Hjælp - min mand er følelseslammet
Jeg skriver herinde, da jeg har brug for råd omkring det at have en depression og så miste sine følelser fuldstændigt. Har søgt lidt på nettet og læst enkelte debatter, men valgte alligevel at oprette dette indlæg, da jeg er ved at gå i opløsning.
Min mand fik konstateret en depression for ca 6 måneder siden og gik jævnligt til samtaler med vores egen læge, da han ikke ville i behandling. Denne depression viste sig ved konstant gråd, tanker om selvmord, manglende energi og tristhed. Det vendte så, og i 3 uger fik han det bedre. Dog fik vores datter konstateret en mislyd på hjertet, som senere viste sig at være harmløs, men dette slog ham i gulvet. Efter dette begyndte han langsomt at få det skidt igen, denne gang bare anderledes end første gang. Han begyndte at lukke sig inde i sig selv, søge væk fra hjemmet, betænksom og tom i blikket. Her for en to ugers tid siden var den helt gal, da han fortalte at han ikke kan mærke sine følelser for mig mere. Han forklarer at han elsker mig og at han ved at han ikke burde have det sådan, men at han ingen følelser har lige nu. Han vil ikke flytte og siger, at han håber at følelserne komme retur, men lige nu kan han intet føle. Han er også begyndt at være mere ligeglad med sine to døtre, og vælger mindre gode venner frem for børnene. Han siger at han ikke kan overskue at være hjemme, når han er ude er der ingen krav eller nogen han skal stå til ansvar for. Han kan intet overskue, er stoppet med træning, gider ikke de "rigtige" venner og familie, er begyndt at drikke mere i week osv. Han passer dog fortsat sit job og vil ikke sygemelde sig, da han arbejder i en branche, hvor der er stort pres og derfor også en frygt for en fyring. Og i disse krisetider tør han ikke andet. Han er beyndt på Citalopram 20 mg, men er begyndt på halv dosis som skal sættes op til 20 mg mandag.
Han virker ligeglad og har ændret sig i blikket igen, han ser ingen glæde i noget. Han overlever bare som han selv siger. Kører nærmest på rutine og har fuldstændig mistet appetiten, hvilket har bevirket at han har tabt sig en del. Det er skrækkeligt at se et menneske, som man elsker gå sådan i opløsning og nærmest bare ændre sig fra dag til dag. Det der gør ondt er at høre at han ikke føler noget for mig mere. Kan ens følelser virkelig forsvinde under en depression. Og hvordan støtter jeg ham bedst muligt uden at tabe mig selv? Det er svært at ikke føle sin mands kærlighed mere og at dette bare er sket fra dag til anden. Han siger at han håber at disse følelser kommer tilbage, og han håber at jeg vil vente på ham. Men det er svært, at leve som forældre og ikke mand og kone. For jeg savner den gamle person, jeg kan slet ikke kende den mand jeg lever med nu. Og det gør pisse ondt, at stå på sidelinien og se et menneske ændre sig så markant.
Hvordan støtter jeg ham bedst muligt? Jeg forlanger ikke at han har overskud til at pleje vores forhold, selvom jeg allerhelst ville det. Men forstår at han først skal arbejde med sig selv, før han kan føle igen.
Men kommer følelserne retur?
Og hvilken effekt har den medicin han får nu? Hjælper den på hans følelser eller vil den bare forværre det?
Håber i kan svare på mine spørgsmål.
