Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Vi slæber rundt på kors. Jeg kan heller ikke glemme en episode på en ferietur engang. Barnet, må være en ung pige nu og jeg tænker somme tider på, hvordan det mon gik hende.
Vi var inde et sted og jeg skulle på toilettet. Der var optaget i en rum tid og jeg tænkte vedkommende havde dårlig mave. Pludselig hører jeg et lille barn græde. Det var en undertrykt gråd, som pludselig brød ud, det var tydeligt at høre.
Jeg hører en mand tysse på barnet og et øjeblik efter går døren op. Ud træder en yngre mand med et lille pige på 2 til 3 år. Jeg kigger ham ind i øjnene og han stirrer ualmindeligt frækt tilbage. Han vidste, at jeg vidste....
Hvad kunne jeg gøre, intet. Jeg stod i et fremmet land, jeg talte ikke sproget. Og inden jeg ville kunne gøre mig forståelig var han væk med barnet. En far, en stedfar...
Jeg fortalte min mand det og vi kiggede efter dem, men de var væk. Som jeg siger, vi slæber rundt på kors allesammen. Nogle store, nogle små. Sådan er livet.
Jeg forstår din frustation over at ingen har svaret på dit indlæg, så det gør jeg FLUKS! Håber stadig du læser her på siden, selvom det er noget tid siden du har postet indlægget.
Jeg har selv oplevet en skræmmende lignende situation!
For at besvare dit første spørgsmål:
Jeg ville råde dig til at undgå din bedstefar, især når du ikke får nogen form for professionel hjælp. Synes især du skulle få snakket med nogen om skammen. Det er selv noget jeg har døjet RIGTIG meget med, og gør det stadig, selv efter mange års terapi.
Dit andet spørgsmål:
Det er svært med din far, da du ikke beskriver jeres relation, men jeg synes I HVERT FALD at det er vigtigt din mor forstår alvoren i det du siger. Min mor og hendes familie troede ikke på mig da jeg som 15 (er 23 nu) fortalte hvad min stedfar havde gjort. Det er et kæmpe svigt, som jeg også ville råde dig til at få bearbejdet.
Jeg forstår at du er bange for at rive op i nogle ting, det er også hårdt til tider at arbejde med sig selv! Men det lyder som ubehagelige oplevelser, og jeg kunne godt frygte for dig at det ville hjemsøge dig senere hvis du ikke får bearbejdet de tanker og følelser der er. Alternativt kunne du måske søge rundt og finde svar på andre siger til en start, for måske at se om du lider mere af det end du lige ved af. Thora Centeret har en fane der hedder "ofte stillede spørgsmål", som jeg fandt brugbar.
Jeg håber mit svar hjælper, og jeg ønsker dig al held og lykke fremover!
S
Jeg har desuden også snakket med en lille portion veninder om det, samt min kæreste. Det føltes ret befriende og har gjort at jeg føler det allerede er bearbejdet en smule.
Min far og jeg har et rigtig fint forhold. Men han har før nævnt at hvis nogen nogensinde krænkede hans døtre ville han uden tvivl slå dem ihjel. Jeg tror ikke på at han kunne finde på det. Men er alligevel meget usikker på hvordan han ville reagere. Har heller ikke rigtig behov for at resten af familien skal vide det. Det ville ødelægge deres billede af ham, og jeg ville risikere at de ikke troede på mig.
jeg tror mit problem er at jeg mangler nogle at snakke med dette problem om.
Situationen er således at jeg erindrer en historie hvor min far bærer mig ind i seng og her sker der det at han "nulrer min tissemand" som vil være den måde jeg ville have sagt det, i den alder.
Lige såvel som dig har jeg svært ved erindre min alder hvilket jeg vil skyde på er imellem 7-10 år. Der kræves selvfølgelig en masse baggrunds historie af min far og i det helet taget min sociale situation....
Kort opsumering:
Mine forældre blev skilt da jeg ca. var 1 år, grundet min fars volds misbrug af min mor og selvfølgelig hans alkohol misbrug.
Min mor valgte at stikke af (længere historie). Men situationen var således at min far ikke var en dum mand. Han snød retten og fik forældremyndigheden over mine 3 ældre søskende, det eneste der stoppede ham i at få mig, var at jeg på det tidspunkt var afhængig af min mor, fordi jeg var en baby. Det skal lige hilses at siges at min mor er en god mor!!!! Det er vigtigt at sige! fordi i skal forstå at min far rammer meget godt symptomerne som en psykopat. http://lisegaarden.dk/behandling/psykop ... -psykopat/
Så meget at han kunne snyde retten og hele vore patetiske system...
(Fordi sagsbehandler ikke får penge nok til at kunne køre deres sager igennem)
Jeg har 100 problemer med den her mand, men i denne tråd skal vi frem til det relevante problem.
Som tiltlen siger "fortrængte minder der trænger sig på nu."
Mit problem er at jeg får ca. 2 år siden dummede mig og for første gang ytrede mig om denne situation til min ene bror. Kort tid efter havde han min far på besøg (hvilket er MEGET sjældent tilfælde) her fortalte han historie videre og af en alder af 17-18 år sad jeg og skulle tage en sag op med min far som jeg ikke havde lyst til jeg kunne ikke rigtig slå igennem hos min far og få ham til at "tilstå", for hvem ville tilstå det??
Min situation er således at min elskede stupide bror har åbenbart fortalt det til alle i min familie.
(Skal lige siges at det er svært at virkelig formidle historien til jer læsere, fordi der er så mange ting der er vigtige at pointere som ville kunne fylde en hel roman for at kunne forstå(eller en god lang samtale))
Anyways situationen er således at når samtale emnet sjældent kommer ind på det her problem imellem jeg og mine søskende, så har jeg følesen af at de ikke vil tage stilling til den situation, som om de ikke vil vælge side!! ¨
OG jeg der troede at vores far grunden til alt ondt i verden er ikke pludselig sandt! (føler jeg) Det står således til at jeg er begyndt at tvivle på om der her seksuelle overgreb overhoved nogensinde er stået til... Meeen jeg føler mig så sikker, men jeg har ingen opbakning!! jeg er helt tabt på gulvet!! for umiddelbart er det en ting jeg kan fortrænge og har gjort i mange år!!! men nu sidder jeg her (efter at drukket en ½ flaske whisky) og jeg ved ikke om jeg kan give jer billedet af at være fortabt..
2. Jeg synes ikke du skal lytte til hvad din mor synes du skal gøre. Lyt til dit hjerte. Uanset hvilken reaktion din far får, så er det ikke din skyld, det var din bedstefars skyld. Det er ham der begået forbrydelse mod dig. Du skal ikke tage hensyn til andre når det angår det. Tag hensyn til dig selv.
OBS: Jeg besvarer den oprindelige indslag og ikke din persille :-)
Du skriver du svarede ikke på mit gamle indlæg, næe jeg har heller ingen dårlige oplevelser med bedstefar, så det var jeg da klar over. Men jeg troede du svarede på det sidste indlæg, det ser nemlig sådan ud.
nej det er anonymo 90 jeg har svaret på, men så ved i det i hvert fald :-)