Har lyst til at sove hele tiden ? Fandme unormalt ?
Jeg tog en test, der viste jeg var let til moderat deprimeret. Jeg er bare træt træt træt hele tiden ...og har bare lyst til at sove. Musik irriterer og skarpt lys irriterer mig ..så det faktum at det har været godt vejr og solskin i længere tid har bare gjort mig træt. Jeg havde hellere set det have regnet og være mørkt og trist ...for jeg orker ikke at skulle føle dårlig samvittighed over ikke at være ude i solen.
Jeg har egentlig mægtig lyst til andre mennesker og selskab der er bare ikke nogen og jeg er arbejdsløs ....alt det her gør at jeg ikke har lyst til at gå ud. For jeg føler det er så tydeligt.
Jeg bliver deprimeret når jeg ser mange andre gå rundt i gaderne eller når jeg står nede i køen i supermarkedet...jeg synes bare at folk ser kedelige ud..og trætte. Er der nogen med skrigende børn irriterer de mig vanvittigt meget....jeg kan slet ikke have det.
Så er der alle dem der smiler til mig...tænk de irriterer mig også. Jeg har ikke noget at give igen med. Jeg føler jeg er en belastning for de venner jeg har fordi jeg er så sort så sort så sort. Piller alting ned med en kynisk ironisk bemærkning.
De her syngeprogrammer som alle tilsyneladende ser X factor og hvad de hedder er for mig noget af det dummeste...og jeg blir stjerne irriteret over en hel nation falder i svime over det her lort. Så andre glæde irriterer mig ...og det kan man jo ikke være bekendt? Jeg får bare lyst til at snerre "ser du virkelig sådan noget lort"? .
Jeg er virkelige ked af det og har bare lyst til at være i min seng - se tv (og ja rydder op og vasker og tager mig af mine børn og passer det jeg nu passer...men under det hele og efter de er gået ja der er jeg træt..orker ikke glade mennesker) .
Havde jeg et job og en mand (de to ting savner jeg SÅ ekstremt meget så jeg er ved at "loose my mind" ...ja så var jeg ikke ked. Så værre er det her ikke. Men det har jeg ikke.
Hvad skal jeg dog gøre ? Alt går mig på ?
Skal jeg have en pille for det her ? Og er der en pille mod kærstesorg og arbejdsløshed? Hvad skal jeg dog gøre? Gider jo ikke være et eller andet pille vrag ? Der MÅ være noget andet jeg kan gøre?
For lige nu orker jeg ikke nogen. Jeg står lige op og så har jeg lyst til at gå i seng igen ?
FruHansen (ja det hedder jeg altså ikke)
Jeg har egentlig mægtig lyst til andre mennesker og selskab der er bare ikke nogen og jeg er arbejdsløs ....alt det her gør at jeg ikke har lyst til at gå ud. For jeg føler det er så tydeligt.
Jeg bliver deprimeret når jeg ser mange andre gå rundt i gaderne eller når jeg står nede i køen i supermarkedet...jeg synes bare at folk ser kedelige ud..og trætte. Er der nogen med skrigende børn irriterer de mig vanvittigt meget....jeg kan slet ikke have det.
Så er der alle dem der smiler til mig...tænk de irriterer mig også. Jeg har ikke noget at give igen med. Jeg føler jeg er en belastning for de venner jeg har fordi jeg er så sort så sort så sort. Piller alting ned med en kynisk ironisk bemærkning.
De her syngeprogrammer som alle tilsyneladende ser X factor og hvad de hedder er for mig noget af det dummeste...og jeg blir stjerne irriteret over en hel nation falder i svime over det her lort. Så andre glæde irriterer mig ...og det kan man jo ikke være bekendt? Jeg får bare lyst til at snerre "ser du virkelig sådan noget lort"? .
Jeg er virkelige ked af det og har bare lyst til at være i min seng - se tv (og ja rydder op og vasker og tager mig af mine børn og passer det jeg nu passer...men under det hele og efter de er gået ja der er jeg træt..orker ikke glade mennesker) .
Havde jeg et job og en mand (de to ting savner jeg SÅ ekstremt meget så jeg er ved at "loose my mind" ...ja så var jeg ikke ked. Så værre er det her ikke. Men det har jeg ikke.
Hvad skal jeg dog gøre ? Alt går mig på ?
Skal jeg have en pille for det her ? Og er der en pille mod kærstesorg og arbejdsløshed? Hvad skal jeg dog gøre? Gider jo ikke være et eller andet pille vrag ? Der MÅ være noget andet jeg kan gøre?
For lige nu orker jeg ikke nogen. Jeg står lige op og så har jeg lyst til at gå i seng igen ?
