Hvorfor er sundhedssystemet tosset indrettet?
Hvordan i alverden er det gået til, at vores sundhedssystem er blevet indrettet så tosset?
Jeg har været syg i 11 år, og først nu, hvor det er ved at være for sent, er det blevet opdaget, hvad jeg fejler: søvnapnø og hjerteproblemer.
I disse 11 år har jo hele tiden vidst, at sundhedssystemet var tungt at danse med, og at stærke kræfter kæmper for at indoktrinere de praktiserende læger til at tro, at de fleste sygdomme skyldes ”noget psykisk”.
Og det er jo også nemt for en læge at lade sig indoktrinere. For det nemmeste er at lade være med at gøre noget og lade patienten gå med uforrettet sag. Jeg vil ikke påstå, at lægerne bedriver ”kassetænkning”, men det er klart, at lægen skal have honorar for hvert af patientens besøg, hvorimod der ikke gives nogen bonus, hvis lægen rent faktisk løser patientens helbredsproblem.
Nå, men hele denne ørkenvandring er altså overstået for mit vedkommende, for nu ved jeg, hvad jeg fejler. Jeg har været aktiv på Netdoktor i adskillige år nu, og jeg kan jo læse mig til, at mange andre er i en situation, hvor de er slemt syge, men ikke kan få lægehjælp. Det er forfærdeligt. Mange gange kommer folk i fare for at miste deres arbejde, hvilket hviler på dem som endnu et pres i en i forvejen vanskelig situation. Jeg kender det jo af egen erfaring!
Så nu, hvor jeg har fået en diagnose – ja hele to diagnoser, så er mine problemer vel overstået? Right?
Wrong! Nu er de først rigtigt begyndt!
Sagen er, at der er vandtætte skotter mellem de forskellige specialer i det danske sundhedsvæsen. Det anede jeg ikke. Jeg gik ud fra som en selvfølge, at de to afdelinger af samme sygehus, som behandler mig for dels søvnapnø og dels hjerteproblemer kommunikerede med hinanden, når der nu faktisk er en sammenhæng mellem de to diagnoser! Det gør de ikke. Selv om jeg selvfølgelig orienterer lægerne på begge afdelinger om det andet problem, så bruger de ikke den viden, jeg giver dem. De hører på, hvad jeg siger, men de tager ikke hensyn til den anden diagnose.
Det bliver et HESTEARBEJDE for mig, at få lægerne til at gennemføre en relevant samtænkning af de to diagnoser! Det vil kræve diplomatisk snilde og stor overtalelsesevne fra min side!
Nu er jeg jo kommet så vidt, at jeg faktisk er i behandling for begge diagnoser.
For folk, der endnu ikke har en diagnose, er de vandtætte skotter mellem specialerne selvfølgelig også et problem. Jeg talte for nylig med en kvinde, der selv er ansat inden for sundhedsområdet. Hun har været syg i 2½ år med mange sygedage, men nåede at få en diagnose til sidst: Cøliaki, altså at hun ikke kunne tåle gluten.
Denne kvinde fortalte, at den strenge opdeling i specialer også kom bag på hende, og hun arbejder i systemet!
Når det tog så lang tid at finde ud af, hvad hun fejler, så var det jo, fordi den praktiserende læge på grundlag af kvindens symptomer (mavesmerter, diarré, træthed m.m.) først henviste til f.eks. gynækologisk undersøgelse, som meldte tilbage til lægen efter nogen tid, at de ikke havde fundet noget unormalt.
Herefter skete der intet. Kvinden havde jo forventet at få at vide, hvad der videre skulle ske, og hun ventede derfor tålmodigt på besked. Men der kom ingen besked. Altså gik hun igen til lægen, som sendte hende videre til en ny undersøgelse, som hver gang intet resultat viste. Men der var ingen forslag fra de forskellige afdelinger eller specialer til, hvad problemet så kunne skyldes. De forskellige specialer arbejder med deres lille område og gør INTET for at rådgive patienten. De ser det slet ikke som deres opgave!
Så var det, at lægen til sidst – efter 2½ år – henviste til undersøgelse for cøliaki. Og bingo!
Men hvorfor skulle der gå 2½ år?