Hilsen
Vic
Min mand fik konstateret en depression for ca 6 måneder siden og gik jævnligt til samtaler med vores egen læge, da han ikke ville i behandling. Denne depression viste sig ved konstant gråd, tanker om selvmord, manglende energi og tristhed. Det vendte så, og i 3 uger fik han det bedre. Dog fik vores datter konstateret en mislyd på hjertet, som senere viste sig at være harmløs, men dette slog ham i gulvet. Efter dette begyndte han langsomt at få det skidt igen, denne gang bare anderledes end første gang. Han begyndte at lukke sig inde i sig selv, søge væk fra hjemmet, betænksom og tom i blikket. Her for en to ugers tid siden var den helt gal, da han fortalte at han ikke kan mærke sine følelser for mig mere. Han forklarer at han elsker mig og at han ved at han ikke burde have det sådan, men at han ingen følelser har lige nu. Han vil ikke flytte og siger, at han håber at følelserne komme retur, men lige nu kan han intet føle. Han er også begyndt at være mere ligeglad med sine to døtre, og vælger mindre gode venner frem for børnene. Han siger at han ikke kan overskue at være hjemme, når han er ude er der ingen krav eller nogen han skal stå til ansvar for. Han kan intet overskue, er stoppet med træning, gider ikke de "rigtige" venner og familie, er begyndt at drikke mere i week osv. Han passer dog fortsat sit job og vil ikke sygemelde sig, da han arbejder i en branche, hvor der er stort pres og derfor også en frygt for en fyring. Og i disse krisetider tør han ikke andet. Han er beyndt på Citalopram 20 mg, men er begyndt på halv dosis som skal sættes op til 20 mg mandag.
Han virker ligeglad og har ændret sig i blikket igen, han ser ingen glæde i noget. Han overlever bare som han selv siger. Kører nærmest på rutine og har fuldstændig mistet appetiten, hvilket har bevirket at han har tabt sig en del. Det er skrækkeligt at se et menneske, som man elsker gå sådan i opløsning og nærmest bare ændre sig fra dag til dag. Det der gør ondt er at høre at han ikke føler noget for mig mere. Kan ens følelser virkelig forsvinde under en depression. Og hvordan støtter jeg ham bedst muligt uden at tabe mig selv? Det er svært at ikke føle sin mands kærlighed mere og at dette bare er sket fra dag til anden. Han siger at han håber at disse følelser kommer tilbage, og han håber at jeg vil vente på ham. Men det er svært, at leve som forældre og ikke mand og kone. For jeg savner den gamle person, jeg kan slet ikke kende den mand jeg lever med nu. Og det gør pisse ondt, at stå på sidelinien og se et menneske ændre sig så markant.
Hvordan støtter jeg ham bedst muligt? Jeg forlanger ikke at han har overskud til at pleje vores forhold, selvom jeg allerhelst ville det. Men forstår at han først skal arbejde med sig selv, før han kan føle igen.
Men kommer følelserne retur?
Og hvilken effekt har den medicin han får nu? Hjælper den på hans følelser eller vil den bare forværre det?
Håber i kan svare på mine spørgsmål.
Hilsen
Vic
Kommentarer
Jeg kunne skrive en masse til dig, men jeg ved jo ikke, hvad du allerede har læst i andre debatter, så jeg prøver at gøre det forholdsvis kort.
Ja, følelserne kan forsvinde helt under en depression. Jeg har prøvet det, så jeg ved det. (Der er muligvis nogle, der vil protestere, fordi de ikke oplever en depression på den måde. Men det skyldes, at der findes forskellige typer af depression).
Og ja, følelserne kommer igen, når depressionen går over.
Jeg kunne henvise til flere steder, hvor følelsesløshed som et symptom ved depression er beskrevet, men her er et par gode:
”Mens let depressive først og fremmest lider emotionelt, bliver svært depressive hovedsagelig irriterede over, at de tænker og sanser anderledes end før.”
”Her viser depressionen sig i sit dybeste dyb som det modsatte af levende sorg, vrede eller tragik. Det er følelsesløshed, det ikke at kunne være trist, eksistentiel tomhed. Først når man er på vej ud af depressionen, rører smerten på sig igen, så melder følelserne sig, og tragikken åbner sig.”
(citater fra Daniel Hell: ”Hvad betyder depression”, side 36 og 47).
Der er også flere citater, der beskriver, hvordan samvær med andre kan føles som en belastning, når man har en dyb depression.
De gange, hvor antidepressive midler har virket hos mig, er mine følelser kommet tilbage i fuldt omfang. Og det var hver gang meget dejligt. Men din mand skal nok have en større dosis
Det er da altid noget, at din mand er klar over, det det er depressionen, der er skyld i de manglende følelser for dig. Der er mange, der i den situation mener, at en skilsmisse er løsningen. Men man skal ALDRIG træffe store og afgørende beslutninger under en depression. De kan vise sig at være helt forkerte!
