Ønsker ikke det samme

AnitaA1

Jeg ønsker mig brændende et barn til men min mand vil ikke have flere. Vi har en dejlig datter. Han havde troet det var nemmere at have børn end det er og han glæder sig til friheden når vores datter er blevet stor og ikke behøver os så meget mere. Jeg syntes det er fantastisk at have et barn og vil virkelig gerne have et til. Han siger hele tiden at han vil steriliseres så der aldrig bliver flere børn. Han er en god far og vi deles fint om opgaverne med vores datter og han elsker hende også men han vil gerne have mere frihed.

Jeg ved med mig selv at jeg vil fortryde ikke at få et barn til. Men jeg er jo lykkelig med undtagelse af at han ikke vil have flere børn. To af vores vennepar venter børn og jeg bliver så misundelig når jeg ser deres fine gravide maver. Det ene par venter barn nr 1 og det andet barn nr 2. Min mand siger at jeg bare kan låne andres børn men det er da ikke let. Selv om jeg altid siger at jeg gerne vil passe børn er det sjældent at jeg får muligheden. Min søsters børn har jeg f.eks. aldrig fået lov at passe. Min venindes barn har jeg passet en gang men hun vil ikke lade mig passe mere fordi ikke selv har lyst til at passe min datter. Så andres børn står ikke lige i kø for at blive passet og det er heller ikke det samme.

Vi har plads nok til to børn og vores økonomi er god og vi har gode jobs begge to. Men han drømmer kun om alt det han vil lave alene når vores datter er stor. Han siger også at hvis vi blev skilt skulle han kun være weekendfar så han havde tid til sig selv. Jeg troede ikke han hadede familielivet så meget som han giver udtryk for.

Skal jeg bare være glad for at jeg har et sundt og frisk barn og fik lov til at prøve det den ene gang eller skal jeg blive ved at prøve at overtale ham? Det er virkelig et stort ønske hos mig men han er ligeglad.

lotte123

Det er jo helt umuligt at give råd om her på et debatforum. Du vil gerne have et barn mere, din mand vil ikke. En af jer kommer til at få sin vilje – sådan er det.

Som jeg læser dit oplæg, så går din mand faktisk allerede nu med tanker om at forlade familien, og ”nøjes” med at være week-end far hver anden week-end, og det fortæller da, at han har helt ret – han bør ikke sætte flere børn i verden, når han et eller andet sted mener, at han vil kunne ”nøjes” med det forhold til det barn, han allerede har.

Hvis du trumfer igennem og ”sniger” dig til at blive gravid, så må du forholde dig til, at han måske vælger at forlade dig i den forbindelse, og måske nok vil forholde sig til den ældste der engang hver 14. dag – men nok også vil fortælle dig, at nummer to gider han ikke.

Jeg ser det sådan, at du har valget:
Enten vælger du et liv med kun et barn, og med en mand, der måske alligevel vælger at smutte på et tidspunkt – for finder han det besværligt nu, så vent bare til hun kommer i puberteten – det er med stor sandsynlighed vand ved siden af, hvordan det er nu.

Eller - det er så vigtigt for dig med et barn mere, at det bliver dig, der forlader jeres forhold, og med den pris det jo så er, at din datter kun får dette sporadiske forhold til sin far – og så finder du med tiden en anden mand, der gerne vil have det antal børn, som også du gerne vil.

Jeg synes – det er pest eller kolera – så derfor er du og I nok i første omgang nødt til at se på jeres forhold i det hele taget, så du heller ikke på et tidspunkt ender med hverken/eller.

