Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg må selv gøre et eller andet ....ved bare ikke hvad. For sådan som jeg har det er ikke noget jeg sådan kan tale med dem jeg kender med ...det er simpelthen for "tungt"....jeg føler mig meget "tung"...tynget osv.
Det er det der giver den massive træthed. Og så følelsen af at man ikke har nogen omkring sig der kan hjælpe...læste om en amerikansk filmstjerne der var blevet skilt ....hun havde boet hjemme hos venner og haft et hav af mennnesker er tog sig af hende ..talte med hende og var interesseret i hende.
Jeg var bare overladt til mig selv..og måtte så klare den smerte ...og sådan har det da været mere eller mindre hele vejen ..man skal selv klare alting og så bliver man altså træt og siger...no jeg har fået nok..jeg trænger til at trække stikket ud og være alene med mig selv. I hjælper jo ikke alligevel.
Du føler dig tung, tynget o.s.v.
Jeg tror, at meget af dit tungsind og din træthed, kan hænge sammen med det din søn har gjort.
Samtidig kan jeg læse i en anden tråd, at du er lidt vred over, at folk taler om alder.
Det sætter jeg lidt sammen med min egen erfaring. Jeg opdagede pludselig hvordan andre hilste på min mand, men overså mig. Jeg var et sted i fyrrerne, måske først i halvtredserne på det tidspunkt. Jeg var ligeså vred over det, som du er nu. Jeg ved ikke om det altid har været sådan, jeg fik bare øje på det. Af en eller anden grund holdt det op igen.
Det kunne også hænge sammen med, at jeg måske selv var tilbageholdende, vi har en søn, der ligesom din søn, måtte en tur i fængsel.
Man bliver meget, meget ked af det. Går og tænker meget over mange ting, jeg spekulerede f.eks. meget på, om vi havde svigtet.
Vores søn sagde en dag til mig, at jeg skulle holde op med det, det var ham der havde lavet noget lort. Det er jo sandt. Men det tynger stadigvæk lidt, fordi samfundet ikke uden videre godtager en straffet.
Er det sådan noget du også spekulerer på, eller lader du din smerte føre dig ud i noget andet f.eks. vreden over du ikke lige har nogen at tale med?
Det har du hvis du tør.
Jeg har set en annonce fra kriminalforsorgen, de søger faktisk pårørende til indsatte. Det var måske en ide, her vil du møde andre der forstår hvad du snakker om, du vil møde forståelse og accept.
Jeg fandt det blandt vores bekendte, jeg sagde det lige ud af posen som det var. Det førte igen videre til, at vores søn havde nogle gode bekendtskaber når han kom ud af fængslet.
Din astma har det ikke godt, når du ikke har det godt med den virkelighed der er din. Jeg selv måtte en tur på sygehuset af det chok jeg fik. Jeg kunne simpelthen ikke sige noget til nogen.
Er din astma ikke velbehandlet får du ikke ilt nok. Så bliver du naturligvis træt og har behov for hvile og/eller søvn.
Hilsen Linette
Jeg tror ..at det med min ene søn ...efter det blev konsumeret (her fik jeg angstdæmpende for at kunne holde det ud) og assimileret (jeg kun tænke på det som "nå der var han - ja det er der han er)...stadig ligger som en latent bombi i mit sind. Det ligger i min underbevidsthed...som en stor fed angst for hvad han dog har rodet sig ud i og hvad der kan ske og ...ja listen er lang.
Det med astma ja klart ...de siger jo at det er som at trække vejret og hver gang vejret skifter er jeg følsom for det ---- kan få det dårligt.
Nu er det sådan at jeg snart ikke kan skelne hvad der er på grund af hvad ...jeg gider ikke komme ind under de vrag der bare sætter sig hen i krog og rokker og ikke aner hverken ud eller ind.
Jeg ved godt hvad jeg er ked af ...der er bare en hel del! Jeg ved også at det ville være direkte idiotisk at tro en pille ku hjælpe mig.
Det er ikke min søns skyld at jeg ikke har noget job ....og det er en temmelig stor post i mine bekymringer. Men min søn fylder nok måske mest. Det er en uhåndgribelig og diffus angst og bekymring man ikke kan placere ...men helst ikke skal "tænke for meget på". Men du har selv prøvet at have et barn i fængsel.....et sted man ville have forsvoret nogensinde at træde ind i og som noget man kun så på tv.