Og ja, det er umådeligt svært at være pårørende til en depressiv. Du skal selvfølgelig støtte din mand, så godt du kan, men du er også nødt til at passe på dig selv, så du ikke også bliver syg.
Her på Netdoktor ligger der en liste med gode råd til pårørende:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise ... jaelpe.htm
I øvrigt er det sådan, at svært depressive ofte har det værre, når det er fint vejr som nu. Raske mennesker finder det besynderligt og begynder tit at komme med såkaldt falsk trøst: ”Jamen, når det nu er så fint vejr, så må du da få det bedre!” (Underforstået: Nu har du dæleme at tænke positivt!)
Men netop når det er godt vejr, og andre mennesker er så glade, føler den svært depressive sig ekstra bebyrdet, netop FORDI han ikke kan være glad.
I næste uge bliver det vistnok gråvejr og regnvejr. Det vil din mand formodentlig opleve som en lettelse.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg synes netop det er rigtig svært at skelne mellem hvad der er depression og hvad der er almindelige ægteskabsproblemer.
Tanker om hvorvidt der er en anden kvinde har strejfet mig adskillige gange og jeg tænker da også, at når nu han har mistet sine følelser, så vil det at være sammen med en anden kvinde ikke være noget problem for ham.
Da han fik sin depression for første gang var hans reaktion tristhed, håbløshed osv, og det var nemmere at forholde sig til end det at han har mistet følelser.
Han siger at grunden til at han ses med udvalgte venner, er fordi de ikke ved noget om hans sygdom og derfor ikke ser anderledes eller taler om det. Han er stoppet med at ses med de venner der ved noget om sygdommen.
Jeg har bedt ham om at flytte væk en enkelt gang, men han brød nærmest sammen, så har ladet ham blive boende. Men synes det er svært at bo under samme tag og ikke leve som et ægtepar.
Jeg aner efterhånden hverken fra eller til, og jeg ønsker virkelig at det er på grund af depressionen at disse følelser ikke længere er til stede. Han beder mig gentagne gange om at vente på ham, for han håber at de her følelser vender tilbage. Men han er lige nu nærmest opgivende.
Jeg håber ikke det er en anden kvinde der er i spil, og jeg ville blive meget skuffet hvis alt min støtte og udholdenhed har været til spilde. Så holder fast i det håb, at det er hans sygdom der ændrer hans person og ikke en anden kvinde.
Hvis der er nogle andre med erfaringer med følelseslammelse og være i et forhold, må i gerne komme med et input.
Jeg falder over, at din mand udtaler “når han er ude, er der ingen krav eller nogen han skal stå til ansvar overfor”
Depressionen kan måske handle netop om dette.. Det er et enormt pres at leve med en følelse af, at skulle leve op til krav og ansvar. Hvis det bliver for meget, kan det hjælpe at lukke sig inde i en depression. -at jeres datter måske var syg, kunne også påvirke den følelse.
Det at han synes der er krav og at han skal stå til ansvar, er en følelse i ham selv, ikke nødvendigvis noget der kommer fra omgivelserne. Det er i hvertfald din mand der bestemmer, hvorledes han reagerer på dem..
Jeg synes det er vigtigt at få ryddet mistanken om en anden af vejen. Så måske skal du spørge ham ligeud. Der er ikke sundt at gå med sådan en følelse der sidder og “gnaver”.
Når han går inde i sit mørke, kan han stadig se og føle, hvordan andre mennesker reagerer på ham og hans tilstand. For mig viser det mere om dem der ikke magter at reagere hensigtsmæssigt, end det viser noger om din mand. Han skal have ro til at bearbejde det der er svært lige nu.
De bedste hilsner Cristine
Jeg tænker bare, at han er jo startet på medicin, så man må vel føle at noget er galt siden man starter på medicin som antidepressiv. Det gør man vel ikke bare fordi at man skal have en undskyldning eller at man er træt af sin familie.