FruHansen (ja det hedder jeg altså ikke)
Kommentarer
men gå i gang med at skrive en bog --om dit kedelige liv
tænk til bage i dit liv ---så langt du kan huske ---og start der ---og arbejd op til der hvor du er i dag
gå i gang med nogle kurser i psykologi ---og lær om hvordan mennesker er indrettet ---
gå en tur ud i en skov --hvor du er helt alene ----eller ned ved en strand --med brusende hav
og så råber du lige så højt du kan ----og fortæller ud i luften om det forbande de liv som du har påført dig selv ----
når du kommer lidt længere hen --går du i gang med at lære meditation ----
alt sammen kan du udføre med dig selv ---
hen ad vejen finder du ud af --om du stadig er glad for --kun at være ven med dig selv ---
eller du får lyst til at få en kæreste ---du kan finde en her på nettett ved at gå ind i
kære ven lad os høre fra dig igen ---
et date program
Men jeg savner folk omkring mig og at arbejde og så er jeg træt og kan ikkke stå op ? Det er f...kønt!
hvordan spiser du ---får du vædske nok ---
får du noget medicin der gør dig træt ----hvis man er diprimeret bliver man også træt --hvor meget har du talt med din læge ---om hvordan du har det
der er jo en årsag til at du har det sadan ----
Men orker dem dårligt. Engang havde jeg én sød og rar læge og sekretær - idag har jeg lægehuset hvor man konstant sendes ind til den der nu har tid.
Da min ene søn sidste år - lavede noget dumt og kom i fængsel - røg jeg helt ud af det hele. Så jeg kender dem lidt...jeg ku ikke gå på arbejde og jeg ku ikke være sammen med nogen...ikke rigtigt ...mit hjerte gjorde ondt. Det er 6 mdr siden...men fylder stadig meget - da han ikke er kommet ud endnu.
Så der var jeg til lægen/lægerne - det er meget utrygt at skulle krænge sig selv ud foran forskellige - det er meget dårligt at være så belastet så alting gør ondt og ikke at have nogen - min anden søn der er en sød og skøn dreng kunne jeg ikke belaste med den overmenneskelige smerte jeg følte. Ja det lyder lidt dramatisk - men det er ikke det jeg mener - jeg mener bare at alt gjorde ondt. Jeg måtte sygemeldes og jeg fik angstdæmpende medicin for at gå ud af døren. Det måtte man kun få tre gange. Det var ikke noget problem for mig at holde op og jeg sku ikke trappe ned - fik 90 oxapax tabletter i alt.
Problemet er jo bare at det ikke hjalp på noget som helst - problemerne var der stadig - og smerten. Men jeg orkede ikke at gå på arbejde - men fik jeg dem kunne jeg gå derned og holde det ud - blev lidt immun mens jeg åd dem.
Og når jeg så ikke åd dem var jeg back again.
Nu er jeg jo ikke den der tror på piller - og må sige at mit problem er at jeg ikke har et job - ikke orker at søge noget - og er meget alene. Ja jeg går til nogen ting osv. Men nu er jeg altså der hvor jeg godt kan li at være i mit eget selskab i nogen dage ..to uden andre mennesker så må jeg også se nogen.
Men jeg er træt træt træt...
Tænker om jeg sku skifte læge og så gå over og sige "jeg er deprimeret" ...mit problem er jo at jeg har så mange andre ting der reelt er grunden til at jeg er deprimert og det kan en pille ikke hjælpe på.
På den anden side så er jeg depri og det er min mor også...og hun har altid været det ...
Det har jeg bare ikke lyst til at være..og jeg plejer at være glad men lige nu har jeg ingen energi.
jeg har samme problem --jeg er ikke glad og tryg ved hende jeg har ---vi er ikke på bølge længde ---
hun kan ikke lide at jeg kender min krop og mine skavanker --som jeg havde før jeg kom til hende ---
så jeg skal også tage mig sammen og finde en anden
men tilbage til dig ---der er jo en grund til at du er depri ----og som du siger piller klarer ikke alt ---
men du skulle måske se om du kunne blive henvist til en pdykolog ---for du har da behøv for at tale med nogen om din søn ---og den smerte det giver dig ---
Jeg har oplevet dem som medfølende og kede af det over det jeg fortalt ...og så så jeg vel totalt ked ud af det.
2 gang kom jeg for at få en sygemelding ..og jeg var ked træt og gal ...det var 4 mdr bagefter første gang. Her burde min læge have sagt : Hør hov..den er da vist helt helt gal med dig ?Du har det jo ikke godt ? Sig mig er du deprimeret ?Så skulle han have taget en snak med mig ..istedet fik jeg min vilje en sygemelding med begrundelsen mavesmerter. Det kan godt være det er lidt dårligt af mig at blive vred over han ikke direkte sagde ...stop lige op du ..nu hjælper vi dig. I stedet forlod jeg klinikken ligeså fortvivlet som da jeg kom.
Og det kan godt gøre at jeg dermed ikke har den store tillid til ham/dem, hvis man selv skal fortælle dem hvad de skal gøre ? Jeg går ud fra han ikke ville sige noget til mig fordi jeg så sur gal og ked af det ud...og kan se meget meget bestemt ud.
Det ændrer ikke ved at man ikke altid skal stryge folk med hårene! Måske tænkte han "jeg er læge og ikke psykolog".
Nu går jeg derned igen og så siger jeg at jeg mener jeg er deprimeret ...og forklarer hvordan jeg har mistet lysten til at gøre nogen ting og sover til sent på eftermiddaggen og bliver stærkt irriteret på folk. Og afviser dem der vil være søde ved mig..for jeg har ikke overskud..ikke engang til at "lades som om".