Indstillinger
Søvnparalyse - Flere gange månedeligt, over 1års tid.
Jeg har i længere tid vågnet midt oom natten af søvnparalyser,
som skræmmer mig fra vid og sans. Jeg kan tit ikke få vejret.
Jeg har kun læst kort om det, og jeg kan faktisk ikke finde så meget om det.
Det siges det forekommer af stress, ??
Jeg har prøvet diverse tester på stress og depressioner, hvor svaret altid er at jeg har mange symtomer på det. Men jeg nægter nærmest at tro det, da jeg ikke har noget at stresse over. ??
Hjælp kære venner.. Søvnparalyserne gør mig bange for at sove!
Nogen der ved noget om det?
Er det farligt, når man bliver så bange som jeg, og ikke kan få vejret... ?
hvad gør man??
som skræmmer mig fra vid og sans. Jeg kan tit ikke få vejret.
Jeg har kun læst kort om det, og jeg kan faktisk ikke finde så meget om det.
Det siges det forekommer af stress, ??
Jeg har prøvet diverse tester på stress og depressioner, hvor svaret altid er at jeg har mange symtomer på det. Men jeg nægter nærmest at tro det, da jeg ikke har noget at stresse over. ??
Hjælp kære venner.. Søvnparalyserne gør mig bange for at sove!
Nogen der ved noget om det?
Er det farligt, når man bliver så bange som jeg, og ikke kan få vejret... ?
hvad gør man??
Kommentarer
Jeg har også i mange år haft problemer med min nattesøvn, men nu er det endelig klarlagt, hvad der er i vejen i mit tilfælde: central søvnapnø, altså at jeg indimellem ikke trækker vejret under søvnen og derfor vågner op i forpustet og alarmeret tilstand.
Du skriver, at du har søvnparalyse, hvilket jo er noget helt andet. Jeg forstår, at søvnparalyse gør, at man vågner, men at kroppen er lammet. Det må være meget modbydeligt.
Hvem har stillet diagnosen? Den læge, der har stillet diagnosen, må kunne give råd om, hvor du kan få lægehjælp og henvise dig videre i systemet.
Hvis det forholder sig sådan, at du selv har regnet diagnosen ud ved at læse de forskellige oplysninger, der findes, vil jeg råde dig til at skynde dig til læge. Der er nemlig lang ventetid på undersøgelse og behandling for søvnproblemer. Så jo hurtigere du kommer af sted til læge, jo bedre.
Min diagnose blev stillet i februar i år, og jeg kan først komme til en uddybende undersøgelse i marts 2013. Først derefter kan jeg få behandling. Der findes en del private søvnklinikker, men jeg forestiller mig, at prisen for undersøgelse og behandling er meget høj,
Selv om søvnparalyse og central søvnapnø er to helt forskellige tilstande, så har de én ting til fælles: I begge tilfælde er det centralnervesystemet, der ikke fungerer helt rigtigt.
Så vidt jeg forstår, er det sådan, at centralnervesystemet har en ”slukke-mekanisme”, der sørger for, at vi ikke begynder at fare rundt og leve med i de drømme, vi har. Og ved søvnparalyse er det den ”slukke-mekanisme”, der ved en fejl fortsat virker i et stykke tid, efter at man er vågnet.
Ved central søvnapnø er det centralnervesystemet, der ”glemmer” at give besked til åndedrætsmusklerne om, at de skal sørge for at trække vejret.
Du spørger, om stress kan være årsagen. Du skriver dog, at du ikke har noget at stresse over.
Min erfaring er, at folk er forskellige, og ting, der overhovedet ikke stresser visse personer, kan sagtens stresse andre. F.eks. kan man være særligt sensitiv, hvilket betyder, at man får langt flere sanseindtryk end de fleste andre mennesker, selv hvis man fører en rolig tilværelse. Det kan man godt blive stresset over.
Min strategi til at få centralnervesystemet til at fungere bedre, er at leve sundt og regelmæssigt og undgå at blive overbelastet af for mange indtryk. Hvis jeg har været sammen med mange mennesker en eftermiddag, skal jeg sørge for, at jeg næste dag kan hvile og være alene.
Hvis jeg har været ude i larmende trafik på stærkt trafikerede gader eller på en fyldt gågade en times tid, har jeg brug for flere timer med stilhed bagefter.
