Please, Help

Anonymous

Hejsa

Sad lige og læste hele tråden. Jeg vil give Persille ret ta´ lidt væk og få klaret tankerne. Du er så heldig, at der ingen børn er involveret, for så har man kun sig selv at tage sig af og tage hensyn til. En utro mand kan for det meste ikke lade være. Jeg har selv haft en af slagsen, og det stoppede aldrig. Han kunne ikke stå for, hvis andre kvinder ville have ham, og jeg blev aldrig nok for ham lige meget, hvor meget jeg anstrengte mig for at gøre ham tilpas. I dag har han en anden, og hun lever så med hans utroskab, for jeg ved han har en ny elskerinde også. Man må så bare håbe de er enige om at leve i et åbent forhold hvilket jeg aldrig selv ville kunne gøre.

Det er rigtig hårdt at være udsat for utroskab og det tager lang tid inden man kan stole på mænd igen. For mig tog det flere år og så endte jeg endda alligevel med at gifte mig og få børn med endnu en mand der halsede efter en anden. Nu føler jeg bare ikke jeg kan gå min vej fordi børnene har brug for to forældre. Hvis ikke de var der, var jeg gået for længst. Nu prøver jeg at få det bedste ud af det, for børnenes skyld. Jeg har lovet mig selv, at hvis han gør det igen, så går jeg lige meget hvor meget det vil skade mine børn.

Held og lykke jeg håber du får gjort det der er bedst for dig.

MVH

Maria

cocodk1

Hej, Maria,
Tusind tak for dit indlæg, og også mange tak til Persille

Jeg er endnu ikke kommet videre.... Jeg har ENORMT svært ved lige at finde det rigtige tidspunkt for at tage det op.... Og ja, jeg ved godt "se dog bare at få det sagt". Men så nemt har jeg det, desværre, bare ikke. Men det skal gøres, ja det skal det, ingen tvivl om det.... Jeg har selv prøvet at være "på den anden siden" og skulle gi gode råd... Det er væsentligt nemmere... end at være der selv... Men jeg er meget glad for alt respons... kan sagtens bruge det.. venter altså bare på det rigtige tidspunkt... sorry....

Mange hilsner fra
Coco

persille1

Jeg forstår godt du ikke er kommet videre. Det havde jeg heller ikke troet, du var, for det er knusende svært. Der skal næsten en mindre katastrofe til før man tager sig sammen.

Det tog mig meget lang tid før jeg gjorde alvor af det. Der var også en, der rådede mig til at flytte væk i nogle dage for at se hvordan han ville reagere. Ikke engang det kunne jeg gøre.
Jeg var så langt nede at jeg hoppede og sprang for at gøre ham tilpas. Det værste jeg kunne gøre. For han var helt sikker på han kunne gøre, hvad han ville. Han skulle have haft det modsatte, ligegyldighed.

Jeg skulle holde op med at gøre ham tilpas , så han var blevet nervøs. Blive væk nogle timer og ikke ville sige hvor jeg var. Det havde pirret ham mere. Det andet: Hun er der jo lige meget hvad jeg gør.
Jeg fandt mig i det så længe han opførte sig nogenlunde pænt, men så begyndte han at vise sin utroskab helt åbenlyst.

Nogle er vel ligeglade og er selv utro, andre kan ikke klare det og det kunne jeg ikke. Kunne ikke spise o.s.v. På det tidspunkt gik det op mig, jeg måtte væk. Det skulle jeg have gjort længe før. Man mangler en, der kan hjælpe både psykisk og fysisk.
Sørge for man komme væk, det er ikke så nemt, som det kan lyde. Men er man ulykkelig konstant, så gør man sig selv en bjørnetjeneste.

Først da jeg flyttede, fortrød han. Men jeg ville ikke mere. Jeg tror, hvis jeg var kommet tilbage var det blevet endnu værre.

lotte123

Hej Coco,

Jeg kan også godt forstå, at det er afsindigt svært at få det sagt, for når først du har fået det sagt, så ruller lavinen, og den lavine er fuldstændig umulig at forestille sig, at man vil kunne magte.