I mit tilfælde gik der 11 år, før en hjertespecialist ved et tilfælde fik den ide, at jeg kunne have søvnapnø. Hvorfor har ingen foreslået det før, når nu jeg er i behandling for et forhøjet blodtryk, og undersøgelser har vist, at ca. 30 % af folk med den diagnose har søvnapnø? Denne hjertespecialist kunne faktisk have gjort som alle andre speciallæger og have sagt, at søvnapnø ikke var hendes bord! Men denne hjertespecialist tog sit lægeløfte alvorligt, hvad jeg vil påstå, at mange andre læger IKKE gør.
Som jeg sagde til den unge kvinde med cøliaki, så er det skæbnens ironi, at jeg faktisk indledte min ”ørkenvandring” med at blive undersøgt for cøliaki, hvilket jeg ikke havde!
Hvorfor gør lægerne ikke selv vrøvl over et så tosset sundhedssystem?
Kameliadamen
Jeg har været syg i 11 år, og først nu, hvor det er ved at være for sent, er det blevet opdaget, hvad jeg fejler: søvnapnø og hjerteproblemer.
I disse 11 år har jo hele tiden vidst, at sundhedssystemet var tungt at danse med, og at stærke kræfter kæmper for at indoktrinere de praktiserende læger til at tro, at de fleste sygdomme skyldes ”noget psykisk”.
Og det er jo også nemt for en læge at lade sig indoktrinere. For det nemmeste er at lade være med at gøre noget og lade patienten gå med uforrettet sag. Jeg vil ikke påstå, at lægerne bedriver ”kassetænkning”, men det er klart, at lægen skal have honorar for hvert af patientens besøg, hvorimod der ikke gives nogen bonus, hvis lægen rent faktisk løser patientens helbredsproblem.
Nå, men hele denne ørkenvandring er altså overstået for mit vedkommende, for nu ved jeg, hvad jeg fejler. Jeg har været aktiv på Netdoktor i adskillige år nu, og jeg kan jo læse mig til, at mange andre er i en situation, hvor de er slemt syge, men ikke kan få lægehjælp. Det er forfærdeligt. Mange gange kommer folk i fare for at miste deres arbejde, hvilket hviler på dem som endnu et pres i en i forvejen vanskelig situation. Jeg kender det jo af egen erfaring!
Så nu, hvor jeg har fået en diagnose – ja hele to diagnoser, så er mine problemer vel overstået? Right?
Wrong! Nu er de først rigtigt begyndt!
Sagen er, at der er vandtætte skotter mellem de forskellige specialer i det danske sundhedsvæsen. Det anede jeg ikke. Jeg gik ud fra som en selvfølge, at de to afdelinger af samme sygehus, som behandler mig for dels søvnapnø og dels hjerteproblemer kommunikerede med hinanden, når der nu faktisk er en sammenhæng mellem de to diagnoser! Det gør de ikke. Selv om jeg selvfølgelig orienterer lægerne på begge afdelinger om det andet problem, så bruger de ikke den viden, jeg giver dem. De hører på, hvad jeg siger, men de tager ikke hensyn til den anden diagnose.
Det bliver et HESTEARBEJDE for mig, at få lægerne til at gennemføre en relevant samtænkning af de to diagnoser! Det vil kræve diplomatisk snilde og stor overtalelsesevne fra min side!
Nu er jeg jo kommet så vidt, at jeg faktisk er i behandling for begge diagnoser.
For folk, der endnu ikke har en diagnose, er de vandtætte skotter mellem specialerne selvfølgelig også et problem. Jeg talte for nylig med en kvinde, der selv er ansat inden for sundhedsområdet. Hun har været syg i 2½ år med mange sygedage, men nåede at få en diagnose til sidst: Cøliaki, altså at hun ikke kunne tåle gluten.
Denne kvinde fortalte, at den strenge opdeling i specialer også kom bag på hende, og hun arbejder i systemet!
Når det tog så lang tid at finde ud af, hvad hun fejler, så var det jo, fordi den praktiserende læge på grundlag af kvindens symptomer (mavesmerter, diarré, træthed m.m.) først henviste til f.eks. gynækologisk undersøgelse, som meldte tilbage til lægen efter nogen tid, at de ikke havde fundet noget unormalt.
Herefter skete der intet. Kvinden havde jo forventet at få at vide, hvad der videre skulle ske, og hun ventede derfor tålmodigt på besked. Men der kom ingen besked. Altså gik hun igen til lægen, som sendte hende videre til en ny undersøgelse, som hver gang intet resultat viste. Men der var ingen forslag fra de forskellige afdelinger eller specialer til, hvad problemet så kunne skyldes. De forskellige specialer arbejder med deres lille område og gør INTET for at rådgive patienten. De ser det slet ikke som deres opgave!