Ud over at spise sundt, tager jeg en del kosttilskud. Jeg vil stærkt anbefale, at du tager en god vitamin- og mineralpille hver dag, og ud over det i hvert fald sunde olier, så som fiskeolie, rapsolie og olivenolie. Hvis jeg var dig, ville jeg nok også tage flere andre ekstra ting, så som B-vitaminer og magnesium. Jeg ved, at B12-vitaminmangel godt kan forstyrre nervesystemet, så derfor er det vigtigt, at du også bliver tjekket for diverse mangler.
Selv mener jeg at have forbedret centralnervesystemet (direkte eller indirekte) ved at tage kosttilskuddet Q10.
Du spørger, om det er farligt, at du bliver så bange, at du ikke trækker vejret. Hvis jeg har forstået din tilstand rigtigt, så vil jeg ikke mene, at det i din situation er farligt. Det er klart, at det slider på organismen, hvis man ikke trækker vejret ordentligt, men kroppen har jo sine metoder til at få os til at trække vejret igen!
Jeg vil anbefale, at du går til læge og bliver undersøgt grundigt, hvis det ikke allerede er sket.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har selv regnet ud at det må være søvnparalyse. Det tyder ihvertfald ikke på andet. Jeg er typen der ligger mærke til mange ting, og jeg kan ikke være tilstede et sted hvor der er alt for mange mennesker.
Jeg har store behov for at kunne lukke døren og bare være mig, og det gør jeg dagligt efter skolen.
- Jeg ved ikke om min læge kan gøre så meget, eller ved så meget om det?
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tvivler på min læge.
og jeg ved ikke en gang om jeg kan forklare disse oplevelser med søvnparalyserne..
Det kan godt lyde som søvnparalyse, ja. Jeg har selv haft det i perioder gennem de sidste to år. Man kan enten få det, når man er lige ved at falde i søvn, eller lige før man vågner. Det er strengt taget kroppen (eller som Kameliadamen siger, centralnervesystemet) der enten slår fra før hjernen, når man lægger sig til at sove, eller hjernen der vågner, før kroppen gør.
Jeg får det kun, før jeg falder i søvn. Jeg kan åbne mine øjne, men hverken sige noget eller bevæge kroppen. Derudover er alle andre sanser forstærket, jeg oplever typisk utroligt høje, rungende lyde, der forværres, hvis jeg prøver at bevæge mig, eller sige noget - hvilket jeg som regel prøver på, da jeg får en form for panikangst, grundet en fornemmelse af, at der er "et eller andet" til stede - det ved jeg ikke om du kan nikke genkendende til? og så har jeg enkelte gange også været i drømmestadiet, mens jeg havde søvnparalyse, og altså oplevet ting, der ikke var virkelige.
Jeg begyndte at få det, efter jeg mistede min mor for to år siden. Det forekommer ofte (og har i hvert fald i mit tilfælde forekommet) ved store omvendinger i livet, i stressede perioder med uregelmæssigt sovemønster og ved dårlig sovestilling. Nogle gange en enkelt gang om måneden, andre gange flere dage i træk ugentligt.
I starten troede jeg, jeg var ved at blive skør, så for halvandet års tid siden var jeg så hos lægen med det nogle gange - han vidste ikke så meget om det, men vi blev enige om, at en god måde at forebygge det på, er ligesom ved "almindelige" søvnproblemer: at man prøver at få en god søvnrytme (ikke for sent i seng, og ikke tage lange lure om eftermiddagen, osv.) men derudover er der altså ikke så meget hjælp at hente hos lægen... (så vidt jeg ved)
Men du skal vide.. at det er IKKE farligt - blot meget ubehageligt. især når man ikke helt ved, hvad det er, og hvordan man skal gribe det an.
Jeg kæmper stadig selv med søvnparalyse og desværre lader det til at mine gamle metoder ikke rigtigt virker mere. Men måske de virker for dig: mit bedste råd er, at du prøver at kontrollere dig selv (hvis du bliver panisk, som jeg gør) når du har søvnparalyse. Da jeg havde haft det i noget tid, og lærte det lidt at kende, fandt jeg ud af, at det hjalp, hvis jeg prøvede at lade være med at stritte imod. Dvs. du må ikke gå i panik over lammelsen. Jeg prøvede at lade være med at råbe, eller bevæge mig, og prøvede derimod at lukke øjnene, og tænke "jeg er klar over, det her er søvnparalyse, det er helt ufarligt", så var det nemmere at falde til ro og falde i søvn/vågne igen. Det kan så være, du skal prøve at slappe af og fortælle dig selv at du skal fokusere på din vejrtrækning.
