde brug for hjælp. Og tilmed beskrives forældrene som usamarbejdsvillige og uden forståelse for egne vanskeligheder, blot fordi de forsøgte at korrigere de misforståelser, der var sket. På den måde blev forældrenes viden og autoritet vedr. eget familieliv underkendt. Altså igen dybt formynderisk, ligesom familien også før havde oplevet.
Familien skiftede herefter strategi og har gennem det seneste 1½ år af al magt forsøgt at være samarbejdsvillige og har åbnet deres hjem op for kommunefolkene ud fra den tanke, at ved åbent at vise deres familieliv frem, vil mistanken om at de utilsigtet ikke forstår at give deres børn de rette betingelser / at de skal lære noget af kommunens behandlere, frafalde.
Men åbenheden har ikke ført til, at kommunen har billagt deres mistanke. Tværtimod optrapper de nu indsatsen. For selvom den psykolog og socialrådgiver, der kommer hos familien, ikke ser nogen grund til at sende en underretning til deres overordnede om familien, så mener de, at forældrene ikke fuldt ud forstår at være nærværende for deres børn.
Familien må nu acceptere videooptagelser af nogle af deres aftensmåltider, hvilket forældrene ikke har lov til at sige nej til, selvom de ikke bryder sig om og ikke agerer afslappet med et kamera i baggrunden. Og samtidig bliver børnenes udsagn ved samtaler, hvor de er med, fordrejet, så det kommer til at fremstå, som om der er grund til bekymring. Når forældrene forsøger at komme med indsigelser bliver det manet i jorden med, at det kan de professionelle bedre bedømme, end de selv kan, og at det sådan set er ligegyldigt, hvad de tænker og mener om det hele, idet det er børnenes ve og vel, kommunen har fokus på.
Da skolen fastholder sine bekymrede gætterier, og kommunen hellere lytter til dem, end til forældrene, ser det ikke ud til, at familien kan slippe ud af det formynderi og den fejlfortolkning af hele situationen, som de er havnet i. Det er dybt belastende for forældrene hele tiden at blive vurderet og hele tiden at få betvivlet deres forældreroller.
Jeg kan se, at det efterhånden truer med at køre dem helt ned. De er ved at miste selvtilliden som forældre og har svært ved at magte at være tilstedeværende for deres børn i dagene omkring "familiebehandlingerne", fordi det efterhånden fylder så meget i deres liv at blive kategoriseret i samme gruppe som forældre, der virkelig ikke magter deres børn.
Jeg og flere andre har sendt beskrivelser til kommunen om, hvor gode forældre pågældende mennesker er. Men disse skrivelser bliver overhovedet ikke taget i betragtning.
-
Hvad har sådanne forældre af retssikkerhed? Hvor har de mulighed for at klage? / eller hvor kan de få en uvildig instans til at bedømme hele sagen, så de kan blive "frikendt"?
Jeg tænker, at det her måske er et generelt samfundsproblem: at det offentlige på denne måde tramper ind i familiers privatliv. I hvert fald er antallet af underretninger steget voldsomt i de seneste år, og dermed også antallet af familier, der kommer i såkaldt "behandling". Nogle gange vil der selvfølgelig være grund til underretninger og behandling. Men et eller andet sted er det måske også et tegn på, at det offentlige / velfærdssystemet, ikke længere kender sine egne grænser.
Hvor ofte sker det mon, at familier påtvinges en formynderisk og belastende indblanding fra det offentlige, der helt underkender forældrene?
Er der mon et netværk for familier, der er ramt af det offentliges omklamrende bekymring? Familien, jeg kender, er i hvert fald dybt ensomme i situationen, der for dem er belagt med skam og tabu. Men jeg tænker, at måske kan man rykke noget, hvis flere i samme situation slår sig sammen. Eller i hvert fald kan de få bearbejdet de mange svære tanker, det giver, når de konstant overvåges.
Er der andre, der kender til lignende problemstillinger? Er det et gennemggribende samfundsproblem, bør det vel ud i offentlighedens lys, evt. i anonymiseret form.
Måske kan man oprette et forum på nettet, hvor ramte familier kan få lidt luft. Eller findes der allerede sådan et?
