Hjælp - min mand er følelseslammet

Vic1982

Tusind tak for svaret.

Min mand er blevet undersøgt af sin læge, og der er intet der tyder på at han mangler vitaminer eller mineraler. Så den mulighed er udtømt.

Desværre har situationen forværret sig og han er i løbet af de sidste par dage trukket sig helt ind i sig selv. Han siger at han ingen følelser har længere og at han ikke kan overskue mig mere. Derfor har han besluttet at søge skilsmisse på trods af vores læge har bedt ham om ikke at tage store beslutninger under en depression.

Men på få dage har han ændret sig til en person, som jeg slet ikke kan kende mere. Han bliver nemmere irriteret, vil ikke åbne op, kommer med forskellige forklaringer og er immun overfor børnenes reaktion på alt det her. De er kede af det, og vil ikke have at deres far forlader dem. Men det rører ham ikke.

Det ene øjeblik hævder han at det er på grund af depressionen, det andet øjeblik siger han at han har det fint. Jeg føler jeg ser flere personer og han er på ingen måde den mand han var før han røg ind i det her.

Jeg har tigget, bedt og grædt og bedt ham vente til medicinen virker, før han beslutter sig for at søge skilsmisse. Men han nægter. Han siger at jeg skal komme videre med mit liv, og at børnene nok skal klare sig. Han er fuldstændig følelseskold. Og det andet øjeblik siger han at vi tager en dag ad gangen og ser hvad fremtiden bringer.

Jeg aner ikke fra eller til. Lige nu har han forladt mig og børnene, men vil dog gerne se ungerne hver dag efter arbejde. Han vil ikke søge terapi på trods af han har haft en grim barndom, har en masse bagage og har depression i familien, oveni købet med to selvmordsforsøg.

Hvordan foholder jeg til alt det her. Det er godt nok svært med en sådan situation og to små børn.

Hilsen
Vic

Linette1

Syg eller ikke syg - nu må du træde i karakter, og sætte grænser.
Du må og skal ikke finde dig i, at han truer med at forlade jer, og rent faktisk gør det.
Du må ikke bruge børnene, de skal under ingen omstændigheder involveres i, om deres far bliver eller ikke bliver.
Bliver det til en skilsmisse, så er det det, og kun det.
Du skal ikke tillade, at din mand kommer hver dag - hvor er dit liv henne?
Når han vil forlade jer, så giv ham lov til det. Så er det slet ikke sikkert han vil det.
Lige nu kan han frit gå fra det ene til det andet, og du står parat.
Hans sygdom er hans ansvar. Han har stadigvæk et ansvar overfor sin familie. Det kan han åbenbart ikke overskue lige nu, men det arrangement han har foretaget sig på nuværende, vil i det lange løb betyde, at du ikke kan respektere ham. Du ved jo ikke om du er solgt eller købt.
Når han nu er flyttet fra jer, så sig til ham, at du har nok at gøre, så han kan højst komme på besøg en gang om ugen eller hv.2. uge.
Her er du i min verden for blødsøden.
Du skal jo også kunne klare skærene, ellers går der da helt ged i det.
Hilsen Linette.

persille1

Jeg har hele tiden ment det samme, men jeg ved godt det er pokkers svært at indse det. Da jeg sagde stop ville min eksmand gerne tilbage, men jeg sagde nej og det har jeg aldrig fortrudt.

Kameliadamen1

Hej Vic

Ja, du må for alt i verden ordne det sådan, at situationen er til at leve ved for dit og for børnenes vedkommende.

Jeg synes, at det lyder fint, at din mand er flyttet for en periode, når han nu ikke magter at være sammen med jer. Men man kan jo normalt ikke få skilsmisse sådan lige på en studs, så vidt jeg er orienteret. Først skal man igennem en separation.