Så var det, at lægen til sidst – efter 2½ år – henviste til undersøgelse for cøliaki. Og bingo!
Men hvorfor skulle der gå 2½ år?
I mit tilfælde gik der 11 år, før en hjertespecialist ved et tilfælde fik den ide, at jeg kunne have søvnapnø. Hvorfor har ingen foreslået det før, når nu jeg er i behandling for et forhøjet blodtryk, og undersøgelser har vist, at ca. 30 % af folk med den diagnose har søvnapnø? Denne hjertespecialist kunne faktisk have gjort som alle andre speciallæger og have sagt, at søvnapnø ikke var hendes bord! Men denne hjertespecialist tog sit lægeløfte alvorligt, hvad jeg vil påstå, at mange andre læger IKKE gør.
Som jeg sagde til den unge kvinde med cøliaki, så er det skæbnens ironi, at jeg faktisk indledte min ”ørkenvandring” med at blive undersøgt for cøliaki, hvilket jeg ikke havde!
Hvorfor gør lægerne ikke selv vrøvl over et så tosset sundhedssystem?
Kameliadamen
Kommentarer
Jeg tror læger indbyrdes konkurrerer, bliver uvenner, ikke er enige eller hvad jeg nu skal finde af ord for at sige det. Jeg tror ikke arbejdsforholdene altid er særlig sjove/behagelige.
Jeg kender da to læger, hvor den ene ikke gad mere. Den anden skiftede arbejdsplads, fordi forholdene ikke var gode.
Den praktiserende læge bliver træt af det hele efter en del år i faget og gider ikke sygdomme mere. Nu skal der bare penge i kassen. Undskyld, men jeg tror det altså.
Som du ved har jeg jo selv rendt fra Herodes til Pilatus, hvorefter jeg på nettet får løsningen på mit problem. I knapt to år har jeg været rask nu. Men inden da, 10 til 12 års sygdom. Fordi ingen taler sammen om noget som helst.
Jeg er sikker på min daværende læge betragtede mig som hypokonder. Det troede jeg ikke i begyndelsen, men efterhånden blev jeg klar over det.
Jeg har også et andet problem, jeg kender løsningen. Den har tre læger udtalt. Men når man så kommer for at få det løst, så siger en fjerde læge noget "tredie". Jeg gider ikke mere og har helt opgivet.
Man skal simpelthen have et godt helbred for at være syg her i landet.
Min bror går meget ofte til kontrol. En ny læge hver gang. Det er da utrygt. Ingen kender ham jo og skal først sætte sig ind i problemerne.
Jeg husker da "gamle" overlæger udtalte i tv: Når vi er væk går det galt. Men det troede politikerne ikke.
Langt senere husker jeg den unge læge, som klagede over uddannelsen. Men en ting er sikkert, der er noget galt. Det fungerer ikke, som det burde.
Og det koster et hav af penge, fordi de ikke taler sammen.
Ja, hvorfor gør lægerne ikke vrøvl. Åh, det er sikkert som at slå i en dyne.
Og, ja vi har en læge i familien, desværre ikke tæt på mig, hun måtte da gribe ind for at hjælpe et familiemedlem. Den praktiserende læge gjorde ikke mere eller opgav måske.
Det begyndet for længe siden med blodpropper og bypass. Efterfølgende er der megen træthed o.s.v.
I 2006 skete der noget, han blev hæs. Han gik til lægen o.s.v.
Jeg sagde til ham, der er noget helt rivede galt, tag til en halslæge.
Nå, det gjorde han så.
Han var bare rød i halsen, sagde han, men ville dog gerne se ham en måned senere.
Han blev rigtig alvorlig dårlig, kæmpede for at få luft o.s.v. Han var ikke selv ret god til at gå til lægen.
Ved konsultationen en måned senere, blev han indlagt akut på en hals-øre-næseafdeling. Han fik lavet en stomi til luftrørert. Samtidig tog de prøver fra struben. Det viste sig, at være strubekræft.
Så langt, så godt. Det var et hårdt forløb, men alt var egentlig fint fra sygehusets side. (Jeg var ofte selv indlagt på samme afdeling) Så hvis det blev for slemt for mig, ville de indlægge min mand, og køre ham til strålebehandling derfra. Vi følte os godt behandlet.