Jeg har svært ved at se, hvad familien kan gøre for at komme videre.
Forældrene er veluddannede, eftertænksomme og omsorgsfulde mennesker, der bruger masser af tid sammen med deres fem børn. Men familien har for nogle år siden været hårdt ramt af modgang og psykisk sygdom, hvilket kan have påvirket deres ældste børn. Dog ser det mere ud til, at de vanskeligheder to af familiens børn har, skyldes, at den ene har en svag grad af aspergers syndrom (uden diagnose, men det var en skønssag, at han ikke fik den), og tvillingesøsteren har fulgt mange af broderens strategier overfor omverdenen. Forældrene får psykologbistand til de to børn. Familiens tre yngre børn har det godt.
Hvorom alting er: selvom familien for år tilbage har haft det svært, har forholdene i de seneste fire til fem år stabiliseret sig: den ene af forældrene modtager nu førtidspension, hvilket gør, at sygdommen ikke længere fylder i familielivet. Den anden af forældrene har fået et bedre og mindre stressende arbejde end førhen, og arbejder hjemmefra meget af tiden, så der er trygge og gode rammer for børnene.
Imidlertid fastholder bopælskommunen deres bekymring for børnene, og insisterer på "familiebehandling".
Forældrenes første reaktion på underretningen var skriftligt at protestere og forklare, at underretningen, der beskrev dem som dybt psykisk ustabile, ikke var sandfærdig.
Familien har tidligere selv opsøgt det offentlige (tidligere bopælskommune) om hjælp, i årene da de havde det svært, og dengang havde de desværre nogle negative oplevelser af formynderi. Derfor havde de egentlig besluttet, at hvis de igen skulle have hjælp og vejledning i en svær situation, ville de opsøge hjælpen hos privatpraktiserende psykologer. (ligesom de også var i færd med ang. tvillingernes vanskeligheder). ... Imidlertid insisterede kommunen på en §50 undersøgelse.
Da skolen hørte, at der var en underretning på familien, begyndte de pludselig at se spøgelser og kom med bekymrede gætterier omkring børnenes hjem, og børnenes opførsel i skolen blev endevendt for at finde ethvert lille tegn på en eventuel mistrivsel, alt sammen blev sendt til kommunen. Bekymringer, som skolen ikke før havde haft, selvom forældrene selv havde fortalt dem om de tidligere psykiske kriser, og i det hele taget altid været meget åbne i samarbejdet omkring de to børn, der har det svært.
Da forældrene indså, at de ikke kunne standse den historie, der var ved at blive bygget op om dem, skrev de en række dokumenter til socialrådgiveren for at beskrive deres familieliv, som det virkelig var.
Alligevel var kommunens konklusion , at her var en familie, der havde brug for hjælp. Og tilmed beskrives forældrene som usamarbejdsvillige og uden forståelse for egne vanskeligheder, blot fordi de forsøgte at korrigere de misforståelser, der var sket. På den måde blev forældrenes viden og autoritet vedr. eget familieliv underkendt. Altså igen dybt formynderisk, ligesom familien også før havde oplevet.
Familien skiftede herefter strategi og har gennem det seneste 1½ år af al magt forsøgt at være samarbejdsvillige og har åbnet deres hjem op for kommunefolkene ud fra den tanke, at ved åbent at vise deres familieliv frem, vil mistanken om at de utilsigtet ikke forstår at give deres børn de rette betingelser / at de skal lære noget af kommunens behandlere, frafalde.
Men åbenheden har ikke ført til, at kommunen har billagt deres mistanke. Tværtimod optrapper de nu indsatsen. For selvom den psykolog og socialrådgiver, der kommer hos familien, ikke ser nogen grund til at sende en underretning til deres overordnede om familien, så mener de, at forældrene ikke fuldt ud forstår at være nærværende for deres børn.