Det flytter unægtelig nogen teltpæle og holdninger til folk i fængsel.
For at kunne klare det ...for jeg græd som pisket de særeste steder og overfor fremmede ...specielt en dame fra SAVN som jeg talte med ...der græd jeg så hun blev rystet. Det var og er meget meget gode mennesker i SAVN og mennsker der gør et enormt godt arbejde. Vi var på weekende hos dem og mødte andre pårørende til indsatte . Det hjalp utroligt at mærke at vi ikke var de eneste ..men mange mange mennsker led under deres pårørende sad i fængsel . Ja jeg ved snart ikke om det er dem udenfor der får den hårdeste straf....for det lader til at dem derinde hygger sig.
Men som jeg siger : de får den egentlige straf når de kommer ud.
Jeg er så bekymret over jeg ikke har et job og en identitet via mit job osv...
Så jeg har en del at tænke på ...det jeg så reelt gør ved det er at sove til sent på eftermiddagen gå til sport ikke søge arbejde og se tv til langt ud på natten. Jeg er handlingslammet ..og det gør mig så mere utilfreds.
Men jeg har læste om psykiske belastninger ...og jeg har været en del belastet ..lige nu nurser jeg mig selv....og jeg har brug for at sove. Jeg drømmer utroligt meget og har ikke lyst til at stå op ...før jeg er "helt vågen" så vælter jeg også ud af døren og besøge venner og går til sport men ellers sover jeg . Det er bar ikke særligt godt eller sundt. Og det ved jeg.
Ja, man kan i sådan en situation ikke rigtig finde ud af hvad der er hvad og hvorfor.
Jeg kender ikke SAVN, jeg har aldrig hørt om det. Er det noget med frivillige der gerne vil hjælpe?
Jeg synes ikke om, at du fortæller, du græd så voldsomt, at vedkommende blev helt rystet. En hjælper indenfor dette område skal kunne klare, at pårørende er rystet og chokeret. Set med mine øjne var det positivt, at du kunne græde, det er sundt for hele dig.
Jeg husker dog godt hvor svært det var, man kan jo ikke tude hele tiden. Jeg græd også meget.
Hvor længe skal din søn afsone? Er han sund og rask?
Det var min søn ikke. Han fik blodpropper, og den første hørte de ikke på i fængslet. Den næste gav ham hjertestop, og sådan fortsatte det en hel sommer.
Det er et ubeskriveligt sted at sætte sine ben. Min søn blev overført til Vestre fængsels sygeafdeling. Det fængsel er det værste af det værste jeg har oplevet. Vi kom ikke ind på selve sygeafdelingen, kun til besøgsafdelingen. Personalet der kan skræmme en fra vid og sans. Jeg har aldrig hørt sådan en tone fra nogen mennesker.
Min søn kom ud som invalid, han måtte på førtidspension på grund af hjertet som var ødelagt med 70%.
Man påstod at fængselspersonalet ikke måtte ringe 112, de skulle afvente et lægebesøg, og lægen skulle tage stilling. I dette tilfælde blev der ikke tilkaldt en læge.
Nu reagerede jeg så ikke som dig. Jeg blev vred over sådan noget, og min vrede handler jeg på. Jeg tog ind på Christiansborg, og nægtede at gå, før jeg havde fået talt med en minister for fængselsområdet. Det resulterede i, at jeg fik foretræde for retsudvalget. Det igen resulterede i, at loven blev ændret, så nu må personalet gerne ringe 112. Det var en sejr over et umenneskeligt system. Dem havde jeg flere af. Jeg blev ligesom "høj" hver eneste gang der var noget der ikke var i orden indenfor murene, når jeg fik medhold der skabte forandringer for de indsatte.
På et tidspunkt måtte jeg stoppe, for det resulterede i chikane fra fængselspersonalet, og det gik ud over min søn, som de "ville behandle som pest", hvis han og jeg blev ved med at klage.
For mit vedkommende tror jeg ikke en døjt på, at personalet er uskyldige når unge mennesker dør i deres varetægt. Men du kan tro jeg tænker på deres pårørende. Det er et helvede at være forældrer til en indsat.
Nå nok om det, det er efterhånden mange år siden, men som du selv skriver, den værste straf for de indsatte, sørger samfundet for at fuldbyrde når de kommer ud.
