Indstillinger
Hvorfor leve når vi skal dø alligevel (dødsangst)?
Hej
Jeg er en ung fyr på 20år, der her for 3-4 dage siden stod ude i badet og tænkte på "livet" og hvad man skulle fortage sig. Jeg tænkte at nu var jeg blevet 20år så hvad er det nu tid til.
Jeg tænkte så på at når man blev "gammel / pensionist" at det var da i hvert fald der man skulle ud og rejse, så kort tid efter kom jeg til at tænke på at livet var jo egentligt næsten slut når man blev gammel og at man kunne jo ikke rigtigt lave det samme som man plejer. F.eks altså hvis jeg var kommet på rejse som ung så ville jeg kunne hoppe rundt og være aktiv. Og omvendt på en ski ferie med hele familien ville jeg være den der skal passe den lille fordi jeg er for gammel til alt andet.
Også lige siden der har jeg haft tanken om at skulle dø og jeg synes det hele virker meget MEGET meningsløst, for nu kan jeg ikke længere se en mening med livet.
For ja skulle jeg sige det er vi bare kloner der bare går rundt og venter på og dø og til det siger min mor jeg skal finde glæden i livet.
Jeg har altid været vild med hurtige biler lige indtil nu. Hun brugte eksemplet hvis hun kom i den fedeste bil ude foran huset og sagde "kom med du skal køre nu", så ville jeg ikke blive glad mere for jeg skal alligevel dø.
Og ja kan os vende det om til "Hvad er det perfekte liv" nu kommer min version : Jeg kommer hjem i mit store hus i Malibu og der står hun min smukke kone der er forfatter og model og straks kommer mine 3 børn løbende. Den store dreng er lige blevet angriber for det store fodboldhold i landet, din største datter er lige blevet accepteret på Harvard og den mindste har lavet en tegning til dig hvor der står "verdens bedste far" og lige meget hvad mere jeg fylder på for at det bliver perfekt kan det jo være lige meget, vi skal alle dø.
Så om jeg havde det "perfekte liv " som jeg lige har beskrevet eller om jeg har mistet hele min familie og sidder tilbage i en hustrailer på Grønland, det kan jo være lige meget vi skal bare dø.
Og der er ikke nogen glæde i livet siger jeg ? Men stadig vil jeg jo ikke dø, det er det jeg er bange for. Men stadig siger jeg os der ikke er noget ved livet, så forstår det ikke! Og alle andre jeg har sagt til at de skal dø svare bare noget i retningen af "haha ja"
Kan os bruge min gode ven som eksempel. Vi havde lige været oppe og træne også kom vi hjem til mig, hvor min mor spurgte hvordan det var gået der oppe med mit dødsangst eller hvad det nu er og der svarede jeg bare at det gik fint for ville ikke have min ven skulle vide noget om det. Derefter satte jeg mig og tænkte nu prøver jeg den på ham så jeg sagde " det er nedern vi skal dø en dag" også sagde han "haha ja og det var os nedern og tage 20 min motion til sidst i træningen" Det er der jeg ikke kan forstå folk, hvordan kan de ikke være bange. Men ja det er jo så derfor jeg skriver her inde. For at prøve og finde ud af hvorfor jeg tænker så meget over det og hvorfor alle andre ikke gør.
Men altså jeg ser ikke kun negativt på livet for jeg træner stadig, går i skole, handler osv. Og ja hvis jeg selv skulle sige det er jeg stærk i psyken, men nu har jeg fundet noget der knækker mig.
Det er jo også klart ville jeg sige for : HVORDAN KAN MAN IKKE VÆRE BANGE FOR AT DØ!
Men altså det jeg mener med jeg ikke er dødsangst. Er at jeg ikke får det i anfald, det køre bare på den "indre skærm" hele tiden og tænker i de baner. Og der er så mange ting jeg ikke kan forstå man gider lave problemer om i hverdagen. Når det nu alligevel bare skal slutte en dag. Hvorfor så ikke bare have det godt den tid vi er her.