Familien må nu acceptere videooptagelser af nogle af deres aftensmåltider, hvilket forældrene ikke har lov til at sige nej til, selvom de ikke bryder sig om og ikke agerer afslappet med et kamera i baggrunden. Og samtidig bliver børnenes udsagn ved samtaler, hvor de er med, fordrejet, så det kommer til at fremstå, som om der er grund til bekymring. Når forældrene forsøger at komme med indsigelser bliver det manet i jorden med, at det kan de professionelle bedre bedømme, end de selv kan, og at det sådan set er ligegyldigt, hvad de tænker og mener om det hele, idet det er børnenes ve og vel, kommunen har fokus på.
Da skolen fastholder sine bekymrede gætterier, og kommunen hellere lytter til dem, end til forældrene, ser det ikke ud til, at familien kan slippe ud af det formynderi og den fejlfortolkning af hele situationen, som de er havnet i. Det er dybt belastende for forældrene hele tiden at blive vurderet og hele tiden at få betvivlet deres forældreroller.
Jeg kan se, at det efterhånden truer med at køre dem helt ned. De er ved at miste selvtilliden som forældre og har svært ved at magte at være tilstedeværende for deres børn i dagene omkring "familiebehandlingerne", fordi det efterhånden fylder så meget i deres liv at blive kategoriseret i samme gruppe som forældre, der virkelig ikke magter deres børn.
Jeg og flere andre har sendt beskrivelser til kommunen om, hvor gode forældre pågældende mennesker er. Men disse skrivelser bliver overhovedet ikke taget i betragtning.
-
Hvad har sådanne forældre af retssikkerhed? Hvor har de mulighed for at klage? / eller hvor kan de få en uvildig instans til at bedømme hele sagen, så de kan blive "frikendt"?
Jeg tænker, at det her måske er et generelt samfundsproblem: at det offentlige på denne måde tramper ind i familiers privatliv. I hvert fald er antallet af underretninger steget voldsomt i de seneste år, og dermed også antallet af familier, der kommer i såkaldt "behandling". Nogle gange vil der selvfølgelig være grund til underretninger og behandling. Men et eller andet sted er det måske også et tegn på, at det offentlige / velfærdssystemet, ikke længere kender sine egne grænser.
Hvor ofte sker det mon, at familier påtvinges en formynderisk og belastende indblanding fra det offentlige, der helt underkender forældrene?
Er der mon et netværk for familier, der er ramt af det offentliges omklamrende bekymring? Familien, jeg kender, er i hvert fald dybt ensomme i situationen, der for dem er belagt med skam og tabu. Men jeg tænker, at måske kan man rykke noget, hvis flere i samme situation slår sig sammen. Eller i hvert fald kan de få bearbejdet de mange svære tanker, det giver, når de konstant overvåges.
Er der andre, der kender til lignende problemstillinger? Er det et gennemggribende samfundsproblem, bør det vel ud i offentlighedens lys, evt. i anonymiseret form.
Måske kan man oprette et forum på nettet, hvor ramte familier kan få lidt luft. Eller findes der allerede sådan et?
Jeg har svært ved at se, hvad familien kan gøre for at komme videre.
Kommentarer
Det, jeg derimod kan oplyse dig om, er, at naturligvis har familien en retssikkerhed. Den hedder dels at anskaffe sig en advokat. Vedkommende kan enten være betalt af kommunen, hvis de så meget som nævner ordet tvangsfjernelse eller via ens husstandsforsikring, hvor der oftest også er hjælp til advokat m.v. Derudover kan enhver handling samt den generelle holdning hos kommunen/den enkelte sagsbehandler ankes til den sociale anke styrelse, der så vurderer kommunes adfærd. Kommunen skal orientere om og hjælpe med at anke. Det skal stå i de afgørelser, som kommunen træffer. Gør det ikke det, kan man anmelde kommunen til social ministeriet for brud på forvaltningsloven - men også her er det godt at have en advokat ved sin side.
Om der er retssikkerhed for familier i denne situation? Nej.
Man kan godt anke, men ankestyrelsen skal kun forholde sig til, om der er fejl i papirene. De hører ikke på forældrene, deres breve og egne ord bliver ikke fremlagt. Derimod kan et A 4 ark fra sagsbehandleren udgøre "sagens akter, som det eneste der tages stilling til.
Formynderisk og belastende indblanding fra det offentlige- ja det er "det normale". De kalder det hjælp og støtte.