Derudover begyndte jeg også at sove på siden (havde hidtil foretrukket at falde i søvn på ryggen), og det hjalp også. Begge ting virkede for mig i en periode. Måske det også virker for dig, næste gang du får det. Det er i hvert fald et forsøg værd.
Jeg håber, du er blevet klogere på søvnparalyse og at det kan hjælpe dig
(selvom jeg jo ikke er læge, det er blot min historie..)
vh Julie
I starten var det en-to gange om måneden og jeg oplever det således; jeg har ingen kontakt til min krop, uanset hvor meget jeg forsøger kan jeg hverken bevæge mig eller sige noget. Jeg ser også syner, såsom en knagerække der bliver til en mandlig skikkelse som kommer nærmere og nærmere min seng. I den forbindelse hører jeg også syner, hvilket har været noget ondskabsfuldt nynnen fra 'skyggen'. Det startede som sagt et par gange om måneden og blev senere HVER NAT! Som andre nævner gjorde det mig meget bange for at sove, især om natten hvor det var mørkt. I en periode sov jeg kun om dagen og helst i selskab med min mor.
Anfaldene kom især når jeg havde søvnmangel, var nedtrykt eller var stresset og travl.
Jeg erfarede at efter jeg begyndte at håndtere anfaldene blev de værre. Efterhånden som jeg lærte at jeg bare skulle slappe af når det skete og at det så ville være overstået inden længe, så tog de til. Det startede med at jeg 'blot' ikke kun bevæge mig eller sige noget, derefter blev det oftere, jeg så syner, derefter hørte jeg også lyde som grin og nynnen og til sidst havde jeg episoder hvor jeg følte at den grinende skygge der kom nærmere på mig, befamlede mig og lagde sig trykkende på min krop.
Så når jeg lærte at håndtere det ene, blev det værre.
Efter halvandet år med disse søvnlammelser søgte jeg læge, grundet mange andre ting også. Da fik jeg diagnosticeret en depression og panikangst hvortil jeg fik antidepressiv som også virker angstdæmpende. Nu har jeg kun søvnlammelser når jeg glemmer min antidepressiv.
Kan forstå at søvnhypnose/paralyse er en tilstand, hvor man er ved bevidsthed, men stadig i et stadie af drømmen og kan se syner- dog paralyseret på samme tid.
Det er ikke helt det jeg oplever...
Da jeg var mindre var jeg en meget aktiv søvngænger, og blev så rutineret, at jeg til sidst kunne gå ned af trapper og åbne låste døre. Men dengang var jeg ikke bevidst om det medmindre nogen gjorde mig opmærksom på det dagen efter. Men det holdt op da jeg blev 13 år. Ved 17 års alderen begyndte jeg at "vågne op" midt om natten, når jeg siger vågen i gåseøjne betyder det at jeg gik ind i en slags tilstand, hvor jeg var ved bevidsthed, men kunne ikke styre mine handlinger eller hvad jeg så. For eksempel kunne jeg vågne og se en kæmpe edderkop sidde på min væg, derefter vil jeg hoppe ud af sengen og begynde af lange ud efter den på væggen, jeg står bogstavelig talt og kradser på væggen, efter et halvt minut får jeg kontrol over min krop, drømmen forsvinder, edderkoppen forsvinder og jeg får en meget overvældende følelse af at være dum "der var jo ikke noget"- selvom at jeg prøver at lade være med at bebrejde mig selv hver gang, skyller det nærmest ind over mig. Har før kradset så hårdt på væggen at jeg fik sår på fingrene af det. Jeg er altså ikke paralyseret, det er som at være tilskuer til at min egen krop, og for såvel også mit sind handler uden mit samtykke. Det er en dybt ubehagelig oplevelse og jeg oplever alt fra edderkopper, til mærkelige blå firkanter der sidder på væggene, til at jeg er fanget på arbejde og leder efter et håndtag for at komme ud, til at jeg går ned til mine forældre og spørger efter min pude, vel og mærke med min pude i hånden (jeg er fuld bevidst om det, vågner op midt i det hele og siger at der ikke var noget alligevel).