Det jeg hele tiden prøver på, er at finde en måde jeg kan få det godt med at vi skal dø på. Men kan ikke finde nogen for jeg er slet ikke religiøs og mener kun religion er der for at vi kan få fred i vores lille hoved. Min mor tror selv på sjælevandring og det har jeg jo så os prøvet og tro på men det der så gør jeg ikke kan tro på det er :
1. at de børn der dør efter 1-2 timer på jorden ( hvad har den sjæl skulle lære)
2. så sagde jeg os jamen hvis jeg skal genopstå vil jeg ikke være en fattig neger nede i Afkrika
(min mors svar : du vælger selv hvad du skal ned og lære. mig: jamen så er der jo ingen der gider og vælge og være fattig neger og alligevel er der så mange)
3. hvis sjæle går/kommer igen så vil det sige at der er nogen der faktisk føder Hitler v2.0
Men så skal jeg lave en konklusion af det hele :
Jeg syntes livet er meningsløst fordi jeg ikke mener der er nogen glæder i livet. Men jo har en glæde i livet og det har jeg også sagt til min mor og kæreste, at det jeg ville ønske var at når vi så dør så står jeg på en lang sti sammen med min kæreste, vi går hånd i hånd sammen. Og 1 gang i ugen møder vi min mor vi spiser picnic også er det videre og sådan skal det bare køre EVIGT!
Men ja det eneste gode jeg har fået ud af det her er at :
Jeg har fundet ud af at jeg elsker min kæreste mere end noget andet og jeg holder hende i hånden hver aften inden vi skal sove ( OG JEG VIL GØRE ALT FOR AT HAVE HENDE EVIGT!!)
Og at jeg sætter pris på livet vær eneste gang jeg trækker vejret når jeg er i hendes nærvær, men stadig har jeg min indre skærm med at jeg vil miste hende en dag og når jeg tænker på det er det min "angst" bliver værst og jeg faktisk kan få tåre i øjnene
Hvad der kan ligge bag / er sket på det sidste i mit liv (i rigtig rækkefølge) :
Mor og forlovede gik fra hinanden
Mor fik ny "alkoholiker" kæreste
Blev uvenner med mor og svigermor over kærester og blev smidt ud (er nu hjemme igen og vi har det fint med min mor)
men leder stadig efter lejlighed men stadig os for vores egenskyld vil godt videre i livet
Mors firma lukkede pga. ex.forlovede
Jeg har ikke noget job/uddannelse efter Januar
Og ja selv nu hvor jeg skriver det her, tænker jeg hvad hjælper det? Okay jeg får "hjælp" og bliver glad igen, men og hvad så? Jeg skal stadig dø!!
Synes det hele er rigtigt hårdt håber i kan hjælpe
Knus
Jeg er en ung fyr på 20år, der her for 3-4 dage siden stod ude i badet og tænkte på "livet" og hvad man skulle fortage sig. Jeg tænkte at nu var jeg blevet 20år så hvad er det nu tid til.
Jeg tænkte så på at når man blev "gammel / pensionist" at det var da i hvert fald der man skulle ud og rejse, så kort tid efter kom jeg til at tænke på at livet var jo egentligt næsten slut når man blev gammel og at man kunne jo ikke rigtigt lave det samme som man plejer. F.eks altså hvis jeg var kommet på rejse som ung så ville jeg kunne hoppe rundt og være aktiv. Og omvendt på en ski ferie med hele familien ville jeg være den der skal passe den lille fordi jeg er for gammel til alt andet.
Også lige siden der har jeg haft tanken om at skulle dø og jeg synes det hele virker meget MEGET meningsløst, for nu kan jeg ikke længere se en mening med livet.
For ja skulle jeg sige det er vi bare kloner der bare går rundt og venter på og dø og til det siger min mor jeg skal finde glæden i livet.
Jeg har altid været vild med hurtige biler lige indtil nu. Hun brugte eksemplet hvis hun kom i den fedeste bil ude foran huset og sagde "kom med du skal køre nu", så ville jeg ikke blive glad mere for jeg skal alligevel dø.