Jeg synes jeg læste i et af dine indlæg, at du er lærer af uddannelse. Det er en af de gode uddannelser som spænder vidt. Du kan bruge den mange steder.
Men tror du ikke det er godt for dig, at du ligesom er fredet et stykke tid, så du kan vænne dig til, at din søn er kriminel?
Du må give dig selv frikvarter hvor du gør noget for dig selv. Jeg malede og malede i den periode. Jeg gik på HF og fik et 11 tal for mine malerier. Siden har jeg ikke rørt penslerne. Men jeg fik en flot fuld HF, og kom ind på DPU.
Forresten du kan bruge dine drømme til noget. Det er ikke nødvendigt at tyde dem eller gå specielt meget op i om de har et budskab til dig. Du skal bare skrive dem ned, så vil du om nogen tid undre dig over dem. Du vil forstå dem og du bliver mere rolig og fortrolig med dig selv.
Hilsen Linette
Det var dog en rystende kamp du kom ud i - samt oplevelser i har haft med fængselsvæsnet.
Det var meget meget flot gået og godt kæmpet det med 112 der jo lød som det rene Anders And ...? Som dig må jeg sige at når nogen lider så voldsom overlast som de jo gør engang i mellem derinde ja så tror jeg altså også at de har taget meget meget hårdt fat.
Kan huske ham de sad på inde i København der ...(ja jeg kan hverken sige elller skrive ordet, undskyld). Havde de siddet sådan på mig samtidig med at jeg lå på maven og med benene oppe på den måde havde jeg ganske enkelt ikke kunne få vejret osv. Jeg har astma.
Tilbage til at du tog ind i folketinget og nægtede at gå....nej hvor var det flot ..og ligefrem fik ændret en lov. Hold op = flot.
Nu må jeg så sige at jeg kun har fået den absolut sødeste og bedste behandling af fængselspersonalet og politi. Så jeg kender dem ikke fra den side. Jeg vil også sige at - nu kender jeg ikke din søn eller din sag (hans sag) - men at min søn er kriminel og bestemt ikke uskyldig i det han har gjort. Solgt narko. Du kan google SAVN.
Har jeg ringet til arrest eller politi har jeg mødt en størtste velvilje, hjælp og forståelse. Og vel også "endnu en mor ...der lider".
Min søn er overført til åbent fængsel i Jylland ? Og vi bor på Sjælland og jeg har ikke råd til at tage derover. Nu kommer han hjem på udgang en gang i mellem. Det er dejligt at se ham ..han er 21 år...og jeg må sige at hvor dejligt det end er så er han altså underligt uden for pædagogisk rækkevidde med nogen af de ting og udsagn han kommer med. Han er intelligent han er smart ....og han er meget glad for de kriminelle der bliver beskrevet som nogen gode fyre og de har det godt - de spiller kort og laver mad selv og ser tv og spiller spil ? Med andre ord han synes det er lidt en feriekoloni med masser af nye venner.
Det er vildt skræmmende at han ser sådan på det og at han er så kold og ligeglad og totalt uanfægtet af det hele. Det er mig og os ..min anden søn det her går mest over ...og vel også exmand. Der i sin opførsel altid har været lige så abrupt som min søn virker. Og det gør han! Jeg siger det ikke for sjov!
Han siger selv at han ikke har nogen empati eller føler noget. Men det gør han altså ..lige nu er han bare så langt væk i sig selv og sin ??????
Når han er hjemme laver jeg lækker mad ...lader ham sove ...har et gæsteværelse til ham og min anden søn kommer hjem. Sidst var min exmand her også og vi var ude og spise og spillede vidensspil Trivial osv.
Vi stor hyggede os. Så min søn er også god.
Men jeg tror altså at han kan lyve uden at blinke ? Og jeg tror han gør det fordi han mener at det kriminelle ikke vedkommer mig..og at "jeg ikke forstår den kultur" . Men det gør jeg og jeg er skrækslagen for den!
Jeg tænker om han nogensinde bliver "normal" og vender om ? Jeg var selv som 15-18 årige vildt facineret af alt det forkerte ..men jeg tabte altså interessen for det og synes det var dumt. Jeg håber at han gør det samme ...og indtil da bliver jeg ved og ved og ved at gøre alt det gode jeg kan. Jeg føler bare ikke det slår til. Jeg kan ikke give ham den store famile som jeg mener han savner (vi blev jo skilt) ...
