Indstillinger
Overvejelse hvorvidt spiseforstyrrelse eller ej
Hej!
Jeg er en pige på 21. Jeg går meget op i sundhed og har altid gjort det. Jeg taler meget om det, og det fylder en del i mit liv - men ikke altid i den kost jeg rent faktisk indtager.
I det seneste stykke tid er jeg blevet spurgt et par gange om jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har aldrig selv tænkt over at det skulle være tilfældet, men er nu begyndt at overveje sagen.
Status på mit liv (mht mad, sport og sundhed) lige pt:
- Jeg dyrker sport 5-6 gange om ugen, hvis tiden er til det. Som regel finder jeg tiden, da det betyder meget for mig at dyrke motion. Det kan enten være en løbetur, fodboldtræning eller et hold i det lokale fitnesscenter.
- Jeg spiser morgenmad, når jeg skal på studiet. Hvis jeg bare er derhjemme spiser jeg som regel ikke noget før engang først/midt på eftermiddagen. Det kan både skyldes at jeg ikke er sulten eller ikke har lyst. Morgenmaden består af havregryn med mælk.
- Jeg spiser aldrig noget, når jeg er på studiet. Det skyldes at jeg ikke bryder mig om at spise sammen med andre. Dog er min familie eller udvalgte venner en undtagelse.
- Jeg spiser aftensmad, hvis både min bofælle og jeg er hjemme. Ellers er det ikke altid jeg får spist.
- Jeg spiser som regel noget senere på aftenen. Enten fordi jeg er blevet sulten eller fordi jeg går sukkerkold og bare har lyst til noget.
- Jeg har svært ved at stoppe igen, når først jeg er begyndt at spise noget.
- Jeg tager slankepiller (Nuvoryn) og har forsøgt kortvarigt med Metaburn.
- Jeg har i flere omgange prøvet med slankepulver, Allévo.
Jeg føler mig konstant tyk og bryder mig ikke om at vise min krop på nogen måde overfor andre. Jeg får dårlig samvittighed ved at spise - usundt eller ej. Når jeg dyrker motion, føler jeg aldrig jeg har lavet nok, når først jeg så har været i bad. Samtidig spiser jeg en masse - alle de her små dumme måltider, jeg går og nipper. Eller kæmpe portion havregryn, aftensmad, yoghurt eller mega mange stykker knækbrød.
Min vægt står stille, så det er ikke fordi jeg taber mig, skønt jeg virkelig forsøger og skønt det hele tiden er i mine tanker - selv når jeg sidder til fest og forsøger at nyde god mad eller når jeg bare sidder og ser tv.
Hertil kommer så mit spørgsmål: er det tegn på en begyndende spiseforstyrrelse?
Jeg vil ikke opsøge læge, blot ved at nogle venner har kommenteret mine madvaner. Men hvis der rent faktisk er noget om snakken, bør jeg måske.
Lige lidt sidste info. Jeg er som sagt 21 år. Jeg er 175 cm høj og svinger mellem 66,5 kg og 68, 5 kg. Derved kan I høre, at det ikke er noget, der er tydeligt på hverken udseende eller vægt.
Tak om I vil kommentere.
// K
Jeg er en pige på 21. Jeg går meget op i sundhed og har altid gjort det. Jeg taler meget om det, og det fylder en del i mit liv - men ikke altid i den kost jeg rent faktisk indtager.
I det seneste stykke tid er jeg blevet spurgt et par gange om jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har aldrig selv tænkt over at det skulle være tilfældet, men er nu begyndt at overveje sagen.
Status på mit liv (mht mad, sport og sundhed) lige pt:
- Jeg dyrker sport 5-6 gange om ugen, hvis tiden er til det. Som regel finder jeg tiden, da det betyder meget for mig at dyrke motion. Det kan enten være en løbetur, fodboldtræning eller et hold i det lokale fitnesscenter.
- Jeg spiser morgenmad, når jeg skal på studiet. Hvis jeg bare er derhjemme spiser jeg som regel ikke noget før engang først/midt på eftermiddagen. Det kan både skyldes at jeg ikke er sulten eller ikke har lyst. Morgenmaden består af havregryn med mælk.
- Jeg spiser aldrig noget, når jeg er på studiet. Det skyldes at jeg ikke bryder mig om at spise sammen med andre. Dog er min familie eller udvalgte venner en undtagelse.