Det forekom hver nat i en lang periode, men efter gymnasiet holdt det op.
Nu er jeg så flyttet hjemmefra for at studere på universitetet, var så uheldig at få et værelse hvor lejer havde glemt at fortælle at jeg delte det med kakerlakker. Jeg bryder mig ikke om de små bæster og søgte ly om natten ved noget familie på Sjælland. Her var jeg så bange for at fragte kakerlakkerne med, at jeg oplevede "søvnhypnose" igen, denne gang langt mere modbydeligt. To nætter i træk, har jeg vågnet til synet af en kakerlak, men omstændighederne har umuliggjort at de faktisk skulle være der i virkeligheden. At vågne til dette syn har smidt mig ud i et direkte panikanfald mit om natten, hvor jeg desperat ledte efter denne kakerlak. Jeg kan altså ikke længere skille drøm fra virkelighed. Jeg er nået til det punkt hvor jeg ikke tør sove, har ikke fået en ordenlig søvn siden jeg flyttede hjemmefra en uge siden.
Jeg er desperat efter at finde en løsning på mit problem, da mit studie kræver min fulde ydeevne og opmærksomhed.
Jeg har lige som dig lidt af søvnparalyse, også af umidbare uforklarlige årsager.
Jeg ved ikke om du siden trådens oprettelse har fundet løsninger, som virker for dig, og jeg undskylder at jeg ikke har læst hele tråden igennem inden jeg skriver.
Jeg talte med en bekendt om mit problem, og han gav mig hans fars telefonnummer, faren er hjernespecialist i England. Faren fortalte mig en lang smøre om hvordan, fødderne og tærende specielt, ikke falder under for din lammelse. Åbenbart noget med lillehjernen og nervesystemet.
Lang historie kort; hvis du kan mærke den meget karakteristiske fornemmelse som kommer, er på vej, vrik med tærende. Det vækker også en selv om man er vågnet lammet. Jeg har haft kæmpe succes med det, og lider slet ikke længere.
Jeg ved det lyder skørt! Og med forbehold for at vi er forskellige..
Men det skulle være universalt. Prøv!
Mvh Andreas.
Skrevet fra iPhone med forbehold for eventuelle fejl.
til KatH94: Jeg synes du med det samme skal søge læge - de kan måske hjælpe dig med det psykisk (panik/angst) og nok også det med at være "tilskuer til egen krop" - oplevelsen.
Jeg har også haft søvnparalyse i nogle år, siden jeg var 14-15 år tror jeg. Jeg får det både når jeg er ved at vågne men også når jeg er ved at falde i søvn.
Det lyder som det I også beskriver; jeg er ved fuld bevidsthed, kan både høre og (næsten) se men min krop er lammet.
De gange det er sket for mig, hvilket har været fra dag til dag til at der kunne gå måneder imellem, har jeg også altid været bange og blev panikslagen, det er en meget skræmmende oplevelse synes jeg. Det værste er at jeg ved det sandsynligvis kommer igen på et tidspunkt. Jeg har nogle gange været bange for at sove. Sommetider har jeg også vågnet op fra søvnparalysen og så med det samme, kun med få sekunder til at reagere og vågne ordentlig op, faldet i søvn igen og igen være i søvnparalyse. Meget ubehageligt.
Jeg mindes dog ikke at have været stresset eller andet, så det er måske bare en dårlig liggestilling jeg var faldet i søvn i.
Jeg har heldigvis ikke (endnu) været ude for nogle af de oplevelser i beskriver med at der har været en fjendtlig tilstedeværelse i rummet. Kun en venlig som sandsynligvis er min kæreste da jeg bor sammen med ham, men nogle gange har han slet ikke været i rummet. Jeg har også "set" i søvnparalysen fx at døren til køkkenet stod åben og da jeg vågnede op var den faktisk lukket. Så jeg kender godt til det med at man ikke ved om det er virkelighed eller drøm/forestillinger. Det samme med lyde men kun en enkelt gang hvor jeg syntes at høre lyde (stemmer) fra TV'et men det var faktisk slukket.