Vi er med andre en lille men god familie.
Nu finder han så sin familie blandt de kriminelle.
Nå, det var et langt brev.
Og ja jeg nyder nu at jeg har trukket stikket ud...sådan er det bare ...jeg må "vente på mig selv"...og give mig selv tid og omsorg. Det ser jeg nu.
Ikke haste med noget for jeg er ikke klar.
Lige da min søn var færdig med den periode hvor de er isoleret, fik han lov til at ringe hjem. Det var den dag den første blodprop kom.
Han, ja jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men ordene han sagde lød sådan her: Mor, mor, ring til T..... (hans egen læge) og sig han skal komme, jeg har så ondt, så ondt, de vil ikke høre på mig.
Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at han havde virkelig, virkelig ondt, og jeg kunne ikke gøre noget før næste dags morgen.
Da ringede jeg til hans læge, og bad ham køre til arresthuset. Han sagde til mig, at han måtte ikke komme ind til en indsat. Det var igen et lovbrud. Alle indsatte har i perioden før dom, ret til at benytte egen læge.
Jeg tilbød lægen at betale for hans kørsel, men der var ikke noget at gøre. I arresthuset havde de taget al den medicin der var ordineret til min søn, "det brugte man ikke i fængslet". Det var simpelthen fortvivlende.
Præcis en uge efter, blev himmel og jord sat i bevægelse for at finde min mand og jeg. Vores søn havde fået hjertestop.
Og der kom flere hjertestop, min mand fik også blodpropper og endte med en tredobbelt bypass. Min søns to børn blev anbragt og vi har ikke haft forbindelse med dem. Du kan tro jeg kender til de store fortvivlende følelser.
Det er utroligt at min søn overlevede. Han er godt nok ikke rask, hans hjertefunktion er nu nede på 20%. De sagde til ham dengang, at han skulle ikke regne med at blive 50 år, og nu bliver han 46 år. Så han har overlevet noget længere end forventet.
Din søns tilstand er vist nok meget normal, når det handler om narko. Du kan ikke gøre noget ved det, han er uden for pædagogisk rækkevidde. Men derfor kan i godt have det rart og hyggeligt, han er jo din søn, når han er hjemme. Hvad han laver udenfor hjemmet, har du ingen indflydelse på. Men det er hårdt, for forældrer. Man kan kun være.
Du har ikke nævnt om han har børn, så jeg går ud fra, at det har han ikke. Vær du glad for det. Det er mere end fortvivlende når de anbringer børnebørnene. Vi mistede al kontakt med dem. Det var hårdt for mig.
Moderen var ude i narkolort. Min søn var blevet truet med et oversavet jagtgevær. De truede med at dræbe både min søn og hans børn, hvis ikke han skaffede nogen penge for sin kones gæld. Så det gjorde han. Min mand og jeg var lykkelige for, at han nåede at betale pengene, inden han blev pågrebet. Men hans kone holdt ikke op med at tage stoffer.Hun har for et par år siden siddet inde for omfattende handel med narko. Der havde vi heldigvis ingen forbindelse med hende. Det er mange år siden hun røg ud af familien.
De to "små" børnebørn, som ikke er små mere, har jeg ikke set siden de var ganske små. Den ældste af dem bliver 18 år i denne måned.
Lige nu har vi det fredeligt i familien. Der er ikke mere noget af det narkoskidt inde i vores liv. Det er meget dejligt, her er fred og ro, og det har været sådan i mange år. Men de to børnebørn, ja, de er jo ligesom ikke eksisterende i vores liv. Jeg har vænnet mig til, at de mangler.
Hilsen Linette
Han blev flyttet til sygeafdelingen fordi lægerne bad om, om han dog ikke kunne komme til at opholde sig et andet sted. Han havde på dette tidspunkt fået sat en stent ind. Jeg var på hjerteafdelingen (Odense) da politiet hentede ham fra sygehuset. Han skulle tage noget medicin, som var meget vigtigt, for at kroppen ikke skulle udstøde stenten. Jeg hørte med mine egne ører, at det skulle de nok sørge for.