Og ja kan os vende det om til "Hvad er det perfekte liv" nu kommer min version : Jeg kommer hjem i mit store hus i Malibu og der står hun min smukke kone der er forfatter og model og straks kommer mine 3 børn løbende. Den store dreng er lige blevet angriber for det store fodboldhold i landet, din største datter er lige blevet accepteret på Harvard og den mindste har lavet en tegning til dig hvor der står "verdens bedste far" og lige meget hvad mere jeg fylder på for at det bliver perfekt kan det jo være lige meget, vi skal alle dø.
Så om jeg havde det "perfekte liv " som jeg lige har beskrevet eller om jeg har mistet hele min familie og sidder tilbage i en hustrailer på Grønland, det kan jo være lige meget vi skal bare dø.
Og der er ikke nogen glæde i livet siger jeg ? Men stadig vil jeg jo ikke dø, det er det jeg er bange for. Men stadig siger jeg os der ikke er noget ved livet, så forstår det ikke! Og alle andre jeg har sagt til at de skal dø svare bare noget i retningen af "haha ja"
Kan os bruge min gode ven som eksempel. Vi havde lige været oppe og træne også kom vi hjem til mig, hvor min mor spurgte hvordan det var gået der oppe med mit dødsangst eller hvad det nu er og der svarede jeg bare at det gik fint for ville ikke have min ven skulle vide noget om det. Derefter satte jeg mig og tænkte nu prøver jeg den på ham så jeg sagde " det er nedern vi skal dø en dag" også sagde han "haha ja og det var os nedern og tage 20 min motion til sidst i træningen" Det er der jeg ikke kan forstå folk, hvordan kan de ikke være bange. Men ja det er jo så derfor jeg skriver her inde. For at prøve og finde ud af hvorfor jeg tænker så meget over det og hvorfor alle andre ikke gør.
Men altså jeg ser ikke kun negativt på livet for jeg træner stadig, går i skole, handler osv. Og ja hvis jeg selv skulle sige det er jeg stærk i psyken, men nu har jeg fundet noget der knækker mig.
Det er jo også klart ville jeg sige for : HVORDAN KAN MAN IKKE VÆRE BANGE FOR AT DØ!
Men altså det jeg mener med jeg ikke er dødsangst. Er at jeg ikke får det i anfald, det køre bare på den "indre skærm" hele tiden og tænker i de baner. Og der er så mange ting jeg ikke kan forstå man gider lave problemer om i hverdagen. Når det nu alligevel bare skal slutte en dag. Hvorfor så ikke bare have det godt den tid vi er her.
Det jeg hele tiden prøver på, er at finde en måde jeg kan få det godt med at vi skal dø på. Men kan ikke finde nogen for jeg er slet ikke religiøs og mener kun religion er der for at vi kan få fred i vores lille hoved. Min mor tror selv på sjælevandring og det har jeg jo så os prøvet og tro på men det der så gør jeg ikke kan tro på det er :
1. at de børn der dør efter 1-2 timer på jorden ( hvad har den sjæl skulle lære)
2. så sagde jeg os jamen hvis jeg skal genopstå vil jeg ikke være en fattig neger nede i Afkrika
(min mors svar : du vælger selv hvad du skal ned og lære. mig: jamen så er der jo ingen der gider og vælge og være fattig neger og alligevel er der så mange)
3. hvis sjæle går/kommer igen så vil det sige at der er nogen der faktisk føder Hitler v2.0
Men så skal jeg lave en konklusion af det hele :
Jeg syntes livet er meningsløst fordi jeg ikke mener der er nogen glæder i livet. Men jo har en glæde i livet og det har jeg også sagt til min mor og kæreste, at det jeg ville ønske var at når vi så dør så står jeg på en lang sti sammen med min kæreste, vi går hånd i hånd sammen. Og 1 gang i ugen møder vi min mor vi spiser picnic også er det videre og sådan skal det bare køre EVIGT!
