Er det forbi ?
Min kæreste og jeg har været sammen i 12 år, de sidste 2 år er gået af H til. Mine piger fik psykiske problemer, men er nu kommet ovenpå. Her i maj fortalte han , at han ikke elsker mig på samme måde mere og det ikke er som førhen. Vi har ikke haft sex i de to år, for han ville ikke efter jeg havde afvist ham pga. af problemer og bekymringer omkring mine døtre.
Vi snakkede om og skulle fortsætte, det gjorde vi så, men føler ikke vi er kommet videre. Han er svær at snakke med og vil ikke tale om følelser. Føler bare jeg er her og har forsøgt mange ting for at ændre vores forhold.
Jeg føler han lever i sin egen verden, hvor jeg ikke er i hans liv, han siger bare vi skal se tiden an, men han ved ikke om det bliver anderledes med vores forhold. Jeg elsker ham, men magter snart ikke der her ligegyldige liv.
Vi er 49 og 50 år og kun min datter på 17 år bor hjemme.
Hvad gør jeg og skal jeg kæmpe for at det vil lykkes ?
Vi har det ellers godt sammen, men føler vi er sammen på et venskabeligt plan, kærlighed og sex er der ikke noget af. Selvom vi har haft det svært, mener jeg, at i et forhold skal man kunne snakke om tingene og få det løst.
Vi snakkede om og skulle fortsætte, det gjorde vi så, men føler ikke vi er kommet videre. Han er svær at snakke med og vil ikke tale om følelser. Føler bare jeg er her og har forsøgt mange ting for at ændre vores forhold.
Jeg føler han lever i sin egen verden, hvor jeg ikke er i hans liv, han siger bare vi skal se tiden an, men han ved ikke om det bliver anderledes med vores forhold. Jeg elsker ham, men magter snart ikke der her ligegyldige liv.
Vi er 49 og 50 år og kun min datter på 17 år bor hjemme.
Hvad gør jeg og skal jeg kæmpe for at det vil lykkes ?
Vi har det ellers godt sammen, men føler vi er sammen på et venskabeligt plan, kærlighed og sex er der ikke noget af. Selvom vi har haft det svært, mener jeg, at i et forhold skal man kunne snakke om tingene og få det løst.
Kommentarer
det kan godt være ar du elsker ham ----men det gavner ikke hvis det bliver gengældt ---
mænd kan også komme i overgangs alderen ---så hvis hans sex lyst er væk ---har det måske ikke så godt med det --
Jeg har i en årrække været gift med en mand, jeg heller ikke kunne nå; jeg tiggede, jeg bad, jeg græd, jeg råbte - jeg prøvede alt for at vi skulle få talt sammen og prøve at finde ud af, om der overhovedet var noget at kæmpe for - og om vi i fællesskab kunne løse vores problemer.
Jeg blev konstant afvist med bemærkningen om, at det var mig der var gal på den. Han brugte også argumentet, at han ikke kunne tale om den slags. Min mand havde holdningen, at når man var gift, så havde man øjensynligt gjort, hvad der forventedes, og så kunne han ellers leve sit liv, som det passede ham, og være totalt ligeglad med, at jeg havde det dårligt.
Men - da jeg endelig havde fået nok og sagde, at nu måtte det her stoppe - så skal jeg lige love for, at han vågnede, men så var det for sent.
Så mit forslag er helt klart, at du siger til ham, at enten så gør I SAMMEN et forsøg på at få et godt liv i fællesskab, eller også bør I stoppe og gå fra hinanden.
Giv ham lidt betænkningstid - en uges tid eller så, ikke mere - til at melde tilbage, og tag så konsekvensen.
Han har jo fortalt dig, at han ikke føler så meget for dig mere, så hvorfor bliver han i grunden? For nemheds skyld?
Hvis I skal finde "melodien" igen, så er det nok en god ide, at I tager et par sessioner hos en parterapeut, for det er vigtigt, at I lærer at tale sammen - i stedet for måske kun at slynge anklager ud, for dem kommer I ikke langt med.
I skal begge indse, at det her ikke kun er den enes skyld - I har givet begge begået fejl, og i stedet for at bruge disse fejl som anklager, bør I lære at vende det til at være fejl, I kan lære af.
Hvis ikke han vil være med, så synes jeg, du bør tage konsekvensen, og tage skridt til at I går fra hinanden.
Så tænk dig godt om - er du selv klar til at tage skridtet, hvis det er?
Du skal være helt klar til at tage konsekvensen - hvad enten det bliver det ene eller det andet. Den går ikke at stoppe op halvvejs, for så bliver det hele jo utroværdigt, og han kan så trampe på dig igen.
Jeg ved ikke om jeg er klar til at tage skridtet, men på den anden side funger det her ikke, er mega trist ig ikke særlig glad. Spurgte ham om han troede vores forhold ville blive anderledes og det ved han ikke. Min mavefornemmelse siger, at det ikke er det værd altså at blive og han siger også hele tiden, hvis jeg spørg, at jeg skal lade være med at tænke så meget på det, men altså det kan jeg bare ikke..... så er godt nok i vildrede...
Føler bare jeg ikke har en plads i hans liv mere...
Hvis jeg skal fortryde noget i mit liv, så er det, at jeg lod stå til i alt, alt for lang tid.
Du er ikke klar over, hvor meget energi og hvor mange kræfter, du lige nu bruger på noget, der gør dig ked af det. Jeg troede som dig, at problemerne ville hobe sig endnu større, når jeg først fik sagt de forsløsende ord: Jeg vil ikke mere.
Og ja - vi skulle sælge hus, indbo - og vi havde endda børn, der også skulle tilgodeses, og selvfølgelig var det hårdt, men den lettelse, der også kom, da beslutningen endelig VAR taget, var så ubeskrivelig, at jeg så alle disse problemer som peanuts ved siden af den helt umenneskelige belastning, det havde været at leve i et ikke-fungerende forhold i årevis. Jeg fik en energi, jeg ikke anede, jeg havde - og det var udelukkende fordi, at det at gå og have det skidt, simpelt hen bruger så ufattelig megen energi, at man netop bliver helt handlingslammet.
Det er nemt nok at sige (skrive) jeg ved det, men jeg taler virkelig af erfaring, når jeg fortæller dig, at hvis din mavefornemmelse fortæller dig, at der ikke er mere at gøre, så er det den, du bør lytte til, og du bør lytte til den nu.
Lad nu være med at holde endnu en jul, hvor man skal sidde og se noget så glad og lykkelig ud, når det ikke er tilfældet - tag skridtet, og tag det nu.
Nu er du der, hvor du egentlig gerne vil din mand, men du ved ikke, hvor du har ham. Der er kun en måde at finde ud af det på - og det ved du jo godt:
En direkte og helt kontant udmelding fra din side: Enten finder han ud af det nu - og GØR noget, eller også er det slut.
Og det er nu - lige nu; ikke ngoet med at se tiden an nogle måneder, der bliver til nogle år, der bare er totalt spildt, og hvor I begge får det dårligere og dårligere.
Undskyld, men jeg forstår ikke helt hvad du mener.
Når først det hele kommer på afstand, så bliver det meget nemmere at finde sig en ny fremtid.