Aspergers bliver tit brugt fra sagsbehandlere og pædagogers side, uden en undersøgelse. De kalder det, " at barnet scorer på Aspergers". Det er så det, og det vil følge barnet altid.
Aspergers er imidlertid en psykiatrisk diagnose, og må kun stilles af en specialuddannet læge.
Om det er et samfundsproblem: Ja, i min verden er det, jeg kender til det.
Om det skal ud i offentligheden? Jeg ved det ikke. Man får som regel ikke noget ud af det andet end større vanskeligheder. De fleste tror på, at der må helt sikkert være en grund til, at forvaltningen blander sig.
Med hensyn til Rejens svar ang. advokat. Hvis ordet tvangsanbringelse eller anbringelse er på tale, så har man ret til en advokat betalt af det offentlige. Men han kan heller ikke gøre noget. Man kan selv vælge sin advokat, men resultatet bliver det samme.
Jeg har som bedstemor, haft disse problemer tæt inde på livet. To børnebørn blev anbragt, jeg har ikke haft kontakt med dem i mange år. Den ældste er nu blevet 19 år, hun er begyndt at have lidt kontakt med os. Men det er ikke nogen succes. Vi kender jo ikke hinanden mere, vi ved bare hvem vi er i forhold til hinanden. Det er en lidt mærkelig følelse, men sådan er det, og det er det man gerne vil have når børn anbringes. Den yngste har jeg ikke hørt noget fra. Jeg ved fra søsteren, at han ikke har det særlig godt. Han er blevet smidt ud af skolen og ligeledes er han smidt ud fra plejefamilien. Så det lyder ikke opmuntrende. Det er det offentlige i en nøddeskal. Gjorde forældrene det, så blev der stor opstandelse. Drengen er 15 år.
Den ældste bliver truet med, at hvis hun ikke skriver under på den handleplan man har lavet, uden hendes medvirken, så bliver hun også smidt ud. Hun skulle skrive under på, at hun var syg, at hun havde mange begrænsninger o.s.v.
Her kunne vi som familie sige til hende, at hun skal vide hvad de mener med "at være syg", "at være begrænset" o.s.v. Hun skal ikke skrive under, før hun er blevet diagnosticeret hos en speciallæge. Hun "scorede" også på Aspergers, skrev de i hendes journal, da hun blev anbragt. Det gjorde drengen også. Men det er ikke undersøgt.
Det kan forældrer ikke gøre så meget ved, men det kan den unge.
Der er nemlig også penge involveret. Der er betalt af offentlige midler mere end 100.000 kr om måneden pr. barn i mange år. Alligevel kan børnene ikke klare sig skolemæssigt o.s.v.
Den unge der her er tale om, nægtede at skrive under, med begrundelsen, at det aldrig var undersøgt hos en speciallæge. Institutionen hun bor på, har brug for pengene, så jo dårligere de unge mennesker er, jo flere penge kan de få. Det samme gælder plejefamilier.
Hvis børnene får det bedre, så bliver de sat ned i løn/betaling. Det er vilkårene for anbragte børn. Så meget få er virkelig interesseret i, at anbragte børn har det godt.
Så jeg har ikke rigtig nogen gode råd, du kan viderebringe.
Der findes grupper rundt omkring i landet. Det er forældrer i samme situation. Men de har det tilfælles, at de allesammen tror, at lige deres sag, er værre end de andres sager. Så de får ikke rigtig noget ud af det.
Men historierne har det samme tema, som også du beskriver. Derfor ved jeg, at det forholder sig sådan.
Et godt råd har jeg dog i ærmet.
De fleste forældrer tror, at sagsbehandleren gerne vil hjælpe dem. Det er den største faldgrube for disse forældrer.
Sagsbehandleren er børnenes sagsbehandler, ikke forældrenes. De er komplet ligeglade med forældrene. Det er svært at forstå, men sådan er det.
Så forældrene må ikke bede om hjælp til at løse deres problemer. De skal kun tænke på børnene.
Med hensyn til "alle de spøgelser" man begynder at observere, er det også helt normalt.