Men - jo længere tid du venter, jo sværere bliver det, for hvad bruger du ikke af totalt spildt energi lige nu? Det er over en måned siden, du opdagede det - eller rettere fik det bekræftet - der er vel gået endnu længere tid, hvor du bare har haft mistanken.

Hvordan kan du overhovedet klare at lade som ingenting over for ham? Jeg mener, han har vel ikke været på rejse hele den måned? I har måske endda også holdt noget ferie, og i den periode har I vel sagtens også haft noget seksuelt sammen.

Det må da koste uanede mængder af energi for dig, at "smile og være glad", og hvad føler du egentligt selv, du får ud af det?

Jeg har selv stået i situationen - og nej, det har jeg ikke, for det handlede ikke om utroskab, men om en mand, som jeg gradvist følte mere og mere foragt overfor. Jeg trak mig så mere og mere i vores forhold, og gik og håbede på, at han på et tidspunkt ville være den, der fik nok, og det derfor så blev ham, der sagde stop. Men- det skete ikke, og der gik faktisk flere år, før jeg endelig fik taget mig sammen og var den, der gjorde det.

Jeg var også rædselsslagen for hvordan det hele nu skulle gå - her var der oven i købet børn og en sygdom hos mig, der gjorde at min økonomi mildest talt kunne blive totalt smadret, men - den lettelse det var, opvejede faktisk det hele.

Jeg tror, du bruger alt for megen energi på at frygte noget, der måske slet ikke sker, og det er vi nok alle sammen tilbøjelige til at gøre.

Jeg foreslår, at du stille og roligt spørger ham, hvad han i grunden har tænkt sig. Fortæl ham, at du jo ikke er idiot - du har for nogen tid siden fundet ud af, at han har noget andet kørende, og at det kan du naturligvis ikke acceptere, men du har da villet give ham tid til selv at fortælle dig om det, for det er vel det mindste, man kan forlange.

Da angreb jo er det bedste forsvar, vil han da givet fare op og spørge, hvor du ved det fra - og så kan du jo bare sige, at for det første er han så ikke så god en skuespiller, som han øjensynligt tror, og for det andet så var det ikke særligt vanskeligt, og så i øvrigt afvise at tale mere om, hvordan du har fundet ud af det, for det er ikke det, det handler om, men at han har været dig utro, og at du ikke stoler på ham mere.

Du må naturligvis først og fremmest afgøre med dig selv, om han er så dejlig, at du gerne vil dele ham med andre, eller om det her betyder, at I skal skilles.

Men ligegyldigt hvad du vælger - så bør du konfrontere ham med det, for ellers ender det med, at han tror, du er så "nem", at han vil kunne tillade sig hvad som helst over for dig, for du opdager det jo alligevel ikke.

Få det nu gjort - ja, det er let skrevet, jeg ved det - men du aner altså ikke, hvor stor en lettelse, det alligevel er, selv om det hele ser uoverskueligt ud.

Mig1967

Kære du,

Jeg har selv været der og ved også, at man selv skal have gennemtænkt, hvad man vil gøre, når man vælger at tage tyren ved hornene og konfrontere en utro kæreste/ægtefælle med sin viden. Det har som regel vidtrrækkende konsekvenser at få bekræftet utroskab fra sin kæreste, fordi det kan ændre ens liv radikalt. De praktiske ting er meget at gabe over, samtidigt med, at man står med sorgen, jalousien følelsen af svigt og fornedrelse, savnet og derfor mangler energi og motivation. Det kræver somme tider overvindelse, overhovedet at turde høre svaret på spørgsmålet eller afsløringen af utroskab.