AnitaA1

Ja jeg kan godt se at det er umuligt at give et ordentligt råd her jeg tør bare ikke fortælle nogle om mine tanker. Mine to bedst veninder er gravide med deres ønskebørn så de har ikke behov for mine triste tanker. De holder også rigtig meget af min mand og ville altid råde mig til at blive. Der er jo heller ingen der siger at jeg bare lige møder en ny mand som vil have et barn. Min datter vil sikkert heller ikke syntes at det er rart at få sin hverdag revet op. Jeg kunne aldrig finde på at snige mig til at blive gravid, jeg ville slet ikke kunne gøre det. Et barn skal være en fælles beslutning, og ellers er der intet at gøre. Jeg kunne prøve endnu engang at tale med ham om mine ønsker, men han kender dem jo godt. Jeg har villet have et barn til i tre år nu. Den eneste som forstår mig er min søsters mand. Han vil også gerne have et barn mere, men min søster hun vil ikke. Han har faktisk sagt til min mand, at han ikke fatter, at han ikke giver mig det barn. Jeg kræver jo ikke af ham, at han skal være mere for barn nr to, end han er for nr et, og jeg er ikke bange for at han går, for jeg kan sagtens klare mig også med to børn. Øv gid vi kunne bytte men sådan fungerer det jo desværre ikke.

Du har ret det er pest eller kolera og jeg aner ikke hvad der er værdst. Et ved jeg dog, at jeg vil fortryde, at jeg ikke får nr to barn, når jeg bliver ældre, og jeg ikke mere kan få det.

lotte123

Som jeg ser det, så er dine og din mands ønsker om hvad jeres parforhold skal indeholde ret forskellige, og mit forslag er da, at I sætter jer ned og får talt dette ordentligt og grundigt igennem.

Han skal vide, hvor meget det betyder for dig med dette barn mere, og du skal høre på hans argumenter - og der efter skal I sammen prøve at finde ud af, om det skal være jer eller ej.

Det er da fuldstændigt ligegyldigt hvad dine veninder mener om din mand - det er jer to, der skal finde ud af, om jeres ønsker og mål er for forskellige, for hvis ikke I får dette ordentligt på plads, så vi du givet blive mere og mere bitter på ham - og på tilværelsen i det hele taget, og det er da bestemt ikke ønskeligt hverken for dig, din mand eller jeres datter.

Derfor bør I tage en endelig beslutning - og da nok gøre det ret snart.

Diana74

Det er noget af det sværeste. Der var vi også. Jeg fik overtalt min mand, vi fik dreng nr. 3. Min mand valgte så at blive steriliseret mens jeg var gravid.
De bedste argumenter for et barn mere er efter min mening:

1. Det kan være ensomt at være enebarn. Det er jeg selv. Især når man bliver ældre. Jeg mistede min far da jeg var teenager. Og da jeg var i starten af 30'erne fik min mor brystkræft. Skulle opereres, have kemo mv. Hun og jeg var selvfølgelig bange for hun skulle dø.

2. Du fortryder bare aldrig et barn du får ! Du fortryder, som du også selv er inde på, måske barn/børn du ikke får. Men "normale" mennesker fortryder ikke børn de har fået.. Det har jeg ihvertfald aldrig oplevet.

Ved ikke om I selv er enebørn, men det er faktisk svært og ensomt nogle gange. Min mand har selv en søster, som han jo stadig har til at mindes deres far og bedsteforældre og bare til at snakke gamle dage. Men også til at hjælpe og støtte når deres mor har været indlagt og ellers "skal" holdes lidt øje med i hverdagen. Tænk på hvordan det vil blive for jeres datter når I bliver ældre og har brug for hende og hun måske har både job og børn selv..

AnitaA1

Hej tak for dit svar jeg tænkte nok at andre havde været samme sted. Jeg kan bare ikke få sagt det til ham, og jeg er også nervøs for hans reaktion. Sidst jeg bragte det på banen, sagde han, at jeg bare måtte skille mig af med ham, hvis jeg ville have flere børn, for han gad bare ikke alt det besvær. Jeg vil jo ikke have børn med en anden jeg vil have en søsken til vores datter og jeg har det godt sammen med ham. Ingen af os er enebørn men min mand ser næsten aldrig sin bror. Jeg kommer ud af en stor børnefolk og ville ikke bytte en eneste af mine søskende ud. Det er så dejligt at have søskende så dette ville jeg også gerne give min datter. Jeg behøver ikke få en hel folk ligesom min mor men en til ville gøre mig mere end lykkelig. Jeg kan slet ikke forstå at min mand syntes at børn er så besværlige. Jeg elsker at være sammen med børn og arbejder også med børn hver dag. De giver ens liv noget helt særligt både ens egne og andres. For mig er børn det der giver livet mening. Jeg må tale med ham igen og håbe at han er lettere at snakke med denne gang. Det er bare så svært at finde det rette tidspunkt at sige det på og han ved jo godt jeg gerne vil have et barn til. Han håber bare at jeg har slået tanken ud af hovedet. Det havde jeg måske også hvis ikke mine veninder var gravide og det igen prikker til hvor meget jeg selv ønsker mig endnu et barn. Nu kan jeg bare håbe!

