fortrængte minder der trænger sig på nu.
det skal lige siges at jeg 20 år nu.
Ved ikke hvad jeg vil opnå med dette.. Måske bare at komme ud med det til nogen der ved lidt. - har kun delt dette med min mor.. Nå, her kommer det.
Jeg er altid kommert meget hos mine bedsteofrældre, da jeg var barn. Både i selskab med min søster og min kusine. Når jeg har været der alene og min bedstemor var gået i seng, lå mig og min bedstefar altid og så film.
- jeg har længe fortrængt hvad der skete et par gange eller tre er sket, og derfor er jeg lidt i tvivl om antallet af episoder. Men husker billeder fra forskellige steder de har boet, hvor han har rørt ved mig for neden og sådan 'masseret' mine bryster (han stak ikke noget op, og når jeg siger bryster, har det vist været der, da der kun var 'knuder'.. Sådan som jeg husker der. Kan dog ikk helt huske min præcise alder.)
men jeg forstod jo ingenting dengang og syntes både det føltes lidt rart og lidt forkert, og forsøgte ikke at stoppe det. - dog begyndte jeg at sætte mig i sofaen istedet for på skødet af ham.
Billederne begyndte at komme frem igen for et par år siden, og jeg er en enkelt gang kommet til et splitsekund at tænke på min bedstefar under sex med min daværende kæreste (hvilket jeg hurtigt fik skubbet væk igen, og var meget ubehageligt) så det er ikke noget der på den måde har voldt mig problemer overhovedet.
På det seneste er jeg dog blevet bekymret for om det vil gøre det senere i mit liv. Jeg har.. Åh, det er svært det her.. Taget mig selv i at føle akavethed når jeg har været sammen med børn (ingen fantasier overhovedet. men når de gør ting som *kunne* opfattes som noget seksuelt, så opfatter jeg det) jeg forsøger at holde det væk, for jeg skammer mig over at jeg kan tænke på den måde. Er bange for at det måske er en men fra oplevelserne jeg selv har haft.. Så jeg føler at jeg burde gøre noget nu, inden det måske bliver værre.
Men nu kommer vi så til mine bekymringer:
1. Min bedstefar er efterhnden blevet meget dement - så han kan højst sandsynligt slet ikke huske at noget sådan har fundet sted. Og jeg føler egentligt heller ikke vrede overfor ham. Skammer mig mere over at jeg dengang lidt 'nød' det. Selvom jeg godt er klar over at jeg jo bare var et barn.
2. Jeg fortalte for et års tid siden min mor det, da jeg var blevet meget chokeret efter det havde dukket op under sex med min kæreste. Og hun nævnte at det nok var smartest min far ikke fik det af vide. Da hans reaktion, som mange andre fædre til døtre, ikke ville kunne forudses.
Så derfor hvis jeg skal have noget psykolog hjælp skal det på en måde skjules for min far. Jeg ved ikke. Jeg er sgu i vildrede.
Er også bange for at det bare river unødvendigt op i noget som alligevel ikke volder mig problemer (endnu) og at det ikke gør godt at bringe det længere frem i bevidstheden.. Hmm.
Håber i har lyst til at hjælpe mig lidt på vej til at få klarlagt om der skal ske noget..
Ved ikke hvad jeg vil opnå med dette.. Måske bare at komme ud med det til nogen der ved lidt. - har kun delt dette med min mor.. Nå, her kommer det.
Jeg er altid kommert meget hos mine bedsteofrældre, da jeg var barn. Både i selskab med min søster og min kusine. Når jeg har været der alene og min bedstemor var gået i seng, lå mig og min bedstefar altid og så film.
- jeg har længe fortrængt hvad der skete et par gange eller tre er sket, og derfor er jeg lidt i tvivl om antallet af episoder. Men husker billeder fra forskellige steder de har boet, hvor han har rørt ved mig for neden og sådan 'masseret' mine bryster (han stak ikke noget op, og når jeg siger bryster, har det vist været der, da der kun var 'knuder'.. Sådan som jeg husker der. Kan dog ikk helt huske min præcise alder.)
men jeg forstod jo ingenting dengang og syntes både det føltes lidt rart og lidt forkert, og forsøgte ikke at stoppe det. - dog begyndte jeg at sætte mig i sofaen istedet for på skødet af ham.