Der findes en artikel på nettet, skrevt af en psykolog. Jeg skal se om jeg kan finde den, så skal jeg linke til den. Psykologen hed Verner Overø. Han begyndte at undersøge disse sager, han havde, som alle andre, den samme mistro til forældrene. Men det vendte for ham, da han gik ind i sagerne og hjalp forældrene og deres børn. Han fik hjemgivet alle de børn, hvis sager han tog sig af, på nær en. Han er desværre død nu. Men han beskriver så fint hvordan det hele opstår, så at sige ud af den blå luft, og pludselig kan alle se spøgelser.
Prøv at søg på ham, men det nytter ikke alligevel, hvis i ikke har en professionel der er godt skåret for tungebåndet, er en ildsjæl og ikke bange for det offentlige.
Man kan bruge hans artikler, som en trøst, når eller hvis det går helt galt.
http://www.danbbs.dk/~birgand/showart.html
Familien er sådan set ikke bange for, at der er tale om noget, der kunne udvikle sig til tvangsfjernelse. På den anden side er de uforstående for, at sagen bliver ved med at rulle. Da underretningen i sin tid kom ind, troede de, at et enkelt brev og måske et enkelt personligt møde ville være nok til at forklare sagsbehandleren sagens rette sammenhæng. ... Men sådan skulle det ikke gå!
Selvom de ikke frygter tvangsfjernelse - for det ville der virkelig ikke være belæg for - så siger de, at socialrådgiveren et par gange, når forældrene har forsøgt at rette en af de mange misforståelser, kommer med en standardremse: F.eks: "Hvis I siger nej til videooptagelser af aftensmåltider, så må jeg tage jeres manglende samarbejde op på et møde i kommunen, og så vil vi mistænke, at der er noget galt, og måske vil vi så forlange en forældreevneundersøgelse og i sidste ende kan tvangsfjernelse blive enden". ... Men det virker som tankespind / tomme trusler for at få dem til at gå med på de forskellige tiltag. Men meget usmageligt.
Første gang remsen kom, forsøgte familien at klage til hendes overordnede og bad om en anden socialrådgiver. Men de blev ikke hørt. Nu tager de ikke remsen så seriøst længere. Men ubehageligt er det da.
- Måske kan det være nok til at inddrage en advokat?
- Men til hvilket formål, tænker de.
De har sagt så meget og skrevet så meget. Men intet bliver hørt. De bliver blot stemlet som usamarbejdsvillige. De er ved at miste modet. Og desværre også indimellem troen på deres egne evner som forældre. De veksler mellem vrede og afmagt, hvilket virkelig ikke er sundt for børnene, der jo kan fornemme det.
De er utrygge, for de ved ikke, hvad det hele drejer sig om. Det, som psykologen fra kommunen mener, er at relationerne i familien er negativt påvirket af de tidligere hårde år med depressioner, samt af at have et barn med aspergers-træk.
Jeg - og familien - tænker, at hele problemet er, at der er blevet skrevet en "fortælling" om dem. Alle nye, der inddrages i sagen, bliver præcenteret for denne "fortælling". Og fortællingen kommer til at farve det billede, fagpersonerne har af familien, sådan at det er fordomme mere end reelle observationer, der tegner billedet.
Familien bad på et tidspunkt om, at der blev sat en helt ny, uvildig person på sagen, som ikke skulle have adgang til alle de gamle dokumenter, men i stedet besøge familien, tale forældrene og børnene, og observere deres samspil. ... Og herudfra skrive en rapport herom. Det ville uden tvivl have givet et helt andet billede.
ET spørgsmål mere:
Kan familien vælge at sige nej tak til kommunal indblanding fra dags dato, og så i stedet selv betale for psykologhjælp? Selvfølgelig skulle pågældende psykolog dokumentere overfor kommunen, at samtaler fandt sted, og også sige til. hvis han/hun havde en bekymring, hvilket dog næppe ville være tilfældet.
Men på den måde kunne familien få skrevet en ny og sandfæridig historie / blive set som dem de er. Undgå fortsat formynderi, hvor de konstant bliver underkendt, og hvor de fagfolk de møder tilsyneladende ikke har hørt ordet etik.