lotte123

Hvis man vil have et godt parforhold, så er det vigtigste overhovedet, at man kan tale ordentligt sammen og de ting, der fylder - og da især om de ting der VIRKELIG fylder.

Det nytter da ikke, at du ikke tør tale med din mand om noget så væsentligt.

Og ja - undskyld - men jeg forstår simpelt hen ikke, at man mener at have et godt forhold til sin ægtefælle, samtidig med, at man ikke tør tale om de ting, der fylder.

Hvis du lader være med at tale om, hvor meget det betyder for dig, så kan din mand da kun få indtrykket af, at det så heller ikke er så vigtigt for dig. Hvis du kun har nævnt det nogle få gange, og han bare uden videre har kunnet sige nej, og så har du ikke talt mere om det, så KAN han simpelt hen ikke ane, at det faktisk fylder hele dit liv, og at du er bundhamrende ulykkelig over det.

Så - sig til ham, at du har brug for, at I får dette talt ordentligt i gennem, fortæl ham, hvor fortvivlet du er over denne afvisning, og hvor meget det fylder i dig.

AnitaA1

Så fik jeg endelig sagt det til ham og han svarede så må du låne andres babyer. Det er jo ikke det det handler om. Så kunne jeg jo bare blive dagplejemor ligesom min mor. Jeg holder også masser af babyer på mit arbejde. Jeg tror jeg vil fortryde senere at han ikke gik med til barn nr to. Måske skal jeg gå hårdere til ham og sige at jeg vil have et barn. Jeg tror bare ikke det rykker noget på hans mening om det. Hvorfor skal han også være sådan en modstander af flere børn. Det havde jeg ikke set komme. Jeg kræver jo ikke meget af ham i forhold til vores datter. Det er mig, der putter, det er mig der afleverer hver morgen, og det er mig der passer hende, når hun er syg. Han henter hende så godt nok de fleste dage fordi han er tidligere hjemme end mig. Men når jeg kommer hjem, er det mig der underholder. Han sætter hende for det meste foran fjernsynet, hvilket jeg syntes er helt forkert. Så jeg slukker når jeg kommer hjem. Nå jeg kommer ikke videre med mine ønsker, nu må jeg bare overveje, om jeg vil så langt som til at tigge, eller jeg vil respektere hans valg.

lotte123

Noget tyder på, at det ikke er lykkedes for dig at få udtrykt for din mand, hvor dybfølt dette ønske hos dig er. Eller også er han ret så følelseskold, for det er da ikke et svar at give, at du så bare må låne nogle andres babyer. Helt ærligt – han har da slet, slet ikke tænkt sig at bare så meget som forsøge at sætte sig ind i dine behov og ønsker.

Men selvfølgelig – han vil ikke, du vil gerne, og som jeg tidligere har nævnt, så er der jo kun en af jer, der får sin vilje i det her. Og du må gøre op med dig selv, hvor dybfølt ønsket så er; for er det af afgørende betydning, at du får et barn mere, så er det jo det, du gør – og så må det koste, hvad det koster – og i det her tilfælde er det så dit ægteskab.

Du skriver også tidligere i debatten, at han er en god far og at I deles fint om opgaverne – men her til sidst skriver du da, at han godt nok henter hende tidligt, men at han parkerer hende foran fjernsynet, at det er dig, der leger med hende, dig der putter, dig der passer når hun er syg.

Hvor god en arbejdsfordeling er det så lige? Er han virkelig så god en far? Han er jo stort set ikke til stede for hende i dagligdagen.

Han siger han vil steriliseres, men han har jo ikke gjort noget ved det. Kan det muligvis være, fordi det også er dig, der sørger for præventionen? Så er det jo meget nemt for ham at bare sige nej.