Nogle gange har også været bange fordi jeg oplevede en (rigtig) smerte el. ubehag fx, at min krop lå i en ubehagelig position, eller at jeg havde sovet med åben mund så min tunge, hals og læber var tørre og det gjorde ondt når jeg trækkede vejret. Det samme hvis jeg havde lukket mund, havde det gjort ondt i min næse fordi slimhinderne var udtørrede. Jeg har også prøvet hvor en flue kravlede i mit ansigt. Så er det svært at bevare roen!
Min metode til at vågne op ligner lidt nogle af jeres. Den med hovedregning har jeg ikke prøvet så det bliver et nyt forsøg.
Nogle gange har jeg forsøgt at falde i søvn igen mens jeg var i søvnparalyse og det har virket at jeg så har faldet i søvn igen i nogle minutter og så vågnet helt.
At vrikke med tæerne og fingrene har nogle gange også virket men hvis jeg gjorde det for sent kunne jeg kun vrikke med tæerne og fingrene mens jeg stadig var i søvnparalyse.
Jeg har dog godt oplevet at man ikke kan snakke eller råbe hvis man er i paralysen men jeg har dog fundet en metode til at sige en lyd når jeg er i den. Det er ikke et råb/tale men mere en "hymnen" hvor jeg ligger med lukket mund og ved hver udånding kan jeg aktivere stemmebåndet så jeg "nynner" én lang tone/lyd. Jeg kan både stoppe med at sige den og igen aktivere den. Så jeg kan godt få noget lyd ud men kun ved udånding. Men det tog mig noget tid og skete ved et tilfælde at jeg gjorde det.
Men nu ved min kæreste at hvis jeg siger sådan en lyd skal han vække mig - og hvis han ikke er i rummet må man bare forsøge at bevare roen, måske prøve at falde i søvn (igen).
Men også forsøge at tage dybe indåndinger for ikke at få angst.
Det med at tage vitaminer for at styrke nervesystemet har jeg ikke prøvet men kunne være jeg skulle begynde på det.
Håber det kan bruges til noget og dejligt at høre at jeg ikke er skør og ikke er den eneste der har det.
2. Bange
3. rungende lyd
4. lammelse i kroppen
Det er dejligt at hører der er andre med dette problem, ikke at jeg ønskede jer dette, men gik en del år igennem i den tro at jeg var tosset. Tror det startede da jeg var omkring de 16 og den gang satte det gang i spekulationer om jeg enten var skør eller om jeg måske endda var besat(tror ikke på spøgelser) anyways det plager mig stadig den dag idag, men der kan gå måneder uden noget og andre gange flere gange på en uge og nogen gange flere gange i løbet af en nat.
Jeg blir utrolig bange når det sker for mig, først føles det som om jeg ikke er alene, jeg er sikker på nogen eller noget er tilstede i rummet eller lige uden for mit vindue. Tror jeg har hørt min navn blive sagt et par gange kort og lydt. Jeg bliver bange og jeg sveder. Jeg ligger og vender og drejer mig meget og kæmper med at falde i søvn. Når jeg langsomt begynder at falde hen kommer der en rungende lyd som tager til i styrke, og jeg føler jeg glider ind i mig selv på en måde. Det er her jeg føler min krop bliver taget fra mig. Jeg bliver lammet i hele kroppen, låst fast.. holdt nede måske endda presset ned, jeg kæmper om at få kontrol igen men det er svært. Og hele tiden føles det som om det er noget andet end mig der har kontrollen. Lidt i modsætning til andre her inde, synes jeg ikke jeg kan åbne mine øjne, kun en smule, jeg kan til gengæld mumle lidt, har prøvet det mens jeg sov sammen med kæresten og forsøgte at sige noget til hende for at vække hende, men er næsten umuligt det er lidt som at tale uden at bevæge munden, kan ikke lægge kraft i lyden.
Når jeg kæmper med at få kontrollen tilbage, enten åbne mine øjne helt eller bevæge mig ihærdigt nok og det lykkes, slipper kroppen fri øjeblikkeligt, men kun for at starte forfra igen med den rungende lyd.
I dag er jeg 26 og det sker stadig.
Tror det hjalp engang da jeg stod op og spiste god portion is fra fryseren… Havde det meget varmt og tror måske det hjalp med noget koldt og en smøg… men er et rent gæt
Jeg er også glad for at andre har det, heller ikke fordi jeg ønsker det for andre, men så ved man da at man ikke er blevet skør.
Har du prøvet nogle af de muligheder de andre snakker om der kan hjælpe en fri fra søvnparalysen?