Der gik et par dage, så besøgte vi sønnen inde på Vester fængsel. Her fortalte sønnen, at han ikke havde fået det vigtige medicin o.s.v.
Jeg ringede derefter ind til sygeafdelingen, de havde ikke hørt om noget medicin. Medicinen til det her måtte kun udskrives af lægerne på Odense eller fra Rigshospitalet.
Så måtte jeg have fat i lægerne på Odense, som straks kontaktede sygeafdelingen.
Da den første kritiske tid var overstået, blev vores søn kørt tilbage til arresten. Det var meget utrygt for os alle. Man gav ham ikke sin medicin o.s.v. Jeg kontaktede igen lægerne, som blev en utrolig stor tryghed for os. De kunne godt se, at det der var helt galt. Så fandt de på, at indkalde til regelmæssig kontrol. Det respekterede man fra kriminalforsorgen, og på den måde fik vi bragt orden i sagerne for et stykke tid.
Det varede kun til sønnen blev overflyttet til et andet fængsel, også et med sygeafdeling. Så startede vi forfra.
Her fik sønnen igen et hjerteanfald. Man lod ham bare ligge og vente i mere end to timer. Det var en læge der skulle komme først, for derefter at ringe 112. Han blev så indlagt igen.
Jeg var så vred, så vred og bange. Det var det sidste her, der fik mig til at tage ind på Christiansborg.
Fængselslægen der var ansvarlig for det her, fik jeg kontakt til. Vores søn var ankommet et par dage før.
Han startede ud med: Du har ringet?
Ja, sagde jeg, jeg er vred over, at du lod min søn ligge så lang tid, med et hjerteanfald.
Så blev han arrogant og sagde: Nu kender jeg nok din søn bedre end dig. Jeg er i al beskedenhed hjertelæge på Odense.
Nej hvor blev jeg gal, jeg sagde til ham, at det bliver det da ikke bedre af, så ved du da godt hvordan man skal forholde sig. Kan du ikke forstå, at vi er bange.
Så faldt han ned på jorden. Han kendte nemlig ikke min søn. Da det gik op for ham, hvor syg sønnen var, blev han den bedste fængselslæge for sønnen, og det skabte tryghed for os. Han kunne sørge for, at alt det man skal ved sådan en sygdom, det blev gjort. Han sørgede også for, at sønnen kom ud fra sygeafdelingen og til et åbent fængsel. Han kunne simpelthen ikke tåle at være der hvor man har sygeafdelinger.
Men Vestre fængsels besøgsafdeling er det gyseligste af alt, hvad jeg har oplevet. Det en ubeskrivelig tone de bruger, både overfor besøgende, men også overfor de indsatte.
Problemet var også, at personalet var ikke trygge ved, at have ansvar for sønnen. De havde deres regler o.s.v. som de af en eller anden grund ikke måtte fravige.
Da det blev "lovligt" for personalet at ringge 112, var fængselsinspektøren meget glad, en byrde var også taget fra deres skuldre. Hun var gået ind til min søn og vist ham brevet med tilladelsen.
Jeg havde svært ved at forstå, at man ikke må ringe 112, når nogen er i livsfare, men det måtte de altså ikke på det tidspunkt.
Det er meget sorgfuldt og stressende. Det var jo ikke lige sådan et liv man ønskede for nogen af sine børn.
Jeg ved heller ikke om det du oplever i din hverdag, egentlig har sin grund i din egen tilstand.
Jeg fandt ud af, at selvom om mange mennesker var venlige og forstående o.s.v. så havde de svært ved at kapere vores sorg, de kunne simpelthen ikke holde til det. Det var for voldsomt. Følelser smitter, det ved vi med andre mere positive ting. Man føler sig let sat uden for fællesskabet, det er og bliver et ensomt liv, selvom man er omgivet af mange.
Jeg havde det også sådan at jeg synes de fleste var meget overfladiske og pjattede. Jeg havde jo brug for nogen der kunne og ville se mig/os. Det hjalp ikke rigtig noget, før jeg accepterede at sådan var det. Så kunne jeg tale om det uden at blive for følelsesladet, og andre kunne holde til det.
Det hjælper på det hele, når du bliver 100% klar over og accepterer, at din søn er som han er, og du kan ikke gøre noget ved det. Man kan respektere dem, men ikke forsøge at opdrage på dem.