Men tre år senere opstår der uforstående roderi, ihvertfald set fra patientside.
Min mand bliver igen dårlig, træt og ind imellem askegrå. Han er hos lægen ca. 1 gang om måneden, får taget blodprøver o.s.v. Der siges at alt er i orden, bortset fra blodmangel, og en hofte der skulle skiftes. Han tager stadigvæk til kontrol på Rigshospitalets cancerafdeling.
Nu bliver det indviklet.
1. feb. 2010 brækker min mands ben, uden nogen ydre foranledning. Han havde tid på sygehuset, der skulle skifte hoften den 2. feb. Altså var det ikke smart, at han blev kørt til et andet sygehus. (Vi vidste ikke på dette tidspunkt, at benet var brækket)
Han havde afsindige smerter og ingen måtte røre ved ham. Vores læge vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, på grund af tiden på sygehuset, som ville blive aflyst, hvis han skulle ind over, det sygehus der nu skulle røntgenfotografere o.s.v.
Man fandt så en mulig løsning, ved at køre min mand til akut røntgen.
Først her fik vi at vide, at hans ben var brækket, og han kom ikke hjem. Der var noget der skulle konferes med Rigshospitalet, man havde mistanke om kræft, men sagde det ikke direkte. Tre dage lå han så med det brækkede ben, som skulle opereres på Riget. Det viste sig at være en lungecancer der havde spredt sig. Han blev indlagt på ortopædkirurgisk som udføret operationen, men cancerlægerne stiller diagnosen og bestiller scanning. Altså to afdelinger på Riget, hvor min mand var kendt på den ene, og stadigvæk var tilknyttet.
Vi fik også oplyst hvor meget sygdommen havde spredt sig, og det så ikke godt ud.
Men det mest uforståelige var, at nu skulle min mand hjem, for senere at blive indkaldt til udredning i regionens eget sygehus. Rigets kræftafdeling havde ikke noget at gøre med den 2. kræftsygdom.
Min mand bliver overført til ortopædkirurgisk afd. her i nærheden. to dage senere bliver han overført il en medicinsk afd. Som skal stå for udredningen, ( som var gjort)
Jeg var med til denne samtale, min mand havde max et halvt år tilbage, han var meget syg. Henvisning blev sendt til det sygehus i regionen der havde med kemo at gøre.
Så nu kørte min mand i ambulance hver gang han skulle til noget på sygehusene. Nu var der to afdelinger på riget, der skulle se ham, og et sygehus i regionen, De samarbejder på ingen måde, plus vi havde vores nærmeste sygehus til hjælp i akutte situationer.
Derudover havde vi hjemmesygeplejen, som kun docerede medicin, vi havde palliativt team på banen.
Det var så forvirrende, fordi min mands sygdom var delt på flere forskellige sygehuse, og ingen kunne svare os på noget konkret.
Kun vidste vi, at han var alvorligt syg, hvilket jo tydeligt kunne ses.
Det bedste der skete for os i hele det her forløb var at, vi sluttede det her på et hospice. Vi boede begge to på hospice, og fik en fredelig og rolig afsked.
Tak, fordi du fortalte om disse erfaringer til os andre. Det må have været frygteligt. Det var godt, at du og din mand fik en fredelig og rolig tid sammen på hospice i den sidste del af din mands liv.
Din historie får mig til at tænke på, at den slags kritiske beretninger om sundhedssystemet altid har to funktioner:
1. Det er vigtigt, at kritikken bliver viderebragt. Jo flere af den slags beretninger, der kommer frem, jo mere indlysende må det være, at sundhedssystemet trænger til at blive ændret.
2. Når man har haft så forfærdelige oplevelser, har man behov for at bearbejde dem. En måde at bearbejde dem på er jo, ganske enkelt at fortælle om dem, som du gør. Det er ikke altid, at det er tilstrækkeligt. Men en psykisk bearbejdelse er nødvendig.
I denne tråd havde jeg tænkt mig, at kritikken især skulle dreje sig om den helt klart upraktiske måde, sundhedssystemet fungerer på. Og jeg ville pege på, at det, at sundhedssystemet fungerer så upraktisk, er virkeligt DYRT for samfundet − foruden at det altså koster den enkelte patient uanede mængder af tid, besvær og penge.
