Til dels mønster bryder

Redigeret 23 juni, 2012, 02:24 i Alkohol
Hej
Til folk der har læst dette vil jeg på forhånd gerne sige tak og håber på et svar.

jeg er en kvinde i slutningen af tyverne. Jeg bor sammen med min ekskæreste og leder efter en lejlighed. Og har en ny kæreste der lige er flyttet til udlandet. De er begge to rigtig søde og gode til at hjælpe.
Jeg bliver behandlet for bipolar depression og er i behandling med antabus. Jeg drikker mig fuldt på trods af antabussen og bliver syg af det til at starte med, men når det tager af kan jeg drikke videre og blive rigtig fuld. Jeg har svært ved at sove, og drikker derfor. Når jeg bliver fuld går jeg i byen, der møder jeg som regel en fyr jeg flirter med. I sidste weekend endte jeg hjemme hos en jeg havde sex med. Når jeg er ædru skammer jeg mig rigtig meget. Og tænker at det vil jeg ikke gøre igen. Endtil den næste gang jeg drikker igen.
Jeg er vokset op med en far der drak, og har været vidne til at han slog min mor og truede både mig og min mor med at tage vores liv, på et tidspunkt sad han med en riffel og truede med at dræbe min mor og jeg og derefter skyde sig selv.
Det har altid været min tanke at jeg ikke vil ende som min far, men nu står jeg i samme position. Jeg drikker og gør folk der holder af mig og elsker mig kede af det og såret. Jeg vil virkelig gerne ud af det, men det er ikke så nemt som jeg lige troede at det var.
Da jeg var barn spurgte jeg ofte mig selv om hvorfor min far ikke bare kunne stoppe, når han nu så gerne ville. Nu kan jeg se hvilken kamp han har gået igennem.
I modsætning til mine forældre har jeg gennemført gymnasiet og er nu igang med en længere uddannelse, som jeg er rigtig glad for.
Når nu at jeg har alle mulighederne, hvorfor kan jeg så ikke bare være glad og passe bedre på mig selv?
«1

