Hvorfor leve når vi skal dø alligevel (dødsangst)?

solo313

nu ved vi jo ikke hvordan livet er efter døden ----for der er ingen kommet tilbage --og fortalt os om det ---

vi ved at livet i levende live ---er en veksling ---imellem godt og ondt --og der sker mange ting for os alle ---som vi kan tage og føle på ---og føle med --
lige indtil døden tager os ----

men hvad der så sker --er kun gisninger

---

jeg tror ---at når vi er kommet i jorden ---og blevet forenet med den ---er det slut med os --og der sker ikke mere ----og sådan er det for evigt

---

så hvis det er det der tales om --og bedes for --så må det være det evige liv --der menes ---

persille1

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro.
Er der er liv efter døden. ? Jeg håber der er, for det er ikke sjovt at tænke på man pludselig er væk.
Men jeg har haft et par meget mærkelige oplevelser, så afvise det kan jeg ikke.

Bus4711

Angst er en garanti for sundhed, derfor har vi den.

Jeg har en ven der lider af højteskræk og det gør ham bange for at stå på stiger, gå over broer og andet. Han tror det er unormalt at være angst eller være bange, men det er det ikke. Men noget naturligt som at spise og drikke.

Hvis vi ikke følte frygt ville vi blive ligeglade med andres og vort eget liv, denne frygt virker som en beskyttelse for vor egen og andres sikkerhed.

Når man bliver meget bange for ting man ikke bør være bange for kaldes det en fobi og det er bestemt ikke nogen god ting men den kan behandles ved at blive konfronteret med det man er bange for.

Men hensyn til tro kan den aldrig skade, hvis den er grundlagt på beviser!!! Ingen vil I dag tro på at jorden er flad, hvorfor ikke? det er blevet bevist at det er den ikke.

solo313

jeg håber da at min tese er rigtig ---at når livet er slut --og man er begravet ---går man med tiden ud i et --og forenes med den jord man er begravet i ---

for hvis det er sådan at det evige liv skal blive i en kiste eller urne ---vil jeg få klaustro forbi --så er det vel et spørgsmål --om hvor godt det evige liv bliver --som der tales om ---

CathrineKN30

Jeg har det præcis lige sådan, det er faktisk gået hen og blevet så slemt at jeg tænker på det hver dag og kan sætte mig til at tude over det! Jeg kan slet ikke klare tanken om hvis jeg og alle dem der betyder noget for mig bare skal forsvinde, ingen tanker, ingen eksistens, INGENTING! Og at jeg aldrig aldrig aldrig aldrig nogensinde kommer til at leve igen, eller elske eller opleve. Det er forfærdeligt for mig at tænke på! Vil så gerne tro på noget andet og ville ønske der var en der kunne bilde mig ind at der er liv efter døden, håber det! Men alligevel ved jeg godt hvad der lyder mest logisk i mit hovede selvom jeg har svært ved at indrømme det. Men tænker alligevel at der må være en grund til at vi skal lære og leve, kunne så godt tænke mig at det her liv var en test til det næste. Om det blir i en anden krop eller form er lige meget bare jeg stadig var mig og kunne huske jeg var mig (hvis det gir mening). Så ved udemærket hvordan det er, og det er en forfærdelig følelse at gå rundt med. Jeg er selv kun 24 så burde måske ikke tænke så meget over det nu men kan ikke lade vær for vil så gerne finde et svar på evigt liv!