Billederne begyndte at komme frem igen for et par år siden, og jeg er en enkelt gang kommet til et splitsekund at tænke på min bedstefar under sex med min daværende kæreste (hvilket jeg hurtigt fik skubbet væk igen, og var meget ubehageligt) så det er ikke noget der på den måde har voldt mig problemer overhovedet.
På det seneste er jeg dog blevet bekymret for om det vil gøre det senere i mit liv. Jeg har.. Åh, det er svært det her.. Taget mig selv i at føle akavethed når jeg har været sammen med børn (ingen fantasier overhovedet. men når de gør ting som *kunne* opfattes som noget seksuelt, så opfatter jeg det) jeg forsøger at holde det væk, for jeg skammer mig over at jeg kan tænke på den måde. Er bange for at det måske er en men fra oplevelserne jeg selv har haft.. Så jeg føler at jeg burde gøre noget nu, inden det måske bliver værre.
Men nu kommer vi så til mine bekymringer:
1. Min bedstefar er efterhnden blevet meget dement - så han kan højst sandsynligt slet ikke huske at noget sådan har fundet sted. Og jeg føler egentligt heller ikke vrede overfor ham. Skammer mig mere over at jeg dengang lidt 'nød' det. Selvom jeg godt er klar over at jeg jo bare var et barn.
2. Jeg fortalte for et års tid siden min mor det, da jeg var blevet meget chokeret efter det havde dukket op under sex med min kæreste. Og hun nævnte at det nok var smartest min far ikke fik det af vide. Da hans reaktion, som mange andre fædre til døtre, ikke ville kunne forudses.
Så derfor hvis jeg skal have noget psykolog hjælp skal det på en måde skjules for min far. Jeg ved ikke. Jeg er sgu i vildrede.
Er også bange for at det bare river unødvendigt op i noget som alligevel ikke volder mig problemer (endnu) og at det ikke gør godt at bringe det længere frem i bevidstheden.. Hmm.
Håber i har lyst til at hjælpe mig lidt på vej til at få klarlagt om der skal ske noget..
Kommentarer
Jeg kan godt forstå, at du reagerer på, at over 800 har klikket på dit indlæg, men ingen af dem har svaret!
Jeg er bange for, at du heller ikke får et kvalificeret svar fra mig, for jeg kender intet til den problematik, du fortæller om.
Sagen er, at vi er mange, der lige tjekker de seneste indlæg, der er kommet. Når man klikker på ”Se de 30 nyeste indlæg”, kan man kun se overskriften på indlægget, og ikke, hvilken debat det pågældende indlæg hører under.
Derfor er der sikkert mange af de over 800, der lige har klikket på dit indlæg og derefter har tænkt: ”Nå det har jeg ikke forstand på!”
Jeg kan godt forstå, at du − endnu en gang − føler dig svigtet. Men nu har du aktiveret din debattråd, og så kan det jo være, at der er nogen, der reagerer denne gang!
Mange hilsner og god jul
Kameliadamen
Det eneste er, at da jeg selv fik børn passede jeg på de ikke blev udsat for noget. Ikke overdrevent , men passede bare på.
Men tror også at jeg som du siger vil lægge det fra mig. På et tidspunkt ihvertfald. Har nok lidt taget en beslutning om at gøre brug af psykolog efter et besøg hos lægen. Har lidt tænkt at der er en grund til at det dukker op igen. Det betyder nok at det ikke kan fortrænges 100% mere. Så føler jeg blir nødt til at få det bearbejdet en smule ihvertfald..