Men ja det eneste gode jeg har fået ud af det her er at :
Jeg har fundet ud af at jeg elsker min kæreste mere end noget andet og jeg holder hende i hånden hver aften inden vi skal sove ( OG JEG VIL GØRE ALT FOR AT HAVE HENDE EVIGT!!)
Og at jeg sætter pris på livet vær eneste gang jeg trækker vejret når jeg er i hendes nærvær, men stadig har jeg min indre skærm med at jeg vil miste hende en dag og når jeg tænker på det er det min "angst" bliver værst og jeg faktisk kan få tåre i øjnene
Hvad der kan ligge bag / er sket på det sidste i mit liv (i rigtig rækkefølge) :
Mor og forlovede gik fra hinanden
Mor fik ny "alkoholiker" kæreste
Blev uvenner med mor og svigermor over kærester og blev smidt ud (er nu hjemme igen og vi har det fint med min mor)
men leder stadig efter lejlighed men stadig os for vores egenskyld vil godt videre i livet
Mors firma lukkede pga. ex.forlovede
Jeg har ikke noget job/uddannelse efter Januar
Og ja selv nu hvor jeg skriver det her, tænker jeg hvad hjælper det? Okay jeg får "hjælp" og bliver glad igen, men og hvad så? Jeg skal stadig dø!!
Synes det hele er rigtigt hårdt håber i kan hjælpe
Knus
Kommentarer
jeg er selv en fyr på 18. Du havde sikkert regnede med noget andet, jeg er ikke Expert, og har heller ikke prøvet at skrive her før, men jeg skriver kun fordi at jeg vil prøve at hjælpe dig. Du bestemmer selvfølgelig selv om du vil bruge det eller ej.
Jeg er selv den person der tænker rigtigt meget over tingene. Hvilket jeg kan se du også gør.
Du skal vide at du er ikke den eneste, jeg tror der er mange der tænker ligesom dig, og rigtigt mange der har tænkt som dig.
Det er meget normalt at folk kommer i sådanne perioder, (jeg ved ikke om det er en form for depression), men jeg ved at det vil gå over. For tiden heler alle sår, og du vil med tiden lære nye ting og ændre dit syn på verdenen.
Det er meget normalt at folk tænker på døden, og ikke ser nogen mening med det hele. Jeg gør det selv ind i mellem, (jeg tænker at alt og alle dem jeg elsker en dag vil være væk sammen med mig selv) selv nu hvor jeg skriver det bliver jeg lidt rørt af det.
Jeg tror bare det du tænker mere på det end andre mennesker.
Jeg vil prøve at forklare hvorfor, men igen jeg er ikke Expert jeg prøver bare ud fra livsadfaring og viden. (undskyld den ikke kronologisk rækkefølge)
Mennesket har altid ledt efter meningen med livet, de har opfundet religioner til at støtte sig til, og når der var ting de ikke kunne forklare var det guddommeligt.
Hvis vi ser på dyrene, så er deres mening jo at bringe deres generation videre.
Det er vores også men fordi at vi er så intelligente som vi har udviklet os til er det ikke svar nok. (Idag ved vi mere en vi nogensinde har gjort om universet osv. Men vi har så også fundet ud af hvor lidt vi ved!
Lige nu er der ikke nogen mening med livet, det er svært at finde hvis du ikke selv leder efter det.
Der er mange ting du ikke kan kontrollere ved livet, men du bestemmer helt selv hvordan du vil leve det.
5% er ting du ikke selv bestemmer. 95% kommer af de valg du tager.
du kontrollere 95%!
Alting ser mening løst ud hvis du leder efter svar på meningsløshed vil du også finde dem.
Modsat hvis du ser glæden ialt, og tænker på hvor fantastisk det hele er at vi er på den her jord, med alle de her mennesker dyr, og hvor vidunderlig naturen er.