Hvad angår mit ansvar som kone, så er jeg villig til at gå igennem ild og vand, da jeg inderst inde er klar over at han har en sygdom. Derfor påtager jeg mig også de praktiske opgaver og følelsesmæssige opgaver i forhold til hjemog børn. Jeg har fantastisk støtte i forældre, søster, svoger og veninden, så dem læsser jeg af på og får hjælp med ungerne. Derudover tror jeg at man som menneske er stærkere end man selv tror, og da jeg sagde ja til min mand, sagde jeg også ja til at støtte ham i mindre sjove perioder. Ligesom jeg håber at han ville gøre, hvis det var omvendt.
Jeg har lyst til at sige, at din mand selvfølgelig også er nødt til at få gjort noget ved selve årsagen til, at han har fået en depression. Medicinen kan – hvis den virker optimalt – helt fjerne depressionen, sådan at han bliver sig selv igen. Og det er jo dejligt, hvis det går sådan. Men han er jo nødt til at finde ud af selve årsagen til, at han er blevet syg, og gøre noget ved den. Ellers kommer depressionen jo bare igen, når han trapper ud af den antidepressive medicin.
Christine kommer i sit indlæg ind på, at det, at din mand flygter væk fra familien, måske kunne tyde på, at hans depression kunne skyldes, at han føler, at han skal leve op til alt for mange krav og alt for meget ansvar.
Ud fra mine erfaringer vil jeg sige, at man under en hvilken som helst svær depression overhovedet ikke magter at have ansvar eller leve op til krav. Jeg vil derfor mene, at det er depressionen, der gør, at en mand, der ellers tidligere, da han var rask, udmærket kunne leve op til krav og ansvar, nu ikke længere magter det.
Netop fordi depressionen forandrer én til ukendelighed, bliver det i stigende grad vanskeligt at yde noget – både hvad angår arbejde og samvær med andre. Ting, som man før gjorde spontant og ubesværet, skal man under en depression anstrenge sig for at udføre. På en måde fungerer man lidt ligesom en robot, der skal have besked om hver enkelt lille ting, der skal gøres. Intet går af sig selv. Og det er klart, at den måde at fungere på tapper den depressive endnu mere for energi. Og det er klart, ar man mister sit selvværd, når man ikke mere kan, hvad man før kunne.
Og det er klart, at man i den situation enten isolerer sig eller søger samvær med mennesker, der ikke betyder så meget for én. For det er alt for smerteligt at udstille sin egen magtesløshed og uduelighed for de mennesker, der betyder noget!
Jeg vil altså mene, at det er depressionens skyld, at din mand flygter. Men derfor kan det godt være, at Christine har ret. Depression kommer som regel af overbebyrdelse. Og nu kan det godt være, at du undrer dig, for du synes måske ikke, at der har været tale om nogen overbebyrdelse? Tværtimod er du måske den, der trækker læsset!
Men du skriver et sted, at din mand arbejder i en branche, hvor der er et stort pres. Måske er det sådan, at din mand lige netop har kunnet klare dette pres, men så er der kommet en lille ekstra belastning, en forkølelse eller et problem i familien, eller måske har vinterens mørke været hård ved ham. Og endelig har frygten for jeres datters helbred givet ham det sidste skub.
Er din mand i øvrigt blevet tjekket for ernæringsmæssige mangler? Mange få det sidste skub ned i depressionens dyb af en banal D-vitaminmangel. En simpel blodprøve kan vise, om din mand mangler D-vitamin. Det er der ifølge undersøgelser ca. 35 % af danskerne, der gør.
Min pointe er, at det må være depressionen, der gør, at din mand kun magter arbejdet og ikke familien. Og min pointe er, at han flygter fra familien, fordi det er for pinagtigt at udstille sin egen magtesløshed over for dem, der betyder noget for ham.
Men i sidste ende tror jeg, at enhver depression kommer af overbebyrdelse, og at enhver, der har gennemlevet en depression, er nødt til at finde en ny livsstrategi, der er bedre egnet!
Mange hilsner
Kameliadamen