- Jeg spiser aftensmad, hvis både min bofælle og jeg er hjemme. Ellers er det ikke altid jeg får spist.
- Jeg spiser som regel noget senere på aftenen. Enten fordi jeg er blevet sulten eller fordi jeg går sukkerkold og bare har lyst til noget.
- Jeg har svært ved at stoppe igen, når først jeg er begyndt at spise noget.
- Jeg tager slankepiller (Nuvoryn) og har forsøgt kortvarigt med Metaburn.
- Jeg har i flere omgange prøvet med slankepulver, Allévo.
Jeg føler mig konstant tyk og bryder mig ikke om at vise min krop på nogen måde overfor andre. Jeg får dårlig samvittighed ved at spise - usundt eller ej. Når jeg dyrker motion, føler jeg aldrig jeg har lavet nok, når først jeg så har været i bad. Samtidig spiser jeg en masse - alle de her små dumme måltider, jeg går og nipper. Eller kæmpe portion havregryn, aftensmad, yoghurt eller mega mange stykker knækbrød.
Min vægt står stille, så det er ikke fordi jeg taber mig, skønt jeg virkelig forsøger og skønt det hele tiden er i mine tanker - selv når jeg sidder til fest og forsøger at nyde god mad eller når jeg bare sidder og ser tv.
Hertil kommer så mit spørgsmål: er det tegn på en begyndende spiseforstyrrelse?
Jeg vil ikke opsøge læge, blot ved at nogle venner har kommenteret mine madvaner. Men hvis der rent faktisk er noget om snakken, bør jeg måske.
Lige lidt sidste info. Jeg er som sagt 21 år. Jeg er 175 cm høj og svinger mellem 66,5 kg og 68, 5 kg. Derved kan I høre, at det ikke er noget, der er tydeligt på hverken udseende eller vægt.
Tak om I vil kommentere.
// K
Kommentarer
Synes det lyder meget som du har en spiseforstyrrelse og ydermere lavt selvværd. Og det med du fortæller med ingen andre må se dig spise, ud over helt særlige personer, tyder på en spiseforstyrrelse. Og så den overdrevet interesse for kost og motion. Jeg synes du skal gå til lægen og tale med ham / hende omkring de tanker du har om dig selv og de spisemønster du beskriver. Har du en god læge ?
Det er desværre ikke så sundt den måde du lever på. Det ved du sikkert i forvejen, men det er sundere at spise små sunde måltider dagen igennem og ikke vente til om eftermiddagen med at spise. Din hjene og krop har brug for nærring, for at fungere optimalt.
Hvordan har du med at spise fedt ? smør, olie osv ? Er der nogle madvarer du aldrig kunne drømme om at spise ?
Mvh
Se at komme til lægen så du kan få lært at være god ved dig selv. Det er helt vildt usundt sådan som du lever.
Glemte lige at skrive til dig, at du ikke vejer for meget! Selvom du føler dig tyk og det er du ikke! Men det er endnu et tegn på spiseforstyrrelse! En med en spiseforstyrrelse kan kun se en selv som værende overvægtig eller tyk, lige meget hvor tynd man er.
Mvh
Jeg spiser aldrig smør - hverken på rugbrød eller til fx at stege i. Til sidstnævnte bruger jeg en smule olie.. Men jeg ved ikke som sådan om der er noget, jeg slet ikke kunne finde på at spise....
Jeg ved godt, jeg ikke er overvægtigt, men jeg føler mig stadig for tyk! Min vægt har egentlig ikke så stor betydning, på trods af at jeg vejer mig flere gange om dagen. Det betyder mere for mig, hvordan jeg ser ud.
Vil stadig sige du skal tage en god snak med din læge. Det med at du vejer dig flere gange dagligt, er endnu et tegn på det. Jeg har arbejdet med mange unge der har været spiseforstyrret. Og det er med at tage det i optrækket, da det er ellers noget man kan komme til at døje med i mange år eller præge ens liv i en negativ retning. Du fortæller du har det skidt med at spise foran andre og du ikke kan nyde maden i selsskaber eller når du ser tv. Du er meget optaget af dit udseende og har det ikke godt med dig selv.
Så for mig at se går du allerede glip af en masse glæder.