Kommentarer

  • Ja, hvorfor kan du ikke bare lade være, du kender trods alt til følgerne af, at være alkoholiker.
    Jeg skal ikke gøre mig klog på problemet, jeg drikker ikke, kan slet ikke lide virkningen af alkohol.
    Jeg har til gengæld hørt mange forklaringer på et alkoholproblem.
    Man opsøger folk der drikker eller hvor der skænkes op. Man bruger mange måder for at få fat i det.
    Der siges at det er en sygdom, hvis det er sandt, er den i så fald kronisk. Det kræver en fast beslutning om at lade alkohol være, og slet ikke være i besiddelse af det.
    Ved andre, mere "legale" kroniske sygdomme, lider man også, på den måde, at der er ting man må undlade, undgå, o.s.v.
    Men jeg synes din adfærd rækker længere end til alkohol. Jeg synes du lever livet i overhalingsbanen, og udsætter dig for stor risiko for andre problemer.
    Får du ikke lidt hjælp på et alkoholambulatorium?
    Jeg tror ikke du uden videre kan give dine forældre skylden for din adfærd. Du kan være genetisk disponeret, men det er dit ansvar, at holde styr på medfødte tilbøjeligheder. At vælge fra eller til.
    Jo længere du fortsætter dit liv som du gør nu, jo sværere får du det med at holde op og ændre adfærd, rette op på mange ting. Du mister din selvrespekt, dit selvværd o.s.v.
    Jeg vil ikke sige du er mønsterbryder. Hvad skal du bruge din eksamen og uddannelse til, når du ødelægger dig selv og dine muligheder?
  • Jeg siger ikke at jeg har selvmedlidenhed, tvært imod. Jeg bebrejder ikke min far for noget. Og gør hvad jeg kan for ikke at ende i samme sted som han gjorde. Jeg ved godt hvad det indebærer at være alkoholiker. Hvis jeg vil vide hvorfor og hvordan, kan jeg bare kigge i en af de mange bøger og foldere jeg har om sygdommen. Men tak for svaret alligevel.
  • 1) hvad er det sådan mere præcist, du vil have hjælp til, for det er nok ret begrænset, hvad vi andre kan hjælpe dig med, som du ikke kan læse i en bog. For de fleste af os kan heldigvis enten styre vores alkoholforbrug eller drikker slet ikke, og det kan derfor være svært forstå, hvorfor du vælger at opfører dig så selvdestruktivt.
    2) Jeg kan ikke se, hvor du bryder noget mønster. Du drikker jo og er alkoholiker præcis som din far. Du uddanner dig måske lidt bedre, men det kommer du formodentlig aldrig til at kunne bruge til noget, da man ikke kan stole på og samarbejde med en alkoholiker - tro mig, jeg har prøvet.
    3) Skal du stoppe med at drikke, så tror jeg, at du skal have noget terapi. Du er nødt til at arbejde med dig selv, dit selvbillede/historie om dig selv, så du kan opbygge så meget selvværd, at du kan vælge at stoppe. Men det kræver en enorm indsats af dig. Spørgsmålet er, om du har viljen til at udføre dette arbejde?
  • Jeg drikker ikke dagligt, og indrømmer at jeg har et problem. Hvilket min far ikke gjorde. Jeg spørger om, hvorfor man gang på gang falder i. Hvad er mit problem, ligesom så mange andre, hvorfor kan man ikke bare lade vær? Jeg henvender mig til andre der før eller har det samme problem som jeg har. Der er så mange bøger og foldere. Men vil være rart at høre fra andre der ikke dømmer en, og kan forklare med egne ord hvad der er galt. Jeg mener selv at jeg er mønster bryder idet, at jeg gør et forsøg. Vil ikke falde i igen, og får nu en højere dosis antabus, på egen opfordring.
  • Der er ingen der dømmer dig.
    Du vil vide, hvorfor du ikke kan lade være.
    Det kan du ikke, så længe du gerne vil drikke.
    Mønsterbryder er du ikke. Du sammenligner med din far, som ikke erkendte sit problem, det mener du at du gør, og så skulle det være nok.
    Sådan er det ikke. Jeg har mødt tidligere alkoholikere. De er stadigvæk alkoholikere, men drikker ikke mere alkohol.
    Hvordan holdt de op?
    Det gjorde de først, da hele deres verden var ved at bryde sammen. Da indså de hvad de havde gjort, både ved dem selv, deres nærmeste familie, arbejde og venner.
    Så langt er du ikke nået endnu, men det kommer, vær vis på det.
    Du skal føle i dit eget indre, hvad det er du gør ved dig selv og andre. Det er ikke godt nok, bare at vide det.
    Tidligere alkoholikere siger, at de drak, fordi de ville. Gerne i selskab med andre, ikke nødvendigvis alkoholikere, bare nogen der serverede noget alkohol.
    Så du drikker fordi du vil, og du holder op, når du ikke vil drikke. Jeg ved det er svært, men der er kun dig selv til, at tage beslutningen og gennemføre den.
    Enkelt, men ikke nemt.
  • Jeg er ret uenig med Victoria i dette her. En afhængighed kan man ikke "bare" lade være med, selv om man godt kan se, at det er selvdestruktivt.

    Jeg er også uenig i at en voldsom barndom ikke er skyld i at du nu er havnet stort set i samme båd. Jeg vil vove at påstå, at netop sådanne voldsomme oplevelser med vold og trusler faktisk er HELE årsagen til, at du er kommet ud på det her skråplan.

    Du er psykisk kraftigt påvirket af denne opvækst, og du er nødt til at indse, at du er psykisk syg, og du har brug for professionel hjælp. Og Victoria, psykisk syge mennesker kan altså ikke ”bare” tage sig sammen, ligegyldigt hvor gerne de vil. Alkoholisme er også en psykisk sygdom; der er vel ingen sunde og raske mennesker, der bliver alkoholikere ”for sjov” - Nej, de drikker for at dulme smerter, usikkerhed, angst osv. - altså psykiske problemer, og inden de ser sig om, så er de fanget i alkoholisme og så bliver det lige pludselig kun det, det handler om.

    Der, hvor du er mønster bryder, som du kalder det, er netop at du HAR indset at det her ikke går, at du er på vej til at ødelægge både dit eget og andres liv – og det indså din far vel aldrig.

    Du har også forstået, at det ikke er nok med antabus- der skal mere til.

    Jeg foreslår, ar du kontakter din læge i første omgang og beder om hjælp.Fortæl lægen hvad du her har fortalt, fortæl at du har brug for hjælp til at komme på ret køl – og at du har brug for den hjælp nu. Du skal have psykologisk hjælp og terapi til at bearbejde disse forfærdelige ting. Du kan naturligvis ikke ændre, hvad der er sket, men du kan lære at leve med det. Du kan lære, at du på trods af disse oplevelser, også har ret til et godt og værdigt liv.