Til dig der har fået børnebørnene fjernet: det lyder skrækkeligt. Hvad var begrundelsen for det? Og hvordan var hele udviklingen i sagen? Jeg vil læse artiklen og har også sendt den til familien.
Derudover har familien krav på at få af vide, hvor og hvordan de skal klage over de beslutninger, der bliver truffet. For naturligvis kan man sige nej til noget, og det er forøvrigt forbudt at true andre mennesker i f.h.t. straffeloven.
Så måske er det på tide, at familien kontakter en god familieadvokat? Eller beder kommunen om advokatbistand, hvilket de har krav på.
Jeg har sammen med børnebørnenes far kæmpet en ulige kamp i flere år.
På et tidspunkt blev han skilt fra børnenes mor, og han fik forældremyndigheden.
Den sag er så led, så den er ikke værd at bruge mere tid på. Min søn blev pure frikendt for alle anklager, men børnene blev alligevel anbragt.
På et tidspunkt sagde vi fra. Min søn kunne ikke holde ud, at komme til samvær, børnene sad og græd og ville med hjem. Han/vi kunne intet gøre.
Når du har læst artiklen, så forstår du meget mere. Vi har fred for forvaltningen, vores liv faldt til ro, da alle i familien var enige om, at det her var bare for meget.
Vi vil stadigvæk intet have med det at gøre. Børnene ved de kan/kunne komme, når de var 18 år. Det har den ældste fulgt op på. Men som skrevet, er det ingen succes. Vi kan støtte hende, fortælle hende om konsekvenserne, hvis hun skrev under på, at hun var syg og havde begrænsninger, når hun hun ikke ved, hvad der tales om. Jeg har gemt en kopi af alle sagens akter, og udfra dem, kan børnene selv se og læse, hvad det er der lå til grund for anbringelsen. Det ved pigen godt, uden at have læst sagens akter. Det var aftalt mellem børnenes moder og en sagsbehandler i kommunen.
Resten kan du læse i artiklen. Det foregår som efter en manual.
Familien du omtaler, føler sig rimelig sikker, men jeg kan fortælle dig, at som du beskriver det, er der lagt op til en anbringelse. Måske ikke lige nu, men senere.
Der er et par ting, der måske kan være godt at vide. Jeg var selv fortørnet over det, da jeg fik det at vide. Det var for sent for os, børnene var væk.
En del af processen handler om at stresse forældrene, for at undersøge hvor langt man kan gå, før de reagerer aggressivt. Det ligger i pædagogernes uddannelse. Min søster er pædagog. Hun føler det selv ubehageligt, men de skal gøre det.
Det samme pres er det forvaltningens folk udøver. Måske kan denne oplysning hjælpe familien, jeg ved det ikke.
Jeg kender godt til alle de ting man finder på. Alt hvad familien gør, vil være negativt. Jeg har fulgt andre forældrer i samme situation. Det værste jeg har oplevet var, at være med til en fødsel, hvor man havde meddelt gennem hele graviditeten, at barnet ville blive hentet på fødestuen. Ingen hentede babyen.
Det skal jo blive negativt.
Familien kan godt sige fra og sige nejtak, men forvaltningen trækker det længste strå. Så så længe børnene ikke er anbragt, vil eller kan jeg ikke anbefale den strategi. Er børnene først anbragt, så kan det være en mulighed.
Vi har som familie fået megen respekt om vores fravalg af alt der har med kommunen og børnebørnene at gøre. Også fra advokater og professorer der har med sådanne sager at gøre.
Men så længe børnene er hjemme, så skal familien først og fremmest sørge for, at børnene får så meget kærlighed og omsorg med sig, ligegyldigt hvordan omstændighederne er. Det vil de aldrig glemme og de vil søge hjem igen, hvis uheldet er ude. Så det er det, det hele handler om lige nu.
Som jeg læser din beretning, kører det hele lige efter bogen. Videooptagelser til maden, altså, det vil blive unaturligt, når man ved hvad den skal bruges til.
Men læs nu artiklen og gerne flere af Overø`s artikler. Der findes flere steder jeg kan henvise dig til, hvor man kan læse gode artikler, skrevet af professionelle der underviser på universitetet, og har været brugt i retssager om børneanbringelser. De er fortørnet over, at der ingen retssikkerhed er for hverken børn eller deres forældrer.
