Hvad skal jeg spise og hvor mange kalorier?

lotte123

Du er 13 år - du er stadig et barn, selv om du ikke tror det - det er fuldstændigt urimeligt, at du skal gå alene med den slags. Du har ingen anelse om, at det du har gang i muligvis kan påvirke - og ødelægge resten af dit liv. Derfor påstår jeg, at du har brug for voksen vejledning, men det vil du ikke.

Hvis du fortæller din sundhedsplejerske, at du gerne vil have, at jeres samtale er fortrolig - så har hun pligt til at overholde dette ønske.

Og jo - det er forældres både ansvar og pligt at hjælpe og støtte deres børn.

Også jeg prøver at hjælpe dig, men det jeg kan byde ind med, har du ikke lyst til. Og - ret beset, så kender jeg heller ikke dig og din aktuelle situation.

Jeg skal nok stoppe her.

persille1

Hej lotte123

Jeg kender også en ung pige, der begyndte at ville tabe sig.
De kan ikke gøre for det, det er psykisk, men hun var klog nok til at indse, hun måtte have hjælp.

Gudskelov var hun så intelligent, at hun indså der måtte ske noget. Hun ville ikke risikere hverken at kunne få børn eller få sygdomme, som hun måske ville ødelægge sit liv med.
Men det er ikke alle, der kan eller vil indse, der er noget galt i tankerne.
Du har gjort, hvad du kunne.

Sofie45

Hej pernille12

Efter at have læst dine indlæg her, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at du har problemer, som du ikke selv kan klare.

Du går alt for meget op i din vægt, og især når man tænker på, at du er undervægtig. Hvis ikke du passer på ender du med at få en spiseforstyrrelse.

I din alder bør du have fokus på helt andre værdier, og ikke på om du vejer et halvt kilo for lidt eller for meget.

At din mor ikke støtter dig i at du vejer for meget, kan jeg godt forstå, og hvis jeg var din mor ville jeg tage dine udsagn meget alvorligt.

Men der må være nogle grunde til, at du spekulerer så meget over denne vægt, og tæller kalorier, du virker som en intelligent pige, men du virker ikke som en glad og tilfreds pige, der hviler i dig selv.

Jeg er helt enig i hvad lotte skriver til dig, og du er et barn der er ved at udvikle sig til en ung pige, men du gør faktisk det, at du ikke anerkender at din krop er ved at få former og derfor helt naturligt bliver lidt mere fyldig.

Det er ikke din krop der er forkert, men at du har en helt forkert indstilling til denne udvikling.

Hvis du vil lytte til et godt råd, så synes jeg du skal søge hjælp til at få løst de problemer, der ligger til grund for, at du tænker så meget på din vægt, som egentlig burde ligge lidt højere.

Du skulle gerne en dag blive en glad ung kvinde, der holder af de naturlige former, som kvinder gerne skulle have, en kvinde med selvtillid og selvværd, men det er du godt på vej til at ødelægge.

pernille12

Tak for dit indlæg:)
Nu er det sådan, at jeg tror, at jeg vil få mere selvtillid af det her. For jeg er faktisk begyndt at blive tilfreds, fordi jeg kan se nogle små forandringer.
Omkring min udvikling, så er jeg altså langt henne. Ikke at det gør en forskel, bare så jeg ikke hele tiden beskrives som et barn der snart bliver voksent;) For jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke er voksen, det er ikke det jeg siger, men jeg er ved så småt at stoppe med at vokse, regner med 2-4 centimeter mere.
Som tidligere skrevet, er jeg ikke så meget til at opsøge nogen som helst form for hjælp, hverken fysisk eller psykisk;)
Men igen, tak for jeres indlæg! Og jeg har tænkt mig, som sagt, at skrue op for min kost, da jeg har det fint med 47 kg efter morgenmaden. For ligesom du/I skriver, så er der andre ting at bekymrer sig om, og for tiden har jeg en del andet, som jeg ikke vil overskygge af andre ting.

- Og tak Lotte. Tro mig, dine kommentarer har ikke været for givet, jeg har taget det til mig:) Det er bare det, at jeg ikke kan tage mig sammen til det du foreslår, ikke fordi jeg ikke gider. Men det er virkelig dejligt at du siger det, for det får mig nok til at indse, at jeg ikke vil være 'den type', som går alt for meget op i sig selv:)

pernille12

Nu vil jeg skrive herind igen, i håb om mere hjælp.
Jeg syntes det gik så godt, min vægt var okay, ja, jeg var ikke helt tilfreds, men det kunne jeg leve med, hvis bare jeg måtte spise lidt mere.
Men så tog jeg på, og jeg er bange.
Bange for at jeg måske har en spiseforstyrrelse, sevlom jeg ikke vejer særlig lidt, og i sær ikke er så langt henne som alle andre jeg læser om.
Det er begyndt at fylde rigtig meget i mit liv! Jeg kan begynde at græde over det, og komme helt ned.
Og så her til aftes, så spurgte min mor ind til mit vægttab, fordi jeg har en veninde der har Anoreksi. Hun spurgte hvad jeg vejede, som jeg selvfølgelig undgik at svare på, og om jeg ville tabe mere. Så fortalte hun mig hvad der kunne ske ved at tabe sig for meget, og selvom jeg vidste alt i forvejen, så genkender jeg lidt for mange af de ting hun sagde.
Skal jeg sige det, nu hvor jeg har chancen? Hvis jeg nu ikke har det, så virker det SÅ dumt at skulle sige det, og helt vildt pinlig...
Please svar!

lotte123

Ja, helt klart. Du skal bede din mor om hjælp til det her.

Og ja, det er langt bedre at få taget hånd om det, FØR det går helt galt.

Så ja - du er helt klart på vej ud i noget, du ikke vil kunne blive ved med at klare selv.

SofieBN1

Slankning handler om at forbrænde mere ned du spiser, uden at overdrive forskellen mellem de to ting. Ingen kan bevæge sig uden at bruge energi, så derfor er det altid godt at bevæge sig når du vil slanke dig.