Mvh
Jeg tænker bare - man kan jo ikke se det på mig, og mon min læge så vil tage det for gode varer?
Jeg var inde ved hende mange gange i efteråret, hvor jeg fik konstateret en depression. Da tabte jeg mig en del pga. bivirkninger fra medicin, så i starten holdt hun øje med min vægt. Da havde jeg ikke overskud til at dyrke motion, men da jeg så begyndte igen, stod min vægt mere stille, og hun mente ikke, der var behov for at holde øje med mig længere, da det nok skyldtes muskelmasse.
På det tidspunkt nævnte jeg ikke noget om mine madvaner/-problemer.
Er du ude af din depression nu ? Fik du en henvisning til psykolog for at behandle depressionen? Eller blev du blot medicineret ?
Jeg synes det er flot, at du selv er opmærksom på det. Det er jo desværre en lidelse der kommer snigende nogle gange. Spiseforstyrrelse kan man jo ikke altid se, dvs det er ikke kun dem der er udsultede at se på der kan have en spiseforstyrrelse. Der findes 4-5 forskellige typer anoreksi, bulimi, binge, ortoreksi , nogle gange har man flere af dem. En spiseforstyrrelse kan være invaliderende på mange måder.
Har du talt med din mor og far om det ?
Mvh
Jeg fik en henvisning til en psykolog, men fandt aldrig én, da jeg ikke følte jeg havde råd. Nu har jeg dog fået en tid gennem studiet til noget gratis rådgivning.
Mine forældre ved godt, jeg har en depression, men jeg har aldrig snakket med dem om det med spiseforstyrrelse. Jeg tror de vil blive meget overraskede..
Jeg tror måske bare ikke helt selv på, at jeg har en spiseforstyrrelse. Men sådan havde jeg det egentlig også før jeg fik konstateret depression - da forsøgte jeg hele tiden at skubbe det til side og sige til mig selv at det var noget pjat.
Det samme gør jeg nok lidt nu.. Men jeg kan stadig ikke helt forstå at man kan have en spiseforstyrrelse uden at være undervægtig eller uden at tabe sig/tage på.
Det er meget typisk at man ikke selv mener man har et problem ved spiseforstyrrelse, men du alle de klassiske tegn til en påbegyndende spiseforstyrrelse.
- Vejer sig flere gange dagligt
- lavt selværd
- spiser ikke foran andre, kun særlige udvalgte
- dyrker meget motion
- har ikke et sundt spisemønster
- går mange timer uden mad
- har et fint BMI og du føler dig stadig tyk
- flere har lagt mærke til dine "madvaner"
- Kan ikke nyde mad i selsskaber eller i dit eget selsskab
osv.
Jeg tror det er lidt en "ældre" opfattelse, at man skal være udsultet eller meget kraftig før man kan have en spiseforstyrrelse. Men kan sagtens være normalvægtig og have en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen har selvfølgelig indflydelse på vægten, men det er jo ens forhold til sig selv, maden og de usunde/unormale spisevaner. Og dine spisevaner er jo ikke sunde eller normale. Men ligesom så meget andet dækker spiseforstyrrelsen over dyberliggende et problem.
Du har lige haft en depression, fandt du ud af hvorfor du blev deprimeret ?
Kan du evt. prøve at fortælle hvorfor du ikke bryder dig om at spise foran andre mennesker ?
Mvh
Jeg ved ikke, hvad grunden til min dep er. Det er noget af det, jeg håber at finde ud af via den rådgivning. Det er nemlig en psykolog jeg skal ind til.
Jeg tror, at grunden til jeg ikke bryder mig om at spise foran/med andre, er fordi jeg føler mig tyk og får tanken, at hvis de andre ser jeg spiser og måske synes, jeg spiser for meget, så vil de tænke, at det burde jeg ikke, når jeg ikke er mindre. Så er det lettere ikke at spise med andre og derved også være fri for, hvad de mon tænker om mig og min krop. Det er rarere at de tænker, jeg burde spise frem for, hvis de tænker at jeg ikke burde.
Når jeg ser en stor dame eller mand sidde og spise en is, tænker jeg altid, at de burde da hellere løbe sig en tur.
Jeg tror det er lidt den tanke fra andre, jeg gerne vil undgå..
Gav det overhovedet mening?