Lige så snart det handler om penge og økonomi, så er der politikere, der lytter. At alvorligt syge bliver rokeret rundt mellem forskellige landsdele og skal bruge den sidste del af deres liv på at forholde sig til 4 forskellige sygehuse samt en hjemmepleje, det er jo forfærdeligt, men vil politikere forholde sig til det?
Sagen er, at jeg selv prøver at se på sygdom med samfundets øjne, for at forstå, hvordan politikere og sundhedsteoretikere og læger tænker. Det er det, der får mig til, først og fremmest at kritisere de ting, der er tumpet tilrettelagt og derfor koster kassen!
Men vi må aldrig glemme det enkelte menneskes lidelser!
Og Persille har ret, når hun gengiver det gamle udtryk: ”Man skal virkelig have et godt helbred for at kunne klare at være syg!”
Mange hilsner
Kameliadamen
Da min mand kom hjem, havde ingen kontaktet hjælpemiddelcentralen. Det betød, at vi havde ingen steder han kunne sidde, møblerne var for lave, toiltettet var for lavt, og det samme var sengen.
Det er ikke noget borgerne selv kan henvende sig om, det skal gå enten gennem sygehuset eller hjemmeplejen.
Så vi stod her med min mand og skulle være kreative, for selvfølgelig var det tilmed en fredag han var sendt hjem.
Held i uheld, var vi så "heldige" at min svigermor ikke mere kunne komme i badeværelset, så jeg hentede hendes toiletforhøjer, vores søn lavede klodser til møblerne o.s.v.
Jeg "lånte" også min svigermors kørestol, som var sygehusets.
Det var noget rigtigt rod.
Der gik så en lille uges tid, før der kom en ergoterapeut for at se, hvad min mand havde brug for. Der gik endnu et par dage før tingene kunne leveres.
Da tingene til min mand endelig ankom, skulle ergoterapeuten indstille kørestol, badebænk og toiletforhøjer, så det passede til min mand.
Vi blev stressede af det, samtidig fik vi en mindre skideballe, fordi vi havde tilladt os at låne hos min svigermor. Hun kunne ikke bruge det mere, det stod bare og fyldte i et værelse.
Hvorfor er sundhedssystemet så tosset indrettet. ???
Jeg er glad for ikke at være psykisk syg, men kan man stole på det ikke er galt andre steder også. ?? NEJ, jeg har selv været indlagt af medicinforgiftning.
Nu må jeg høre noget beroligende musik.
Man har i mange år talt om, at ca. 5.000 personer årligt dør på grund af lægefejl.
Til at begynde med var det – så vidt jeg ved – kun den tidligere radiodoktor Carsten Vagn Hansen, der påstod, at det forholdt sig sådan, og så vidt jeg ved, havde han skønnet sig frem til tallet på grundlag af oplysninger om amerikanske forhold.
Men i den sidste tid lader det til, at også andre kilder står frem med den slags tal.
I går så jeg en såkaldt spiseseddel fra B.T., der lovede oplysende detaljer om sagen. Men det er tilsyneladende ikke muligt at finde gratis information om det på nettet, for B.T. skal jo også tjene penge.
Om et stykke tid er oplysningerne nok tilgængelige, men her er, hvad B.T. lokker med for at få os til at betale for dem:
http://www.bt.dk/node/20733196/print
Ja, det ville nok være en god ide med en guide, som den enkelte patient kan bruge for at undgå, at lægen begår fejl.
Når jeg ser tilbage på min lange ørkenvandring i sundhedssystemet, kan jeg da godt komme i tanker om ting, jeg skulle have gjort anderledes for at undgå at blive fejlbehandlet.
Det er helt sikkert et problem, at vi er en hel generation, der er opdraget til, først og fremmest at klare os selv og ikke være til ulejlighed for andre.
Det er klart, at vi nemt bliver ignoreret, hvis vi ikke bliver bedre til at manifestere os og stille krav. Det er alt for nemt at afvise os, hvis vi ikke gør vrøvl.
Alt for sent lærte jeg, at det var nødvendigt at kigge lægen i kortene, ved f.eks. at bede om udprintninger af blodprøvesvar. På det tidspunkt var der allerede flere gange begået fejl, kunne jeg se senere, da jeg fik en kopi af journalen: Flere gange havde jeg fået det svar, at mine værdier for jern og kalium var normale, skønt de faktisk var lave.
Som Lenin sagde: Tillid er godt, men kontrol er bedre!