Det er så længe siden jeg har beskæftiget mig med det, så jeg kan ikke huske hvad de mennesker hedder til efternavn. Jeg skal lige finde dem, så linker jeg til dem.
Der er simpelthen nogle ting i det, du skriver, jeg ikke forstår: ingen sagsbehandler træffer afgørelser om vidtrækkende konsekvenser i en familie alene. Der er altid flere involverede, og man har krav på en ny sagsbehandler, hvis man slet ikke kan med den, man har fået. Samt en advokat. Hvorfor har I ikke benyttet jer af disse muligheder samt haft en ordentlig advokat?
Derudover er en fjernelse af børn en utrolig omkostningstung foranstaltning, som kun bruges i yderste nødstilfælde. I min verden ser jeg børn, som alle "normale" mennesker ville sige havde bedst af at vokse op i en anden familie, og alligevel vælger kommunen, at de skal bliver hos deres forældre. Så at tro, at en sagsbehandler kan træffe den slags beslutninger, eller at nogen skulle have interesse i sådan en foranstaltning, er for mig at se, skudt ved siden af.
Til gengæld oplever jeg temmelig mange mennesker, der ikke har selvindsigt eller afstand nok til tingene til, at de kan lave en uvildig bedømmelse, og derfor oplever kommunens nødvendige og ofte for få initiativer, som et overgreb. Og det er nok her, jeg synes, kommunerne virkelig svigter, for de burde kunne forklare sig bedre og være bedre til at tage hånd om hele familien. Men det er en anden sag.
Hvor lyder det forfærdeligt for jer som familie. Jeg kender ikke meget til proceduren i de her sager, men jeg må indrømme, at jeg bliver noget skræmt over sådan en fortælling som din, og også andre lignende fortællinger.
Jeg har foreslået familien at de har en bisidder med til samtalerne, og vil også godt selv være til stede. Men problemet er jo bare, at alle der har kendskab til familien og ville kunne fortælle om dem, vil blive erklæret som inhabile. Og med et månedligt besøg og samtale fra det offentliges side, sammenlagt med to af de anspændte videooptagelser om måneden, kan de jo ikke selv undersøge sagen ordentligt. De bygger meget på skolens udtalelser, hvor en bekymret skoleleder/lærer er på konstant udkik efter faresignaler, og remser alle sine bekymrede gætterier op for kommunen ved netværksmøder, så af den vej kommer man ikke videre. ( - De andre familier i lokalsamfundet har i øvrigt børn, om hvem man kunne lave de samme bekymrede beskrivelser, men dem er der ikke fokus på, for her er der (heldigvis) ikke kommet nogen negagive beskrivelser ind).
Jeg har selv en stor børneflok, og ved at det giver en anden familiesammensætning. Psykologen fra kommunen mener at børnetallet i sig selv er bekymrende, fordi man så ikke har det samme fokus på hvert enkelt barn f.eks. under måltiderne. ... Og nej: Det har man da ikke, kan jeg skrive under på. Men børnene får også en masse fra hinanden. Og man kunne jo vende den om og sige, at børn i små to-børns familier får et kunstigt ekstra fokus fra forældrene / bliver meget mere enecentrum, end hvad man ellers er her i livet. Der er fordele og ulemper ved både store og små familier. Har man overskuddet til en stor børneflok, hvilket jeg mener at pågældende familie har, ser jeg intet problem heri.
Og til Rejen:
Du har muligvis ret. Jeg kender intet til systemet. Men barsk virker oplevelsen da. Jeg håber ikke det er rigtigt, det med at ville "stresse" folk, for stressede og bragt ud af balance bliver den her familie i hvert fald.
Må jeg spørge, hvad dit arbejde er? (bliver lidt nysgerrig)
Det lyder, som om du er godt inde i reglerne. Ved du om familien har lov til selv at søge den hjælp, som kommunen siger at de skal have, hos en privatpraktiserende familiepsykolog? Det ville de føle sig langt mere trygge i, og her vil de kunne åbne meget mere op end overfor det offentlige.