Jeg går udfra at når du skriver her, så det fordi du vil have hjælp til at ændre din tankegang. Du har ikke lyst til at leve resten af dine dage hvor du ikke kan se glæden i noget. ( En ting der måske vil hjælpe dig er Mindfulness, google det og eller køb/lån bogen "The miracle of Mindfulness")
Den bedst tilpasset overlever:
Sådan var det også engang for mennesket, og sådan er det (delvist stadigt)
for dyrene er det den stærkeste der overlever. (den største dinosaur vandt kampen derfor var blev de så store:) - men idag er det for mennesket den person der har mest viden der er den bedst tilpasset.
Du bestemmer helt selv om du vil blive millionær, eller super atlet.
det eneste det kræver er at du får den rigtige viden, og selvfølgelig have den selvdiceplin der skal til for at nå dine mål.
det sidste her er ikke så relevant til dit, men synes det alligevel det skulle med for det har hjulpet mig i perioder hvor jeg har været deprimeret, og manglede motivation.
Jeg har fået meget af min viden gennem Brian Tracys materiale. Han er et selv lavede geni!
Synes virkeligt du skal google ham, og køb hans lydbøger. Det kan ændre dit liv.
håber virkeligt at du kan bruge det til noget, selv om jeg nok er en umoden rolling i dine øjne
Undskylder stavefejl, det har aldrig være min stærke side.
m.v.h Jacobsen
Jeg har altid set døden som en god ven. For hvad er livet værd uden døden? For at tage blazaras eksempel med den perfekte familie, uden tiden, uden døden, bliver selv den perfekte familie og den perfekte solnedgang ligegyldig. For uden døden er der inge grund til at udvikle sig. Uden døden er der ingen grund til at være noget for andre, for at sprede glæde og kærlighed og selv glædes og blive elsket.
De ydre ting er sådan set hamrende ligegyldige. Der findes også ulykkelige folk i Malibu med 3 smukke børn, en på Harvard, en på et godt fodboldhold og en der lige har lavet en tegning til sin far. Kærlighed og glæde og dermed livet kommer nemlig indefra. Ligesom det smukke kan ikke eksistere uden det grimme, kan livet i sin essens heller ikke eksistere uden døden.
Uanset om man tror på at der sker noget efter døden eller ej, så er det aftryk man sætter på verden aldrig ligegyldigt. Hvis man vel og mærke har været til stede i nuet for det er dét der kræves for at kunne bibringe noget til andre. Ja, disse mennesker man glæder skal jo så også dø en dag. Nogle måske før en selv. Men mennesker man glæder og elsker tager jo det med sig og påvirker andre og på den måde bliver det jo bestemt ikke ligegyldigt om man har været her eller ej.
Men jeg forstår godt at I har det meget svært, hvis i virkelig mener, at det kun er flid og dedikation der skal til for at opnå det man vil. Dette er det forbandede mantra i skolen og i samfundet, for ingen kan lide at der er forskel på folk. Vi er alle født lige, lige kloge og lige dygtige -ikke? Hvis du genetisk har en fedtfordeling til "lår i skoene" og en gennemsnitlig fordeling af hurtige og langsomme muskelfibre, ja så kan du træne 24 timer dagligt, det bliver du aldrig verdensmester i noget løb af, hverken på korte eller lange distancer. Er du tonedøv kan du aldrig blive kolleratur-sopran. Folk er forskellige, med forskellige forudsætninger. Nogle er hamrende intelligente, andre decideret tunge. Nogle er stærke andre skrøbelige. Vi er netop ikke ens,og det er en vigtig erkendelse. For det giver os friheden til at kunne koncentrere os om de ting der giver os glæde og siger os noget. I stedet for at skulle halse rundt for at opfylde andres forventninger om et godt liv. For hvis man hader bøger, så er Harvard et dårligt sted at være.
Det handler om at turde lytte indad, om at turde stilhed og om at turde virkelig mærke efter.
Alle har muligheden for at bibringe noget godt til andre uden selv at skulle en hel masse. Og døden kommer også til os alle. Og godt for det, for vi er ikke skabt til at være evige mennesker. Evigt liv er den største forbandelse jeg kan forestille mig, for evigt liv er et liv i stilstand.