Jeg synes, du – igen – skal forsøge med en ordentlig samtale, hvor du forlanger, at han hører på dig, forlanger at han virkelig får at vide, hvor dybfølt dette ønske er. Det handler ikke om, at du skal love at sørge for det hele – for det er ganske enkelt ikke rimeligt over for et barn; han skal naturligvis deltage på lige fod – eller også har han ret – han skal ikke have flere, men så må han jo være den, der tager ansvar for præventionen. Ofte bliver det lige pludselig nemmere for en mand at beslutte sig for et barn mere, når det bliver ham, der skal have det kondom parat hver gang, eller tage beslutningen og besværet med den sterilisation.

Men – mærk godt efter i dig selv, om du vil acceptere et forhold, hvor han ikke lytter efter dig og dine dybfølte ønsker, og altså hvor afgørende det er for dig at få et barn mere, eller om du er bedst tjent med at gå.

AnitaA1

Ja jeg må nok gøre ham det mere klart hvor meget jeg ønsker det her. Jeg formulerer mig også i mit hoved, men når jeg sidder foran ham, kan jeg ikke få ordene frem. Han irriteres altid over, hvor meget børn roder, og at de kræver, man er der hele tiden, når man hellere vil noget andet. Ja han er nok ikke den bedste far, det siger han også selv, at han ikke er. Jeg har bare ikke lyst til at skulle ud og lede efter en ny mand og skulle i gennem en skilmisse og evt gøre min datter utryg og ked af det. Hendes bedste venindes forældre er lige blevet skilt og hun har flere gange bedt os begge sige, at vi aldrig bliver skilt. Jeg har sagt at det tror jeg ikke og ihvertfald ikke mens hun er lille.
En af grundene til, at jeg har svært ved at gå hårdere til ham er også at han jo har ret han er ikke den bedste far og bliver det aldrig. Det troede jeg han ville blive. Han elsker f.eks. babyer og har ofte givet vennes babyer sutteflaske eller gået rundt med dem når de var kede af det. Han er faktisk rigtig god til babyer problemet kommer når børnene bliver størrer og udvikler en egen vilje. Så syntes han ikke de er søde mere. Han vil gerne have at børn bare gør som man siger de skal uden diskussion. Jeg syntes de skal have lov at have en mening og at man skal lytte til dem. Så vi er ikke enige her. Jeg troede jo han var den bedste far man kunne ønske sig når han var så god til babyer inden vi fik vores egen. Han var også en superfar, mens hun var baby, han elskede at være sammen med hende der. Problemet kom, da hun blev to år og begyndte at være i trådsalderen. Da hun var helt lille, ville han også rigtig gerne have nr to, men der var jeg ikke klar. Så jeg burde nok have smedet, mens jernet var varmt. Jeg følte mig først klar til nr to da hun var omkring 2½år gammel og der begyndte han at syntes at forældreskabet var noget tyngende.
Jeg har tænkt på at gå, og det skal være nu jeg gør det, hvis jeg skal nå at få et barn mere. Jeg har bare ikke lyst til at møde en ny mand, så vil jeg hellere være alene. Måske skal jeg bare bruge alt min energi på det barn jeg har og være glad for, at jeg fik et vidunderligt dejligt barn. En dag bliver det jo alligevel forsent. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg kunne jo håbe at jeg mødte en mand og blev forelsket og gik min vej og fik det ønskebarn med en anden. Nu møder jeg bare meget få mænd, da min arbejdsplads er 95% kvinder, og jeg i min fritid mest er hjemme. Så der er kun et at gøre tale med ham igen, og hvis han afviser så tænke på alternativer eller være glad for det jeg har.

Nada28

Det er en dum beslutning at gå fra manden fordi man ikke kan få barn nr 2 især hvis man har et godt forhold til hinanden. Men hvis i ikke kan snakke sammen eller har det godt sammen så er det noget helt andet. Som de andre skriver fortæller du ham ikke hvor meget det betyder for dig at få et barn til. Som jeg læser det virker det for mig som om du er bange for at snakke med ham, sådan skal et godt forhold ikke være, kan man ikke tale sammen om ens følelser eller ønsker er jeres forhold ikke værd.