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Hvis der nu er nogle, der synes, at min kritik er uberettiget eller overdrevet, så skal jeg lige for en sikkerheds skyld tilføje, at jeg jo ikke kritiserer ALLE læger. Der er der helt sikkert mange venlige og kompetente læger, og jeg har været så heldig omsider at få en sådan venlig og kompetent praktiserende læge. Men problemet er jo også, at selve sundhedssystemet er tumpet indrettet!
Nå, men nu skiftede jeg jo læge for godt og vel et år siden. Jeg har lige været der for første gang. Lægehuset jeg valgte var før blevet rost, så jeg kom fuld af så meget tillid, som jeg kunne få frem.
Hvor blev jeg skuffet. Meget.
Jeg kiggede igen på : Bedømmelse, og læste desværre det vist nu var et Termlægehus, som der blev skrevet. Der var flere, der ikke var så tilfredse mere og jeg kan kun give dem ret.
Jeg kom med et problem, som er undersøgt og konstateret på sygehuset, det blev afvist.
Jeg holder herefter min mund til jeg finder ud af noget andet.
Hvis ikke jeg kunne rase ud her blev jeg skør, tror jeg, he he. jae lidt sjov og megen alvor.
Kan læger ikke samarbejde ?
Jeg fortalte ham om undersøgelsen på sygehuset. Han troede ikke på mig.
Det står i min journal, hvis ellers han gad kigge efter. Det er håbløst.
Åh nej, hvor er dette slemt. Jeg har længe tænkt, når jeg hørte en ambulance med udrykning, ja det er fint, men hvem tager imod.
Hvor er jeg ked af det på den stakkels mands vegne. Mindst 10 år endnu siger sønnen, nej mange flere.
Jeg har altid været imod folkeopstande o.s.v. ment man skulle følge loven. Jeg er knapt så sikker mere. Måske er det nødvendigt. Der burde ændres meget på den sundhedsbehandling vi har i danmark. Der kunne spares mange penge og de kunne så bruges fornuftigt, hvis de fuldstændige tossede tilstande blev ændret.
Han får ondt i sit ben, ringer hjem til mig, og fortæller, at det gør nas. Jeg sagde til ham, at det lød lidt voldsomt, så jeg synes han skulle besøge sin læge.
Det gjorde han, og fik at vide, at det var en fibersprængning. Det troede min søn på, men jeg var skeptisk og forklarede ham, at hvis benet hævede eller på anden måde blev værre, så skulle han på sygehuset. Det kunne være en blodprop.
En aften blev benet så hævet at han ikke kunne få bukserne af. Der blev ringet til vagtlægen, som indlagde ham.
Det var en blodprop i benet. Han lå på sygehuset et par dage, blev udskrevet. Dagen efter bliver han, som lyn fra en klar himmel, pludselig meget, meget dårlig. Hans kone var klar over, at det hastede. Hun kørte ham selv til sygehuset, hvor min søn gik i krampe og ikke selv kunne komme ud af bilen. Han havde fået to blodpropper i den ene lunge. Så det var tæt på, at vi havde mistet ham.
Nu begyndte man at interessere sig for hvorfor han dannede blodpropper. Intet forklarede, at han fik blodpropper. Så der blev lavet gentest, undersøgt for alt muligt. Han fik at vide, at han var sund og rask, han skulle bare gå på arbejde som han plejede. Hans læde siger nej, det arbejde dør han af.
Min søn går nu til ugentlige blodprøver og samtidig får han en snak med sin læge. Sønnen kan læse med på skærmen. Han havde fået at vide på sygehuset, at han ikke var genetisk disponeret. Nu læser han imidlertid på skærmen, at han er genetisk disponeret for blodpropper i venesystemet.
Han ringer tilbage til sygehuset for at tale med den læge, der havde forstand på sådanne ting, og som havde sagt til ham, at der var ikke noget genetisk.
Denne læge blev samtidig meget fortørnet over, hvordan min søn havde fået det at vide.
Så her slutter en historie der endnu ikke er afklaret. Min søn er sygemeldt endnu o.s.v.
Og hvem skal man tro på?
Men de gamle overlæger sagde også: Når vi er væk, går det galt. Politikerne ødelagde uddannelsessystemet.
Jeg skal love for de havde ret. En ung læge sagde engang til mig: Der er aldrig tid til at følge overlægen og lære. Men det kan ingen huske i dag, hverken politikere eller læger.
Jeg ved flere, der er rejst til udlandet for at blive behandlet. Men det koster jo, desværre.