Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
jeg har nogle kedelige familie problemer ---som jeg har svært ved at få løst ----men der gavner det ikke at give medicin ----men samtale TERAPI ---og alligevel er det ikke sikkert det er godt nok ----hvis man ikke kan få huld på sit problem ---så skal man lære at leve med det ---og det har jeg svært med ----altså må jeg leve med den depresive side også ----
der er dem hvor medicin gavner på deres depri ---der er også lidt forskelligt --hvordan ---mænd og kvinder takler det ----
så hvor din ven ligger i skalaen er svært at sige ---når man ikke kender vedkommende ----
men jeg forstår at det er ham der har sagt fra --i jeres forhold ---og det bliver du nød til at akseptere ...---hvor ondt det end gør
Altså jeg ved ikke om det er slut. For han sagde at hvis han sagde det var helt slut, så kunne det være at han kommer til at fortryde det dagen efter eller senere. Og når jeg har skrevet til ham at jeg håber det bliver ham og jeg igen, så har han ikke skrevet at jeg ikke skal håbe det og sådan. Så den er sådan lidt svær. Men jeg har accepteret at han skal have tid og det får han fra nu af.
Det er din kæreste, der døjer med denne depression - derfor er det også hans ansvar at få den behandlet. Han ved jo godt, at han bør/skal søge noget professionel hjælp og via samtaleterapi kan den også behandles.
Der kommer ikke noget som helst godt ud af, at du også går ned med flaget og også får en depression i din iver for at redde ham fra sin.
Mit forslag er derfor, at du fortæller ham, at du er meget forelsket i ham, at du gerne vil ham, men at ingen - heller ikke du - kan garantere, at det så er for livet, at I vil være lykkelige, for det kommer an på, hvordan I SAMMEN udvikler jer, og hvordan I SAMMEN løser de problemer, der uværgerligt vil opstå i et hvert parforhold. At han fralægger sig ansvar kommer der ikke noget godt ud af - hverken for ham eller dig.
Du fortæller ham, at det sådan set også er en del af et parforjold at hjælpe og støtte hinanden, når der er svære stunder, og derfor vil du også være der for ham nu, men ansvaret for at få denne depression behandlet er hans - du kan ikke gøre det for ham.
Så - hvis han aktivt gør noget for at få noget professionel hjælp, så ser du en fremtid sammen med ham - på den anden side, hvis IKKE han gør noget og bare sidder og siger, at han har det slemt og at det nok alligevel ikke går mellem jer, og han er bange for at blive såret osv osv - ja, så er det jo det, han selv vælger, og derfor må det så også blive sådan.
Ja, det lyder rigtigt hårdt, men jeg tror simpelt hen ikke på, at du gør noget som helst godt for ham, ved at tale ham efter munden og love ham, at ligegyldigt hvad han siger og gør, så er du der for at støtte ham.
Der i mod tror jeg, at hvis du stiller ham stolen lidt for døren og giver ham lidt "råt for usødet" - SÅ kan det være han vågner og indser, at han selv må tage ansvar for sit liv.
Han ved at jeg er meget forelsket i ham og han ved at jeg savner ham og alle de ting og han har også søgt professionel hjælp og har haft den første samtale med sin psykolog men vi har ikke snakket sammen siden, fordi vi har været lidt uvenner. Så nu får han noget tid for sig selv og så må han kontakte mig, når han føler for det.
han har sin sports veninde --og hende kan han holde sig helt nevtrault til---
og det er ikke det samme at forholde sig til en kæreste --hvor man skal yde en indsats --
nu er jeres forhold ikke så gammelt ----og derfor er det nok svært for ham at starte et nyt forhold ---
efter det første gik i stykker ---jeg har før skrevet --at skal det være jer 2 --så bliver det sikkert hen ad vejen ---
men lige nu tænk på dig selv og kom videre ---
jeg tror ikke du vinder ham ved at klamre dig til ham
det havde væter noget andet hvis i havde kommet sammen i mange år ---
ikke for at gøre dig ked af det ----
MEN LIVET KAN VÆRE SVÆRT
INDTIL MAN FÅR DET LÆRT
HVOR VED VI OM VI KENDER HINANDEN
PÅ SJÆLEN ELLER FORSTANDEN
MEN HVAD DER ER GODT FOR MIG ---
ER IKKE SIKKERT ER GODT FOR DIG
Jeg vil lige give mit lille besyv med
Det er godt nok også den mest turbulente tid i mine 39 år. Jeg har ALDRIG nogen sinde holdt så meget af en pige (kvinde *S*) men føler at jeg virkelig har gjort rigtig rigtig meget for at finde ud af at få det til at fungere. Der har været store udsving i vores forhold, og det er gået galt med kæmpe skænderier et par gange, hvor hun/vi har gjort det forbi, men der er aldrig gået mere end et par dage, før vi så har talt sammen igen, og fundet ud af at vi begge stadig holder lige meget af hinanden.
Jeg ved godt at det er den der er syg der har det hårdest, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor uhyggeligt det må være en gang i mellem. Når jeg lytter til hvad min kæreste beretter, kan jeg selv få det helt dårligt indeni. MEN, det er altså også umanerligt hårdt at være kæresten/ familemedlemmet, fordi man - når sygdommen viser sit grimmeste ansigt - står ansigt til ansigt med et "monster" man slet ikke kender. Jeg er flere gange blevet skræmt over hvordan hendes reaktion på helt banale ting har været. Hun har flere gange bedt mig om "bare" at se igennem fingre med når hun "går amok" verbalt. Men da jeg er temmelig følsom er det svært ikke at lade sig påvirke meget kraftigt af det der sker. Både fordi det kan være meget ubehagelige ting man får "smidt i hovedet", men også fordi at jeg føler mig magtesløs over ikke at kunne gøre noget.
Jeg vidste godt, da jeg begyndte at komme sammen med min kæreste, at hun havde problemer med angst og depression, og håbede/troede at jeg ved min blotte tilstedeværelse kunne gøre en forskel. At jeg kunne give hende ro og tryghed til at komme ud af sygdommen. Jeg har også følt, at jeg ikke har kunne gøre den forskel jeg havde håbet. Det skal så dog siges, at jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg GØR en forskel. At jeg har givet hende den tryghed og tro på livet som jeg så gerne ville. Det er bare svært for hende at sætte ord på, og det er svært for mig at mærke det. Men jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, at jeg ELSKER min kæreste rigtig højt, og bliver ked når vi til tider kommer op og toppes over helt banale ting/misforståelser. Ofte ting vi i bund og grund er enige om. Jeg skal bare til at lære, at jeg ikke skal være så forbandet stædig, for selv om stædighed til tider kan være en god ting (såsom at vi har KÆMPET for forholdet) så kan det også være en ret skidt ting.
Mvh
Kim
Du skriver han har besøgt en psykolog. Det er vigtigt at han gør det løbende i et forløb, da det kan tage tid at behandle en depression.
De lyder også som om det kunne være en god ide han tog dig med, både fordi det kan være godt for jeg begge at du hører hvad han "bærer", men også fordi at der kan sættes ord på hvad han frygter der kan ske ved at han er glad for dig.
Du skal også huske at tage dig af dine egne følelser. :-)