Hvis din kæreste er utro, vil det have en konsekvens for dit liv uanset om du vælger at blive eller at gå. Bliver du, skal du have genvundet tilliden til ham. Det er rigtig svært og kan være meget ødelæggende alt efter, hvor massiv en indsats, han ønsker at gøre. Hvis du går, skal du have ordnet alt det praktiske, flytte, fundet dit selvværd, lære at stole på andre igen, bearbejdet sorgen over det tab, du har lidt og håndtere vreden.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der er det rigtige for dig, det kommer an på det forhold I har, hvor din egen grænse går og hvordan din kæreste reagerer, når han afsløres. Du risikerer at se spøgelser alle vegne - ja nogen gange kan man blive helt paranoid og begynder at ville kontrollere den, der har været utro. Det er et skråplan og vil kvæle forholdet i det lange løb. Han vil irriteres, hvis du under ethvert skænderi, smider hans utroskab i hovedet på ham og forudsætningen for at komme videre sammen er, at du er i stand til at tilgive ham. Det er noget, du skal gøre op med dig selv, om du overhovedet kan og så stadig fortsætte forholdet.
Jeg tror, det er umenneskeligt svært at stole på sådan en kæreste igen, og som en anden nævner, er der nogen, der vælger fortsat at være utro, efter de er afsløret, de bliver bare mere forsigtige. Sådan et forløb kan være rigtig langt og koste den bedragne dyrt rent menneskeligt.

Som sagt gennemlevede jeg selv utroskab efter mange års ægteskab. Heldigvis var vores børn næsten voksne og jeg valgte at gå ikke længe efter, at jeg fandt ud af det. Min mand var brudt sammen, fordi elskerinden begyndte at true med at afsløre forholdet til ham. Han havde lovet hende guld og grønne skove, men var så begyndt at trække i land igen, da han havde kørt forholdet gennem rigtig lang tid. Det fik hende op i det røde felt og det endte da også med, at hun begyndte at sende mig kopier af alle hans løfter til hende og deres indbyrdes korrespondance, men det var efter min eksmand selv havde tilstået.

Jeg har ikke fortrudt. Mine følelser og respekt for min eksmand forsvandt gradvist og jeg endte faktisk med at finde ham ret ynkelig. Efter afsløringen havde jeg nogle dage, hvor jeg var i en form for chokfase, men det stod ret hurtigt klart for mig, at det her ville jeg aldrig kunne leve med sammen med ham. Jeg ville simpelthen ikke betale den pris, jeg følte det ville have for mig at blive. Fordi udenomsforholdet havde kørt så længe bag min ryg, og fordi intet åbenbart havde været helligt for min eksmand, var svigtet for stort og løgnene for mange.
Som sagt, jeg kom igennem det, men det er en længerevarende proces.

Jeg tog nogle sessions hos en psykolog, for lige at få mine tanker vendt med en udenforstående og for at undgå at ende med at blive bitter. Det gav mig en god basis at komme videre på og gode input til, hvordan jeg skulle håndtere den mentale side af det.

Min eksmand ville ikke have elskerinden, da det kom til stykket, han endte med at blive temmelig vred på hende for hendes trusler om at afsløre ham. Men dybest set havde han jo kun sig selv at takke:-) Han havde åbnet døren til vores ægteskab indefra, det var hun uden ansvar for. Han havde brugt lang tid på at tigge hende ind i det forhold under dække af, at han ville skilles. Da jeg gik, truede han med selvmord! Hun har hele tiden været uvæsentlig for mig. Når du engang konfronterer din kæreste, så hold fast i det, for ansvaret for utroskaben er udelukkende din kærestes, ikke hans elskerindes. Lad være med at beskæftige dig med hende uanset hvilke undskyldninger, din kæreste måtte komme med. Din kæreste skal stå til regnskab for jeres forhold, ikke hans elskerinde.

Jeg føler virkelig med dig og med alle andre, der står i den situation, og kender alt til, at det er meget nemmere at vide hvad man skal, når man ser det udefra. Det hindrer dog ikke, at dem, der ser det udefra har nogle pointer, som er værd at lytte til. Jeg fik gode råd af en anden debattør herinde og det var med til at jeg holdt fast i min beslutning.

Håber at du får talt med din kæreste, så du kan komme videre. Gem ikke på det for længe, for det er virkelig nedbrydende for selvværdet at befinde sig i den situation, du befinder dig i. På et tidspunkt bliver du trængt op i en krog, hvor du skal forholde dig til det, jo før du selv melder ud, des mere magt har du over det.