Døden kommer når den kommer. Ikke at vide timen gør livet så meget mere intenst.
På et tidspunkt vil solen være udbrændt og universet så udvidet at man ikke længere kan tale om at tiden går. Til den tid vil alle spor om vores eksistens være helt og aldeles udslettet, både de gode og de onde gerninger. Men det er da totalt ligemeget, for det der er vigtigt er nu og her og det aftryk man sætter på andre mennesker og levende væsener. Hvis man hele tiden befinder sig i fremtiden og med tanker om ligegyldigheden af ens handlinger, så bliver alt jo netop ligegyldigt.
Ja, verden ville da klare sig fint uden mig. Men det er ikke det samme som at de handlinger jeg foretager ingen betydning har. Og hvis mine handlinger har betydning har mit liv også betydning. Og dermed også min død.
Derfor er døden min gode ven. For døden gør livet værd at leve.
Hvor var det smukt - helt vidunderlig læsning. Tusind tak
Heller ikke jeg ser døden som noget, man skal frygte - og har heller aldrig gjort det, men at læse det her, gav alligevel et meget smukt perspektiv, som er værd at tænke over.
Tak for de søde ord, jeg bliver helt rørt.
Også jeg blev virkelig rørt over dit dejlige indlæg omkring døden, det har givet mig stof til eftertanke.
Håber også at du vil modtage en stor undskyldning fra mig, for et par indlæg jeg har skrevet til dig, de var ikke særlig pæne:-)
Hilsen Sofie
Selvfølgelig modtager jeg din undskyldning.
Det skrevne medie er ikke altid lige let, og der kan så nemt opstå misforståelser.
Jeg mener ,at det er en stor fordel at vi ikke altid ser ens på tingene, netop fordi det er med til at vise at verden ikke er sort/hvid, heller ikke når det gælder spørgsmål om heldbred.
I tilfælde hvor der bedes om gode råd ,er det jo i sidste ende spørgeren der skal tage beslutningen. Og det mener jeg gøres bedst ud fra forskellige meninger. For jeg tror at langt de fleste udemærket er klar over hvad der skal gøres. De har bare ikke fået sat ord på over for dem selv.
jacobsen 94
og asklepios 12
det var fantastiske gode indlæg --alle sammen ---
det rører mig meget at unge mennesker tænker så meget i de baner ---
jeg kan ikke huske at jeg som ung ..havde de tanker ----
men det har jeg til gengæld --nu hvor jeg er blevet ældre ----
jeg er ikke bange for døden ----
nej jeg har svært ved at få ind i mit hoved --at jeg skal her fra en dag --jeg vil ikke væk fra mit---- det jeg har skabt
det er blevet lidt af en besætning hos mig -så jeg betrakter mine ting hver dag --
alle de malerier --og porcelæn jeg har lavet ---har aldrig været smukkere end nu ---syntes jeg i det mindste selv ---om andre har en anden mening er jeg lige glad med ---
jeg har altid været stor samler ----og jeg bliver nød til at rydde op i det ---jeg kan ikke byde mine børn --at de skal ---rydde op i hele mit liv ----
så jeg vil sige til de unge ----der har skrevet ---det er for tidligt i har tanker om døden ----
smid dem væk ---de kommer tilbage når i bliver gamle ---men i har et langt liv --hvor der skal ske mange andre ting ----
venligst solo 313
Det er store tanker, der er i spil, når det handler om døden. Jeg tænker ikke på døden som en ven, men som en fjende, der skiller mig fra de mennesker, jeg elsker. Men jeg har et håb om et evigt liv - og det er ikke et liv i stilstand med en harpe på en sky...
Jeg er kristen og tror på Bibelens ord om, at der er en evighed efter dette liv. I trosbekendelsen hedder det jo: "Vi tror på de dødes opstandelse og det evige liv".
Dette håb vil jeg gerne dele med jer, der har skrevet indlæggene ovenfor.
Må Gud velsigne jer.