Hvis jeg var dig, ville jeg ikke – sådan uden videre - gå med til en separation. Prøv at trække det hele i langdrag, og se om han så ikke når at blive rask, inden han får gennemført noget som helst. Har han i det hele taget kræfter til at klare bodeling, økonomi osv.? Er der ikke bare tale om, at han er flyttet med sit tøj, hen til noget familie, hvor han føler, at han bliver fritaget for ansvar, så han bedre kan klare at passe sit arbejde?

Jeg tror ikke, at du kan regne med hans forklaringer. Han er totalt rundt på gulvet og ved ikke selv, hvad der foregår. Derfor er det bedst at vente på, at han skal få det bedre, inden der træffes afgørende beslutninger.

I mellemtiden er du nødt til at træffe de beslutninger, der er nødvendige for, at din og børnenes hverdag ikke lider under din mands sygdom. Du kan ikke gøre noget ved, at han er flyttet. Men du kan forlange, at han respekterer visse regler, sådan at jeres liv kan fungere.

Og det er nok en god ide at lade være med at diskutere med ham. Du har gjort, hvad du kunne. Nu må medicinen og tiden virke. Det er alt for belastende for dig at forholde sig til hans humør- og meningsskift.

Prøv at gøre noget godt for dig selv og børnene, så I kan komme til at tænke på noget andet. Prøv også at være sammen med andre voksne, for ikke at komme til at ”drukne” i din mands problemer.

Mange hilsner

Kameliadamen

Vic1982

Ja, jeg lå sent i går aftes og skiftedes mellem at være vred og såret. Vred over hans manglende engagement i vores fælles liv og såret over ikke at kunne kende ham mere. Jeg kan slet se den mand jeg kunne se for et halvt år siden. Jeg ser en vred, ligeglad, følelseskold og helt anden person. Kan en depression virkelig gøre dette mod et menneske?

Jeg har bedt ham respektere mig børnene, således at vi tre kan komme i gang med en hverdag med kun os tre. Han bor i mellemtiden hos diverse venner på skift, og kommer hjem med jævne mellemrum og skifter tøj. Han har talt om at gå på kommunen og få en ny lejlighed, så i hans tanker er han allerede på vej væk. Han har ikke nogen han kan bo hos permanent, da han ikke rigtig har sin familie tæt.

Han tager fortsat sine piller, og vil gerne fortsætte med dem, selvom han er begyndt at hævde at han har det fint og ikke har en depression. Han husker dårligt, hvad han fortæller mig og kommer den ene dag med forklaringen om at han ikke har flere følelser, og den anden dag at han ikke har det godt på grund af depressionen.

Han siger at han ikke vil finde sammen igen og at det er slut for alvor. Og at vi ikke finder sammen igen i fremtiden. Det er meget underligt det hele og synes jeg står med en masse ubesvarede spørgsmål, som jeg ikke får svar på lige nu. Jeg synes bare det er meget drastisk at efterlade børn og kone på den måde.

Linette1

Jeg synes du skal lade være med "at give mere tid". Du skal ikke bede ham tage hensyn til jer, nej du skal selv tage hensyn til dig og børnene. Det er i min verden en selvfølge, at man respekterer sin familie, også selvom man er syg.
Om din mand går på kommunen for at få en lejlighed, det skal du slet ikke gå op i. Han kan sagtens få en lejlighed, der er masser af dem til enlige.
Jeg ved det, jeg er selv enlig, og kan sagtens få en lejlighed, de er bare for små til mit behov.
Du skal ikke mere vaske hans tøj, høre på hans pladder om det ene og det andet.
Han har ikke følelser mere, siger han. OK, må du sige.
Jeg får mere og mere det indtryk at han lyver overfor dig. Han udnytter dig, og du håber.
Den bedste måde at få ham hjem på, hvis du efterhånden orker det, det er at sige til ham, at nu er han flyttet, han kan tage sit tøj og sine private ting med, og så bliver han væk, helt væk, undtagen de dage hvor han kan besøge børnene.
Har du tænkt på, at han kan faktisk miste respekten for dig, ved at du står der og finder dig i en ekstrem dårlig adfærd fra hans side.