    Heller ikke jeg har forstand på alkoholisme, men jeg kan da se så meget, at du har brug for professionel hjælp – og du har brug for den nu. Måske du sammen med din læge også bør kontakte en eller flere af de organisationer, der netop støtter og vejleder alkoholikere.
  • Man bliver ikke nødvendigvis alkoholiker af en svær opvækst. Jeg er selv vokset op i et alkoholikerhjem. Jeg har levet med trusler om, at min far ville slå min mor ihjel. Vi børn skulle op på loftet for at se en løkke han havde lavet til at hænge hende i. Jeg har set min mor blive stukket med en kniv, jeg har set min mor blive jagtet med et jagtgevær, jeg har selv været udsat for grov vold, fra især min mor, som tævede mig med en tæppebanker. Jeg er blevet seksuelt krænket, både udenfor hjemmet og i hjemmet.
    Allerede som barn/børn tog min bror og jeg, den beslutning, at sådan villle vi ikke have det, når vi blev voksne. Vi græd os ofte i søvn og trøstede hinanden, samtidig med, at vi lage planer for vores voksenliv, omend det den gang var på en barnlig måde.
    Det har vi holdt, vi er ikke fanatikere med hensyn til alkohol, jeg tåler det ikke, men tillader andre at drikke f.eks. ved fester. Jeg køber det gerne ind, hvis det hører med.
    Vores børn har store gode uddannelser, en enkelt har været ansat i et ministerie og er nu ansat ved EU, hvor hun laver kurser og selv underviser.

    Sådan en opvækst sætter naturligvis sit præg på mange områder. For mit vedkommende, blev jeg meget følsom overfor vrede, fulde og ubehagelige mennesker. Jeg klappede i som en østers, og fik ikke sagt, hvad jeg skulle. Kunne i stedet gå i flere dage og spekulere over, om jeg havde været årsagen. Sådan har jeg det stadigvæk, men har fundet ud af, at det er OK, det nytter ikke at diskutere med fulde mennesker. Forstår de hvad de gør, gør de vel ikke sådan.
    Jeg har haft en form for stivhed i mit hoved, når eller hvis jeg skulle tale om disse oplevelser. Det er først her de sidste par år, at det er forsvundet. Så det drejer sig om en periode på godt og vel 50 år.
    Både min bror og jeg har haft et godt liv, vi har det godt økonomisk, har sørget godt for vores børn, (håber vi da) ingen af os er alkoholikere, men vi har taget afstand fra ting vi har oplevet, og holdt os væk fra selv at gøre de ting, vi ikke synes var i orden.

    Så længe trådstarter ikke har børn, går det jo kun ud over hende selv.Men tiden kunne jo bruges til at tænke over, om fremtiden skal ændres og hvordan. Det er der beslutningen tages, og så kan trådstarter søge hjælp hos professionelle behandlere.
    Jeg ved der findes muligheder for at blive indlagt et halvt år, og derefter have kontakt med behandlerne i meget lang tid. Jeg kender en, der har været igennem sådan et forløb. Men hvordan hun kom i den behandling, ved jeg ikke. Muligvis gennem hendes arbejdsplads, hun er narkosesygeplejerske. Men stedet hvor hun blev indlagt, behandler alle, der vitterlig ønsker at blive fri af sin afhængighed.
    Jeg ved det er svært, meget svært, og trangen til alkohol vil være tilstede resten af livet.
  • Victoria. Selvfølgelig har du ret i, at man ikke nødvendigvis bliver alkoholiker eller på anden måde psykisk syg, fordi man har haft en barsk opvækst. Men det er jo ikke alle, der er begunstiget af en meget stærk psyke fra fødslen, hvilket man altså er nødt til at have, for at kunne klare det.

    Også jeg er opvokset i et hjem med store problemer – godt nok ikke lige alkohol, men min bror og jeg er ikke i tvivl om, at vi aldrig burde være født, da vores forældre ganske enkelt ikke magtede andre end sig selv. Vi er opvokset mere eller mindre for lud og koldt vand og især med total ligegyldighed. For mit vedkommende har det sat sine spor, som – fordi jeg øjensynligt netop er stærk - har været til at takle med diverse hjælp, men jeg blev altså over 40 år, før jeg turde tro på, at også jeg var værd at elske og holde af, for min selvtillid var helt og aldeles blevet nedbrudt gennem min opvækst. Dog er jeg ikke i tvivl om at den fibromyalgi, jeg har døjet med i hele mit voksenliv er fremprovokeret af min opvækst. Også jeg har formået at bryde mønsteret, og mine børn er velfungerende med gode uddannelser, gode parforhold og ro i sjælen, men det har da krævet mange og voldsomme kræfter for mig at nå så langt – og vi er nødt til at have forståelse for, at ikke alle har disse kræfter.