Men det ville stadig være rigtig dejligt at få nogle flere synspunkter på det..
du bliver nød til at gøre noget ---for hos dig tror jeg det vil ligge i din undergrund altid ---
men det er svært at vide --om du forestiller dig ---der er noget mere --eller mindre i det ---
og der kan en hypnose --måske føre dig ned hvor det skete ----
MÅSKE ER DER NOGET HVOR DU BOR ----
LAD OS HØRE HEN AD VEJEN --HVAD DER SKER
Jeg har oplevet noget, der ligner da jeg var en lille pige. Jeg var vel 8-9 år, vi havde en genbo - et ældre ægtepar, Johansen, der oftet havde deres børnebørn på besøg, og dem legede jeg tit med. En dag rendte jeg der over for at høre om børnene var der, det var de ikke, men bedstefaderen var alene hjemme, og der var da lige noget han ville vise mig nede i baghuset.
Jeg kendte ham jo, så jeg gik tillidsfuldt med ham, og der begyndte han at tage på mig og han kyssede mig også og begyndte at åbne mine bukser - og så lod det til, at han heldigvis fik besindet sig, for han sendte mig hjem med beskeden om, at "det her er vores lille hemmelighed, ikke?"
Jeg løb selvfølgelig straks hjem og fortalte min mor hvad der var sket, men hun taklede det meget, meget dårligt, for "der var jo ikke sket noget, så det skulle jeg bare glemme igen, men dog lade være med at gå der over igen!" Øh - det kunne aldrig falde mig ind. Jeg fik desværre ingen form for støtte fra mine forældre, når jeg prøvede at tale om det senere. Det fyldte meget voldsomt hos mig i meget lang tid efter, selv om vi faktisk flyttede kort tid efter, og han således ikke blev en, jeg så mere, ja dvs. jeg så ham en del år efter, da jeg forlængst var blevet voksen - der sad han som en meget gammel mand på en bænk, og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at fare hen og tæve løs på ham, for hele den indestængte vrede røg simpelt hen lige op i mig.
Da jeg første gang kyssede med en dreng, var det ham, Johansens, ansigt, jeg så for mig, og da jeg flere år senere igen havde min seksuelle debut, var det ret skræmmende, for det var der, det gik op for mig, hvad Johansen den gang havde været lidt ude på.
Jeg er også ret sikker på, at det var på grund af Johansen, at det tog mig meget lang tid at finde glæde ved netop det seksuelle.
Derfor har jeg fuld forståelse for, at du intet behov har for at se din bedstefar. Jeg har ikke søgt psykologhjælp for dette, men det skulle jeg måske have gjort, men jeg har fået talt med nogen om det, og i dag er det mange år siden, at jeg kunne lægge det bag mig.
Så - hvorvidt du skal søge professionel hjælp eller om du kan tale med din kæreste, måske nogle venner om det, er jo noget du selv bedst kan vurdere, men det er i hvert fald vigtigt, at du taler med nogen om det.
nu har jeg ikke været udsat for sexuelt overgreb men fysisk --i meget stærk grad ---fra min moder ..der var nogle gange at hun teede sig totalt sindsygt ---og bankede løs på mig
imens jeg var ung --havde jeg fortrængt det og var bare glad for at den tid var forbi ---det var jo ikke noget man fik bearbejdet den gang ---
men her efter jeg er blevet ældre ---dukker billederne fra den gang op mange gange ---hvor jeg ser nogle af forløbene foran mig ---jeg har en kusine ---vi snakker en del sammen --også fra tiden den gang ---og det er dejligt ---for hun forstår mig ---men det er meget iriterende at det bliver ved med at vende tilbage ----
Jeg har som dig, også mange fortrængte minder, jeg blev selv som 14 årig seksuelt misbrugt af en ung mand, hvilket satte sig dybt i mig, jeg har endnu aldrig fortalt mine forældre det, selv efter jeg kom i plejefamilie, fortalte jeg det ikke før, jeg var fyldt 18 år, jeg har aldrig selv været ved psykolog, da jeg havde en fantastisk plejemor, der bare vidste, hvordan hun skulle håndtere situationen.