Jeg har fået det bekræftet af en psykolog, som undskyldte sig med, at leverede han ikke "varen" så mistede han sit arbejde for kommunen.
Den psykolograpport jeg har liggende på børnene her, er udfærdiget på en sådan måde, at jeg først tænkte: Det der er ikke skrevet af en psykolog. Så kommer de med noget vås om konflikt mellem intellekt og følelser. Jeg studerede selv psykologi på det tidspunkt, så jeg vidste at det var noget vrøvl, det kunne ikke lade sig gøre på grund af barnets alder.
Jeg lagde denne rapport ud på nettet, og fik tilkendegivet fra en psykolog, at det var noget vås og langt ude i skoven, netop fordi barnet var ikke gammelt nok, til at begynde at udvikle intellektet. Det reddede børnene i første omgang. (Den ligger forøvrigt stadigvæk på nettet)
Jeg ved udmærket godt, at sagsbehandleren ikke træffer nogen beslutninger, men det er ham/hende der gør det indledende. Man gør sig ikke den ulejlighed, at undersøge om det er sandt eller ej. Et skøn fra sagsbehandleren er nok.
Ja, der bruges mange penge, også unødvendige penge på anbringelser. Mine to børnebørn har kostet 65000,00 kr pr. md, for opholdet alene, dertil kommer 35000,00 kr. pr md. for skolepenge. Priserne er forøvrigt steget, men dette er priser gældende for 2008.
Det er endda kun hvad man kan slå op på nettet på de pågældende steder. Dertil kommer advokater, psykologer, børnesagkyndige, sagsomkostninger m.m. Altsammen noget der tjener til, at folk i almindelighed tror og stoler på, at hele dette system fungerer som det skal. Det gør forældrene i øvrigt også, indtil de ser sagens akter, så holder de op med det.
For vores vedkommende, har børnene fået ny sagsbehandler. Hun kontaktede faderen for to år siden, fordi børnene gerne ville hjem. Men så længe de ikke er 18 år, kan kommunen hoppe og danse. Børnene kan komme når og hvis de vil, men der bliver ikke tale om noget samarbejde med nogen eller noget, der har med børnene at gøre.
Begge børn var dygtige i skolen, før de blev anbragt, der var ikke berettet om noget negativt, tværtimod. Pigen har fået 00 i matematik i alle årene. Så det er lidt mærkeligt.
Hele sagen bygger på en løgn fra moderen. Det bliver man ikke straffet for.
De nye pædagoger og sagsbehandler der er kommet ind i børnenes liv, forsøger meget aktivt, at fortælle faderen, at de godt ved, at det var en forkert anbringelse. De har også tidligt i forløbet skrevet, at børnene burde komme hjem til deres far. Men det er for sent nu. Børnene er ødelagte, og det må samfundet rette op på, sammen med børnene, ikke familien.
Vi har fået nok, vi lod os ikke ødelægge. Børnene er velkomne, når og hvis de vil. Vi har snakket med pigen om denne underlige følelse af fremmedgjorthed. At den er normal, når man har været adskilt i mange år. Hun er blevet en ung voksen, og jeg er blevet en ældre farmor. Farfar er død i mellemtiden.
Vi sendte besked og penge, så de kunne rejse herover eller sende en buket. Men deres breve fik de ikke udleveret før 14 dage efter begravelsen.
Det har pigen det meget skidt med. Hun vil så gerne vide alt, se billeder o.s.v. Men stadigvæk, hun var der ikke, og det har hun det ikke godt med.
Xenia, man kan godt bruge egen betalt psykolog m.m. Men forvaltningen bruger sine egne. Så det er spild af penge. Vi har også betalt en psykolog, som også så hvor det bar hen. Han vidste det var forkert, og han gjorde en masse arbejde og kostede rigtig mange penge. Det eneste der er godt ved det, er at vide med sig selv, at man er god nok, at børnene klarer sig fint o.s.v.
Men det har muligvis været grunden til, at vi kunne sige stop.
Men har forvaltningen set "spøgelser" så forsvinder de ikke af sig selv igen.
Jeg er glad for det ikke var noget, der berørte os personligt, men man har da lov til at undre sig over forløbet.