    Min bror derimod har ikke klaret skærene – han har voldsomme depressionsvanskeligheder, er overbevist om, at der ikke er nogen, der kan lide ham, og ja – han dulmer også sine problemer med mere og mere alkohol. Jeg har virkelig prøvet at hjælpe og støtte ham. Ligegyldigt hvor gerne han vil, så kan han ikke ”rejse sig” - han har prøvet at søge professionel hjælp, men han modarbejder den desværre selv – netop fordi han er blevet så systematisk nedbrudt af især vores far som barn. Jeg behøver ikke fortælle den historie her – men vi bør altså have forståelse for, at ikke alle ”bare lige” kan lægge en voldsom opvækst bag sig.

    Vi hører jo gang på gang om mennesker, der er opvokset med voldsomme ting, jo netop gentager mønsteret – også selv om de har lovet sig selv, at det vil de aldrig gøre. Børn, der er opvokset i voldsmiljøer bliver ofte selv sådan – enten ofre eller voldsudøvere. For de kender ikke andet, og de falder simpelt hen i, lige så snart de bliver trængt.

    Jeg synes ikke, man kan tillade sig at sige til de mennesker, der ikke formår at krænge sådanne ting af sig som en gammel frakke, at de da bare kan lade være, for ja – det er deres største ønske – de KAN bare ikke, og behøver derfor hjælp.

    Min afhængighed hedder cigaretter, og ja, jeg kan vel ”bare” lade være, men hver gang jeg forsøger – og det har jeg godt nok gjort mange forsøg på, så får jeg det faktisk dårligt, og min psyke forværres meget tydeligt. Og nej – tobak bliver man vel ikke utilregnelig af, men det er da også selvdestruktivt.

    På samme måde med stærkt overvægtige – der er jo ingen overvægtige, der synes, det er helt vidunderligt at være overvægtig, og mange hopper jo på den ene tåbelige hovsa-kur med diverse såkaldte slankemidler i håb om at blive slanke i en fart. Det er også mennesker, der på den måde pakker en sart psyke ind. Heller ikke til dem, kan man tillade sig at fortælle, at de da ”bare” skal ændre deres kost og dyrke motion, og ja – det er den eneste løsning for at blive slank, men de kan ikke overskue det – netop fordi de ikke magter at ”blotte” deres psyke.

    For ikke at nævne alle dem, der tror at deres lykke er gjort, hvis de får større bryster, læber eller hvad det nu er. Det tror heller ikke på, at det er gode nok, som de er, og hvorfor mon? Opvækst.

    Vi har alle vores problemer med i bagagen – og de færreste kan løses ved at få at vide, at man bare skal tage sig sammen.

    Jeg synes, det er flot og beundringsværdigt at du og din bror har klaret det, på trods af de vilkår, I er opvokset med, og heldigvis er det de fleste, der kæmper sig op og netop FÅR brudt den onde cirkel, men jeg synes altså man bør have forståelse for, at det ikke er alle, der bare lige kan gøre det – de har brug for hjælp, og det er det råd og den støtte jeg mener, trådstarter skal have i stedet for at få at vide, at hun da ”bare” kan lade være.
  • Udtrykket "at tage sig sammen" er et fanden har skabt. Hvis det var så enkelt, så ville vi alle jo være lykkelige, sunde m.v. Men sådan spiller klaveret desværre ikke.
    Ej heller mener jeg, at "man har ret" til et godt liv. Det er sørme noget, de fleste mennesker er nødt til at vælge og så arbejde hårdt for.
    Når man drikker, er man på et eller andet plan derude, hvor man ikke kan vælge det gode liv. Derfor er man nødt til virkelig at ville bryde det mønster, man hænger fast i. Det kan være svært, når man har haft en hård og barsk opvækst, men kan man bruge den som "undskyldning" hele livet? Det er nu engang de livsbetingelser, man har, og ikke mange er kommet gennem deres barndom uden sår og skrammer på sjælen. Så når man er "voksen" er ens barndom en del af ens bagage, men man bestemmer selv sin skæbne.
    Derfor er det ikke nok at erkende, at man drikker, man er også nødt til at handle på det. Og her tror jeg, at vejen frem er terapi, så man får nogle nye redskaber til at komme videre i livet med den bagage, man nu engang har.
Log in eller Registrér for at kommentere.