Mit råd til dig, vil være, at finde en udover din mor, som selvfølgelig sikkert er utrolig tæt på dig, men en du virkelig stoler på, og kan snakke ud om det med, en som er udefrastående, men muligvis har oplevet det samme.
Jeg har selv snakket med andre voldtægtsofre, som ligesom mig ikke fortalte det før flere år efter, men man får et specielt bånd, og man kan finde en utrolig støtte i hinanden, ved at snakke ud om det, for min egen erfaring er, at hvis vedkommende, man snakker med, ikke har samme "klamme" erfaring, så kan vedkommende ikke sætte sig ind i det på samme måde, som en der har oplevet det samme, selvom det er en kedelig affære.
Men den dag idag, er jeg 23 år, og er sluppet nogenlunde godt fra det:)
Mvh.
En som sidder i samme båd:)
Hvis hun/han begynder at tale om det, afled opmærksomheden med noget andet. Det blev gjort i den bedste mening, men det var helt galt. Kan det tænkes at være grunden til I flyttede. At dine forældre vidste det var galt, men undlod at tale om det, fordi man troede det var det bedste.
I dag har man den modsatte opfattelse, man skal tale om det. Så da "de" skiftede mening blev jeg klar over at alt hvad videnskaben sagde skulle tages med et gran salt.
solo, det du fortæller om din mor, det fik mig til at tænke, jo der er flere ting, jeg har svært ved at glemme. Det nager, naturligvis, til tider. Nogle forældre slog, fordi de selv havde fået tæsk.
For mange år siden læste jeg et indlæg i en brevkasse fra en far. Han fortalte ingen tog skade af tæsk og han bankede selv sine drenge, så de "dansede op og ned af tapetet".
Jo, børn tager skade, når de bliver tævet. Så jeg fravalgte at slå mine børn og de er fra en tid, hvor forældre slog.
Jeg så en ung mor ruske og skælde sit barn voldsomt ud. Jeg sagde til hende: En dag bliver han større end dig, husk det.
En anden gang blandede jeg mig også. To hysteriske kvinder, en mor og en mormor, rev og flåede et barn i håret, så tårerne løb, jeg var nær blevet overfaldet, da jeg ikke kunne holde min mund.
Jeg har da heller ikke glemt de to "ældre herrer". ja, jeg husker lang tid tilbage, Jeg kan kun have været omkring 3 til 4 år, da den første ragede på mig. Jeg var klar over noget var galt, men jeg turde ikke sige det til nogen og undgik ham fuldstændig efter den ene episode. Jeg var bange for ham, men kunne heldigvis undgå ham fuldstændig.
Men det berører mig slet ikke i dag, jeg kan bare huske det. Berører og berører, jo på den måde, jeg er meget opmærksom, når jeg ser mænd være meget interesseret i børn. Måske uretfærdigt, men jeg holder øje med dem.
Jeg ville ikke egne mig til at være pædagog, for de mænd, der var ansat ville jeg holde øje med. De fik ikke lov til at være i enrum med et barn, hvis jeg kunne gøre noget.
Som en nabo, jeg havde engang, han var alt for interesseret i at være sammen med de små legende børn, så jeg holdt øje med ham. På den måde har det vel nok påvirket mig.
Men faktisk er det ikke det, jeg tænker over, men de tæsk jeg fik som barn, der var det værste, samt mobning og min første mand.
Vi har vel alle nogle kors at slæbe rundt på. Nogle store, nogle små. I dag er der jo mulighed for at tale med en psykolog, men det koster en bondegård, så man må selv slæbe sine kors. Det tungeste er jo nok det man mærker mest til, så træder de lettere lidt i baggrunden.
Vi kan jo ikke alle gå til psykolog, så gik landet vist neden om og hjem. Der skal jo bruges mange penge til at vi kan deltage i alle mulige og umulige krige. Nå, så kom den lige ud mellem sidebenene.
Jo, om ikke andet kan man skrive her og få lettet byrden. Det hjælper alt sammen.